The Liar in Me 2 - Love Me Now (1D)

Et år er gået siden Haley James sidst satte verden på den anden ende og nu står hendes 19-års fødselsdag for døren. Drengene fra One Direction har langsomt genindfundet sig i hendes liv, men de har endnu ikke vovet sig tilbage til USA. Dog har Haley’s ven Jake og hendes tilbagevendte mor Rachel, ikke tænkt sig at lade Haley visne hen for andet år i træk. Dermed er en storslået fødselsdagsfest ved at blive stablet på benene fyldt med store overraskelser, nogle er muligvis en anelse for store. Valget om at tænke på fremtiden og samtidig leve i nuet på et ærligt grundlag har ændret meget for sangfuglen Haley, men dette løfte viser sig måske at være sværere at overholde end som så. Især når fortiden pludselig banker på døren og nægter at forlade ens trappetrin. Der skal mere end mirakler, sød musik og gennemtænkte ord til, for at alle livets mange regnestykker skal gå op. Kun ét er givet, når det angår den kærlighed man engang mistede så gælder alle kneb! Hvor intet vover, intet vinder…

63Likes
271Kommentarer
14656Visninger
AA

12. Truths for lies

Liam’s P.O.V.

Overraskende for New York City var der ingen biler, som forsøgte at afskære os på halvvejen til det modsatte fortov. Normalt ville de fare om ørerne på én og ose til højre og venstre. De seneste par uger havde sneen dog begrænset udkørslen en del og ved denne realisation så jeg mod himlene. Over os drev grålige skyer mellem hinanden og dryssede iskrystaller sammensat i fascinerede mønstre nedover os – et smukt isparadis.

”Så er du okay?” spurgte jeg idet vi nåede indgangen til Central Park. Herinde lå sneen som en dunlet dyne og lagde en kølig lyddæmper på den trafik, der endnu farede rundt om denne oase midt i byen – det var som at være fanget i en sæbeboble, udenfor hvilken man blot sagte kunne høre livet fortsætte ufortrødent. Egentlig var mit spørgsmål en smule dumt, for den måde hvorpå Haley var flygtet talte sit eget tydelige sprog – hun var alt andet end okay. ”Jeg har det fint, jeg er bare lidt træt” smilede hun på trods af dette og trak sig ud af min halve omfavnelse. Hun trippede lidt på stedet før kulden fik hende til at smådanse ind på de hvide grusstier. ”Haley.” indvendte jeg bedrevidende. ”Jeg er træt!” sukkede hun med et ekstra opgivende tryk på ’er’. Stædigt rystede jeg på hovedet og forsøgte at få hende til at stå stille ved konstant at fange hende med et belærende blik – hun dansede videre som et snefnug fanget i en hvirvelvind.

”Lyv ikke overfor mig,” mumlede jeg og kommentaren var mest ment som en konstatering overfor mig selv, men ordene blev båret igennem luftens kølighed og ramte Haley’s hørecenter. Denne kollision fik hende til straks at standse op og hun var nær gledet på noget is, der skjulte sig under sneen. Vaklende og i overhængende fare for at falde, genfandt Haley dog balancen ved min hjælp. Min hånd, der greb stærkt fat om hendes underarm mindskede afstanden mellem os og Haley’s svar ramte mig lunt på kinden. ”Been there, done that…not worth it!” konkluderede hun og rejste øjenbrynene vel sagtens ved tanken om sidste års roderi.

Som så mange gange før satte hun sit tempo op og kastede af og til et blik tilbage over skulderen for at se om jeg fulgte efter hende. Mine øjne forholdt sig nærmest klisteret til hendes ryg og jeg navigerede så godt som det var mig muligt udenom snedriver og andre fodgængere, der kom os i møde. Haley havde travlt med at se på snefnuggene og koncentrere sig om alt andet end Zayn, Tessa og tja alt, der havde det mindste med virkeligheden at gøre. Dermed blev det hurtigt klart for mig at hvis det skulle lykkes mig at komme til bunds i hvad der foregik, så måtte jeg overraske Haley – sneek-attack in progress!

Nærmest på liste tå fik jeg smyget mig lidt væk fra stien og kunne derefter hale indenom Haley. Hun så sig tilbage over skulderen og da hun ikke fik øje på mig længere stoppede hun op. Let som ingenting tog jeg fat i hendes hånd og hev hende blidt hen til en bænk. Forsigtigt skubbede jeg sneen, der hvilede sig på træsæderne væk og vi satte os ned. Haley sukkede dramatisk og forsøgte at se væk fra mig – hun så det ikke komme, men hun vidste, at øjeblikket hvor hun måtte krænge sandheden ud havde sneget sig ind på hende alligevel. ”Haley, du må ikke lukke øjnene overfor de ting, der gør ondt. Gør du det bliver smerten blot endnu værre,” fortalte jeg hende og prøvede at holde min medfølelse skjult – der var intet værre for hende end et glimt af medlidenhed i andres øjne.  Hun vendte sine blåirisser af mig, medlidenheden skinnede igennem mine forsøg på at skærme hende for den. ”Jeg ved ik---” protesterede hun og gjorde et frustreret slag med nakken.

”Sig ikke at du ikke ved hvad jeg snakker om,” afbrød jeg og rejste en hånd i vejret. Jeg trak den dog tilbage i min jakkelomme, for at skjule den for den bidende kulde. ”Jamen, jeg ved ikke hvad du snakker om.” påstod Haley hårdnakket og hendes øjne syntes at isne til. Min hjerne slog en kolbøtte i håbløshed og jeg bed mig selv i underlæben, ved tanken om hvad jeg dog skulle stille op. Det sidste jeg havde lyst til var at gøre situationen værre, men hvis hun havde tænkt sig at rende rundt i en illusion af, at alt var godt, så måtte jeg hvad end jeg ville det eller ej, være den første til at bryde igennem denne facade. ”Så må jeg jo desværre minde dig om det; Zayn fortalte os for lidt siden, at han har en kæreste…Tessa.” orienterede jeg Haley om velvidende, at ikke en eneste af hendes hjerneceller havde ladet hende glemme det.

Haley’s blik blev nu undvigende og hun vendte sig væk fra mig idet navnet ’Tessa’ forlod mine læber. Antallet af små hvidlige skyer, som blev skabt når Haley’s varme ånde kolliderede med luftens iskolde molekyler steg kraftigt. ”Det var vel det, der skete, var det ikke?” svarede hun spørgende, som om hun havde brug for mit ord på, at hun ikke havde forestillet sig det hele i bar frygt. ”Jeg sad sådan set og håbede på, at det blot var en ond drøm…” tilføjede hun siden og smålo sørgmodigt. Et stramt smil lagde sig på mine læber og jeg lagde en hånd på Haley’s ryg. Min berøring fik hende til atter at se på mig. ”Hvis jeg kunne ville jeg sørge for, at han ændrede mening,” trøstede jeg hende og mente faktisk hvad jeg sagde. Mine ord kom lidt bag på os begge og et kort sekund så vi mistroisk på hinanden.

”Åh, Liam det er så håbløst. Egentlig vil jeg mest af alt spørge dig hvad jeg skal stille op, men jeg ved allerede hvad jeg bliver nødt til at gøre; jeg må og skal acceptere, at han er kommet videre og har fundet en anden…det er tid til at putte et smil på læben, falskt eller ej…” konstaterede hun i et tynget tonefald, men som hun netop havde udtalt var det på tide at smile – so she did…falskt eller ej? Falskt, for selv med Haley’s forstenede ydre var det tydeligt, at hendes øjne ikke kunne forblive forseglet. I dette øjeblik var vemodigheden allerede ved at binde sig til deres blå oceaniske dyb. ”Hey,” hviskede jeg og hun vågnede lidt op for at følge min stemmes opfordringer. ”Det er okay at have ondt og vise det,” forklarede jeg stille og tog fat om begge hendes hænder.

Haley gav mine et gengældt klem og nikkede med et stadigt smil plantet på sine rosa læber. Nogle få iskrystaller dalede nedover os og dansede imellem vores ansigter, hvilket var med til at bryde vores øjenkontakt jævnligt. Dette gav Haley tid til at se ned på vores sammenknugede hænder og tænke over sit svar. ”Men ikke foran Zayn, hvis han tror, at alt er i den skønneste orden, så lad ham tro det!” proklamerede hun og for at understrege hvor alvorligt hun mente det, rejste hun vores hænder lidt op i luften hvorefter hun atter lod dem lande tungt i sit skød. ”Don’t worry about me,” smilede hun og gav slip på min ene hånd så hun kunne lægge den forsikrende rundt om min anden.

”Tror du nu også det, er det bedste at gøre?” spurgte jeg, men kendte selv svaret – et klart og tydeligt nej. Jeg kunne godt selv huske hvordan det føltes at miste, den man virkelig troede, var den rigtige. Dengang jeg havde givet slip på Haley var mit indre stort set gået i opløsning, men nu havde jeg lært at leve med hvad der var sket mellem os. Dog var jeg ikke kommet videre ved at gå og bilde mig selv og andre ind, at jeg havde det fint – jeg havde ladet et par tåre falde, jeg var blevet vred og havde råbt, men nu havde jeg overskud til at smile igen.

 Mit blik gled foruroliget henover Haley’s kønne ansigt, det sidste jeg ønskede for hende var at bitterhed skulle forvandle hende til en version af sig selv, som hun ikke kunne leve med. Den bidende vind tog fat i vores kinder og frembragte en blussende rød farve. ”Uanset hvad, så betyder hvad jeg føler for Zayn ikke noget længere, jeg må respektere, at han ikke elsker mig længere, som han gjorde engang.” sukkede hun og rømmede sig. Med øjnene fulgte hun et enkelt hvidt fnugs rejse fra himlen og ned i hendes udstrakte hule hånd – hun så på det, som om livets vidunder netop var blevet fanget på hendes håndflade.

Da var det, at jeg udtalte nogle ord, som jeg ikke helt var klar over hvor kom fra. Et gæt ville være fra mit hjerte i samarbejde med nogle tanker og registreringer lagret bagerst i min hjernebark. ”Hvem siger, at han ikke elsker dig længere?” fik jeg mumlet og Haley’s blik skød sig hurtigt i retning af mig. En overraskelse blandet med forfærdelse gled gennem hendes øjnes farvelag og fik mig til at se undskyldende på hende. ”Vær sød ikke at trække mit håb rundt i manegen, jeg orker ikke flere lege, ikke flere mind-games.” ”Hallie,” indvendte jeg, men kom ikke langt.

”Kan vi ikke snakke om noget andet, for ærlig talt så kan jeg ikke klare både Zayn- og Kaitlyn-drama på én og samme tid,” fortalte hun mig og rejste sig opgivende fra bænken. Hun tog et par skridt fremad og efterlod stærkt markerede fodspor i sneen. ”Ja, jeg er ked af det over det med artiklen, har du nogen idé om hvem, der dog kunne have sagt sådan noget til pressen?” sagde jeg og fulgte efter hende. Som tidligere lod hun mig lægge en beskyttende arm rundt om sig og hun så ud til at nyde vores fælles varme. Vi var blevet ordentlig gennemkolde i de næste fyrre minutter vi havde været herude.

”Jeg har jo allerede givet Zayn hele skylden,” svarede hun sagte og syntes ikke længere at være overbevist om hans deltagelse i sagen. Jeg havde valgt ikke at bringe emnet på bane, for jeg var stærkt uenig i hendes overbevisninger, men nu havde hun jo selv startet samtalen. ”Ja det har du, men hvad tror du egentlig?” spurgte jeg så forsigtigt så muligt uden at farve min udtalelse med min egen personlige mening. ”Jeg ved ikke hvad jeg skal tro længere…det er som om noget forkludres hver gang noget andet i mit liv løses,” sukkede Haley og rettede på sin jakke for at opsamle mere lunelse midt i vinterlandskabet. For en stund gik vi i komplet stilhed. Den eneste lyd, der hørtes var sneen, der knirkede under vores skosåler, samt lyden af børn der hvinede lykkeligt fanget i en sneboldskamp.

”Men du er altså stadig pisseirriterende!” grinte Haley påståeligt med fornyet energi midt i en af parkens mange lysninger. I sin iver havde hun revet sig løs fra mig og var løbet et par meter væk. Hun stod i nærheden af nogle buske, som i dagens snevejr lignede overdådige isdesserter. Herfra samlede hun diskret en håndfuldt sne op og kastede den efter mig. De tusinde og atter tusinde diamantagtige krystaller ramte mig i ansigtet som koldt og vådt puddersukker – oh no she did not! ”Det er jeg da i hvert fald ikke!” afviste jeg og satte i løb efter hende idet hun stak af. ”Johov!” lo hun. ”Nahej!” svarede jeg igen og hendes latter døde hurtigt ud, da jeg i en smidig bevægelse tumlede ind i hende. Slået omkuld blotrede vi os rundt i en snedynge.

”Tager du det i dig?” spurgte jeg forpustet og grinte – hun måtte æde sine ord, it was on like Donkey Kong! Med et greb om hver af hendes sprællende arme holdt jeg hende nede. ”Aldrig!” skraldgrinede hun, hvilket fik hendes øjne til at tindre drillesygt. Jeg overførte lidt mere af min vægt på hende således, at jeg kunne fastholde hende samtidigmed, at min højre hånd samlede en klump sne op. Jeg hævede klumpen truende over hovedet, men hun låste sine læber med en usynlig nøgle. Derfor sænkede jeg min sneholdende hånd tættere på hendes ansigt. Haley rystede modstridende på hovedet, så hendes hår blev fuldstændig filtret ind i den kolde jord under hende. ”Det syntes jeg stærkt du skulle overveje,” advarede jeg hende og da hun ikke gav sig lod jeg sneen fra min hånd drysse ned i ansigtet på hende.

Haley hvinede og vred sig under mig, men lige lidt hjalp det. ”Okay, okay! Jeg overgiver mig!” råbte hun kun afbrudt af spruttende latter. Dermed rejste jeg mig fra jorden, strakte begge arme ud og hev hende op at stå. ”Pisseirriterende,” stønnede Haley og børstede sig ren så det stod om hende med snekrystaller. ”Du sagde ikke hvad jeg tror du sagde vel?” smågrinte jeg og hævede et vurderende øjenbryn. ”Nej da,” smilede Haley uskyldigt og tog fat om min hånd, for at lede mig videre ned af stisystemerne.

***

Haley’s P.O.V.

Snefaldet var taget stærkt til i løbet af de par timer hvor Liam og jeg havde opholdt os i parken. Ved ankomsten til lejligheden lignede vi derfor mest af alt to forblæste snemænd. Dette havde selvfølgelig resulteret i massere af latterkramper fra Niall’s side og Louis havde da fyret rigeligt med jokes af på vores regning. Som to forfrosne sneharer var Liam og jeg siden krøbet sammen under to uldne tæpper inde på sofaen, hvorefter vi fik vores hævn ved at tvinge resten af selskabet til at servere varm kakao for os. Udenfor var det blæst op og som mørket lagde sig om os havde Liam overbevist os alle om, at det var for sent og for farlig for mig at vende hjem på daværende tidspunkt - jeg måtte nødvendigvis tilbringe natten på deres sofa.

Harry og Louis havde straks støttet op om forslaget, mens Zayn intet havde sagt og Niall syntes splittet – han var min ven, men også Zayn’s ven. På trods af misstemningen var sofaen nu alligevel blevet redt op så jeg kunne sove der og midt i sengetøjet sad jeg så lige i øjeblikket. Drengene var for lidt siden smuttet ind til sig selv på hver deres værelse efter at vi havde spist middag i fuldkommen stilhed, man skulle tro vi havde været med i en stumfilm. Alle forespørgsler blev ført ud ved hjælp af håndtegn og fagter, samt sigende blikke.

En let dunken bølgede fra mit baghoved og fremefter, hvilket fik mig til at stønne udmattet. Helt udkørt lagde jeg mit tunge hoved på puden og trak dynen op om mig. Loftet over mig lyste op i det kulsorte mørke og udenfor vinduerne tudede vinden. Først drejede jeg mig på den ene side, så den anden og atter tilbage på ryggen. Dernæst syntes jeg at høre en knirken og jeg satte mig forskrækket op i sofaen, som en spændt fjeder. ”Er der nogen?” hviskede jeg ud i det dunkle rum og mine ører registrerede nogle listende trin på gangen. ”Giv dig tilkende!” sagde jeg og forsøgte ikke at råbe op. ”Det er bare mig Haley!” svarede Niall panisk og kom til syne henne i døren. Jeg rullede øjnene, mens mit hjerte satte farten ned og fik mig tilbage i en summende træthed. ”Du skræmmer jo livet af folk, hvad laver du oppe?”

”Natmad,” mumlede Nialler og det gik op for mig, at hans stemme blev presset ud igennem en sandwich, der allerede var kørt ind i hans mund. Et let fnis undslap mine læber og Niall sendte mig et bredt grin. ”Gå i seng med dig,” lo jeg og rystede på hovedet idet han forsvandt i skyggerne – time for bed. Igen lå mit hoved uroligt på puden og tusindvis af tanker fik en kølig strøm af nerver til at bølge igennem mit bryst. Denne indre aktivitet gjorde det umuligt for mig at falde i søvn, for så snart jeg var på nippet til at glide bort i drømme kom jeg i tanke om Zayn eller Tessa eller Kaitlyn eller noget andet og så sprang mine øjenlåg atter op. ”For fanden Haley, sov så!” bed jeg kommanderende af mig selv og fandt min Ipod frem. Hørertelefonerne stak jeg i ørene og startede en tilfældig sang. Lyden af Katy Perry’s stemme lukkede mig af fra omverdenen, såvel som den verden jeg skabte indeni mit overanstrengte hoved.

’I’m wide awake, wide awake…’ sang Katy, men jeg blev nødt til at erklære mig fuldkommen uenig – ’I’m very much asleep, very much asleep…’ nynnede jeg med på melodien inden jeg forsvandt helt ind i mig selv – land of dreams I welcome the…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...