The Liar in Me 2 - Love Me Now (1D)

Et år er gået siden Haley James sidst satte verden på den anden ende og nu står hendes 19-års fødselsdag for døren. Drengene fra One Direction har langsomt genindfundet sig i hendes liv, men de har endnu ikke vovet sig tilbage til USA. Dog har Haley’s ven Jake og hendes tilbagevendte mor Rachel, ikke tænkt sig at lade Haley visne hen for andet år i træk. Dermed er en storslået fødselsdagsfest ved at blive stablet på benene fyldt med store overraskelser, nogle er muligvis en anelse for store. Valget om at tænke på fremtiden og samtidig leve i nuet på et ærligt grundlag har ændret meget for sangfuglen Haley, men dette løfte viser sig måske at være sværere at overholde end som så. Især når fortiden pludselig banker på døren og nægter at forlade ens trappetrin. Der skal mere end mirakler, sød musik og gennemtænkte ord til, for at alle livets mange regnestykker skal gå op. Kun ét er givet, når det angår den kærlighed man engang mistede så gælder alle kneb! Hvor intet vover, intet vinder…

63Likes
271Kommentarer
14604Visninger
AA

9. Though you hide...you will be found

Haley's P.O.V.

"Jaloux?" smilede Liam lumsk og endnu en gang rejstes hans øjenbryn spørgende op i panden på ham. "Seriøst?" jokede jeg tilbage og med rullende øjne klaskede jeg ham venskabeligt på låret. Et beklemt fnis gled over Liam's sammenbidte læber og et øjeblik fortrød jeg mit udbrud...jeg ønskede ikke at såre ham igen, men sandheden var altså, at jeg virkelig ønskede at han skulle være glad - ny lady eller ej! "Men helt ærligt, har du fundet en anden?" fortsatte jeg så og Liam rømmede sig utilpast ved siden af mig. "Jeg tror ikke jeg er klar til at snakke med dig om den salgs," svarede han og forsøgte med latter at udslette den røstende undertone. "Hvorfor ikke?" lo jeg tilbage og valgte at følge hans eksempel - lad latteren lette situationen. "We're not that close yet," forklarede han og et drillende glimt lyste hans brune øjne op. Atter lagde et af hans blide smil sig om hans mund og jeg kunne ikke gøre andet end at lade ham slippe denne gang. "Drillesyg er hvad du er!" brokkede jeg mig med pålagt fornærmelse og kastede med håret. "Også i den grad," istemte Liam og jeg lænede mig over mod ham for at give ham et puf i siden, uheldigvis var jeg for langsom og han havde allerede rejst sig. Dette resulterede i, at jeg landede med fjæset nede i madrassen og det var rent held, at jeg ikke brækkede næsen på senges trækant. 

"Er du okay down there?" lo Liam og tog fat om mine hænder. Hans varme greb fik slagets frembragte hovedpine til at forsvinde og selvom jeg ikke havde meget lyst til at overgive mig, så lod jeg Liam hive mig op fra sengen. "Skal vi lade som om det ikke skete?" mumlede jeg og mærkede tydeligt hvorledes mine kinder begyndte at brænde idet jeg gav mig i kast med at udglatte mit tøj. "Absolut ikke," grinte Liam mildt og lagde en arm om mine skuldre. Mens jeg sukkende, småvrissende og underlagt Liam's arm traskede mod udgangen var der intet andet end krampagtig latter gemt i Liam, den blev dog ikke sat fri - hans ene fortand fik til opgave at bide sig hårdt fast i hans underlæbe...slåen var gået for latterens gærde. 3-0 til karma...

***

Harry's P.O.V.

"Og de vender frygteligt tilbage!" hylede Louis  med armene hævet højt over hovedet, således at hans hviskestykke dalede til jorden...eller nærmere ramte gulvet med et hult drøn på grund af alt det vand det indeholdte - pligtopfyldende havde vi givet os til at rydde op efter vandkampen. Haley og Liam gloede åndsfraværende på Tommo, som endnu stod lænet lidt bagover som om de var vendt tilbage for at arrestere ham. "Tak, Lou...vi er også glade for at se dig," mumlede Haley og viklede sig ud af den arm, Liam havde lagt rundt om hendes skulder. "Er vi ikke dygtige," smilede Niall stolt og jeg kunne ikke dy mig for at lade karkluden ramme ham smældende i nakken. "Hey!" peb han og gloede olmt på mig, mens han ømmede sig. Louis kluklo og strakte sig hen mod mig, så jeg kunne give ham en high-five. "Drenge," irettesatte Haley og klappede Niall på skulderen inden hun lænede sig ind og kyssede ham på kinden. "Hvad med os andre?" brokkede Louis sig og stak underlæben frem i en utilfreds mine.

"Man skal gøre sig fortjent til et Haley-James-kindkys," drillede Haley og mens hun bed sig i underlæben fnes hun for sig selv. "Hvem er nu den drillesyge," sagde Liam med armene overkors og udvekslede et diskret smil med Haley - insiderjoke stod der skrevet henover hele optrinnet. Haley tjattede let til Liam's overarm inden hun vinkede os alle hen til sig. "Jeg er i mit gavmilde hjørne og da I har ryddet så pænt så..." smålo hun og sendte kindkys nedad hele rækken. Niall fik et ekstra kys med kram, Louis fik sig et ordenligt vådt kys på kinden vedlagt et drillende puf, jeg selv fik et kys på hver side af hovedet og sidst men ikke mindst plantede Hay sine læber mod Liam's kindben. "Der er da en, som misser uddelingen...hvor er Zayn?" smilede Haley idet hun var nået til vejs ende. Hendes øjne afsøgte køkkenet og da hun ikke fandt var hun søgte fortsatte hun undrende ind i de tilstødende lokaler. "Hvor er han?" spurgte hun siden og rejste et spørgende øjenbryn. Niall bed sig i læben, Louis kastede sit blik hist og her, mens Liam kløede sig i nakken - alles opmærksomhed endte dermed på mig, Harry Styles - answer-man, answer us!

"Tjo altså, ikke her," mumlede jeg halvhjernet og Haley's ansigt fortrak sig i en opgivende mine - 'hvor dum tror du jeg er?'- sukkede hendes øjne til mig. Louis sendte mig et stramt blik og opfangede siden, at han nu måtte gøre et forsøg på at forklare situationen til den afventende Haley. "Han blev nødt til at tage hjem...noget med en telefon han havde efterladt i opladeren," forklarede Louis simpelt og sendte et let smil afsted mod enhver der ville modtage det - jeg nikkede taknemmeligt til ham. Det han havde sagt, var i bund og grund sandt nok jeg havde bare fundet det så mærkværdigt, at jeg ikke kunne få mig selv til at nævne det for Haley. Havde jeg udtalt disse ord på vegne af Zayn, ville det sikkert have virket alt andet end overbevisende. Dog valgte jeg at tage tilløb til at støtte op om Louis' udtalelse, men mine ord kom for sent og Liam var allerede ved at stille spørgsmålstegn til hele misæren.

"En telefonoplader, virkelig? Jeg mener det er da ikke en situation, der umiddelbart ville lede til et  nedbrændt hotelværelset eller sådan noget?" konstaterede han logisk nok og jeg opdagede straks hullerne i Zayn's undskyldning for at forlade 'festen' tidligt. Gad vide om han var okay, han havde virket så fjern den seneste tid. "Enig, altså jeg kunne forstå det hvis det var et glattejern, been there done that, men en oplader...for real?" medgav Haley med en latter gemt i stemmen. Hun rystede på hovedet og det var svært at afgøre om det var på grund af Zayn, hende selv eller i et forsøg på at undgå at vi andre spurgte ind til hele been-there-done-that-udtalelsen. "Men det var det han sagde og uanset hvad så er han i hvert fald smuttet," afværgede Louis og viftede sin ene hånd i vejret, som for at hviske tavlen ren. 

For en stund stod vi alle fem med flakkende blikke, vippende fødder og vejrtrækning der larmede i stilheden. Haley stod og nulrede sin hestehale mellem to fingre og hvis jeg ikke tog meget fejl, så var hun ved at gennemtænke sit næste spørgsmål - vi måtte ud inden hun gav sig til at grave mere i det eller lægge mere i situationen end der egentlig var. Jeg havde allerede opfanget det sørgmodige glimt i hendes øjne tidligere på dagen og det var stadigvæk så forfærdelig åbenlyst, at Zayn endnu havde taget på hendes hjerte - den eneste der ikke kunne se det var selvfølgelig Zayn. "Apropos det at smutte, så tror jeg også det er på tide at vi kommer videre i programmet," konkluderede jeg i et lystigt tonefald og jeg rendte en hånd igennem mine krøller. De andres blikke skød op fra jorden eller væk fra væggen eller hvor deres øjne nu havde befundet sig fastlåst i akavet lammelse de sidste ti minutter. "Har I travlt?" spurgte Haley og forsøgte at bure sin skuffelse inde. "Ja vi har ganske travlt...med at have travlt du ved," grinte jeg fjollet og indeni mig selv rullede jeg med øjnene - var Harry Styles virkelig i stand til at lyde så fuldstændig hjernedød? "Hvilket betyder?" fortsatte Hay og jeg måtte indse at hun ikke helt var hoppet på mit tog af dårlige undskyldninger.

"Vi har denne her seance, som vi absolut må og skal deltage i!" løj jeg og nikkede ivrigt, da jeg var den eneste der var indforstået med alt det bavl jeg fyrede af mig lige i øjeblikket. Alle som én så de overrasket på mig og det ærgrede mig usigelig meget at One Direction ikke havde en form for hemmeligt nødsignal, så vi kunne slippe gnidningsfrit ud af situationer som denne. Niall var den eneste, der åbnede munden for at spørge ind til idiotiet. "Hvad for en seance?" "Den seance jeg fortalte jer om tidligere...i bilen," sukkede jeg og prøvede diskret at blinke til drengene uden at Haley så det - mission impossible, hvis du spørger mig, for hendes øjne var fæstnet på mig som en rovfugls blik, der jager en uskyldig mus. "Nårh, den seance!" smilede Louis pludseligt og jeg takkede guderne for den tilfældige telepatiske evne, der var opstået imellem Tommo og jeg for en kort stund. Liam gned sig undrende henover panden og Niall så forvirret fra mig til Louis og tilbage igen, jeg kunne dog ikke gøre andet end at nikke forsikrende til den uforstående Nialler. "Netop, så vi må hellere se at komme videre. Tak for morgenmad og alt det der Hay," kommanderede jeg med den forundrede forsamling og gav Haley et forjaget kram. Dernæst kom Louis til, han holdt dog fast lidt længere end jeg. "Vi ringer til dig," smilede Louis venligt til Haley og gav hendes skulder et opmuntrende klem. 

"Ha' det godt og vi ses snart," mumlede Liam inden også han fulgte trop ud i gangen. Louis og han stod henne ved døren da Haley trak Niall til side. Et kort øjeblik sad mit hjerte oppe i halsen på mig og jeg tog mig opgivende til hovedet - var min plan allerede ved at gå i vasken? Hun hviskede noget i Niall's ene øre, som åbenbart ikke kunne deles med os andre. Først drejede Niall hovedet i Haley's retning for at kaste et mistroisk blik på hende, men efter at deres øjne havde udvekslet lydløse meninger nikkede han indforstået. "Kommer du Nialler?" råbte Louis og jeg utålmodigt i kor og ireren kom hastende ud til os: "Ja ja, jeg skulle lige høre Haley ud," småbrokkede han sig. "See ya!" råbte Niall afsluttende lige inden døren faldt i bag os. Jeg smilede veltilfredst og ledte an i retning af udgangen. Mens vi alle fire småløb nedad trappen kastede jeg flere interesserede blikke på Niall, som syntes at være fanget indeni sine egne tanker.

"Hvad ville Haley?" spurgte jeg, da Niall's stilhed tog overhånd og min tålmodighed slap op. Et kort øjeblik så hans isblå øjne uforstående på mig, ligesom de havde set på Haley for lidt siden. "Ikke noget særligt," mumlede han afvisende og hoppede endnu et par trin ned. "Niall?" indvendte Louis og stoppede ham ved at gribe fat i hans arm. Niall snurrede utilfredst rundt på hælene og nu havde Liam også kastet sin interesse på det opbragte spørgsmål. Med rullende øjne forsøgte Niall at vride sig ud af vores tilbageholdende blikke, men uden held - Louis' biceps kom atter til gavn her. "Hun var bare bekymret for Zayn og spurgte om jeg ikke kunne snakke med ham..." "Men er jeg den eneste som er totalt forvirret, hvad er det for en seance vi skal møde op til?" fortsatte han før nogen af os kunne give et respons på hans tidligere udtalelse. Det overraskede mig lidt at Haley overlod opgaven til Niall/os, men måske var hun blot bange for hvad der ville komme ud af en sådan samtale...Zayn var ikke sig selv for tiden. 

"Der er ikke nogen seance Nialler!" vrissede jeg af ham uden at tænke mig om. Niall's ansigt fortrak sig en smule såret og hvis Zayn havde været her, ville han med garanti have forsvaret den fortabte Niall. "Hvorfor sagde du så lige det til Haley?" peb han endnu mere uforstående og hans ene hånd greb fat om en tot blond hår - han vred og vred irriteret på hårstråene. "Fordi det var ved at blive akavet og vi måtte ud derfra," sukkede jeg, som om det var indlysende og det syntes jeg egentlig også at det var. Dog kom jeg på andre tanker, idet både Louis og Liam så mig mistroisk an. Jeg trak på skuldrene.

"Ved at blive akavet?" gentog Niall spørgende og fortsatte: "Jeg er ret sikker på at vi passerede akavet, for 24 timer siden da du begyndte at flirte med Rachel igen!" Hans kommentar var spydig og en smule flabet. Louis fnes larmende og forsøgte desperat at skjule det med en hæs hosten. Liam trak en hånd henover sine øjne - de var på samme side som Niall. "Right, touché...point taken!" indrømmede jeg modvilligt og afledte mig selv fra nederlaget ved at rette på mit hår - sch sch sch schew! Mellem krøllerne, der fløj foran mit ansigt kunne jeg se og høre Niall le noget så gevaldigt - folk og deres egne jokes! Jeg gloede olmt på ham og skulle til at kaste mig indover hans rystende krop, men Louis kom imellem os lige i rette tid. "Fald ned lads! Lad os nu bare finde Zayn, okay?" "I'm with him! Ingen slagsmål i opgangen," tilkendegav en tilfældig forbipasserende og nikkede alvorligt til os alle sammen. Liam smilede venligt til den spøjse mand, alt imens Louis og jeg sendte ham et par besynderlige blikke. 

"Vent lige et øjeblik! Sagde du ikke lige til Haley, at Zayn med sikkerhed var hjemme på hotellet? Hvorfor lyver I for hende?" udbrød Niall så frustreret lige netop som vi skulle til at gå videre. Jeg sukkede dybt og jeg havde sikkert pandet ham én, hvis ikke det havde været for min egen klosethed - i et forsøg på at snurre rundt for at se på Niall, faldt jeg over mine egne ben og måtte gribes af Liam. Det så ud til at de andre ville grine med på denne morsomhed, men Louis var stærkt optaget af at forklare sig overfor Nialler. "Tjo, Zayn har haft et meget særligt og ubrydeligt forhold til sin telefon de seneste mange uger og siden jeg sidst så hans telefon på hotellet, så regner/regnede jeg simpelthen med, at det også er der han befinder sig," konstaterede Louis alvorligt og det var svært at bedømme hvorvidt han var irriteret eller ej - Nialler-uforståenhed...oh, well we love him anyway. "Whatever," brummede Niall utilfredst og forsvandt ud af gadedøren.

***

Niall's P.O.V.

Åbenbart var Zayn lettere at regne ud end først antaget, for både Louis og Haley havde haft ret på hver deres punkt når det angik ham. Ganske som Louis havde forudsagt fandt Liam, Louis, Harry og jeg Zayn sidende på sin seng med øjnene klistret til sin telefon den eftermiddag vi kom hjem fra Haley. Hun havde derimod haft ret på et andet punkt; der var grund til bekymring. Det var nu omtrent en uge siden vi var ankommet til USA og Zayn havde forholdt sig meget anonymt efter Haley’s ekstravagante morgenmad. Han trak sig tilbage til sit værelse så ofte som det var ham muligt og han talte kun når det var ham yderst påkrævet. Den mest meningsfulde samtale jeg havde haft med ham i løbet af de seneste fem dage omhandlede hvorvidt en telefonoplader i realiteten kunne brænde et hotelværelse ned eller ej – lad os bare sige at vi var nået til enighed om at være ueinge…

Flere gange havde jeg overvejet at tale med ham, som jeg havde lovet og den dårlige samvittighed havde grebet mig de par vi havde set Haley siden. På trods af dette kom der hele tiden noget i vejen; en signering, et møde, køleskabet var tomt, vores agents fly blev aflyst og en enkelt gang gik røgalarmen af, dog ikke på grund af Zayn’s overforbrug af opladning – Harry og Louis kom op og toppes så gevaldigt, at Harry’s berømte pastaret blev glemt på komfuret. Dermed blev den brændt synd og sammen i påsyn af flere brandmænd…spild af mad hvis du spørger mig…og brandfolk naturligvis, ikke at for glemme.

Nok om det, for lige netop nu havde jeg taget et seriøst tilløb til at få snakket med Zayn. De andre var taget ud for at hente aftensmad og jeg var efterladt i den tyste lejlighed. Zayn havde som sædvanligt barrikaderet sig på sit rum og jeg havde ladet som om jeg var for sulten til at købe ind...Liam syntes også at det var mest ansvarligt at den evigt sultne Niall blev hjemme under indkøbene ellers endte vi bare med at få hele supermarkedet med hjem – it must be true! Det var over en halvtime siden de var smuttet og det havde taget alle 30 minutter at samle mig sammen. Problemet var, at jeg ikke rigtig vidste hvor jeg skulle begynde for det føltes lidt som om jeg ledte efter noget uden at vide hvad det var jeg ønskede at finde. Jeg vidste kun én ting med sikkerhed idet jeg satte kurs mod Zayn’s dør; jeg var træt af at høre min bedste ven hævde at han havde det fint, alt imens han brugte sine dage på at stirre ud i det bare ingenting og tænke på guderne ved hvad. 

"Hey man, you alright?" spurgte jeg forsigtigt idet jeg puffede Zayn's dør op. Den havde stået på klem, men atmosfæren i hans rum skreg nu ikke ligefrem; kom indenfor! Min stemme forekom mig rystende næsten usikker og jeg måtte erkende, at Zayn's manglende svar ikke gjorde det bedre. Som tydelig afvisning sad Zayn med ryggen vendt mod hvem end der vovede sig ind til ham. Det kunne let opfattes som om han ikke havde hørt mig komme ind, men den måde hvorpå hans nakkemuskulatur trak sig sammen, afslørede, at han var ganske klar over min tilstedeværelse. "Yeah, jeg har det fint," svarede han siden venligt og drejede sig rundt så han kunne se på mig. Let smilende lænede han sig tilbage mod sit sengegærde og trak benene op under sig - urgh, endnu et 'fint'. "Tænker du på Haley?" forsøgte jeg og gengældte hans smil. Jeg måtte starte samtalen et eller andet sted og dernæst langsomt pejle mig ind på hvad der egentlig foregik med Zayn Malik for tiden. 

Hans varme smil stivnede og han så op på mig med et forfærdet blik - havde jeg mon taget ham på fersk gerning? Noget i hans øjnes mørke fortalte mig dog, at jeg nok nærmere var i unåde - han så på mig, som om jeg lige havde hævdet, at hans hår sad så mærkeligt, at han lige så godt kunne barbere hele herligheden af...og det havde jeg altså ikke! Diskret rømmede jeg mig og min nakke kløede pludselig usigelig meget. Min ene hånd gav sig til at kradse tilbage, mens jeg roligt satte mig i sengens fodende. "Hvorfor ville du dog sige sådan noget?" bed Zayn af mig og forfærdelsen fra hans blik havde også fundet vej til hans stemmeføring - outragous! En pludselig arrigskab piplede frem under min hud og jeg vred mig i ubehag - troede han virkelig at han kunne narre mig? Jeg havde muligvis ikke vildt megen situationsfornemmelse og jeg blev let forvirret og vred, men dum var jeg altså ikke - der var et eller andet som tyngede Zayn ned og jeg havde ikke tænkt mig at gå før jeg vidste hvad det var. 

"Zayn for helvede, jeg er ikke dum!" bandede jeg vredt og knyttede mine hænder krampagtigt. Min udtalelse var ikke nær så intelligent og gennemslående, som jeg havde ønsket mig det, men i det mindste fik den Zayn til at se alvorligt på mig. "Det siger jeg heller ikke at du er Niall," vrissede han tilbage og en mørk skygge lagde sig henover hans ansigt, hvilket fik dets skarpe optegninger til at stå stærkere frem. Jeg trak vejret dybt ned i maven og forsøgte at kontrollere frustrationen, der boblede frem i mig. "Så hold op med at opføre dig som om du tror det. Jeg er din bedste ven og vi stoler på hinanden, remember?" formanede jeg og et stik splintredes i mit hjerte. Zayn gjorde et slag med nakken og vred sig en smule under mit bekymrede blik. "Selvfølgelig kan jeg huske det!"

"Jamen, så åben munden og fortæl mig hvad der foregår, for drengene og jeg savner dig...den rigtige Zayn. Ikke versionen af ham, som konstant sidder på sit værelse og stirrer på ingenting, mens han hævder at han har det 'fint'!" prædikede jeg idet hans svar var sunket ind. Jeg vrængede af ordet 'fint', for det var det mest falske og misbrugte ord nogensinde - folk smed om sig med at have det 'fint', uden at mene en skid af det! Okay, dybe vejrtrækninger...ind...ud. Min krop havde bevæget sig længere ud på sengekanten og for ikke at koge over rejste jeg mig op. Jeg gav mig til at vandre lidt rundt i rummet og Zayn's øjne fulgte helt sikkert min march frem og tilbage mellem vindueskarmen og sengen. "Hvad insinuerer du? Mener du, at jeg lyver overfor jer?" spurgte Zayn og nu ændredes den mørke skygge over ham - den blev lyst lidt op, men siden erstattet af en dyster skuffelse. "Nej selvfølgelig ikke, men du skjuler et eller andet og jeg vil vide hvad det er!" kommanderede jeg og var i humør til alt andet end ventetid.

_________________________________________________________________________________________________________

Heya :) Wow, det tog mig SÅ SINDSYG lang tid at skrive dette kapitel fordi jeg blev fanget i en skrivekrise halvvejs igennem...sorry. Udover den officielle undskyldning for min sneglefart, så har jeg en lille forfatterbesked. Da jeg skrev 1'erne sørgede jeg for at sende kapitler ud ca. 2 til 3 gange om ugen, men det har jeg hverken tid eller kapacitet til længere...så bær over med mig når jeg lover, at der vil komme et kapitel ud hver uge...selvfølgelig med undtagelser - for better or worse :P

Tusind tak, for at læse med og jeg håber I nyder at læse det mindst lige så meget som jeg nyder at finde på teksterne :D <3

~Tess Towler~

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...