The Liar in Me 2 - Love Me Now (1D)

Et år er gået siden Haley James sidst satte verden på den anden ende og nu står hendes 19-års fødselsdag for døren. Drengene fra One Direction har langsomt genindfundet sig i hendes liv, men de har endnu ikke vovet sig tilbage til USA. Dog har Haley’s ven Jake og hendes tilbagevendte mor Rachel, ikke tænkt sig at lade Haley visne hen for andet år i træk. Dermed er en storslået fødselsdagsfest ved at blive stablet på benene fyldt med store overraskelser, nogle er muligvis en anelse for store. Valget om at tænke på fremtiden og samtidig leve i nuet på et ærligt grundlag har ændret meget for sangfuglen Haley, men dette løfte viser sig måske at være sværere at overholde end som så. Især når fortiden pludselig banker på døren og nægter at forlade ens trappetrin. Der skal mere end mirakler, sød musik og gennemtænkte ord til, for at alle livets mange regnestykker skal gå op. Kun ét er givet, når det angår den kærlighed man engang mistede så gælder alle kneb! Hvor intet vover, intet vinder…

63Likes
271Kommentarer
14599Visninger
AA

36. Though hearts die their love reamins

Kate’s P.O.V.

Jeg tog en dyb indånding og idet en midnatsblå bølge skyllede indover strandbredden føltes det som om hele nattehimlen ramlede køligt imod mig. En kuldegysning overtog min krop og kortvarigt klaprede mine tænder mod hinanden. Jamie’s milde latter slog igennem mørket og ude i vandkanten kunne jeg skimte Liam, der svingede hende rundt indtil hendes tåspidser ramte det iskolde vand. Stille lo jeg for mig selv og kastede et blik op mod villaen, der lignede en kube af guld imod den sorte himmel. En varm hånd gled langsomt fra mine skulderblade og nedefter. Til sidst lagde den sig tilrette på min lænd. Atter spredtes et smil på mine læber. Jeg lænede mit hoved bagover så det hvilede på Harry’s bryst, idet han trak mig ind til sig.  

”Tager du virkelig af sted i morgen?” spurgte jeg forsigtig, bange for at knuse varmen, der endelig havde overtaget mig. Harry’s hænder gled beroligende nedover mine arme og idet han flettede sine fingre ind mellem mine, gøs jeg. En pulserende fornemmelse fik mit blod til at pumpe hult i mine blodbaner og dunke for mine øre. ”Det er jeg bange for…” sukkede han og vindpustene hans udtalelse skabte kildede mig drillende i nakken. ”Jeg kommer til at savne dig,” mumlede jeg og lod mit blik falde i staver over kysten, der på en og samme tid lå dunkelt hen, men af og til blev brudt af det kridhvide skum på bølgetoppene. Over havoverfalde flimrede tusindvis af sølv stjerner og koncentreret ledte jeg efter et stjerneskud – I could really use a wish right now.

Harry lagde sin kind tættere indtil mit hoved og kyssede mit hår så blidt, at berøringen næsten forsvandt i den tunge sommerluft. ”Yeah?” smilede han vagt og fik mig til at fnise tøset. ”Bare en lille smule,” drillede jeg ham, hvilket fik Harry til at nive mig kildende i siderne. Hvinende vendte jeg mig i hans favn og indfangedes dermed af hans øjne, der havde antaget en dyb flaskegrøn farve. ”Jeg ville ønske, at jeg kunne blive hos dig,” hviskede han og alvoren fik hans øjesten til at lyse om kap med himlenes stjernebilleder. Med rystende fingre lagde jeg min hånd mod hans kind og optegnede hans kindben med min tommelfinger. ”Jeg ville ønske, at jeg kunne tage med dig,” gengældte jeg hans ønske og håbede at en frit faldende stjerne overhørte vores ønskedrømme.  

Et sæt løb igennem Harry’s torso og straks greb han mig ved begge skuldre. ”Så gør det, kom med os!” forslog han opildnet. Det pludselige håb lyste hele hans ansigt op. Jeg ville forfærdelig gerne følge Harry hvor end han gik, men endnu et blik op mod strandvillaen hvor Haley befandt sig, fik alt til at vende sig indeni mig. ”Det kan jeg ikke Harry. Jeg ved ikke hvad Haley ville gøre hvis alle efterlod hende igen.” påpegede jeg trist til mode og min kærtegnende hånd gled fingerspids for fingerspids ned langs hans kæbe- og halsparti for at lægge sig til ro mod hans hede bryst. ”Selvfølgelig, du gjorde det klart fra begyndelsen; du er her for din søster,” indså han i mørke toner og vi mindedes begge hvad jeg havde belært ham om engang for længe siden på et ternet picnictæppe på en vid blomstereng.

"Fornærmer du altid folk?" vrissede Harry irriteret og vred endelig sine grønne øjne væk fra mig, som vågnede han fra en fortryllelse. Uroligt rørte han på sig og skiftede fra skrædderstilling til strakte ben, der hvilede blødt på det ternede tæppe. Et kort øjeblik så han ud til at ville gå, men noget holdt ham tilbage og det var vidst på tide at tegne linjerne op. "Okay, hør her Harry. Jeg er her for at finde min søster, ikke min første kæreste," busede jeg dumt ud med og fadæsen fortsatte idet jeg så ham medlidende an.

”Harry---”forsøgte jeg afværgende, for meget havde forandret sig siden. Dengang syntes et forhold til Harry fuldkommen usandsynligt, nu begærede jeg intet andet. Han nåede dog, at bryde ind ved at ryste formildende på hovedet. ”Kat det er okay; du kan ikke forlade din søster, ligesom jeg ikke kan forlade mine 1D-brødre,” smilede han forstående, på trods af sørgmodigheden i hans lag af grønt pigment. For at holde ved ham så længe så muligt slyngede jeg mine arme omkring hans hals og begravede mine fingre i hans bløde krøller. Harry pressede sin ene hånd mod min lænd, mens den anden lagde sig kærlig om mit baghoved. ”Tonight, we have tonight,” fortalte han mig næsten lydløst. Hans øjne flakkede henover mine i søgen efter overgivelse til virkelighedens hjerteskærende realiteter. I en let bevægelse løftede Harry et par hårstrå væk fra min kind inden vores læber fandt vej til hinanden. Med følelsen af allerede at være separeret af oceaner af salte vande holdt vi ved hinanden til lyden af bølgernes brydninger, Niall og Louis’ latter, Jamie’s hvin i Liam’s arme og Rachel og Russell’s sagte snakken.

***

Zayn’s P.O.V. (Lyt til ’Heart on Fire’ af Jonathan Clay – on repeat!)

Haley’s øjne kørte sløset i retning af vodkaflasken, som nu stod ensomt på et glasbord langs væggen. Fugtende gled hun tungen henover sine læber og trangen til at sluge endnu et shot alkohol så ud til at stige. Hendes ligegyldighed overfor mig fik blot bekymringen for hendes velbefindende til at vokse i min anspændte brystkasse. Undersøgende tog jeg vodkaflasken i øjesyn og registrerede, at der næsten intet var tilbage. ”Jeg vil ikke stå og se på, at du gør det her mod dig selv,” sagde jeg alvorligt og stillede alkoholen fra mig med væmmelse i hver eneste bevægelse. Dens farveløse samling af molekyler havde forgiftet hendes sind og hendes kønne ansigt havde antaget et ulykkeligt skær, som var der ikke længere noget at kæmpe for. Uden at lade mit ydre afsløre det, knustes mit hjerte for hvert sekund jeg tilbragte i dette soveværelse, men jeg ville ikke forlade det før Haley tog min hånd og lod mig lede hende ud det liv hun fortjente.

Hendes svar på tiltale var dog intet i nærheden af overgivelse. ”Så gå! Døren er lige der!” spottede hun mig og pegede stift i retning af døren, som jeg for lidt siden havde forceret i min søgen efter pigen jeg forelskede mig i for snart 3 år siden. Spydigheden hun førte sig frem med fik ordene til at hvisle ud mellem hendes sammenknebne læber. Frustreret lagde jeg mere vægt i mine fødder, således at sålerne forsvandt i det plyssede væg til væg gulvtæppe. ”Nej, ikke denne gang!” udbrød jeg vredt og tog også hendes tykbundede drinkglas til mig. Gispende så hun til mens jeg nærmest besat kylede det mod væggen, så det splintredes i sylespidse krystaller. De glimtede magisk i loftlampens blålige skær, mens en palme af væske og isterninger spredtes malerisk på rummets hvidmalede væg. Med en tågedis dansende over deres blå farve så hendes øjne direkte på mig. Et flygtigt øjeblik af klarhed i dem syntes at vækkede hendes sande jeg, for blot at synke tilbage i hendes formørkede tilstand.

”What the hell!” råbte hun arrigt og kom på benene. I sine stiletter var hun næsten ligeså høj som jeg og med forbitrelsen brændende i sine irisser forekom hun mig en anelse faretruende – I had set fire to the sea. Jeg ignorerede lysten til at vige tilbage og invaderede i stedet hendes personlige rum. Stående en armlængde fra hinanden sammensmeltedes vores blikke og en gnistrende stilhed fyldte vores ører. ”Fortæl mig hvad der foregår,” kommanderede jeg med uønsket kulde, men der var kun en måde at bryde igennem hendes forsvarsværker på - man måtte sætte hårdt mod hårdt og hun skulle ikke slippe fra mig nu.

Først kneb Haley sine øjne sammen i et forsøg på at intimidere mig, men lige lidt hjalp det. For hvert modtræk hun kastede i hovedet på mig, jo stærkere stod jeg, jo villigere var jeg til at kæmpe for hende. ”Fortæl!” beordrede jeg på ny og lod vores kroppe kollidere. Med en arm omkring hendes talje låstes hun fast og jeg selv blev fanget i duften af hendes rosenparfume. Haley kæmpede for at komme fri og begge hendes hænder lå afvisende på mit bryst, men for bedøvet af hendes nærvær rørte jeg mig ikke.

Som vi stod der, med hver eneste kropsdel klinet til hinanden satte mit hjerte farten op og et sted under Haley’s make-up rødmede hun dybt. Modvilligt mødte hun atter mine øjne og som øjenkontakten varede ved slappede hun mere og mere af i min favn. En let åndenød indtraf for os begge, men som to hårdnakkede konkurrenter gjorde vi alt for ikke at lade den anden mærke med det. Haley hev med ét efter vejret og forundringen i hendes øjnes blå pigmenter falmede til den havde udviklet sig til sørgmodighed. Endnu en gang pressede hun sine håndflader ind imod mig og denne gang syntes al styrke at have forladt mig. Dermed undslap hun min anmassende omfavnelse.

Flygtigt så hun bort i et forsøg på at undvige situationen, men standhaftigt lod jeg mig selv nagle til stedet i stædig afventen. Hun fornam min viljestærke tilstedeværelse og tvang derfor sig selv til at åbne op. Med begyndende rødme som indramning af hendes dybblå øjne så hun atter på mig. ”De elsker ham Zayn; Russell forsvandt i ti år, men de elsker ham! Han var kold og selvvisk, men alligevel synes han at have ni liv i deres øjne. Kaitlyn døde og han var fuldkommen ligeglad! På trods af det elsker de ham!” brusede det forpint fra Haley’s mund og sætningerne flød sammen i et grødet virvar.  

”Men jeg, jeg hader ham!” slyngede hun imod mig inden en eneste tanke nåede at løbe igennem min overophedede hjerne. Haley kastede dernæst sin overkrop fremefter i det hun gennem sammenbidte tænder fortsatte: ”Jeg hader ham for hans behandling af min mor, jeg hader ham for at forlade Kaitlyn og jeg hader ham for alt det han lod mig gå igennem. Alle de forbandede tanker han plantede i mit hoved og alt det disse tanker gjorde ved mig! Hvad har jeg gjort for at fortjene det? Er jeg virkelig så dårligt et menneske?”

Hadet til Russell var tydeligt i hendes toneleje og jeg vidste at intet ville stoppe hendes vrede i dette moment. Hun var som et ildsprudende bjerg, der langt om længe så sit snit til at udgyde alt den havde holdt tilbage. Hun spredte al sin hengemte vrede som glødende aske, der svæver om båret af verdensvindene til den til sidst falder til jorden og dermed har forløst vulkanens overtryk. Som ramtes jeg af disse ildens efterladenskaber sveg min hud under hendes blik og jeg pustede tungt ud ad i et forsøg på at samle mig selv. Et modargument var hvad jeg havde brug for.

”Nej, selvfølge er du ikke det.” konstaterede jeg luftigt kontrolleret af det første, der faldt mig ind. Haley var ikke et dårlig menneske, hun havde måske nok taget nogle dårlige valg, men hver eneste dag havde hun betalt for dem og nu var det på tide at afslutte afbetalingen – all was forgiven. Desværre, lyttede hun ikke til et eneste af de ord jeg udgød for at få bølgerne til at lægge sig og efterlade et roligt vandspejl. ”Hvorfor så? Min far skred, Kaitlyn døde, min mor efterlod mig, jeg var tæt på at blive bortført, jeg løj og snød dem, som jeg for alvor betød noget for.” peb hun og alt i hende trak sig sammen. Den sorte mascara, der før havde hvilet yndigt på hendes øjenvipper efterlod nu små sorte linjer under hendes øjne. Fint banede de sig vej nedover hendes kinder og dannede spor af sorg.  

Frustreret over hvad øjeblikket gjorde ved hende, snøftede Haley voldsomt og brugte sin ene håndryg til at tørre den forræderiske make-up bort. ”Årh, reklamen sagde vandfast,” fnøs hun barskt idet hun registrerede de kulsorte pletter på hendes mælkehvide hud. Roligt rakte jeg ud efter hende og fik fat i hendes bløde fingerspidser. I langsomme strøg masserede jeg de tilsmudsede håndrygge, hvilket fik en eksplosiv varme til at sprede sig i cirkulære bølger. Haley’s øjne fangede lampernes hvidlige lys og syntes at udsende gnister af forbløffelse.

I få sekunder lod hun sit blik møde mit. Med lettere sammenknebne øjne tvang jeg hende til at holde ved. Jeg så ind under hendes fortvivlede ydre, helt derind hvor hendes hjerte pumpede viltre floder af rødt, helt ind hvor kærligheden endnu fandtes. Dog slog mit forsøg på at tvinge dette til at overtage hende sind fejl. Snart trak hun derfor sine hænder smidigt til sig. Bedrøvet fornam jeg hvorledes mine håndflader blev kolde og forekom mig følelsesløse. På lette fodtrin bakkede Haley længere væk fra mig, som havde hun brug for rum til atter at udtale sig. ”Men ved du hvad der så skete? Nu skal du bare høre,” skiftede hun emne og med en typisk sarkasme smøg hun sig udenom mine kærtegn. Hun hævede en belærende finger i vejret, som vidne på sandheden hun ønskede at dele med mig og derpå tilføjede hun: ”Dernæst trådte livets sygelige twist ind; du og drengene vendte tilbage, Kate dukkede op, selv min mor kom til mig. For en kort stund var jeg dum nok til at tro, at alting måske ikke var så slemt som jeg troede, at det var.”

Jeg hørte ganske tydeligt hendes opremsning, men mine øjne kunne intet stille op imod synet, der mødte dem. Fortryllet faldt jeg i staver over det blanke spejl i hendes øjne, der endnu bevidnede hendes smertende hjertekamre. De løb forhastet fra hendes øjenvipper, for blot at sænke farten når de nåede hendes læber. ”Men så dukkede Russell op og mindede mig om alt det jeg havde mistet, alt det der var borte for altid!” hulkede hun krampagtigt og hendes stemmebånd syntes anstrengt at vrænge hver en stavelse frem på tungespidsen. Haley omfavnede sig selv, da ingen andre var ladt ind på hendes enemærker. Med tårer glinsende som dug i solens første stråler, så hun direkte på mig med et blik der kantede sig ind mellem mine ribben, helt ind i min sjæl. Som fandt den mest hjerteknusende sandhed vej til hendes læber krympede hun sig kortvarigt i ubehag.  

”Og du elsker mig ikke en gang…du elsker mig ikke…” græd hun og i smerte bukkede hun sammen om sig selv. Fingrene borede hun krampende ind i sine overarme, så rødlig farve spredte sig derfra som ringe i vandet. ”…det er der vel ikke nogen der kan…” hviskede hun grådkvalt og hendes egne erkendelser fik atmosfæren imellem os til briste, således at den larmende styrtede mod gulvet hvor den knustes til tusind og atter tusind støvkorn. Under presset fra gråden, der konstant overtog Haley’s gane bævrede hendes underlæbe ukontrolleret. Jeg faldt med det samme ned på hug foran hendes rystende krop. Forfærdet over hendes overbevisninger, løftede jeg desperat hendes ansigt opefter.

Hendes underhoved og nakke føltes slappe mellem mine håndflader, mens hendes blå irisser lyste magisk op mellem de rødrandede øjne og udflydte mascaralinjer. ”Haley, det må du ikke sige. Det er ikke sandt!” gispede jeg og forbød hende at sætte sig selv så lavt i hjerterne, der nu og for altid ville banke for hendes skyld.

Modstridende og uden nogen form for tiltro rykkede hun sit hoved fra side til side. Læberne krængede hun sammen til de forsvandt i hinanden og forbitrelsen skabte en hul hiksten et sted bag hendes brystkasses anspændte ydre. ”Hvad er ikke sandt? Er Kaitlyn ikke død? Er jeg måske ikke en løgner?” kvækkede hun og lod sit spørgsmål dele hendes før aflåste mund. Med denne retoriske forespørgsel løftedes hendes øjenbryn og selvom hun ikke ønskede et svar, så stod hendes ansigt i spørgsmålets tegn.

Mellem min læber skabtes luftkorridor i form af et ’o’ og beroligende trak jeg en mængde oxygen ind, for blot at slippe den løs igen. Med begge tommelfingre strøg jeg et par saltedråber bort fra Haley’s kinder, der under mine fingeraftryk føltes som indersiden af et rosenblad. ”Det er ikke sandt, at ingen kan elske dig.” fortalte jeg hende stille for ikke at slå hende yderlig itu, for som et krakeleret porcelænsdukke sad hun overfor mig. Hun hang på ethvert ord jeg hviskede til hende, men på trods af dette godtog ingen af mine udredninger.  

I en stiv, men lynhurtigt bevægelse rettede hun sig atter op og forsvandt fra min berøring som sandkorn, der glider bort mellem ens hænder. Idet hun på få sekunder befandt sig i rummets modsatte ende rankede hun bistert ryggen og nægtede for en stund at se på mig. Da hun atter rettede sin opmærksomhed mod min del af lokalet var det i et hårdnakket ryk. ”Virkelig? Bevis det! Vis mig én eneste person, som kan se mig i øjnene og sige: ‘Jeg elsker dig uanset hvad der sker.’. Find mig det menneske og jeg vil tro dig.” fyrede Haley i ansigtet på mig og det ramte som en spand isvand, for hvordan kunne stædigheden selv ikke se, at det eneste jeg nogensinde havde gjort var at elske hende…uanset hvad fanden hun gjorde, uanset hvad jeg selv gjorde, uanset hvad.

Men med denne udtalelse forulykkede alle mine forhåbninger om, at få hende til at forstå. Enhver lys tanke kulsejlede og forsvandt med hast i brændingerne af hendes fortabthed. Som et synkende skib, der havde kæmpet længe nok gav hendes knæ en smule efter. Førend hun lod sig falde ud i de ustabile luftlag, der befandt sig mellem os kastede jeg mig ud efter hendes krop og fik fat i begge albuer. Som var hun ved at drukne forsøgte jeg at holde hende oven vande, mens alt omkring os og inden i Haley kynisk modarbejdede mig.

Haley’s P.O.V.

Påvirket af alkoholen og den stressende situation jeg befandt mig i, gav min krop sig til at kollapse kropsdel for kropsdel – take me down like a domino. Jeg forberedte mig på at hamre knæene i gulvet, men med en pludselig kraft skabtes der atter kontakt mellem Zayn og jeg. Som han holdt ved mine albueled sendtes stødvise impulser af glohed varme fra hans fingerspidser og indover min efterhånden ret nedkølede hud. Hårene på hele min krop rejste sig og bølgede under de konstante kuldegysninger som en kornmark, der vejrer i en blid sommerbrise. Langsomt, i en entydig bevægelse gled mit blik fra hans hænder til hans arme til hans muskuløse bryst og landede til sidst på hans ansigt – den stærke kæbe, de indrammede irisser af sorthed, læberne, der sitrede vagt og det ravnsorte hår, der så ud som om det spejlede sig i månens skær. Herfra låstes mine øjne fast i hans, der så alvorligt på mig. De havde antaget en dyb tone af brun, der forekom mig hård som granitsten.

”Du står overfor ham.” besvarede han min tidligere spydighed. Selvom Zayn’s læber bevægede sig for at udforme hans tilståelser, så stod alt andet som frosset fast. Han smilede ikke, rømmede sig ej, trak næsten ikke vejret og blinkede gjord han heller ikke. Jeg fulgte hans eksempel. Selv da mine hornhinder begyndte at tørre ud turde jeg ikke blinke af frygt for at misse Zayn’s intense blik, der hvilede betryggende på mig med samme styrke, som dengang vi forelskede os, dengang vi var os selv, dengang hvor everything could have been everything.

”Nej, du lyver. Du lyver ligesom jeg gør, ligesom alle gør.” indvendte jeg sløret da gråden endnu vendte tilbage i prikkende intervaller. Jeg rystede gyngende på hovedet og idet jeg endelig holdt inde sejlede rummet omkring mig i hvidlige synsindtryk. På trods af denne ustabilitet vidste jeg, at jeg stod ved mine ord – alle løj; nogen gjorde det for at skjule sandheden, andre fordi løgne var det eneste, der virkede for dem.

Zayn syntes at opfange min fjernhed og med ét slap han grebet om mine arme. Gulvet, der endnu føltes som gelé under mine fødder, syntes at forsvinde og jeg gjorde mig klar på at give op og falde til jorden for at finde en form for grund. Inden dette dog blev realiseret holdt Zayn mig oppe ved at ruske mig frem og tilbage i gennemtænkte tag. Jeg gjorde et svirp med nakken og vågnede dermed fra den karruseltur jeg havde sendt mig selv ud på for lidt siden. ”For fanden Hales, hvad skal jeg sige, hvad skal gøre for at for dig til at forstå?” bed han vredt og en arrigskab havde taget ved Zayn’s ellers afslappede mine. Han var ikke ondskabsfuld eller kold, nej han smertedes blot over min uforståenhed. Han gjorde alt for at rive mig ud af den depression, der havde fået lov til at besætte mit sind siden vores skændsmål tidligere på dagen.

Alt var smuldret for mig og nu stod jeg midt i murbrokkerne med brudstykkerne dalende nedover mig i kvælende skyer. De havde lukket mine lunger af, lagt sig tilrette i mine tanker og strakt sig mageligt på mine skuldre, således at jeg tyngedes ned under gulvbrædderne. Idet jeg siden så Russell og Zayn faldt jeg i kviksand til halsen. Panisk forsøgte jeg at kæmpe imod, men jo mere du bevæger dig i kviksand, jo hurtigere synker du – and I was going under. ”Forstå hvad?” fremstammede jeg forkludret og det føltes som om jeg faktisk stod i sand til halsen, for mit svælg snørede sig sammen og ordene hoppede uregelmæssigt udover mit tandgitter.

Zayn’s hænder løsnede deres tag om mit skulderparti og som overgav han sig løb de kærligt nedover mine arme til de nåede mine hænder. Hver berøring brændte og efterlod gnister, der holdt fast hvor end de opstod. Roligt flettede han vores fingre sammen og lagde kort pres på dem, hvilket automatisk fik mine øjne til finde hans. En udladning flimrede imellem os og intensiteten i vores øjenkontakt forøgedes for hvert sekund vi holdt ved den. Havet i mine irisser antændtes og brunheden i Zayn’s blik glødede ubestemmeligt. Støt og roligt mindskede han luftrummet imellem vores to kroppe, der snart ikke kunne bære elektricitetens styrke. ”At jeg…aldrig skulle have sluppet dig ude af syne,” hviskede han mod mine læber, der skælvede utålmodigt. Flygtigt så han ned på min mund, for derefter at genskabe øjenkontakten.

”Zayn---” mumlede jeg med flakkende øjne, men hans nære tilstedeværelse bød mig at tie. Vores brystkasser klinede sig til hinanden idet vi begge tog en dyb indånding. Hans hånd dirrede en anelse idet han førte den henover min kind, hvorefter den greb fat i mit hår og trak min hoved lidt bagud i et blidt ryk. Som det lynede og tornede i hans øjne vidste jeg, at mine handlinger gjorde ham vred. Jeg havde trukket ham og de andre igennem så meget og nu skulle jeg til at smide det hele væk ved at hælde flere shots ned og drukne alt og alle.

Mere nåede, der ikke at spurte igennem min tankevirksomhed, for ganske som jeg havde ænset, så ønskede Zayn ikke at høre mine ord. I næste nu forløstes vores mere end to år lange længsel efter hinanden. Med magten over mig pressede Zayn sine læber hungrigt imod mine. Kysset var så intenst, at jeg kunne mærke hans tænder igennem hans bløde læber. Jeg ville have gispet, men jeg havde ingen luft i lungerne og idet hans tunge gled henover mine læber og skilte dem ad, hev jeg efter vejret. Tyngden i kysset aftog og kærtegnende udforskede vi hinandens læber, der endnu sultent greb ud efter hinanden i en elskovssyg tagfat.

Zayn’s hånd, der befandt sig filtret ind i mit hår gled ømt nedover min rygsøjle og støttede min lænd, mens den anden i en næsten ubemærket bevægelse løftede mig op i hans favn. Kysset havde endnu ikke fundet sin ende og ude af stand til at slippe hinanden tumlede vi ned på sengens komfort. ”Jeg har savnet dig,” henåndede jeg forpustet, da Zayn slap sit tag om min krop. Som i mine drømme lagde han en hånd på hver side af mit ansigt. Dybt så han mig i øjnene og begge fandt vi den person, som vi var faldet for. ”Jeg har længtes efter dig,” fortalte han mig lige så lydløst inden han atter løftede mit ansigt og hjerte ind i et kys, der kærtegnede mig til solen brusende kom op over den ildrøde horisont. 

________________________________________________________________________________________________________________________

O M G! The feels! haha Zaley er ankommet!!! Egentlig ville jeg have ventet lidt med at udgive dette kapitel, men så pointerede Sophie Amalie noget ret indlysende; vi savner sgu alle sammen Zaley så hvordan kan man dog tillade sig at trække det ud så længe?! 

Derefter tog Tess Towler her sig lige lidt sammen xD

Hele pointen bag 2'eren er lige blevet skrevet, publiceret og læst...det føles helt mærkeligt, at Zayn og Haley endelig har fået taget sig sammen :D Hvad synes I? Var det som I forventede?

OBS! Der kommer endnu et kapitel her, en slags epilog som er overgangen til 3'eren så stay put peeps :D <3

Lots of love,

~Tess Towler~

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...