The Liar in Me 2 - Love Me Now (1D)

Et år er gået siden Haley James sidst satte verden på den anden ende og nu står hendes 19-års fødselsdag for døren. Drengene fra One Direction har langsomt genindfundet sig i hendes liv, men de har endnu ikke vovet sig tilbage til USA. Dog har Haley’s ven Jake og hendes tilbagevendte mor Rachel, ikke tænkt sig at lade Haley visne hen for andet år i træk. Dermed er en storslået fødselsdagsfest ved at blive stablet på benene fyldt med store overraskelser, nogle er muligvis en anelse for store. Valget om at tænke på fremtiden og samtidig leve i nuet på et ærligt grundlag har ændret meget for sangfuglen Haley, men dette løfte viser sig måske at være sværere at overholde end som så. Især når fortiden pludselig banker på døren og nægter at forlade ens trappetrin. Der skal mere end mirakler, sød musik og gennemtænkte ord til, for at alle livets mange regnestykker skal gå op. Kun ét er givet, når det angår den kærlighed man engang mistede så gælder alle kneb! Hvor intet vover, intet vinder…

63Likes
271Kommentarer
15846Visninger
AA

8. The one-way streets of our hearts

Louis' P.O.V.

Haley smilede lykkeligt ved synet af os. Hun trak Niall ind i et stort kram, efterfulgt af Liam og Harry. Som hun stod der i døren iført stramme sorte jeans, dip-dye T-shirt i hvid og grå og håret sat op i en høj hestehale, var det åbenlyst, at hun ikke lige var rullet ud af sengen. Jeg smilede ved tanken om, at hun sikkert havde været oppe for flere timer siden, for at gøre sig klar - vain like Zayn. Apropos Zayn, så stoppede jeg op for at vente på ham, efter at Haley havde givet slip på mig og fortsat krammerunden. I det øjeblik mine øjne havde rettet sig ind på dem, nåede deres omfavnelse sit højdepunkt - Haley's arme var slynget rundt om Zayn's nakke, mens hans hænder havde fundet vej til hendes læn, hvor de greb let fat om hendes bluse. De havde begge to øjnene lukkede kortvarigt, som var de ved at genindlæse hinanden i deres hukommelse. 

"Er du sikker på, at du er okay?" hviskede jeg bekymret og flere rynker fæstnede sig til min pande. Zayn så flygtigt på Haley, der susede smilende forbi os før hun forsvandt ind til de andre i stuen. "Ja, har det fint Lou," smilede han så oprigtigt det var ham muligt. "Godt, lad os få noget mad så!" skrålede Niall, som om han havde overhørt vores samtale...det havde han vidst også, for der var en snert af uro i hans ellers rolige irske øjne. Zayn brød dog den trykkende stemning ved at le af Niall's opførsel og lede ham ud i køkkenet, hvor Haley endnu var ved at stille nogle få ting frem. "Hold da op," udbrød jeg lamslået ved synet af den morgenmad, der bugnede frem på køkkendisken. "Ja, det er flottere end hotellets," smilede Liam og fik Haley til at fnise som en anden skolepige. "I think I just died and went to heaven," plaprede Niall løs og satte sig ned ved bordet, som om han var i trance. "En eller anden niv mig lige," mumlede han dernæst og Harry trådte straks til for at assistere ham. "Ouch!" peb Niall og sendte Harry et stift blik, men blødte hurtigt op ved tanken om al den mad der stod for næsen af ham - Hazza trak på skuldrene og sukkede veltilfredst, revenge is sweet. 

"Har du virkelig lavet alt det her for vores skyld?" måbede jeg videre og forsøgte at sætte min kæbe på plads igen, min mave rumlede positivt overrasket med. Haley smilede bredere og svarede mig med en forundrende lystighed. "Delvist, pandekagerne er min mors mesterværk, men frugten, juicen, brødet, æggene, baconen, smoothien osv. er bragt til bordet af mig," forklarede hun stolt og lagde en sidste serviet tilrette på sin egen tallerken. "Tag for jer!" grinte hun så og ærlig talt var der ingen af os, der kunne holde sig fra straks at angribe denne morgnens overflødighedshorn. 

***

Liam's P.O.V.

Alle seks havde vi nydt godt af Haley's traktering den sidste time og nu var vi gået over til at snakke om lidt af hvert. Louis bragte gårsdagens optræden op og jeg lo hjerteligt af Haley's omtale af aftenen før. "Jeg undskylder mange gange på min mors vegne, for som en anden kujon flygtede hun fra lejligheden inden I kom her til morgen," erkendte hun og trak på skuldrene som for at sige; hvad kan jeg sige? YOLO? "Det går nok," grinte Harry og et drillende glimt havde fundet vej til hans øjne. "Ja, du fik også din del af morskaben," vrængede Haley lettere utilfreds og puffede til ham, han lo blot endnu mere. "Det var så pinligt og hun havde ikke engang modet til at konfrontere the walk of shame!" sagde hun siden i et meget skuffet tonefald, der ikke helt fik den ønskede effekt - One Direction grinte atter af hende. "Uanset hvad, så er det officielt; jeg ELSKER din mor!" konstaterede Niall larmende med en halvspist pandekage i hænderne og resten på tværs i munden. Haley rystede på hovedet og klappede den endnu pandekagespisende Niall beroligende på hånden. "Det skal jeg nok huske at fortælle hende," forsikrede hun ham om - de pandekager var nu gode.

"Jeg ved godt, at du ikke vil høre det Hay, men din mor er altså ret fit," indrømmede Harry forsigtigt og rejste straks sine hænder frem for sig i forsvar mod hvad end der måtte komme. Haley så ham strengt an. "...du ved smuk," rettede Harry det lidt efter til - ikke noget med at objektivisere kvinder. "Det ligger til familien," eftergav Haley skælmskt og  overlegent. For en stund åndede alt fred og idyl, men med ét lod Haley en skive appelsin ramme Harry midt mellem øjnene som irettesættelse - reprimanden blev taget pænt og Harry fjernede blot dråberne af orange frugtsaft som om han havde fortjent det - enough said. 

"Ja det gør det," mumlede jeg, som tilføjelse til Haley's tidligere konklusion. Jeg bed mig selv hårdt i læben og ærgrede mig over, at de ord lige var undsluppet. Mens resten af selskabet satte et drillende 'aww'-kor i gang, greb Louis fat om min nakke og hals og tvang mig ind til sig så han kunne rode op i mit hår. "Søde Liamo," lo han og min frisure var for alvor fortabt...oh, well. "Jeg tror det er på tide, at vi tager opvasken," afgjorde Haley og rejste sig pludseligt, for at skjule sine rødmende kinder - jeg lo nu med de andre. "Kan du ikke klare komplimenter Hay?" lo Harry og rystede med sine mange krøller. "Det kan jeg jo nok, men det får ikke opvasken til at forsvinde vel?" pointerede Haley og samlede alle vores tallerkener sammen i en stak.

"Du har fat i noget," medgav jeg og rejste mig for at hjælpe til. Haley fik hurtigt fyldt køkkenvasken med sæbevand og beskidt service. Hun gav sig roligt til at vaske bestik, glas og tallerkener af med øvet hånd og når de var skyllet af rakte hun dem én af gangen til mig. Jeg tørrede dem så af og stillede dem fra mig - det var lidt ligesom et samlebånd. "Det er næsten som at lege far, mor og børn," jokede Louis og lagde armene veltilfredst overkors. "Ja, og børnene sidder bare på deres dertil indrettede uden at løfte en finger," beklagede Haley sig og undgik at gøre brug af ordet 'røv' - hun arbejdede vidst på det med at være en bedre version af sig selv.  "Selvfølgelig, børnearbejde er imod loven." konkluderede Niall og slugte endnu en pandekage. "Rigtig nok, men da jeg studerede frihedserklæringen engang i skolen, så jeg ikke nogen paragraf omhandlende vandkamp," svarede Haley, med en underlæggende tone, der ikke var helt til at dechifrere. Louis så undrende på Harry, der trak på skuldrene, dernæst så han på Niall, som tydeligvis heller ikke fattede en brik af hvad der foregik.

Jeg måtte også indrømme, at jeg ikke så sammenhængen og ud fra den måde Zayn stirrede frem for sig var det let at afgøre, at han ej heller fangede hendes pointe. "Hvad snakker du om?" grinte jeg kærligt til Haley og så hvorledes et mindre ondskabsfuldt smil besteg hendes ansigt. "Det her!" råbte hun og sendte et voldsomt sprøjt af vand blandet med sæbe udover forsamlingen. Alle fem sprang vi tilbage for at undvige det våde angreb, men Louis der sad tættest på vasken var allerede halvt gennemblødt. "Det gjorde du bare ikke!" hylede han krigerisk og røg op af stolen. Hans hænder fandt straks vej til vaskebaljen og nu sendte han en kaskade udover Haley. Hun svarede igen, med flere sprøjt der ramte til højre og til venstre og før vi fik set os om var alle involveret.

Zayn forsøgte dog at holde sig fri af skudlinjen og det havde han også formået sådan nogenlunde, indtil Haley's iver overtog hende fuldkommen. Med ét havde et forholdsvis stort sæbesprøjt lagt sig boblende og silende henover Zayn's ansigt. De små hvide sæbebobler sprang en efter en og blev til vand, der løb ned langs med hans kæbe og gjorde hans hvide T-shirt gennemsigtig oppe ved halsudskæringen. Hans markerede ansigt var som stivnet og med øjnene forsøgte han at inspicere skaden, der havde ramt ham. Haley selv holdt vejret, mens hendes hænder røg op til hendes mund i bar overraskelse - havde dette øjeblik været en scene fra en film, ville special-effect-teamet have tilføjet slow-motion. "Zay---" mere nåede Haley ikke at fremstamme, før Zayn stod helt henne ved hende.

Haley's P.O.V.

Et gisp forlod mine anspændte læber og det var som om hele situationen var sat på pause. Mine lunger krympede sig sammen og min hjerne forsøgte desperat at få mig til at hive efter vejret. "Så det er sådan vi leger," ytrede Zayn mørkt og det var svært at afgøre om han mente det i dril eller fuldkommen alvor - hans øjne var fikseret intenst på mig. Begge hans arme lagde sig om min talje, som var han ved at omfavne mig, men han rakte ud efter noget på køkkenbordet bag mig. Presset fra hans krop der lænede sig indover mig, fik mig til at snuble en smule baglæns og jeg befandt mig da med ryggen mod bordkanten. I næste nu blødtes Zayn's skarpe udtryk op og det gik op for mig, at han havde fået fat i hvad end det var han søgte. Jeg nåede kun lige at opfange dette faktum inden en lunken stråle ramte toppen af mit hoved. Vandet banede sig vej igennem mit opsatte hår og tegnede hvide boblende spor nedad mit ansigt - han havde fundet grydesvampen og vredet dens indhold nedover mig...nice choice of weapon. 

Mine øjne der var gledet i åbnedes nu langsomt op og blev mødt af et kæmpe klukkende og krampagtigt grin - k, k og k! Dernæst fulgte Louis', Harry's, Liam's og Niall's grin, som en koncert af latter, en sonate der ingen ende ville tage. "Du skulle se dig selv!" "Mand, dit ansigt!" "EPIC!" Min ene fod gav sig til at trippe irriteret mod gulvet og mens de alle fem stadigvæk var fanget i morskaben greb jeg chancen og gik på hævntogt. Alle som én fik de et sprøjt med opvaskebørsten og vandkampen kunne dermed fortsætte ufortrødent - 6 mod 6, i kærlighed og krig!

***

Gennemblødte fra top til tå faldt vi alle seks sammen i stuens sofaer og stole. I ren solidaritet havde jeg droppet at skifte tøj også selvom min hvide dip-dye T-shirt var ved at blive gennemsigtig. "Hvad så nu?" spurgte Niall ivrigt og satte sig spændt op i sin lænestol. Vi andre sukkede dybt og lænede os medtaget bagover - drengen havde seriøst fået for meget sukker. På trods af min udmattede krop kunne jeg ikke tilbageholde et nyt grineanfald, som gungrede igennem min brystkasse. Min latter var forårsaget af synet der mødte mine øjne, som fem våde hvalpe sad One Direction omkring mig og at have forestillet sig denne situation for et år siden var bare umulig. De gloede alle fem lettere forfjamsket på mig, men Niall der jo kunne grine af hvad som helst hvor og hvornår det end skulle være, gav sig til at le. Louis kastede et blik på mig og jeg regnede med, at jeg også så ret løjerlig ud, for han opfangede pludselig morskaben i det hele og fik resten af selskabet med på latterbølgen.

"Mine...mave...muskler...gør...så...ondt," hvinede jeg mellem grinene og begyndt at hoste voldsomt. Niall kunne ikke nikke medgivende til mig, men hans tilbagekastede nakke talte sit tydelig sprog - dette var et hylende morsomt og latterligt øjeblik...vi skulle have set os selv. "Din...bluse...er...ret...afslørende," fnes Harry og hikstede mellem ordene. Hans udtalelse fik mig til at lægge armene overkors, for at dække mig selv lidt til - jeg skulle have skiftet tøj, det var jo ikke en Miss Wet-T-shirt-contest. Med Harry's udtalelse tog latteren af og drengene stirrede på mig. I næste øjeblik fór jeg op af min stol og kastede mig henover Harry. Jeg tog fat hvor jeg kunne komme til og han vred sig noget så gevaldigt under mig. "Det gør ondt, det kilder, jeg dør!" peb han i gispende udbrud, men jeg tog ikke initiativ til at stoppe op. "Det er hvad man får ud af at state the obvious!" lo jeg. Louis kom til og Tommo hjalp sin Hazza af med Hallie Bear - wow, det lød som en tegnefilm...

"I SURRENDER!" hylede jeg nede fra gulvet, idet Harry og Louis begge kastede sig over mig. Overraskende nok trak de sig væk og rakte hver en hånd ud for at hjælpe mig op. Dog fjernede Harry sin hånd i en lynende bevægelse, idet jeg rakte ud efter den. "Unfair Hazza, man kan jo se kvindens BH," pointerede Louis sagligt og vidste udemærket godt at hans ord havde smidt endnu en drillende fornærmelse i hovedet på mig - han smilede skævt, jeg gloede olmt på ham. Harry snurrede straks rundt på hælen og kom mig til undsætning. I fællesskab fik Louis og Harry altså samlet mig op. Da jeg atter stod på begge ben, smuttede jeg ind på mit værelse for at klæde om, inden nogen kunne komme med andet end grin som kommentar til hændelsen. 

"Jamen, du ser jo ganske præsentabel ud," drillede Liam, idet jeg dukkede op i døråbningen. Jeg havde iført mig en hvid oversize T-shirt hvorpå der stod; I'll make Mondays rock! "Men tror du ikke det er lige lovlig meget at love," grinte Louis og lod sine øjne køre henover teksten. "Er du sikker på, at du ville starte den diskussion?" advarede jeg ham med et flabet smil på læben - han klappede i som en østers. Et kort øjeblik sad vi i fuldstændig stilhed, ikke af den ubehagelige slags, nej mere en stilhed der nogen gange opstår mellem venner. I denne ro gled mit blik langsomt og undersøgende henover drengene. Siden de pludselig var dukket op til min fødselsdagsfest havde jeg ikke rigtig haft tid til at fortabe mig i nogen form for detaljer, men nu gik det op for mig hvor meget de havde forandret sig...altså udseendemæssigt, under det ydre var de jo stadig de samme drenge. 

Mine øjne faldt først på Harry og selvom hans frisure ikke var meget anderledes, så var det som om krøllerne fremstod mere viltre...de havde fået attitude...kan man sige det? Det kan man i hvert fald nu! Hans smil var stadig lige skævt og øjnene havde heller ikke mistet deres grønne og flirtende glans - such a ladies-man. Niall's hår havde heller ikke mødt megen forandring, mørke rødder og blonde spidser, men hans ansigt havde udviklet sig og dets tidligere drengede udtryk var blevet mere voksent...hvis ikke vi bare var venner ville jeg nok bruge ordet ’hot’ til at beskrive ham…og nu jeg sagde det alligevel, ups. Selv hans blå øjne syntes at fremstå kraftigere i hans blide og lyse irske ansigt - jeg elsker virkelig det ord 'irsk'.

Siden blev mit blik fanget af Louis, da han langede drillende ud efter Liam og lavede en af sine tossede grimasser - jeg fnes. Hans ellers lidt lange chokoladebrune hår var blevet klippet kort i siderne og de resterende lokker var trukket tilbage i retning af hans nakke - ganske fashion-forward. Denne nye frisure fremhævede hans øjne langt mere og man lagde mærke til hvor flot facon hans ansigt egentlig havde. Louis rakte tunge af mig og med rullende øjne vendte jeg mig mod Liam. Hans frisure mindede faktisk ret meget om Louis', blot mere krøllet og legesyg - fantastisk kæbeparti ikke at forglemme. Til sidste kastede jeg mit undersøgende åsyn på Zayn, der grinte af noget Niall hviskede i hans øre. Også hans hår var kort i siderne, men det var nu ikke den største ændring. I det lidt længere pandehår, der var strøget opad kunne en enkelt blond lok findes. Jeg spærrede øjnene lidt op, for jeg var overrasket over at jeg ikke havde lagt mærke til den detalje før...either way det så godt ud - rockin' the look. Mens Niall endnu berettede et eller andet, drejede Zayn sit ansigt i min retning og jeg erkendte, at hans øjnes intensitet stadig stod ved magt - mørke og indrammede af fine lange øjenvipper.

Det gik dog op for mig, at han lige havde taget mig i at overglo ham og med brændende kinder kiggede jeg op i loftet - spørg mig ikke hvorfor. "Hvad er det du sidder og glor efter?" spurgte Niall og jeg så fraværende på de fem drenge, der nu alle stirrede undrende på mig - det var dog utroligt som jeg formåede at placere mig i disse akavede situationer. Jeg trak på smilebåndet og løftede mine skuldre intetanende. Det var sandt jeg vidste ikke hvad jeg gloede efter, jeg vidste kun én ting; efter at have betragtet dem i et par minutter måtte jeg desværre give min mor ret; det så virkelig ud som om de var all grown up! 

"Kan jeg forresten lige snakke med dig Liam?" udbrød jeg og mine øjne flakkede henover forsamlingen - hvorfor var det lige jeg sagde det...nu? Altså, det havde længe været min plan at tale med Liam ansigt til ansigt, for det havde vi ikke haft tid til siden det hele gik galt, men hvorfor det helt præcist poppede frem nu vidste jeg ikke - min hjernes veje er uransagelige. "Du er virkelig random," lo Harry hæst og det måtte jeg give ham ret i, i hvert fald i mit stille sind. Liam var rykket længere ud på sit sæde idet hans navn blev nævnt. Han smilede venligt til mig og nikkede inden han kastede et blik rundt på de andre drenge, som om han lige skulle sikre sig, at de kunne klare sig selv for en stund. 

***

"Hva' så?" smilede Liam spørgende og stak hænderne i lommen idet døren til mit værelse gik i bag os. Han vippede lidt frem og tilbage på fødderne, mens han afventede mit svar. Selvom hans spørgsmål var ganske lige til og uskyldigt...vel sagtens logisk, så fik det alligevel mit hjerte til at banke nervøst i mit bryst. Som tidligere nævnt, kom denne indskydelse ret tilfældigt, så jeg havde ikke umiddelbart tænkt over hvad jeg skulle sige - think on your toes! "Øhm, tjo vi fik aldrig rigtig snakket ud om forskellige ting og jeg er bare så ked af alt det der skete sidste år," forklarede jeg en smule stammende. Liam opfangede hurtigt min usikkerhed, hvilket fik ham til at se opmuntrende på mig. "Der skete jo ikke kun dårlige ting Hallie, der var også gode stunder," mindede han mig om, dette var også ganske sandt, men jeg havde brug for at høre hvordan han i virkelig havde det. Under al denne hæderlighed måtte der eksistere en eller anden form for afstandtagen til mine tidligere handlinger. Alligevel fik hans ord og brug af mit kælenavn et lille taknemmeligt smil til at krybe frem på mit ansigt.

"Selvfølgelig var der det, du var jo den bedste," smålo jeg, men fortsatte i lidt mere dystre toner: "Jeg føler bare altid, at jeg bør undskylde til dig igen...og igen. Liam jeg var så modbydelig!" Min konklusion fik ham til at sukke og han lod sig dumpe ned på min sengekant. Jeg skulle til at undskylde for at rive op i det hele, men han nåede at udtale sig først. "Vi begår alle sammen fejl, du er jo en anden nu," konstaterede han og rejste et spørgende øjenbryn, jeg nikkede stille. "Jeg ved ikke med de andre, men jeg har fundet en måde at tilgive dig på. Jeg vil ikke lyve og hævde, at det du gjorde ikke knuste mig og at gensynet med dig ikke var svært, men livet går videre, jeg er kommet videre..." forklarede Liam roligt og lagde en arm rundt om min skulder idet jeg satte mig ned ved siden af ham. Mit hoved lagde sig tilrette på hans skulder og et afslappet smil formede sig på mine læber...lad mig bare indrømme, at jeg ikke havde forventet at denne samtale ville ende sådan her. "Vent, hvad var det lige du sagde?" gispede jeg og rev mig fri af hans omfavnelse.

Liam så på mig med et spøjst udtryk og kunne ikke lade være med at grine afmålt. Jeg rettede mig op og kneb undersøgende mine øjne sammen. "Du sagde lige, at du var kommet videre! Har du fundet en anden?" 

___________________________________________________________________________________________________________________

Tror I Liam har fundet en anden eller var det bare hans måde at berolige Haley på?

Fik skrevet det her kapitel super hurtigt færdigt, for der kom noget meget behjælpeligt med posten for lidt siden...drengenes nye album 'Take Me Home - Limited Yearbook Edition' - so happy! :D

~Tess Towler~

PS. Et lille bonus spørgsmål; nu nærmer december sig jo, så havde overvejet at lave en juleepisode hvad siger I til det? :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...