The Liar in Me 2 - Love Me Now (1D)

Et år er gået siden Haley James sidst satte verden på den anden ende og nu står hendes 19-års fødselsdag for døren. Drengene fra One Direction har langsomt genindfundet sig i hendes liv, men de har endnu ikke vovet sig tilbage til USA. Dog har Haley’s ven Jake og hendes tilbagevendte mor Rachel, ikke tænkt sig at lade Haley visne hen for andet år i træk. Dermed er en storslået fødselsdagsfest ved at blive stablet på benene fyldt med store overraskelser, nogle er muligvis en anelse for store. Valget om at tænke på fremtiden og samtidig leve i nuet på et ærligt grundlag har ændret meget for sangfuglen Haley, men dette løfte viser sig måske at være sværere at overholde end som så. Især når fortiden pludselig banker på døren og nægter at forlade ens trappetrin. Der skal mere end mirakler, sød musik og gennemtænkte ord til, for at alle livets mange regnestykker skal gå op. Kun ét er givet, når det angår den kærlighed man engang mistede så gælder alle kneb! Hvor intet vover, intet vinder…

63Likes
271Kommentarer
14564Visninger
AA

19. Running wild with an aching in my bones

Haley's P.O.V.

"Nej, hvis der er nogen, der skal gå så bliver det ham!" protesterede jeg og sendte en skarp mine hen mod den midaldrende mand i sofaens hvidhed. Med sit mellemblonde hår og krystalagtige øjne var han som taget ud af billedet, der skjulte sig i min taske. Derfor genkendte jeg straks den nu lidt ældede version af ham, overfor mig sad Russell James. "Haller," sukkede min mor frustreret, men min vrede var ikke til at rokke - ud skulle han! På trods af dette faktum formåede jeg stadigvæk at stille det mest ligegyldige spørgsmål i verden lige nu. "Hvordan kom I ind?" røg det ud af mig, som om et svar på dette ville ændre alt. Seriøst Haley? Hvad med i stedet at spørge hvorfor din 'far' sidder i sofaen efter ti års fravær eller måske hvorfor han ikke tog sine ben på nakken og skred sin vej...nej? Okay, så spørg endelig hvordan de brød ind på dit hotelværelse eller du kan også spørge dem hvad klokken er, that works too!

Det tydeligvist lamme spørgsmål blev fuldkommen ignoreret og min mor fortsatte direkte til næste punkt på sin indremonologs dagsorden. "Han vil bare tale med dig," smilede hun roligt og jeg kunne fornemme drengenes urolige forvirring bag mig. Jeg kastede et irriteret blik hen på Russell, der tog tilløb til at rejse sig - han havde bare at holde sig væk, ingen imødekommelse her! Han opfangede vidst min fjendtlighed, for han slog sig atter ned. Med et koldt blik fæstnet på ham spyttede jeg mit svar ud: "Jeg har ikke noget at snakke med HAM om!" Min tunge slog et arrogant slag idet den udtalte det personlige stedord, hvilket fik Russell til at se ned på sine foldede hænder. "Haley han er din far!" næsten råbte min mor af mig, som forsøgte hun at vække mig fra et koma. Med tomme øjne så jeg på hendes sammentrukne ansigt, der var ved at blive rødligt.

"Hendes far?" blev der mumlet lavmælt i et spørgende toneleje. "Åbenbart," overtog en anden drengestemme. Mest af alt havde jeg lyst til at skubbe drengene i retning af døren og forsvinde sammen med dem ud af denne kvalmende tidslomme. Verden var sgu et mærkeligt sted: når man ønskede at tage tilbage i fortiden for at rette en fejl så kunne det ikke lade sig gøre, men hvis fortiden havde lyst til at besøge én, så ih jo og kom da endelige indenfor, vil du ikke sidde i denne bløde sofa med en kop frisk kaffe på Haley James' regning! ARGH! Min hjerne var som et defekt damplokomotiv og jeg var ved at koge over.

Louis' P.O.V.

Selvom Haley stod med ryggen til os var det tydeligt, at der i hendes indre herskede vrede, en vrede som meget snart ville blive hende for meget. Mange ting kunne man sige om hende, men Hallie havde et eksplosivt temperament. Mine øjne flakkede henover sceneriet og blev fanget af manden i sofaen. Hans krystalblå øjnes alvor fik ham til at se utrolig sørgmodig ud og et drag af svaghed lå om hans mund, nogle træk som Haley med garanti ikke lagde mærke til. 

"Vi kan komme forbi en anden gang Hallie," foreslog Liam ved min side, som om han havde læst min tankestrøm. Hvis manden på hvem Haley's øjne hvilede, virkelig var den han gav sig ud for at være, altså Russell James, den far Haley aldrig talte om, så burde vi lade dem være alene. Derfor nikkede jeg samtykkende til Liam, der havde lagt en støttende hånd på Haley's nedadvendte skulder. "Nej, I skal i smides ud på denne måde Liam," nægtede hun stædigt og gav hans hånd et let, men bestemt klem. Niall rørte uroligt på sig selv, hvilket fik mig til at se spørgende på ham. En beklemt mine havde lagt sig på hans ellers så afslappede ansigt og undrende trådte jeg lidt tættere på ham. Næsten ubemærket tog han dermed også to skridt i retning af døren - hvad var der galt med ham? "Vi er forenden af gangen, nr. 516" smilede Harry venligt og opfangede åbenbart også den anspændte stemning. Haley vristede sin krop fri fra dens stive trance, for at se på Hazza - hendes øjne bad os om at blive. 

"I må ikke gå," hviskede hun og det stod klart for os alle, at Haley var desperat for at undgå virkelighedens greb om hendes sjæl. "Du kommer bare ind til os, når I er færdige," annoncerede jeg opmuntrende, men det så ikke ud til at ændre noget for Hallie. "Ellers ses vi first thing in the morning," tilføjede Zayn og klemte hendes hånd kærligt i sin inden han som den første viste sig selv ud af rummet. Én efter én fulgte vi hans eksempel og efter at have kastet et advarende blik på 'faren' i sofaen forsvandt vi bag den hvide dør.

"Puha," mumlede jeg for mig selv idet vi stod i den tomme gang. "Så det er sådan han ser ud," sagde Liam stille og hans stemme rungede mellem væggene. "Hun ligner ham," smilede Harry i et forsøg på at muntre gemytterne lidt op. "Ja, men det må være hårdt både at få sin far og søster tilbage ud af det blå," udbrød Niall pludseligt og hans stemme hakkede, som om denne udtalelse havde rumsteret rundt i hans hjerne i flere timer. "Hendes hvad?" spurgte Zayn forskrækket og med munden en smule åben, måtte jeg erklære mig lige så uforstående. Niall bed sig hårdt i læben og syntes at bande lavt - han havde vidst talt over sig. "Sagde du lige hendes søster?" måbede jeg og alle fire så vi mistroisk på Niall. "Måske..." peb han uskyldigt og hans skinnende øjne flakkede undvigende ned på gulvet. "Hvad er det du ved, som vi ikke aner noget om?" anklagede Zayn den stakkels forvirrede irer.

***

Haley's P.O.V.

Et blåligt lyn rev himlen fra hinanden efterfulgt af et rullende tordenbrag. Lynets kraftige glimt lyste Russell's ansigt op, så det så ældre og mere tæret ud end han egentlig var. En let frygt piskede koldt nedover mig og jeg så fortabt mod døren hvorigennem drengene lige var forsvundet. "Tak mor!" bed jeg og sendte et flintrende blik imod hende. I næste nu brød et lovet uvejr løs uden for ruderne. Gentagende gange snittede lynene verden fra hinanden på kryds og tværs. Det eneste, der slukkede tordenen ud var regnen der stod ned i tykke torve. Et kort øjeblik imellem to lyn, sukkede jeg frustreret og satte mig modvilligt ned for blot at påbegynde en dræbende stilhed.

Rachel havde bestilt forskellige drikkevarer hos room-service, som hun nu sad og nippede til. Den måde hvorpå hendes overlæbe gled tilspidset nedover glassets kant, for at slubre lidt væske til sig irriterede mig grænseløst. Blot hendes og Russell's tilstedeværelse fik alt til at krympe sig indeni mig. "Vil du ikke nok være sød og tale til mig Haley," sukkede Russell bedende og hans solbrændte hud lagde sig i små foruroligende rynker om hans trætte øjne. I dem fandtes en glans af desperation, en grålig svaghed. "Som jeg forstod det, var det dig der ville tale med mig..." vrængede jeg med min velkendte tværhed - "Du er så god til mundhuggeri," fnes Kaitlyn for mit indreøre...det havde hun vel ret i. I et lynglimt dansede hendes kønne ansigt henover Russell's personage, der endnu hvilede i sofaen. "Haley," prøvede han så og lænede sine albuer på sine knæ. "Vi har ikke talt sammen i ti år, så jeg ser ikke hvorfor vi skulle begynde nu!" konstaterede jeg iskoldt og kastede min arme ud i luften omkring mig. Ved et uheld resulterede denne voldsomme gestikulation i, at jeg slog en kop skoldende kaffe udover stuebordet og mig selv. 

Bandende i smerte røg jeg op fra stolen og lagde min raske hånd henover min forbrændte hud. "Haley!" sagde begge min forældre panisk og rejste sig for at assistere deres sårede datter, men som de siger så skyr brændt barn ilden så deres aktion fik mig blot til at tumle baglæns. "Hvorfor er du her? Hvorfor nu? Efter ti år! Ti år!" råbte jeg ulykkeligt og følte mig mere forladt end nogensinde før. Russell gispede forfærdet efter et svar, men det var for sent at sige noget til mig nu. Jeg var aflukket fra alt og med min seneste udtagelse rungende mellem tordenen strøg jeg ud af døren og ned af trapperne.

Med regnen piskende mod min hede hud løb jeg bort - ingen destination i denne ukendte by, blot væk, væk fra ham! Asfalten drev bort under mig og gennem eftergivende vandpytter styrtede jeg forvildet. Mine blonde lokker flimrede for mine øjne, mens billygter syntes at kalde på mig - "Vend om, vend om Haley," mumlede de gennem uvejrets tumult, men jeg hørte dem ikke, jeg nægtede at lade dem overtale mig. Fremad, væk, fremad og ingen anden vej.

***

Zayn's P.O.V.

I snart to timer havde jeg og drengene siddet og stirret på hinanden, kun afbrudt af gentagende tordenskrald og lysglimt. Vejret udenfor mindede mest af alt om en omgang fotograferingsgale paparazzier. At dømme ud fra Niall's anspændte mimik ønskede han sig vidst, at det var sladderpressens vanvid på den anden side af vinduerne. Hans lettere nervøse udtryk kunne selvfølgelig også have noget at gøre med den information han havde delt med os efter vi forlod Haley's hotelværelse. En hvis Kate var dukket op og havde afleveret beviser for, at hun var Haley's ukendte halvsøster.

Med ét lød en panisk hamren på vores hoveddør og vi tog os alle skræmt til hjertet. "Tror I det er Hallie?" spurgte Liam bekymret og knugede sine hænder sammen. "Only one way to find out," mumlede jeg og rejste mig resolut. Endnu en omgang buldren ramte døren og jeg åbnede den lydigt uden nogen idé om hvad der var i vente. Hvad mødte mig var dog ikke Haley, det var en ældre mere rødhåret version...hendes mor. Rachels blik var spejlblankt og overtrukket med frygtindjagende forfærdelse. "Mrs. James?" spurgte jeg forundret og den rystende undertone i min stemme fik de andre til at stimle sammen bag mig. Et par gisp hørtes blandt os, da hendes udseende var ret chokkerende. Hendes ellers ret fyldige røde hår klistrede sig mørke og våde til hendes nu lettere blege ansigt. Grundet tydelig stress fremstod hendes kindben skarpere og med regn silende nedover sig var det åbenlyst, at hun havde bevæget sig ud i stormen, der endnu rasede udenfor. "Hun er væk," klynkede hun ulykkeligt og hendes sammenfaldne kropsholdning fik hende til at se helt ynkelig ud. 

Harry trådte frem og tog støttende fat om begge hendes overarme. "Hvem er væk?" spurgte han venligt og smilede beroligende. Rachel slog blikket ned, hvilket fik en ubehagelig fornemmelse til at jage igennem mig. "Jamen så sig dog noget kvindemenneske!" beordrede jeg hende utålmodigt og modtog skarpe blikke fra resten af drengene. "Det er Haley, hun stak af..." blev der mumlet lavt og Rachel så ud til at være tynget af skam. "Stukket af, hvad mener du?" udbrød Harry og opfangede sammen med os andre alvoren i Rachel's paniske ankomst. "Ud i regnen, hun løb sin vej...Russell og jeg har ledt efter hende lige siden," hulkede hun og nu gav hendes knæ opgivende efter. Harry røg ned på gulvet med hende hvorfra han kæmpede for at rejse hende op igen. "Og hvor er Russell nu?" udbrød Niall bekymret og lod Liam mase sig frem i gangen, så også han kunne hjælpe Rachel. "Politistationen," svarede hun grødet og endnu mere ulykkelig hulken forlod hendes brystkasse.

Grebet af en pludselig angst rev jeg min jakke ned fra knagerækken. "Tag jer af Rachel, jeg finder Haley!" kommanderede jeg beslutsomt. Det føltes som om min krop var blevet overtaget af en helt anden person, som uden nogen form for nerver satte kurs mod udgangen for at redde Haley James. Politiet ville tage for lang tid var jeg overbevist om og i dette vejr iklædt guderne må vide hvad kunne Haley lynhurtigt komme galt af sted. "Er det ikke klogere at vente på politiet?" foreslog Liam, der baksede med Rachel's slappe udmattede krop. "Det tager for lang tid! I det her vejr bliver folk nedkølet på få timer vis de rakker rundt derude, bare se på Rachel," forklarede jeg en smule jappende. Jeg måtte indrømme, at jeg nok var ret så kort for hovedet, men noget sagde mig bare, at jeg måtte handle nu.

Med denne tanke naglet fast til mit indre, strøg jeg ned ad trapperne og ud i den hylende vind. Uvejret greb arrigt om sig og kastede mig legesygt fra side til side. Da jeg endelig fik kæmpet mig vej frem til bilen og fik startet motoren sad jeg kortvarigt og gloede frem for mig. Min hjerne var omtrent gået kold, for hvor skulle jeg køre hen? Hvor ville Haley gemme sig? Hvorfor fanden skulle hun også altid stikke af som en anden drama queen? Sådan en damsel in distress! Vredt strammede jeg mit greb om rattet indtil mine knoer blev helt hvide og anspændte. "Videre Zayn! Videre!" hersede jeg med mig selv og satte foden mod speederen. Med stikkende nerver pulserende igennem mine årer kørte jeg ud i natten for at finde pigen, der altid tvang mig ud på alle former for overdrev. 

Haley's P.O.V.

Kulden hagede sig fast i min ømme krop og regndråber blandet med saltetårer holdt mine kinder fugtige. Sidende næsten liggende på en ensom bænk i mørket krøb vinden nådesløst ind imellem lagene i mit tøj og snart ville jeg ikke kunne mærke min egen eksistens. I mit stive bryst bankede min hjerterytme stædigt omgivet af mine gispende lunger, der føltes som om de ønskede at give efter. Selvom Chicago var en stor og aktiv by, så var alle klogelig krøbet i skjul denne aften. Hvorfor skulle jeg også altid stikke af? Jeg kunne jo have smidt Russell ud og dermed ligget hjemme i min seng lige nu. I stedet var jeg krøbet nedkølet sammen på en bænk in the middle of nowhere...wise choice Haley! Mest af alt havde jeg lyst til at komme hjem, men jeg kunne mærke den gnavende smerte i mine knogler. Jeg kunne på ingen måde klare hele turen tilbage igen...for fanden jeg kunne jo ikke en gang huske hvordan jeg var kommet herud.

Bænkens kanter var hårde under mig og jeg vendte mig konstant for blot at finde en smule hvile. Jeg befandt mig i yderkanten af en tilfældig park og dermed var de omkringliggende vejes mørke uhyggelig tæt på. Et par gadelygter var selvfølgelig gået ud lige der hvor jeg havde slået mig ned idet min krop ikke ville mere. Til mit minimale held var tordenen drevet over og nu var jeg blot omgivet af hylende vindstød, som rev op i mit hår. Mine øjne gled i for et par sekunder hvorefter jeg bestemt mindede mig selv om, at det kunne være farligt at falde i søvn herude. Atter så jeg på byens anonymitet og selvom regnen endnu forsøgte at vaske mig væk kunne jeg blot se dråberne fanget i et par billygter, jeg kunne intet mærke. 

Efter nogen tid stod det klart, at bilens forlygter havde fæstnet sig på mig og med mit lettere slørede blik kunne jeg ane en mørk silhuet stige ud. Personens jeansbeklædte ben skyggede delvist for billygterne, hvilket dannede et gnistrende baggrundslys i selskab med de tusindvis af regndråber, der endnu faldt. Jeg løftede mit øre hoved op fra dets leje og kneb øjnene sammen i et forsøg på at se skarpere, men lige lidt hjalp det. Silhuetten tog et par skridt hen imod mig og per automatik ønskede jeg at flygte, men min torso ramte blot bænkens ubehjælpelige ryglæn. Den fremmede kom endnu tættere på og hans ansigt blev midt i min frygt fanget af en lyskilde. "Hales, oh thank God!" udbrød den unge mand og trak en lettere rystende hånd igennem sit blanke sorte hår. Siden knælede han ned foran mig, for at være i stand til at lægge sine hænder mod mine kinder. "Hvad tænkte du dog på? Jeg var lige ved at vende om," fortsatte han i samme bekymrede toneleje som før. Hans berøring fik mit ydre til at føles bidende koldt, mens alt under min hud dunkede overophedet. Hans dybe øjne omgivet af stærkt pigmenterede vipper afsøgte mit ansigt og uroen i dem fik kaosset omkring mig til at virke ubetydeligt. Et kort øjeblik blev mit syn sløret efter hvilket det genfandt sin klarhed - jeg kendte ham, jeg vidste hvem han var, men det var som om min hjerne var for udkørt til at fremkalde hans identitet. Dermed hørtes intet svar fra mine læber, kun lyden af min hæse vejrtrækning kunne dechifreres fra uvejrets sang.

Zayn's P.O.V.

Regnen prikkede mig isnende i ansigtet og med en arm lagt beskyttende henover min pande fokuserede jeg mit blik på den sammenkrøbne Haley. Bænken hun befandt sig på stod et par meter fra vejkanten og det var på grænsen til ren tilfældighed, at jeg havde fået øje på hende. I flere timer havde jeg kørt rundt i gaderen uden at finde nogen form for liv. Desperationen havde siden overvundet mig, men midt i forvirringen kom jeg i tanke om Haley's forkærlighed for naturen når hun var ked af det. Dette var 'The Millenium Park' og i lyset fra min bils forlygter havde jeg afsøgt området. "Kan du bevæge dig?" spurgte jeg hende og dirigerede nogle blonde lokker væk fra hendes fine øjenvipper.

De blå øjne som normalt var fulde af liv, kunne knap nok se på mig og intet indikerede, at hun var til stede. Intet andet end hendes hæse gisp hørtes iblandet vindens klagen. Mit hjerte trak sig langsomt sammen i forkvaklede slag, der ikke rigtig formåede at give mig den ønskede mængde energi. Med forkludrede nerver lod jeg min ene arm glide ind under Haley's haser, mens min anden hånd tog fat om hendes liv. En smule skræmt så hun på mig, men idet hendes hoved faldt tungt ind mod mit bryst overgav hun sig til den varme, der endnu udstrålede fra mig. Med et anstrengt pust udad løftede jeg hendes stærkt afkølede krop op og  mærkede tydeligt hendes drivvåde tøj mod mit, der straks blev mindst lige så fugtigt. Med forsigtighed bar jeg hende hen til bilen, hvor jeg kantede hende ind på forsædet.

"Hales, du kommer hjem nu," hviskede jeg beroligende til hende, men selv ikke mine forsikringer om behageligere steder at opholde sig kunne få hende til at løsne sit omklamrende tag om min hals. "It'll all be okay babe," forsøgte jeg endnu blidere og plantede et optøende kys på hendes pande. Hendes forfrosne hud mod mine læber sendte et elektriskchok igennem mig og for ikke at fortabe mig i følelsen, måtte jeg fremtvinge en afslutning af vores berøring. Med lidt behændighed tog jeg om hendes hænder og de dumpede let ned i hendes skød. "Hales?" mumlede jeg spørgende, men hun orkede ikke at åbne sine øjenlåg. Foruroliget over de svedperler, der var begyndt at pible frem på hendes kønne ansigt skyndte jeg mig over til føresædet og satte kurs mod hotellet. På vejen kastede jeg flere gange undersøgende blikke på hende og hendes situation syntes at forværres. Uden mange ord til rådighed takkede jeg stille universets kræfter for at have ledt mig til hende før det var for sent - can't be with her nor without her...

_________________________________________________________________________________________________________________________

There we go! :) Er jeg den eneste som er lidt bekymret for Haley's tilstand? Anyway, hvad synes I? Er Haley for meget eller er det forståeligt?

Vil lige sige mange tak til alle jer der læser med igen igen, men det er bare så fantastisk motiverende og jeg kunne ikke fortsætte nogle af mine skriverier hvis det ikke var for jer! Derfor glæder jeg mig også så vanvittig meget til at påbegynde en ny fanfiction engang til foråret - stay tuned xD

Love and more love on this cold Winter day <3

~Tess Towler~ 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...