The Liar in Me 2 - Love Me Now (1D)

Et år er gået siden Haley James sidst satte verden på den anden ende og nu står hendes 19-års fødselsdag for døren. Drengene fra One Direction har langsomt genindfundet sig i hendes liv, men de har endnu ikke vovet sig tilbage til USA. Dog har Haley’s ven Jake og hendes tilbagevendte mor Rachel, ikke tænkt sig at lade Haley visne hen for andet år i træk. Dermed er en storslået fødselsdagsfest ved at blive stablet på benene fyldt med store overraskelser, nogle er muligvis en anelse for store. Valget om at tænke på fremtiden og samtidig leve i nuet på et ærligt grundlag har ændret meget for sangfuglen Haley, men dette løfte viser sig måske at være sværere at overholde end som så. Især når fortiden pludselig banker på døren og nægter at forlade ens trappetrin. Der skal mere end mirakler, sød musik og gennemtænkte ord til, for at alle livets mange regnestykker skal gå op. Kun ét er givet, når det angår den kærlighed man engang mistede så gælder alle kneb! Hvor intet vover, intet vinder…

63Likes
271Kommentarer
14569Visninger
AA

18. One picture with more than a thousand words to say

Kate's P.O.V.

Så diskret det var mig muligt listede jeg mig frem i de mange rodede gangsystemer, i modsætning til arenaen i Nashville var Chicago arenaen langt mere forvirrende. For ikke at tiltrække for megen uønsket opmærksomhed, havde jeg udskiftet mine elskede Louboutin sko med et par praktiske Vans sneakers. I dag ønskede jeg, at få Haley til at lytte og forstå hvem jeg virkelig var. Det var ikke med min fars...vores fars gode vilje, at jeg befandt mig her i Chicago. Han havde modsat sig på det stærkeste indtil min mor overraskende nok, havde bedt ham om at se det fra min synsvinkel - jeg havde en ukendt søster derude. Oprindelig havde jeg fundet et billede af to kønne piger gemt i det bagerste mørke i min fars natbord. I flere måneder, næsten år havde jeg spurgt ind til hvem de var. Russell havde lovet at fortælle mig det, når jeg blev 19 år og dermed var gammel nok til at høre historien eller så noget.

Siden han en stille aften fortalte mig om Rachel, Kaitlyn og Haley havde jeg drømt om det øjeblik i hvilket jeg ville blive forenet med mine søstre. Jeg må dog indrømme, at det ikke gik helt som jeg havde forestillet mig det. For det første viste det sig i begyndelsen af december, at Kaitlyn var omkommet i en tragisk bilulykke fore mere end et år siden og ingen havde været i stand til at informere min far. I flere dage havde han blot siddet i en lænestol ved vores store panoramavindue og stirret på byen uden for. Fuldkommen aflukket fra omverdenen, havde han i timevis afvist mine ønsker om at finde Haley, før han endelig gav efter og lod mig bestille flybilleten. Mest af alt havde jeg nok set reunionen for mig, som en romantisk komedie ville fremstille det. Dermed var virkeligheden en del grovere, da min 'søster' jo havde smidt mig ud og kaldt mig en løgner og sindssyg fan...så det var jo interessant, men jeg havde ingen intention om at give op! 

Det meste af tiden gik jeg med hovedet bøjet lidt ned mod gulvet, for at undgå enten genkendelse eller spørgsmål om hvem jeg var og lavede her. Indtil videre havde jeg stort set ikke mødt et eneste menneske på min vej, da arealerne åbenbart lå ret øde hen under lydprøverne - ja, jeg påpasselige Kate Marsden James havde sneget mig ind på private enemærker under One Direction og Haley James' øvning til koncerten i morgen. "Burde du ikke være oppe på hovedscenen Miss James," smågrinte en fyr pludselig og smilede drillende til mig i forbifarten. Undrende stoppede jeg op og så efter ham. 'CREW' stod der på ryggen af ham og han kunne vidst ikke være særlig tæt på den rigtige Haley James, for så meget kunne vi da umuligt ligne hinanden. 

"Shit hun var nær faldet i den ledning!" grinte en dreng højlydt fem minutter senere og et par andre fulgte med på bølgen. Deres fælles latter lød som en syndflod, der brasede nedad gangen jeg befandt mig i. Panisk så jeg mig skiftevis til højre og venstre - hvorfor i alverden havde dette sted ingen gode gemmesteder? De næste ti sekunder ville jeg være skjult af korridorens skarpe hjørne, men efter det ville jeg stå ansigt til ansigt med hvem end det var, der bevægede sig i min retning og lad os bare sige, at jeg ikke rigtig havde nogen god undskyldning for at være hvor jeg var. "Jeg har jo altid sagt, at Haley var en klodsmajor med ikke særlig hurtige reflekser," konstaterede en lysere drengestemme, hvilket atter fik gruppen til at le. Jeg kunne ikke lade være med at fnise lydløst med, men droppede det da jeg kom i tanke om hvor jeg befandt mig. Mine fødder tog et par desperate skridt baglæns og til mit held havde nogen stillet en ret så stor skraldespand fra sig i et lille indhak. 

Mast ind bag den grønne firkantede genstand holdt jeg vejret, mens det der viste sig at være en gruppe på fem drenge passerede mig. Mit hjerte pumpede en blanding af isnende nervøsitet og beroligende varme ud i mine systemer. Dette var selvfølgelig en kompliceret mikstur og den resulterede også i at et dumdristigt suk undslap fra mine lunger. Drengene, som jeg antog var, One Direction var næsten forsvundet rundt om det næste hjørne, da mit åndedrag hørtes gennem gangens atmosfære. Til mit mere eller mindre held, blev det kun registreret af én af dem. Fyren med krøllende hår og klare grønne øjne snurrede rundt på sin hæl, mens de andre fortsatte ufortrødent. Et forskrækket gisp røg ud af mig og et skævt smil akkompagneret af en leen sendtes i min retning som svar. "Hazza hvad fanden laver du?" blev der råbt og jeg genkendte den irske accent fra tidligere. Automatisk pressede jeg mig selv tættere opad væggens hvide kølighed og denne Hazza blinkede til mig. Idet en rødmende hede steg op i mine kinder skyndte han sig ud af syne og jeg blev dermed ikke afsløret af andre end lige ham. Nu var der ikke andet for end at håbe på, at han ikke sagde noget til nogen - PINLIGT!

Efter lidt mere roden rundt i gangsystemerne, der åbenbart forvirrede mig på kryds og tværs, fandt jeg endelig frem til en dør markeret med en stjerne hvori navnet 'Haley' stod med fed sort font. "Got ya!" roste jeg mig selv og bankede bestemt på den hvide trædør. "Ja?" blev der råbt spørgende, hvilket jeg tog som tilladelse til at komme ind. "Haley," lød min umiddelbare hilsen og måden hvorpå Haley's ansigt blev helt langt og mistede næsten al farve afslørede, at det ikke var hvad hun havde ventet - det var sådanset også meningen. "Seriøst?" spurgte hun muggent som eneste svar og lod trøjen hun havde i hænderne falde ned på en stol. "Jeg troede jeg gjorde det rimelig tydeligt sidste gang i Nashville, at jeg ikke ønsker at se eller have noget at gøre med dig Kate," vrissede Haley og det opgivende blik i hendes lyse himmelblå øjne blev erstattet af irritation.

"Hør nu---" begyndte jeg en smule såret over hendes lynhurtige og grove afvisning. "Hvorfor hører du ikke selv efter? Jeg syntes helt ærligt, at du skulle tage tilbage til hvor end du kom fra og blive der!" afbrød hun og øste en voldsom vrede udover mig. Forsvarsløst sukkede jeg, men i stedet for at følge hendes arrig eksempel trådte jeg i min vanlige karakter, som omsorgsfuld og mæglende - why can't we just give it a go? "Haley, jeg ved godt, at det er meget information på en gang. Tro mig dengang jeg fandt ud af, at jeg havde en søster, oven i købet en verdenskendt søster så..." fortalte jeg hende med et prøvende smil på læben, men atter afbrød hun mig afvisende. "Jeg er ikke din søster!" pointerede hun skarpt og lagde armene overkors. Et smertefuldt jag fór igennem min overkrop og min vejrtrækning mistede takten for en kort stund.

Det gik op for mig, at Haley var hverken til at hugge eller stikke i - gone dark. Jeg måtte derfor trække de tunge skyts frem og overlade det til hendes egen logik at sammensætte det store billede af fortiden. "Fint, hvis det er sådan du vil have det, men det her burde overbevise dig om det modsatte," besvarede jeg hende med gengældt syrlighed og min tunge vred sig i ubehag efter min udtalelse - det her var slet ikke mig, but you do what you have to do! Fra min taskes dyb fiskede jeg en mappe frem. Jeg overrakte den til hende og mine øjne mødte hendes stift. "Hvad er det her?" vrængede hun og smed dokumentet skødesløst på sit sminkebord. "Bare se på det. Mit telefonnummer er der også," sagde jeg sagligt og nikkede opfordrende i mappens retning.

Surt pustede Haley ud og viste ikke nogen yderlig interesse for hvad det var jeg havde givet hende, men det måtte hun vel også selv om! Okay, det var ikke helt sandfærdigt. Jeg ønskede mig mere end noget andet, at vi kunne komme overens og blive de søstre vi burde være. Sorgen over allerede at have mistet Kaitlyn før jeg kendte hende fangede mit sind kortvarigt indtil Haley's tvære stemme brød igennem. "Jeg ringer ikke!" konkluderede hun og gjorde et bedrevidende nik i retning af døren. Dette var vel sagtens en opfordring til, at jeg skulle smutte min vej og ganske rigtigt havde hun allerede sendt bud efter sin bodyguard. Det store brød tårnede sig op og mig, men i modsætning til sidst smilede jeg venligt til ham. "Pas godt på dig selv," bad jeg Haley om og lod smilehullerne dukke frem på begge mine kinder inden jeg forsvandt ud af døren - måbende stod min søster tilbage i sit omklædningsrum. 

***

Haley's P.O.V. 

Hvem troede hun lige, at hun var? Dronningen af omklædningsrum? Eller måske Chicago? Om ikke andet, så opførte hun sig da som om hun var af en slags finere sælgt. Kate vadede konstant ind i mit liv, for at kommandere og forvisse mig om hvem hun i virkeligheden var. Jeg måtte irriterende nok erkende, at hun umiskendeligt lignede Russell. Delt mellem forskellige frustrerende følelser og tanker lod jeg mig dumpe træt ned i den grålige sofa, mappen havde jeg taget med mig. Ikke nok med, at jeg nær var skvattet i ledningerne midt i lydtjekket tidligere på dagen, nej nu havde jeg også fået en 'søster' på nakken. 

Unægtelig nysgerrig så jeg på mappen i midt skød. Kate havde overrakt mig den på en måde, så man skulle tro, at det var den hellige gral. Jeg vendte den lidt fra side til side og skulle til at bryde forseglingen idet en stemme fik mit hjerte til at hoppe op igennem min hals. "Jeg regner ikke med, at du og den pige er venner?" grinede Niall henne fra døren, der endnu stod åben. "Shit, Nialler!" peb jeg. Hvad var der med den dreng? Skulle han absolut give mig hjerteanfald i tide og utide? "Undskyld, forskrækkede jeg dig?" smilede han venligt og smed sig selv ved siden af mig. "You think!" vrissede jeg endnu med vreden fra Kate's besøg boblende i blodet. "Så hvem er hun?" fortsatte han med oprigtig interesse. "Min søster..." mumlede jeg og bed mig i læben over min egen brug af titlen 'søster'. 

"Jeg troede din søster var borte?" måbede han og hans uforståenhed fik ham til at fremstå barnlig dog på en charmerende måde. "Kaitlyn er død, men ifølge dette dokument har Russell James en tredje datter," konstaterede jeg nøgternt idet mine øjne havde skannet sig vej igennem mappens indhold. Denne information kom selvfølgelig bagpå mig, men mit indre føltes fuldkommen lammet og jeg kunne dermed ikke rigtig reagere. Niall snuppede det øverste stykke papir for at læse med. "En dåbsattest? Du ved godt, at folk nemt kan forfalske den slags ikke?" spurgte han med et chokkeret blik. Mine øjne var på daværende tidspunkt fokuseret på et gammelt fotografi. Fraværende nikkede jeg forstående til Niall, der strakte hals i et forsøg på at se hvad jeg så. 

"Jo, man kan snyde med alt i dag," svarede jeg af egen erfaring og lod en finger kærtegne billedets glatte overflade. Et misfornøjet fnys kom fra Niall, hvilket fik et let vindpust til at danse henover min skulder. "Men Kate gav mig også dette billede," tilføjede jeg og formåede at vride mine øjne væk fra den lyshårede pige, der sad på sin fars skød. Niall's fingre overtog grebet om billedet og hans blå øjne blev først mindre, siden større og så atter små. "Det er min far og jeg dengang jeg var otte. Der findes kun to kopier af det fotografi, min far har et og jeg har et liggende hjemme i NYC. To uger efter det blev taget var han væk. Jeg kan stadig huske de sene nætter, hvor jeg sad på min sengekant med billedet i skødet og spurgte ham hvor han var. Det spørgsmål blev senere til hvorfor og til sidste holdt jeg helt på med at spørge, da det gik op for mig, at jeg ikke ville få noget svar..."

Nialler så oprigtig trist på mig og hans ene arm sneg sig rundt om min skulder. "Billeder kan kopieres," forsøgte han, idet han sikkert ænsede, at jeg ikke var særlig glad for situationen. "Vend det om," sukkede jeg og mine øjne fulgte den lette bevægelse i hans håndled. "'To the best dad in the world'," læste han sagte, hvilket fik mig til at nikke. "Den hilsen skrev jeg til ham, for dengang passede det," smilede jeg sørgmodigt og klemte mine øjenlåg i. "Men selv hvis det er autentisk, så hævder dåbsattesten, at hun er født i februar 1994, hvilket kun er to måneder efter dig..." pointerede han og hans brug af ordet 'autentisk' kom lidt bag på mig. Niall registrerede min overraskelse og trak på skuldrene deraf - sku ikke hunden på hårene, sagde hans øjne. Jeg rejste mig hastigt, som om det hele ville gå væk, hvis jeg blot vandrede lidt omkring - det eneste min oprejsning forårsagede var svimmelhed.

"Det foreslår alt sammen, at mens Russell legede mor, far og børn med min mor, Kaitlyn og jeg, havde han samtidig en anden familie; Kate og Ray Marsden. En familie, som han i sidste ende holdt mere af," forklarede jeg til en stum Niall og et par genstridige tårer lagde sig tilrette langsmed mine øjenvipper - don't cry, don't cry...it's not worth it! "Tror du virkelig på det?" spurgte Niall og rykkede sig bekymret ud på kanten af sofaens sæde. Forbitret bed jeg mig i kinden og tvang gråden tilbage til hvor den kom fra. "Niall, hun ligner ham og har hans billede!" vrissede jeg af ham, som om det han lige havde sagt var det dummeste jeg nogensinde havde hørt. "Jeg prøver jo bare at hjælpe," mumlede han såret og lænede sig atter tilbage. Haley for fanden! Forbandede fortid, hvorfor skulle den altid komme tilbage for at bide én bagi? Kunne den ikke bare blive væk og lade som om den aldrig var foregået, det var i hvert fald det jeg havde gjort de sidste ti år. 

"Undskyld Nialler, og tak," hviskede jeg bedrøvet idet jeg forsigtig satte mig ned ved hans side. Det var ikke min mening at råbe af ham, men at have familie, der pludselig dukkede op i ens liv efter ti års komplet ignorering var ikke ligefrem noget der bragte mig sjælefred. "Kan vi ikke snakke om noget andet?" bad jeg og prikkede Niall i siden, hvilket fik ham til at fnise fjollet - and he was back!

"Okay, hvad sker der for dig og Zayn?" spurgte Niall, som om det havde ligget ham på sinde længe. Mens jeg tænkte rettede han sig op fra sin sammensunkne position. Great, fra et fantastisk emne til det næste...*facepalm*. Vi blev fanget i et par minutters stilhed, for det var sgu et godt spørgsmål...hvad skete der for mig og Zayn? Hvad skete der for hans tilfældige flirteri og mine fjollede comebacks?

"Ikke noget særligt, bare en lille leg kaldet: who-gets-the-last-word!" endte jeg med at konkludere og selvom min stemme ikke rystede og mine øjne ikke flakkede, fandt Niall det åbenbart svært at tro. "Bare husk på, at han har en kæreste," advarede han mig med et hævet øjenbryn og jeg følte mig som en ren kriminel, mens hans blik hvilede mistroisk på mig. "Hvordan skulle jeg dog glemme det, Niall? Det er det første jeg tænker på når jeg vågner og det sidste jeg minder mig selv om inden jeg falder i søvn," sukkede jeg ynkeligt, det var så forfærdelig ynkeligt. Jeg mener helt ærligt; jeg følte mig for god til at indrømme mine sande følelser overfor Zayn, fordi han havde en kæreste og jeg simpelthen nægtede at være 'the other woman', men alligevel kunne jeg aldrig dy mig for at flirte tilbage...totale diametraler, ja og så alligevel nej, jeg var sgu a piece of wierd work! Det ikkeeksisterende Zaley var hot 'n' cold.

"Jeg ved det, men det sidste jeg ønsker er sidste år all over again...nogen kunne let blive såret," erkendte Niall selvom han nok langtfra vidste hvordan jeg havde det på indersiden af mit forrevne hjerte. Jeg smilede forstående til ham, for jeg kunne godt se hvad det var han mente, vi var helt klart på samme side i bogen over 2013. Der var dog en tanke der nagede et sted bagerst i min hjerne, hvor den ofte gav mig hovedpine. Tænksomt så jeg på Niall, der også var fanget i dybe tanker. Han var hurtigt blevet en af mine bedste venner og han kendte Zayn bedre en så mange andre, så jeg kunne vel godt dele min foruroligelse med ham ikke?

"Niall," udbrød jeg kluntet og fik hans isblå øjne til at se forundret på mig. Akavet smilede jeg og bed mig i læben...sig det så! "Der er noget som har bekymret mig," begyndte jeg stille og ireren ved min side spændte sin krop en smule. "Det er som om Zayn ikke er sig selv, som om han holder noget tilbage..."

Min udtalelse var ikke synderlig behjælpelig eller afklarende, blot en samling ord der i mit hoved havde givet mening. I bund og grund forvirrede det mig bare en hel del, at Zayn lige pludselig ikke bare var venlig overfor mig, men flirtede via blink, skæve smil og i det hele taget lagde op til alt andet end hvad han burde når han havde Tessa hjemme i London - altså ikke fordi jeg klager, det var da rart endelig at få hans opmærksomhed igennem andet end vredesudbrud...men det var ikke lige hvad jeg havde forestillet mig...

"Bare rolig, Zayn har det fint," forsikrede Niall mig om, som havde han set hvorledes min hjerne var gået i selvsving indenfor de seneste tredive sekunder. "Det var hvad alle sagde om mig og se hvor jeg endte henne," indvendte jeg, hvilket resulterede i, at Niall's arm atter landede rundt om mine skuldre eskorteret af et beroligende smil - plejede det at virke i Irland, for det virkede overhovedet ikke her i Chicago, USA! Haley James var stadig foruroliget over Zayn Malik. "Tror du nogensinde det vil blive normalt igen?" pustede jeg opgivende ud inden det gik op for mig, at spørgsmålet var på grænsen til et af livets store ubesvarede bekymringer. Ved den realisation dumpede mit hoved tungt ned på Niall's skulder og han lænede sin hage på min pande. "Nej, men det vil blive bedre...det lover jeg dig," svarede han hudløst ærligt og jeg vidste, at det var hans sandhed, for det fantastiske ved Nialler er, at han har meget svært ved lyve - at han kan overholde det fatter jeg simpelthen ikke...

Hans ord var ikke ligefrem det jeg ønskede at høre, men for det meste er ens drømmerscenarier heller ikke altid sunde for en. Dermed var hans svar delvist opmuntrende og kun et enkelt suk undslap min afslappede krop. "Jeg håber du har ret," smilede jeg usikkert og drejede min nakke således, at jeg kunne møde hans blik.  "Jeg har altid ret," forsikrede han mig flabet om og nikkede ivrigt.  "Whatever Nialler," grinede jeg og klappede ham på brystkassen som var det en tromme, der siden afgav hule dunkende lyde fra sig. "Vi må hellere se at komme videre, for jeg lovede drengene, at I kunne hænge ud hos mig i aften," annoncerede jeg afsluttende og hev Niall modvilligt op fra sofaens komfortable omfavnelse - ud i den kølige aften luft Mr. Horan!

***

Vores gængse sorte SUV havde hurtigt lagt arenaen bag sig og med en kildende spændthed for koncerten i morgen gemt dybt i min mave kørte vi til hotellet. Kate's mappe havde jeg pakket ned i min taske, som jeg nu knugede krampagtigt ind til mig. På vejen fra mit omklædningsrum til bilen havde jeg aftalt med Niall, at de andre ikke skulle vide noget om Kate før senere - det skulle være vores lille hemmelighed, for i aften skulle bare handle om dårlige film og billigt slik. Louis smilede varmt til mig idet elevatordøren lukkede med et lille smæld bag os. "Så hvordan har din ankel det?" drillede Harry og trykkede på en af de mange knapper - 6. sal. Alle syntes pludseligt at stirre på min højre fod a.k.a. den fod, som var blevet fanget i elguitarens ledninger tidligere på dagen. 

Småfornærmet rullede jeg med øjnene og puffede til Harry's stolte positur. "Helt, seriøst. Er du okay?" spurgte Liam og lagde en hånd på min skulder, hvilket fik mig til at nikke forsikrende - den ankel var nok det, der fyldte mindst i mine tanker lige nu...faktisk havde jeg slet ikke haft tid eller overskud til at minde mig selv om den. Desuden gjorde det ikke ondt nogen steder, for jeg var jo ikke faldet fuldstændigt på halen vel!

"Subject change! Hvilken en film skal vi starte med?" smilede jeg glad over, at drengene lod hele ankelsagen ligge og at Kate ikke var blevet nævnt...endnu. "Ikke 'The Notebook'!" vrælede Louis og spærrede sine øjne faretruende op. "Orh, hvorfor ikke søde?" fnes jeg drillende, hvilket fik Lou til at se irriteret på mig. "Hvis I så meget som starter den kaster jeg mig udover balkonen, jeg sværger!" postulerede han og jeg hægtede vores arme sammen. "No worries, ingen 'Notebook' i aften, for vi skulle gerne have Tommo med os i morgen," forsikrede jeg ham skælmsk om og puffede ham i siden. Han pustede beroliget ud og overspillede sin lettelse på ægte Louis Tomlinson maner. "Men så skal vi heller ikke se nogen splatterfilm!" beordrede jeg og sendte forsamlingen et jeg-nedlægger-veto-blik. "Whatever you say Lady Haley," smilede Zayn til mig med et besynderligt glimt i øjnene.

Jeg rystede øjeblikket af mig ved at fiske nøglen til hotelværelset frem og låse døren op. Vores filmdiskussion fortsatte mens vi rumsterede gennem gangen, men alle stemmer forstummede idet vi nåede stuen. "Rachel," mumlede Harry, mens Liam hilste kvinden foran os med det mere formelle: "Mrs. James." 

"Mor, hvad laver du her?" spurgte jeg med en blanding af forvirring, irratation og forfærdelse. "Haller," hilste hun stramt og hendes tonefald fik en ubehagelig fornemmelse til at skyde op igennem mit mellemgulv og svælg. Diskret nikkede hun i retning af den store hvide lædersofa og som i slowmotion vendtes alles blikke mod personen, der med et lidt for venligt smil sad og forlangte min opmærksomhed. I afsky tog jeg flere skridt baglæns og havde nær trådt Zayn over tæerne for anden gang siden One Direction ankom til USA i januar. "Ups," hviskede jeg for mig selv og fangede Zayn's mørke øjne i få sekunder inden min mors stemme rev mig tilbage til realiteterne. "Jeg tror det er på tide, at I smutter lads," kommanderede hun og smilede til sofaens besidder, hvilket bragte endnu mere kvalme frem i mig - hvem fanden troede de, at de var?

________________________________________________________________________________________________________________

Jaah, hvem er det mon, der er dukket op sammen med Rachel? Håber I kunne lide kapitlet! :D

Love ya'll! <3

~Tess Towler~

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...