The Liar in Me 2 - Love Me Now (1D)

Et år er gået siden Haley James sidst satte verden på den anden ende og nu står hendes 19-års fødselsdag for døren. Drengene fra One Direction har langsomt genindfundet sig i hendes liv, men de har endnu ikke vovet sig tilbage til USA. Dog har Haley’s ven Jake og hendes tilbagevendte mor Rachel, ikke tænkt sig at lade Haley visne hen for andet år i træk. Dermed er en storslået fødselsdagsfest ved at blive stablet på benene fyldt med store overraskelser, nogle er muligvis en anelse for store. Valget om at tænke på fremtiden og samtidig leve i nuet på et ærligt grundlag har ændret meget for sangfuglen Haley, men dette løfte viser sig måske at være sværere at overholde end som så. Især når fortiden pludselig banker på døren og nægter at forlade ens trappetrin. Der skal mere end mirakler, sød musik og gennemtænkte ord til, for at alle livets mange regnestykker skal gå op. Kun ét er givet, når det angår den kærlighed man engang mistede så gælder alle kneb! Hvor intet vover, intet vinder…

63Likes
271Kommentarer
14595Visninger
AA

13. Meet me half way...so we can go on together

Haley's P.O.V.

Mine øjne begyndte at flakke under mine øjenlåg og hvad end jeg ville det eller ej så var jeg ved at vågne. En lille stemme forsøgte at formane mig tilbage til drømmeland, men der var noget ude fra virkeligheden, der trak endnu stærkere i mig. Efter nogen tids indre kamp overgav jeg mig og lod mine stadig tunge øjenlåg glide op – jeg måtte se hvad det var, som bragte mig tilbage til vågentilstand. Rundt om mig var det endnu mørkt og jeg bandede lavmælt af mig selv, for selvfølgelig var jeg vågnet op midt om natten flere timer før jeg egentlig skulle stå op. Sukkende rullede jeg om på siden og ømmede mig over min ryg, der sikkert ikke havde godt af at sove på en sofa. Da var det, at jeg blev opmærksom på en anden persons tilstedeværelse.

En sort silhuet sad sammensunket i en af lænestolene på den anden side af stuebordet. Et overrasket gisp fik mine lunger til at udvides og jeg tog mig til hjertet. ”Er det nu dig igen Niall?” spurgte jeg irriteret og rejste mig halvt op så dynen gled væk fra min overkrop. Lyden af min stemme ramlede ind i nattens tysthed og det gav et sæt i drengen overfor mig som om han var faldet i staver…eller i søvn måske? Idet han ikke svarede valgte jeg at gøre en ende på hans gemmeleg og jeg rakte ud efter kontakten til en af stuelamperne.

”Zayn?” måbede jeg og vi kneb begge vores øjne sammen. Zayn’s læber trak sig sammen i noget der lignede et tilfældigt smil, som om det kom bag på ham, at jeg faktisk talte til ham. ”Yeah…” mumlede han døsigt og rendte en hånd igennem sit hår, der skinnede svagt i lampens lys. Hvad havde han gang i? Det var sgu da noget mærkelig noget at sidde her og…lure på mig…? Disse ord undlod jeg dog at udtale i stedet stillede jeg ham det mest åbenlyse spørgsmål. ”Hvad laver du?” ”Jeg kunne ikke sove,” svarede han nøgternt og lænede sine albuer på sine knæ. ”Hvad er klokken?” var det næste, som poppede op i hovedet på mig. I og med, at jeg var kommet mig over det umiddelbare chok genindfandt trætheden sig og jeg gned mig dovent i øjnene. ”Omkring tre.”

”Hvor lang tid har du så siddet der?” undrede jeg mig og nu måtte jeg sætte mig helt op på mit leje – det var vildt mærkeligt det her og jeg overvejede endnu om det var en eller anden syret drøm – you never know! ”Et par timer,” svarede Zayn en smule desorienteret og hans hoved sank kortvarigt ned mellem hans ben inden han atter rejste det for at se på mig. Uroen i hans øjne og rummeligheden i hans stemme udelukkede muligheden for, at han blot gik i søvne – vi var begge to forfærdelig meget vågne. ”Hvorfor sidder du her?”

Mens han tænkte over mit spørgsmål samlede jeg min telefon op og tjekkede hvad klokken egentlig var – 03.14…jeg burde sove nu. Zayn stirrede lidt frem for sig i mørket, hvilket gav mig tid til at rode videre på min telefon. Der var kommet en sms.

Jeg håber du nyder artiklen. How do you like the prison I’m building for you bitch?

Da mine øjne var gledet henvoer indholdet så jeg automatisk op, som for at se hvordan omverdenen reagerede på beskeden, men Zayn anede ikke uråd. Jeg så ned igen og læste linjerne endnu en gang…hvem fanden var det her? Ordenen virkede så velkendte, skrivemåden var som en kopi af noget jeg havde set før. Min hjerne spolede lidt tilbage i tiden, mens mit hjerte piskede angst der ud af. I minderne fandt jeg en næsten identisk besked, et lille opråb på en note smidt på et bord ved Brit Awards Meet and Greet.

Tak for sidst - We all rot in somebody's prison, bitch!

Frygten for disse anonyme verbale overgreb tog fat om mit hjerte og klemte til. Det gik med ét op for mig, at nogen var ude efter mig, nogen ville ødelægge mig…en vrede og modstand overfor mig spirede i én fremmedes bryst derude et sted – jeg havde dømt Zayn på falskt grundlag. Ved denne forståelse trak mine øjenbryn sig sammen i tristhed. ”Fordi jeg er ked af det Haley,” indrømmede Zayn stille og hans ord trak mig ud af mit koma. ”Hv-hvad?” stammede jeg fraværende. ”Jeg er er ked af det…” ”Over hvad dog?” spurgte jeg og forsøgte at samle mig om hvad der foregik for øjnene af mig. ”Over tidligere…jeg skulle have fortalt dig om Tessa.”

Da vendte det hele tilbage til mig. Jeg lukkede øjnene langsomt i og åbnede dem igen mindst lige så roligt – don’t let it get to you…it was getting to me. ”Så hvorfor gjorde du det ikke?” sukkede jeg og så væk fra Zayn’s intense blik. Jeg kunne ikke holde hans øjne ud…eller jeg elskede dem og deres måde at se lige igennem mig på, deres magt over mig, var hvad jeg ikke kunne holde ud. Mit spørgsmål kom lidt bag på ham. Selvom jeg ikke rigtig ønskede, at have denne samtale lige nu midt om natten, så havde jeg brug for afledning inden Anonym got the best of me. ”Jeg vidste vel ikke hvordan jeg skulle sige det og jeg er ikke stolt af det, men jeg tror heller ikke jeg syntes du fortjente at vide det.”

Han så ned på sine hænder og en rødlig glød bredte sig på hans kinder i skam. Et stik af jalousi og smerte ramte mit hjerte som en pil og borede sig ind i alle dets kamre. Her blev pilen sidende således at enhver bevægelse fik den til at sende et smertende jag igennem mig. ”Huh,” mumlede jeg forstående for mig selv og fortsatte: ”Og så ændrede du mening?” Zayn nikkede. ”Det gik op for mig, at jeg ikke var et hak bedre end dig. Jeg lod som om, snød dig for blot at vrage dig for en anden.”

Jeg tvang en klump ned igennem min sammensnørede hals og indså, at jeg befandt mig i sandhedens time - en arena hvor sandhedensløver var ved at cirkle mig ind. Nu blev der sat ord på det hele – for better or worse. For første gang følte jeg mig for alvor som et dårligt menneske og som vi sad der ramte skyldfølelsen mig som aldrig før. ”I don’t wanna hurt anymore.” konstaterede jeg og følte, at den største sandhed lige havde lydt fra mine læber. Zayn rettede sig op og strakte sin nakke lidt, som for at følge bedre med i Haley James’ udvikling. ”Du kan sikkert ikke tilgive mig, men kan vi i det mindste prøve på at enes? Jeg er ved at blive sindssyg af at spille spillet og jeg er træt af at prøve på at hade dig. Jeg er bare så træt.” ”Bogstavelig talt,” erkendte jeg med et håb i stemmen, der fik min ryg til at ranke sig.

Zayn svarede ikke umiddelbart, hvilket fik min rygsøjle til atter at synke sammen – you build me up, then bring me down. Han rejste sig fra stolen og gik lidt omkring i stuen som ledte han efter et svar blandt møblementet. Ud af øjenkrogen kunne jeg se ham nærme sig sofaen tøvende. ”Jeg er også træt.” smilede han forsigtigt og satte sig blødt ned i min fodende. ”Yeah?” spurgte jeg i en luftig stemme, der afspejlede, hvor lidet overbevist jeg var. ”Yeah, jeg hader også at hade dig.” lo Zayn hjerteligt og jeg ramte ham på skulderen med en knyttet næve. Han trak på det og grinte fjollet, hvilket fik min hjerne til at indrømme, at det faktisk var lidt morsomt; jeg grinte med – oh, the way he gets to me every time!

Vores latter dødede lidt efter ud og vi rømmede os tørt og monotomt. I stilheden blev jeg atter mindet om sms’en, hvilket fik hårene på mine arme til at rejse sig. Jeg så på Zayn. Han så tilbage. Da var det jeg genkendte ham, der var et glimt af drengen jeg faldt for og min egen stolthed braste i grus. ”Jeg er ked af, at jeg beskyldte dig for at sladre til pressen…jeg skulle have vidst, at du aldrig ville gøre det mod mig.”

”Det er okay, vi var begge to vrede og sårede, men du har ret; jeg ville aldrig gøre det mod dig.” annoncerede Zayn roligt og lænede sig bagover. Et lille smil kravlede frem på hans læber og han vendte sit ansigt mod mig. Brudstykker af hans brune irisser så på mig som de plejede at gøre, mens resten af hans blik endnu så den Haley, som havde knust ham. Mine muskler trak sig sammen og et smil vandrede endelig indover mit trætte ansigt. Søvnen var atter ved at fatte sit tag om mig og jeg måtte glippe voldsomt med øjnene for, at den ikke skulle afbryde de smil som Zayn og jeg udvekslede – vi var som fanget in a moment of time.

”Vi burde få noget søvn,” deklarerede han så ud af det blå og vores lille tidslomme krakellerede foran mig. Zayn lagde en hånd på mit lår, som var skjult under dynens dun. Som isolering på en ledning sørgede stoffet for at en elektrisk ladning ikke kunne jage igennem mig ved Zayn’s berøring. ”Ja det burde vi nok, godnat Zayn,” svarede jeg ham lavt og bed mig i underlæben for ikke at smile til ham. ”Godnat Hales.” For en kort stund blev han tænksomt sidende, som om han havde mere at sige eller ikke helt ønskede at forlade øjeblikkets ro. Til sidste rejste han sig dog og som han forlod stuen sugede han stilstanden og freden med sig. Hans dør lukkedes med et lille smæld bag ham og idet jeg slukkede for lyset krøb jeg sammen under dynene med en ubeskrivelig følelse i kroppen – en blanding af lettelse, forvirring og håb samt et ret så stort gran hvad-var-det-lige-der-skete. Nå, men godnat verden, lad os se hvad du byder på i morgen.

***

Morgnen kom før jeg havde regnet med det og lyden af banken på døren, raslen med rullevogne samt duften af friskbagte pandekager, nypresset juice og skoldhed kaffe fyldte atmosfæren omkring mig. Uvillig til allerede at vågne, gemte jeg mit hoved tvært under hovedpuden. ”Rise and shine!” grinte Louis og begyndte at grave mig frem fra mit tilholdssted. ”Nej!” nærmeste vrælede jeg og borede fingrene fast i pudebetrækket. ”Hun er stærk,” sagde Louis utålmodigt og lagde flere kræfter i. ”Kan fyren med de største biceps ikke en gang fravriste puden fra en sovende pige?” vrængede Niall drillende af Louis. ”Kan fyren med de største biceps ikke en gang fravriste puden fra en sovende pige.” efterabede Lou, for at få Niall til at lyde dum, hvilket virkede ret så udmærket, for i næste nu kunne jeg fornemme at et mindre slagsmål var brudt ud. For min skyld kunne de slås så længe de ville hvis det betød, at jeg kunne få lov til at sove videre.

Desværre var Liam ikke af samme mening og han manede til fred. Det var dog først ved følgende udtalelse, at han opnåede den: ”Maden bliver altså kold, drenge!” Som en mindre tornado, med en stor appetit vel og mærke var Niall forsvundet. ”Han er og bliver sær,” konkluderede Louis og fravristede mig mit skjulested. ”Urgh,” brummede jeg og blev ramt af dagens første skarpe solstråler. Jeg skulle til at skælde ud, da min mobil gav sig til at vibrere højlydt – waky waky, incoming call!

”Det er din mor, Hallie Bear,” fortalte Lou mig, da det sikkert så ud som om jeg havde tænkt mig at ignorere dagens første afbrydelse. Derefter rakte han mig den og dum var han ikke, for han havde trykket ’accepter’ hvilket vil sige, at min mors stemme allerede skrattede anmassende ind i mit øre. ”Jeg kommer om lidt Lou,” formåede jeg, at smile til hans afventende ansigt. Dermed listede han af.

Harry’s P.O.V.

Roomservicen på dette hotel var virkelig utrolig, hvilket også syntes at afspejle sig på mængden af morgenmad, som Niall var ved at skovle op på sin tallerken. ”Hvor er Hallie?” spurgte Liam og hans ord fik mig til at se væk fra Nialler. Louis var lige kommet ind til os andre og vi smilede venligt til hinanden inden han satte sig ned ved siden af Zayn. ”Hun skulle lige tage et telefonopkald,” svarede han nøgternt og tog sig et af de mange rundstykker.

”Når man snakker om solen,” erklærede jeg og nikkede i retning af døren. Haley stod lænet opad dørkarmen. Hendes fødder vippede frem og tilbage på dørtrinnet, som om hun ikke rigtig kunne afgøre hvorvidt hun ønskede at træde ind i rummet eller blot forsvinde tilbage til hvor hun kom fra. ”Noget galt?” smålo jeg og lagde hovedet let på skrå, for at vurdere glansen i hendes lidt sammenknebne øjne. Hun rømmede sig og trådte et par skridt ind i lokalet – point of no return; syntes hendes kropssprog at hviske. ”Jeg har en god og en dårlig nyhed, hvilken én vil I helst have først?”

___________________________________________________________________________________________________________________

Lille annoncering! Det næste kapitel der udkommer den 23. december bliver juleepisoden første del. Jeg regnede som altid med, at jeg kunne presse mere ind i et kapitel end jeg kunne, så nu bliver juleepisoden delt over i to dele - 1. del kommer d. 23. og 2. del kommer d. 24 - from me to all of you! :D Håber I glæder jer, for det gør jeg i hvert fald. Jeg er også lidt stolt over, at jeg på mindre end en uge har formået at skrive ca. 20 sider straight hurra og yolo! :P

Må I have en fortsat god dag! <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...