The Liar in Me 2 - Love Me Now (1D)

Et år er gået siden Haley James sidst satte verden på den anden ende og nu står hendes 19-års fødselsdag for døren. Drengene fra One Direction har langsomt genindfundet sig i hendes liv, men de har endnu ikke vovet sig tilbage til USA. Dog har Haley’s ven Jake og hendes tilbagevendte mor Rachel, ikke tænkt sig at lade Haley visne hen for andet år i træk. Dermed er en storslået fødselsdagsfest ved at blive stablet på benene fyldt med store overraskelser, nogle er muligvis en anelse for store. Valget om at tænke på fremtiden og samtidig leve i nuet på et ærligt grundlag har ændret meget for sangfuglen Haley, men dette løfte viser sig måske at være sværere at overholde end som så. Især når fortiden pludselig banker på døren og nægter at forlade ens trappetrin. Der skal mere end mirakler, sød musik og gennemtænkte ord til, for at alle livets mange regnestykker skal gå op. Kun ét er givet, når det angår den kærlighed man engang mistede så gælder alle kneb! Hvor intet vover, intet vinder…

63Likes
271Kommentarer
14569Visninger
AA

17. Lies or obsesssion...it is all the same to me

Haley's P.O.V.

Åh, hvor tiden dog går hurtigt, man skulle tro jorden havde sat farten op og bare strøg der ud af, hvilket var mere end man kunne sige om mig. Slæbende på Niall's guitar, som han havde glemt på mit hotelværelse forleden, bumlede jeg langsomt fremad. Den hang over min skulder, hvorfra den dunkede mig konstant i ryggen og satte af fra min bagdel, dette resulterede som du sikkert kan forestille dig i en meget akavet gang. Vi var ved at sætte op til den fjerde gig lokaliseret i Nashville og dermed var denne mini-tour næsten halvvejs overstået - don't get me wrong, det var super hyggeligt. Alle ti shows var blevet udsolgt på omkring 48 timer og aldrig havde jeg set så mange unge piger i komplet tumult samlet i én enkelt arena. Der var selvfølgelig også drenge iblandt, men det var altså ikke mange ...desværre, I might add. 

Jeg var nået frem til backstagezonen, hvor indgangen til vores omklædningsrum også befandt sig - drengene havde deres og jeg havde mit af etiske årsager, som Louis havde joket. Et kort øjeblik stoppede jeg op for at puste lidt ud og da registrerede jeg hvor faretruende stille der var. Drengene kunne umuligt befinde sig i nærheden, hvilket fik mig til at sukke dybt - så havde jeg slæbt guitaren herop før tid for ingen verdens nytte...oh well. Ud af det blå kom en høj slank mand i gråsort jakkesæt og pertentligt bundet slips. Han nikkede venligt til mig og rettede lidt på sit glatte mørkebrune hår inden han med bestemte og ret lange skridt fortsatte i retning af døren til VIP-områderne. "Wo wo wow, du der! Hvor tror du lige, at du skal hen?" råbte jeg efter manden og så mistroisk på ham idet han vendte sig om. Nok lignede han en der hørte til i disse omgivelser. Iført jakkesæt, blanke italienske lædersko, alvorlig og professionel mine, samt en mappe fyldt med kontrakter eller gud ved hvad var han en tro kopi af Jake eller Tom, måske oven i købet Ty. På grund af sidste nævnte valgte jeg at undersøge denne herre grundigt, for Ty havde da vel nok snydt og snøret os alle sammen - alle de dollars Jake betalte ham til One Direction var røget lige ned hans egen personlige lomme.

Manden tog omkring to skridt med sine lange ben, hvilket ledte ham hen foran mig. Et let smørret smil hvilede på hans læber idet han svarede: "Jeg er One Direction's agent." - så han hørte til her. Jeg rystede uroligt på hovedet i benægtelse og ønskede ikke at godtage hans påstand. "Den må du længere ud på landet med min ven, for deres agent Ty blev fyret og erstattet af 1D's manager Mr. Davis," forklarede jeg jappende, selvom vi allerede var ret så langt ude på det man kalder landet. Jeg skubbede irriteret til Niall's guitar, som gled frem på min hofte. Den mørke fremmede lagde armene overkors og så underholdt på mig, der som en lille hidsigprop havde arbejdet mig lidt op på tå.

"Han overlod jobbet til mig og dvs. at jeg er deres nye agent og mit navn er Kevin," smilede han og fra sin inderlomme fandt han et identifikationskort frem: Kevin Joyce, stod der ved siden af et billede, der mest af alt mindede om et mugshot, men det så nu legit ud. "Kevin? Ligesom Lou's due?" fnes jeg og min højre hånd fløj op til min mund, for at dække mit fornærmende udbrud - for sent. "Undskyld mig?" vrængede Kevin undrende og lænede sig tættere på mig, som om jeg skulle til at gentage min udtalelse og han ikke ville gå glip af den denne gang.

"Jamen, velkommen til Kevin! Crruu crruu," hilste jeg med et højtideligt nik efterfulgt af en rallen fra min gane, der lød som en due der kurer. Ikke synderlig underholdt så Kevin Joyce indtrængende på mig og kløede sig forvirret i nakken. Han troede vel sagtens, at jeg var tosset.

Louis' P.O.V.

Fornøjet fløjtede jeg lystigt ud i den lette forårsluft. Fra et sted tæt på lød en samtale og jeg snurrede undersøgende rundt om mig selv, for at se om drengene endelig var ved at hale ind på mig, men nej. Med et skuldertræk fortsatte jeg mod arenaen og nød, at der var helt mennesketomt. Få meter senere så jeg et ret så morsomt syn og jeg opsnappede et par sætninger fra en højst besynderlig samtale. "Kevin? Ligesom Lou's due?" spurgte Haley og lyste op i et løjerligt smil. Vores nye agent Kevin bukkede sig frem mod hende og syntes ikke at opfange hvad hun mente. "Jamen, velkommen til Kevin! Crruu crruu," grinte hun og gjorde det ekstra mærkværdigt ved at sige som en fugl. Haley, Haley sukkede jeg indeni mig selv og kunne se duen Kevin for mig, hvilket fik mig til at grine højlydt.

Hurtigt havde jeg tiltrukket mig Haley og Kevin's opmærksomhed. Hun smilede og vinkede, mens Kevin så fuldstændig forvildet ud. "Er hun okay?" spurgte han med en form for bekymring i stemmen. "Ork ja, men nogen gange glemmer hun at tage sin medicin," informerede jeg ham om og placerede et venskabeligt klap på hans skulder. "Come along, love," smålo jeg henvendt til Haley, der skulede bedømende til mig. "Jeg er ikke på nogen form for medicin," annoncerede hun højt i et forsøg på at overbevise Kevin, der så mere beroliget til. "Nej, men det burde du være," drillede jeg hende og lagde en arm om hendes skuldrer, for at guide hende videre. 

"Ser man det! Siger ham, der taler og socialiserer med en plastikdue!" pointerede hun fornærmet, med et twist af stolthed. Kortvarigt bukkede jeg sammen af grin, for så at tage mig sammen så jeg kunne svare igen. "Hey, det må du ikke sige om Kevin...du sårer hans følelser!" sagde jeg anklagende og lod min hofte kollidere med hendes. Dette resulterede i at guitaren på hendes ryg fik hende til at læne sig faretruende ud af mit greb, hvorefter den daskede mig bagi. "Right, jeg sårer hans sensitive fugleego," mumlede hun med rullende øjesten og fortsatte eftertænksomt: "Har fugle overhovedet et ego?"

Begge stoppede vi vores gang, så hinanden tænksomt an hvorefter vi spruttede af grin. "Go easy on the sugar, babe!" formanede jeg endnu påvirket af en let klukken fra mine lunger. "Jeg har ikke spist nogen form for slik i dag," konkluderede hun og så oprigtig alvorligt på mig. Jeg rodede op i hendes løse blonde hår, hvilket fik hende til at vrænge af mig. "Så er det jo det, der er galt! Jeg donerer gladelig denne chokoladebar," smilede jeg konstaterende og fremrakte en Twix-bar, der havde forholdt sig skjult i min bukselomme de sidste tre timer - Niall var mester til at finde mine skjulesteder, men det var sjældent, at han kropsvisiterede mig! Med mindre han selvfølgelig havde opfanget et duftspor.

"Nå, der er den," lød det pludselig meget irskt bag os og i et svirp var Twix-baren skjult bag min ryg. Ganske som når man taler om solen, stod Niall lidt derfra. Han rakte lykkeligt ud efter sin guitar, som Haley svingede af sin skulder. "Takker," smilede han og jeg ville have spurgt ham hvor de andre blev af, men han forsvandt som en ren Speedy Gonzales mens jeg smilede til Haley. Jeg så mig overrasket om efter ham, men da det stod klart, at han var væk besluttede jeg mig for at fortsætte samtalen, som han havde afbrudt.  

"Apropos Niall, er han og Harry ved at lære dig deres dårlige vane med at tage slik med alle steder?" spurgte Haley anklagende ved min side. Mit blik vandrede ned på den glitrende guld Twix og rystede på hovedet. "Pft...nej, men man ved aldrig hvornår nogen er i nød," benægtede jeg med et sødt smil på ansigtet. Haley fnes, hvilket fik hendes seriøse mine til at falde fra hinanden. "Jeg kan allerede se overskriften for mig: "Louis Tomlinson, redder kollapset fan med chokoladebar"!" udbrød hun fjoget og lod sine hænder tegne en firkant i luften, der skulle illustrere feltet hvori overskriften befandt sig - fatamorgana, for jeg kunne da absolut ikke forestille mig det! 

"You're crazy," mumlede jeg med latter hvilende på hvert ord. Derefter fæstnede jeg atter min arm om Haley. Hun vendte sit ansigt mod mit, for at sende mig et djævelsk grin. "Sure, but the world is insane!" lo hun og vippede diabolsk med øjenbryn, snuppede lynhurtigt Twix-baren fra min hånd og stak af. "Hey!" hylede jeg forurettet og satte efter hende i fuldt firspring.

***

Liam's P.O.V.

Lyden af trommeslageren, der talte for ved at slå trommestikkerne mod hinanden, fyldte mine øre. Resten af bandet fulgte trop og da det gik op for publikum, at aftenens sidste sang var Kelly Clarkson's 'My Life Would Suck Without You' begyndte alle at huje og skrige estatisk. Vi havde valgt denne sang som sidste nummer, da budskabet sådanset passede os ret godt - our lives would suck without hinanden og alle fansene. Før den havde vi sunget vores fælles hit 'Heartbreak Avenue' og selvom teksten indeholdt i overflod af minder, så formåede vi at komme igennem den og afslutte med smil. Der var en knusende sørgmodighed over den sang, men der var også noget så ægte ved den. Haley smilede til mig og med et nik satte jeg det afsluttende show i gang. 

"Guess this means you're sorry

You're standing at my door

Guess this means you take back

All you said before..."

Lagde jeg ud og dansede diskret rundt om Haley, der trippede rundt på scenen sammen med Niall i en besynderlig vuggen. De grinede begge til mig og salen summede af glæde og forventning. I en glidende overgang tog Zayn over og med et par skridt stod han på modsatte side af Haley - Tom og Kevin syntes, at et trekantsdrama var oplagt til denne del af sangen, da de begge var fænomenale når det kom til PR-stunts...guderne forbedre det. 

"Like how much you wanted anyone but me..." sang Zayn og under store hvinende udbrud fra arenaens menneskemængde, tog han fat om Haley's højre hånd snurrede hende rundt og trak hendes krop ind til sig som i en tango. Et kort sekund så hun overrasket på ham og hev en smule efter vejret, men idet han smilede forløstes sangens næste linjer fra hendes læber: "Said you'd never come back, but here you are again..."

Hendes ord bølgede henover Zayn's skarpe ansigt og fik en betaget glød til at tage bolig i hans øjne. For at intensiteten ikke skulle afsløre dem, kom Louis til og med hoften puffede han til Zayn, mens Harry ledte Haley væk fra center stage. Vores seks stemmer slog sig sammen til én, der sendte omkvædet ud i universet. Den mørkeblå himmel overstrøet med stjerner syntes at opsluge al lyd, mens publikum så ud som et blinkende hav af arme og knæklys i alverdens farver.

"'Cause we belong together now, yeah

Forever united here somehow, yeah

You got a piece of me

And honestly,

My life would suck without you..."

***

Haley's P.O.V.

Endnu en smule svimmel fra aftenens sidste optræden, trak jeg en børste hurtigt og løst igennem mit hår, der efterhånden nåede mig til taljen. I en let bevægelsen fangede jeg hele min hårpragt i en hestehale og snoede den rundt, så den samledes til en stor vilter knold på toppen af mit hoved. Jeg pustede udmattet ud og tørrede lidt sved af min pande, det var godt nok varmt at stå på en scene i et par timer. Mine trætte øjne så ind i spejlet, der var omgivet af små lamper ligesom dem man ser i filmene. Jeg lagde et tyndt lag rosa lipgloss på min læber og førte mascaraen henover mine fyldige øjenvipper. 

Som jeg sad der og betragtede min pjuskede frisure, der indrammede mit let rødmende ansigt blev døren til mit omklædningsrum pludselig revet op. Forskrækket gav jeg slip på min pudderkvast, der faldt ned i min tekop med et plop. Dermed var den ødelagt og et brunligt tesprøjt havde fordelt sig udover min hvide T-shirt. "Zayn!" hvæsede jeg irriteret, idet jeg mødte hans mørke øjne i spejlet. Noget der lød som et grynt, men tydeligvis var et fnis kom fra ham. Jeg tog min foundationpensel og kylede den efter ham. Han nåede lige at undvige, damn it! Som en 'gentleman' bøjede han sig ned og samlede mit missende skyts op. "Sigter godt, men rammer skidt," grinede han flabet og trådte helt ind i rummet. "Kom da indenfor!" brokkede jeg mig sarkastisk og rettede på min rodede frisure.

"Jeg ville bare sige, at drengene og jeg er ved at være klar til at smutte tilbage til hotellet," informerede han mig i en hvisken, der flirtende lagde sig om mit øre og blev pustet kildende udover min nakke. Zayn så mig i øjnene via spejlet og jeg havde lyst til at fortælle ham hvor fjollet han så ud, idet han lænede sin kind mod min og blinkede. Mindet om vores intense tango på scenen holdt dog min tunge som gidsel og intet ord forlod mine læber. Jeg kneb mine øjne lidt sammen, da der var noget over Zayn, der mindede mig om den første gang vi mødtes. Han var kæphøj, drillende og en Rasmusmodsat - hvad var han ude på? "Vi ses om lidt, og undskyld," mumlede han sagte inden han forsvandt ud af døren, som han selvfølgelig lod stå åben. Så han ville spille spillet? Well, it's so on Malik! 

I en uigennemtænkt bevægelse fejede jeg al min kosmetik ned i min taske og fiskede derefter pudderkvasten ud af tekoppen - den var noget af et ynkeligt syn. Et kort øjeblik overvejede jeg hvad jeg skulle stille op, men med ét blev jeg afbrudt af en klar stemme. "Hello?" blev der sagt usikkert bag mig og med et imødekommende smil spillende på mine læber så jeg i retning af døren. Et lille gisp forlod mig i overraskelse. Jeg tog et skridt tilbage i noget der føltes som ærefrygt, at se på pigen i døren var næsten som at betragte mig selv i spejlet. "Hej du," endte jeg med at fremsige lidt halvkvalt. Jeg rømmede mig og kastede et blik på klokken. "Er du her til backstage-arrangementet?" spurgte jeg venligt, på trods af, at hun faktisk var lidt for sent på den. Pigen med sit lange mørkblonde hår, der krøllede lidt ved taljen og ocean blå øjne trådte længere ind i rummet.  "Nej, jeg leder faktisk efter nogen. Er du Haley James?" smilede hun spørgende. 

Et kort smil fik mit ansigt til at trække sig sammen og ved mindet om den dag i lufthavnen, var jeg helt på det rene med, at jeg ikke for alle var et genkendeligt ansigt. "Ja, det er jeg og du er?" "Kate, just Kate" svarede hun en smule distraheret idet hun nærmest gik på opdagelse i lokalet, måske var hun fan alligevel?

"Hyggeligt at møde dig just-Kate, hvad kan jeg gøre for dig? Autograf, billede eller begge dele måske?" spurgte jeg, hvilket fik hende til straks at se opmærksomt på mig. "Eller er du her for drengene?" tilføjede jeg og fortsatte med at pakke mine ting sammen. "Jeg er her for at snakke med dig, ikke for at få en souvenir," annoncerede Kate i et lidt hårdt tonefald. Hendes udtalelse kom bag på mig, for normalt ville de fleste ikke afvise noget som helst fra en kendt person. "Straight forward, det kan jeg lide. Sig mig så hvad du vil," fortalte jeg hende med et veltilfredst nik. Noget sagde mig at denne Kate ikke var lige som alle andre, hvad der nagede i mig var at hun lignede én jeg ikke ønskede at mindes.

"Jeg løj lidt," indrømmede hun sagte og så ned på sine hænder, der knugede hendes røde lædertaske. For alvor interesseret i hvad hun ville lænede jeg mig på mit sminkebord og lagde armene afventende overkors - det her blev mere og mere besynderligt. Diskret kastede jeg et blik ud på gangen for at se om Big John endnu stod på sin post - tak til Zayn for ikke at lukke døren, indrømmede jeg bitterligt. "Mit navn er ikke bare Kate, mit fulde navn er Kate Marsden James," fortsatte pigen og hendes kraftigt pigmenterede øjne så på mig. Mine øjenbryn røg automatisk opad, da hun nævnte sit sidste efternavn...James. "Så har vi noget tilfælles," smålo jeg stift i et forsøg på at affeje den ubehagelige fornemmelse, som var ved at bygge sig op indeni mig.

Også Kate's øjenbryn rejste sig og hendes kridhvide tænder kom til syne i et anstrengt smil. "Det tør siges. Hvad jeg prøver at fortælle dig er, at vi to har mere tilfælles end et navn...navnet var blot et hint." konstaterede hun og i øjeblikkets alvor lod hun sin taske dumpe ned på gulvet henne ved døren. Roligt gik hun hen imod mig. Det føltes som luften mellem os spændtes og dermed pressede mig tilbage, således at bordets kant skar mig let i hoften. Tomt så jeg på hende - what was she hinting at then? Det skulle jeg snart få af vide hvad enten jeg ville det eller ej. "Min mor hedder Ray Marsden, mens min far er Russell James. Haley, jeg er din søster," konstaterede hun som om det var det mest åbenlyse i hele verden. 

Et humørløst grin rev sig løs fra bunden af min brystkasse og jeg rystede voldsomt på hovedet. "Min søster? Det er det mest utrolige jeg længe har hørt!" sagde jeg hæst og lod et ironisk smil lægge sig om min mund - hvem troede hun egentlig hun var? Troede hun virkelig at jeg var så dum? What do you take me for! Kate responderede ikke på min latterliggørende reaktion og jeg kvalte mit falske grin. "Er dette en joke? Hvor har du de skjulte kameraer?" tilføjede jeg for at underminere hendes udtalelser. Jeg drejede lidt rundt om mig selv og lænede mig fra side til side, for at se om jeg kunne få øje på noget mistænksomt - intet, blot en pige med lyse lokker, blå øjesten og en rød designertaske. 

"Jeg mener det helt seriøst Haley, jeg er din søster...eller stedsøster hvis du foretrækker den titel," jappede hun løs med sin lyse stemme, der nu forekom mig forfærdelig irriterende. Det var som om hvert eneste ord skar i mine nerver og fik mig til at bide tænderne sammen. "Ved d hvad jeg ville forstrække?" spurgte jeg koldt gennem sammenbidte tænder. "Jeg ville foretrække, at du tog din vanvittige fan-obsession med et andet sted hen i stedet for at fable om familiærebånd op i ansigtet på mig. Okay?" vrissede jeg af hende og Kate snublede forfærdet baglæns i sine Louboutin stiletter - ja, det havde jeg lagt mærke til. Couldn't blame her, jeg måtte ligne en blanding mellem en arrig Bulldog og en tæppetisser med storhedsvanvid.

"Jeg er ikke en fan!" peb hun og samlede sin taske om. Hun knugede den indtil sig, men gjorde ingen tegn til faktisk at ville gå. "The more reason for you to leave!" hvæsede jeg en smule ondskabsfuldt og stoppede brat op for at genfinde mit selv - nok nærmere en mindre rasende version af Haley James. "Haley vær nu fornuftig," befalede Kate mig omsorgsfuldt i en tone, der gav mig kvalme. "Du har ret Kate. Big John!"

Big John dukkede op i den åbne dør bag Kate, der gispede idet den store brede mand så syrligt på hende. "Vær sød at ekskortere hende ud af bygningen og sørg for, at hun aldrig nærmer sig mig igen," beordrede jeg ham selvsikkert og glattede min bluse ud - pinligt at der var brune sprøjt på den takket være Zayn; det måtte jeg ordne senere. Big John strakte en arm ud i retning af gangen, som signal til Kate - damerne først. Dog var hun ikke sådan at bide skeer med og jeg kunne udemærket forestille mig hvor stædig hun måtte være. Hermed blev Big John nødt til at hanke op i hendes overarm og trække af med hende. "Gener lyver ikke Haley!" skreg hun og prøvede at vride sig fri under ledsagelse af små hvin når det ikke lykkedes. "But people do!" råbte jeg bedrevidende efter hende. Derefter svingede jeg min taske over skulderen, lukkede min jakke og gik i modsat retning mod bagindgangen - eller udgangen, hvad du nu vil kalde det. 

***

Ude i den ret så kolde aftenluft fandt jeg drengene, der alle så ud til at være på grænsen til at fryse fast til stedet. "Sorry lads," mumlede jeg og åbnede min jakke igen, da kulden syntes at dæmpe min indre vrede. Jeg har efterhånden erfaret at store verbale slagsmål generer enormt meget kropsvarme - just putting it out there! 

"Hvor blev du dog af?" spurgte Louis og smilede forsigtig da jeg sikkert lignede en tordensky - den blide forårsaften var ikke nok til at slukke branden i mit baghoved. "Åh, jeg skulle bare lige ordne...noget," mumlede jeg og forsøgte at vriste Kate ud af min hjerne - intet held, hun plaprede videre om gener og familieforhold på konstant replay. Drengene nikkede og gav sig med Niall i front til at gå vores bil i møde. Zayn og jeg var dem, der nåede hen til SUV'en sidst. Jeg pustede tungt ud og valgte at lade Kate-sagen ligge, for hun kom vist ikke til at forstyrre mig igen, det ville Big John sørge for.

Så med et hævngerrigt ærinde sprang jeg ind på det sæde Zayn havde udset sig. "Hey," indvendte han og jeg lagde hovedet uskyldigt på skrå. "Hvad?" spurgte jeg sødt. "Der ville jeg sidde," proklamerede han, som om vi var i børnehave igen - if that's the game you want to play Malik. "Nå, jeg troede vi var udeovre den slags børnagtigheder?" smilede jeg endnu mere sukkersødt end før og lagde en hånd på mit bryst i falsk uforståenhed.

"Men hvis vi stadig er på det niveau, så skylder du mig en ny pudderkvast Malik!" hoverede jeg idet han åbnede munden i forsvar. Fra en plastikpose i min inderlomme fiskede jeg den tetilsølede kvast frem og med den i hånden kneb jeg ondskabsfuldt øjnene sammen. Med et fast greb om den fugtige stofklump hævede jeg hånden over hans perfekt opsatte ravnesorte hår. Et glimt af genkendelse gled henover hans blik og ligesom dengang han havde tømt opvaskesvampen ud over mig ville jeg nu tømme kvastens indhold udover ham - til mit forsvar så var teen mere hygiejnisk end opvaskevandet. 

Da min hånd var i position strammede jeg til og resten kan du vel regne ud selv...men jeg kan afsløre at Breakfast-teen dryppede og silede nedover hans frisure, der til dels var vandafvisende og væsken fortsatte derfor nedover hans skuldre. Hans øjne blev betydelig større og resten af bilens passagerer brød sammen af grin. Jeg derimod lænede mig ind til Zayn og hviskede blidt i hans øre: "Tak for sidst.". Gengældelsen stod klar for ham og hans kæbe strammedes idet jeg rakte ham et lommetørklæde til aftørring.  ________________________________________________________________________________________________________________________

Hvad synes I? Var Haley's hævn for meget eller velfortjent? Flirter Zayn virkelig med hende eller er dette bare begyndelse på et venskabeligt spil? Og hvad med Kate, er hun faktisk Haley's søster, er det virkelig muligt?

Wow, mange spørgsmål, men jeg er jo altid utrolig interesseret i hvad I synes :D

Tusind tak til alle læsere, likes og kommentarer indtil videre - so lovely you are! <3

~Tess Towler~

PS. I ved jeg elsker bonusspørgsmål, så I får lige et med på vejen: Er kapitlerne for lange? I worry sometimes! :O

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...