The Liar in Me 2 - Love Me Now (1D)

Et år er gået siden Haley James sidst satte verden på den anden ende og nu står hendes 19-års fødselsdag for døren. Drengene fra One Direction har langsomt genindfundet sig i hendes liv, men de har endnu ikke vovet sig tilbage til USA. Dog har Haley’s ven Jake og hendes tilbagevendte mor Rachel, ikke tænkt sig at lade Haley visne hen for andet år i træk. Dermed er en storslået fødselsdagsfest ved at blive stablet på benene fyldt med store overraskelser, nogle er muligvis en anelse for store. Valget om at tænke på fremtiden og samtidig leve i nuet på et ærligt grundlag har ændret meget for sangfuglen Haley, men dette løfte viser sig måske at være sværere at overholde end som så. Især når fortiden pludselig banker på døren og nægter at forlade ens trappetrin. Der skal mere end mirakler, sød musik og gennemtænkte ord til, for at alle livets mange regnestykker skal gå op. Kun ét er givet, når det angår den kærlighed man engang mistede så gælder alle kneb! Hvor intet vover, intet vinder…

63Likes
271Kommentarer
15451Visninger
AA

7. Let us not be strangers

Haley's P.O.V. 

En voldsom bølge rasede indover kystens sandbanker og rev mig ud af mit chok. Det velkendte ansigt havde endnu ikke registreret min tilstedeværelse, nej det stærkt markerede ansigt var opslugt af det blålige lys, der viste sig at være en telefon. ”Zayn?” undrede jeg mig hæst og nu rømmede jeg mig. Han så op og i det sparsomme lys virkede hans øjne som to sorte blundløse huller – man falder og falder…

Jeg trådte forsigtigt tættere på ham og forventede vel sagtens, at han gav tilkende, at han havde set mig, men ikke et ord forlod hans stramt lukkede læber. Som en lås der var gået i baglås stirrede han frem for sig, det så ud som om han slet ikke fangede mig med sit blik. Roligt for ikke at forstyrre ham i det der syntes at være en trance, satte jeg mig ned ved siden af ham. Bænken var kold og allerede efter få minutter kunne jeg mærke fugten bryde igennem min kjoles tynde stof.

”Så hvem er hun?” hviskede jeg stille og puffede drillende til Zayn. Vi havde siddet i komplet stilhed indtil denne var begyndt at larme for meget og hamre på mine hjerneceller. Jeg bed mig selv i læben ved tanken og tilbageholdte et let fnis – selv to perfekte fremmede ville have sagt mere til og reageret mere på hinandens tilstedeværelse i løbet af de sidste fem minutter end vi havde. Zayn så fraværende på mig og det virkede næsten som om mit nærvær endnu kom bag på ham. ”Hvem er hvem?” spurgte han neutralt og forsøgte at lægge sin telefon væk, men måtte kaste endnu et tvunget blik på den idet skærmen atter lyste op.

”Pigen du har skrevet med hele aftenen,” konkluderede jeg åbenlyst og løftede et afventende øjenbryn. Selvom tanken om, at han var sammen med en anden konstant slog en flig af mit allerede iturevne hjerte, så ønskede jeg i det mindste at kende til min konkurrent. ”Hvad får dig til at tro, at det er en pige?” undrede han sig og den måde hans kæbe strammedes på afslørede at han var ude på at drage min opmærksomhed væk fra dette emne. Endnu et stjålent blik blev kastet på telefonen og jeg kunne sagtens overtales til at være jaloux på den IPhone! ”Zayn,” sukkede jeg opgivende og skulle lige til at placere en hånd på hans lår, men i en diskret bevægelse nåede jeg at undgå kontakt mellem os. ”Helt ærgerligt, du har været så optaget af den telefon, at du slet ikke har lagt mærke til, at din frisure er faldet sammen,” tilføjede jeg og lagde mit ansigt i sine bedste poker-face folder.

Han så forfærdet på mig og hurtigt gled telefonen ned i hans bukselomme. ”Hvad! Hvor?” udbrød han forundret og hans hænder, der nu var frigjort fra tastaturet fór op til toppen af hans hoved. De gav sig til at rette lidt her og forme lidt der. Indeni mit bryst kunne jeg mærke latteren tage form og snart ville den bruse ud imod Zayn’s skræmte personage. ”Kidding, dit hår sidder perfekt,” lo jeg og tilkendegav sandheden, selvom det nu var usigeligt morsomt at se på ham mens han desperat prøvede at fikse noget, der allerede var fejlfrit. ”Som altid,” tilføjede jeg roligt og guidede hans hænder tilbage i hans skød. ”Not funny!” bed han af mig og så kortvarigt og surmulende væk. Min latter døde hen og syntes at blive opsuget i atmosfærens koldhed. Jeg skuttede mig under jakken og tog mig selv i at læne min overkrop tættere ind mod Zayn’s skulder og overarm - wrong move! Dette resulterede i at Zayn rykkede lidt længere væk fra mig og rettede sig op. Mine øjne kneb sig sammen i ubehag idet hans afvisning fik endnu mere kulde til at krybe sig langsmed indersiden af min jakkes ærmer - gys.

”Er det hende pigen fra London?” mumlede jeg i et forsøg på at genindfange Zayn’s opmærksomhed og selvfølgelig også for at få svar på alle de spørgsmål der flød rundt i mit indre. Ganske heldigt drejede Zayn sig atter i min retning og på trods af, at hans øjne flakkede usikkert svarede han fuldstændig afmålt på min forespørgsel. ”Du bliver nødt til at være lidt mere specifik,” konstaterede han med en flabet undertone og et skævt smil krøb frem i hans mundvig. Jeg sukkede dramatisk og rystede på hovedet af hans overlegenhed – don’t be that guy. ”Hende i din lejlighed, der åbnede døren iført sin BH, den aften i London,” pointerede jeg med et hårdt anslag på hvert af ordene, afsluttende sendte jeg ham et stramt smil og vinklede min hals på skrå.

Et kort øjeblik tog han tilløb til at svare med et blik der spurgte mig om jeg var jaloux, men før ordene faldt fra hans læber så han ned på sine hænder. Atter havde stilheden fået tilladelse til at lægge sig om os, som en trykkende emballage – en del af mig hviskede; svar nu, svar nu! Mens en anden forsøgte uden held at trække mig tilbage i festlokalet uden nogensinde at få svar på dette ene spørgsmål, der kunne ødelægge mig helt. Hvis det virkelig var hende, så var det jo tydeligt at der foregik noget mere seriøst imellem dem – ingen fyr bruger hele dage og aftener på at skrive med én medmindre han er fuldtud interesseret, regner jeg i hvert fald med, da ingen på noget tidspunkt i mit 19-årige liv, har udvist den slags opmærksomhed overfor mig…deraf min mistillid til kærlighed.

Zayn’s telefon var atter i hans hænder og hans tommelfingre gled let henover skærmen for at svare på endnu en besked – han havde ikke tænkt sig at svare mig. I stedet for at vente på en udtalelse, der nok aldrig ville komme skiftede jeg til naboemnet. ”Jeg synes vi skal snakke om den aften Zayn,” foreslog jeg nervøst og kløede mig i nakken. Intet svar. Ikke en lyd. I shouldn’t have said that. I mine tanker slog jeg mig selv i hovedet og kastede mig udover terrassens rærkværk. I could just die of shame, men som jeg allerede havde lært for længst, så formåede Zayn altid at få mig til at sige noget uintelligent eller uigennemtænkt.   ”Okay, hvis du prøver på at give mig the silence-treatment, så kan jeg lige så godt meddele dig, at det ikke vil virke,” annoncerede jeg stædigt og vores øjne mødtes i et stift og køligt blik. ”Jeg vil ikke snakke om det,” affærdigede han mig og fugtede sine læber.

En vrede skød op igennem mit svælg og fik min mund til at snøre sig sammen. ”Du vil ikke snakke om det eller du vil ikke snakke med mig?” spurgte jeg irriteret og lagde ekstra tryk på ordet ”det”, for at indikere dets specielle status som reference til natten der ændrede alt for meget. Zayn så tvært på mig og det gik op for mig hvor lidt disse følelser og handlinger klædte os begge. ”Hvad er forskellen,” konkluderede han retorisk og havde ikke i sinde, at jeg skulle svare på det. Mine øjenbryn rynkedes sammen i uforståenhed og mit hjerte sank lidt længere ned mod mine fødder, som syntes at dingle over en bundløs kløft – nu vidste jeg i det mindste hvordan det føltes når man var ’that bitch’ i en fyrs øjne. Denne følelse smagte modbydeligt og nederlagets velkendte bitterhed fik min tunge til at vride sig i afsky.

Lynhurtigt kom jeg på benene og greb arrigt ud efter min clutch, der havde ligget på bænken, som en afstandsbrik mellem Zayn og jeg. Han så en smule overrasket op på mig og selvom jeg havde forestillet mig, at jeg blot ville trampe dramatisk væk fra ham, så tumlede min vredes ord alligevel udover ham. ”Right, uanset hvem hun er, så håber jeg, at hun aldrig skal have noget at gøre med denne her version af dig!” hvæsede jeg og gav mig ikke tid til at se på Zayn’s ansigt som min udtalelse sank ind. Næ, jeg stod såmænd allerede henne i den åbne dør, før jeg sendte et misbilligende blik henover min skulder. Efter dette kastede jeg mit hår i Zayn’s retning og forsvandt ind i varmen – so much for taking the highroad…oh, well never really been my thing…

***

Jeg havde brug for en drink fortalte jeg mig selv og det var næsten for let at overtale mit 'jeg'. Mine fødder fandt let vejen i retning af baren og én fod placeredes roligt og elegant foran den anden. Dog blev jeg forstyrret i min målrettede mission, idet min mors flammende røde hår fangede mit blik. Hun befandt sig på dansegulvet og iført sin blå kjole var hun ikke til at overse. Et kort øjeblik kravlede et svagt smil frem på mine læber. Der blandt mængden, svajende fra side til side med sit rødbrune hår flagrende om sig mindede hun mig forfærdelig meget om Kaitlyn. 

Min hjerne fortabte sig dog ikke længe i disse tanker, for lige som jeg skulle til at gå videre opdagede jeg hvem hun dansede med. De brune krøller var ikke til at tage fejl af... - Harry Styles. Det gav et gib i mig og irritationen fra min diskussion med Zayn vendte straks tilbage til mig med forøget styrke. En prikkende fornemmelse bølgede igennem mig og fik mine fingerspidser til at dunke, mit hjerte var under højt pres. Atter klikkede mine stilethæle højlydt henover gulvet, men min kurs var blevet ændret drastisk - headed for the dancefloor...let's get down!

"Halløj, Harry, Rachel," sagde jeg stift og smilede stramt til dem begge, da de trak sig væk fra hinanden. De så en smule overrasket på mig og det var tydeligt, at Harry følte sig taget på fersk gerning - en svag rødmen blussede på hans kinder. Min mor kastede et blik på mig, men hendes øjne kunne ikke helt holde sig i ro så de dansede i stedet henover mig. "Nå, er det dig min skat," lo hun, "Harry og jeg var lige ved at---" fortsatte hun sløret, men jeg afbrød hende skarpt. "Kan vi lige snakke sammen mor," spurgte jeg bedømmende og lagde mine arme overkors. Min mor fnes fjollet til Harry, der forsøgte at komme væk fra situationen. "Jamen, jeg tror lige, at jeg så Louis falde, han har sikkert brug for hjælp," mumlede Harry og så på et tilfældigt punkt bag mig - der var ingen Louis i miles omkreds. "Du skulle hellere se til Zayn," sagde jeg tvært og gjorde et nik i retning af terrassen. Harry blinkede medgivende til mig og han forsvandt hen mod døren - han var bare glad for at komme væk herfra inden jeg gav ham bøllebank. 

"Havde det lige så sjooovt," vrængede min mor snøvlet af mig og som med et trylleslag forestod hun mig som et firårigt barn - alt for meget alkohol. Jeg smålo kortvarigt, men så frøs mit ansigt fast i et stift smil. Rachel's blik gled fraværende væk fra mig og jeg greb hurtigt fat om hendes arm idet hun snublede over sine egne ben - måske havde jeg mere tilfælles med min mor end som så...elegant som altid. "Hvor blev Harry af? Du ved Styles," fnes hun og mine øjenbryn røg op i panden på mig. Situationen var en smule tragisk, men på en komisk måde. Folk omkring os var dog begyndt at kaste besynderlige blikke på mig og min mor og jeg måtte få hende til at forstå at festen var forbi...Harry var trods alt omkring 24 år yngre end hende. "Mor, hold op med flirte med Harry som om du var teenager igen," vrissede jeg og trak hende til side.

En skuffet glans tog bolig i hendes øjne og jeg rystede irriteret på hovedet. Hun var kun 42 år og så både køn og ungdommelig ud, kun få rynker havde taget from ved hendes øjne og læber, men det sidste jeg havde brug for lige nu var, at min mor skulle have et eller andet forkvaklet forhold til Harry - det ville heller ikke se godt ud for hverken Harry eller jeg! Sidste års udskejelser med hensyn til Zaley og Laley var endnu ikke glemt og over alt på internettet kunne der findes historier og artikler om os - få forevigede øjeblikke...det ville ikke blive glemt any time soon.

"Helt ærlig Haller, det var ingenting," indvendte min mor overraskende sobert og hun rullede øjne af mine kommentarer. "Jeg genkender flirt når jeg ser det, så bare hold dig fra Harry og find en på din egen alder," brokkede jeg mig og registrerede, at alkoholen havde forladt min blodbane. Jeg var ikke påvirket på nogen måde og jeg savnede rusen fra tidligere...jeg trængte til bare at have det sjovt. Dog turde jeg ikke tage risikoen med at hælde mere alkohol på mig selv denne aften, min mor havde skabt nok pinlig sladder for familien James på én aften. Min mor fnøs og rev sig løs fra mit greb om hendes overarm. "Lad være med at omtale min alder," spruttede hun utilfredst og så sig mistroisk om for at tjekke om nogen havde overhørt os. Nogle få øjne vendte bort fra os under hendes inspektion, men ellers forholdt de fleste gæster sig neutralt.

"Fint jeg skal nok lade det tabu ligge, så længe du holder inde med the cougar-moves. Det kunne hurtig blive forfærdelig akavet hvis jeg skulle kalde Harry stedfar," smilede jeg flabet og stramt. Igen rullede Rachel med sine blågrønne øjesten, jeg kunne ikke gøre andet end at smile veltilfredst til hendes. For at komme væk fra sin irettesættende datter, trådte hun et par skridt i retning af dansegulvet. Hendes krop havde dog ikke helt styr på sig selv og hun tog et slingrende ryk mod gulvet. Ud af det blå, som om han havde gemt sig i den dansende menneskemængde trådte Tom til og greb min mor inden hun faldt fuldkommen sammen.

Jeg småløb over til dem og nikkede taknemmeligt til Tom. "Undskyld, hun har fået lidt for meget," fnes jeg let og han smilede forstående - hvad lavede han egentlig her? "Jeg ville bare lige smutte forbi og sige tillykke," forklarede Tom, som om han lige havde læst mine tanker - wow, creepy alligevel. "Tak," svarede jeg venligt og hankede lidt mere op i min mor, hun hang nærmest på os. Hun så på mig og fik stablet sine ben op i ret stilling. Med sine øjne sendte hun mig et blik der sagde det hele; hvem er den yderst tiltalende mand, som i øjeblikket desperat forsøger at holde mig oppe fra gulvets søle. "Ja, Tom det her er min mo...Rachel, Rachel Tom," introducerede jeg dem for hinanden og undgik elegant betegnelsen 'mor'.  I en sløv bevægelse gav hun slip på mig og slyngede begge arme rundt om Tom's hals. "Hello, handsome," pustede hun tungt i ansigtet på Tom. Hendes stærke alkoholånde fik ham til at rynke på næsen, men han formåede at smile bravt igennem hele seancen - måske havde Jake fundet den perfekte manager alligevel.

"Okay, jeg tror du har haft nok morskab for ÉN aften," konkluderede jeg forlegent og hægtede min mor af Tom's overkrop. "Tak Tom, jeg må hellere få hende her i seng," smålo jeg og nikkede venligt til ham inden jeg slæbte af med min mor. "Du er fandme tung," vrissede jeg af min halvt bevidstløse mor og hvis det ikke havde været for Jake, der også pludselig dukkede op havde jeg sikkert tabt hende op til flere gang. "Hvad er der dog sket med hende?" spurgte han forfærdet. "For mange drinks," sukkede jeg, "Det må være en genetisk svaghed.". Jake smilede skævt og meget flygtigt af min kommentar inden han fæstnede sin arm strammere om min mors talje...hvor var det altså pinligt. Et par enkelte gæster gloede efter os og troede sikkert ikke deres egne øjne, men what can I do? YOLO! Eller noget...

Før vi alle tre forsvandt ud af døren tog jeg min telefon frem og skrev til Niall; 'Hey Nialler, er smuttet hjem, for en gang skyld var det en anden miss James der fik for meget xD Kom endelig forbi til morgenmad i morgen eller så noget, tag drengene med :) Ses xo'    

***

Louis' P.O.V.

"Yo, Zaynster kommer du eller hvad?" råbte jeg højlydt så det gjaldrede gennem hele lejligheden. En svag, men stærkt utilfreds brummen kunne høres fra rummet længst væk fra mig. Et skælmskt smil gled frem på mine læber og et ondskabsfuldt fnis forlod min krop. "For meget at drikke igår?" jokede jeg flabet og skubbede døren til Zayn's værelse op. Jeg blev dog en smule overrasket. Min hjerne havde forestillet sig, at han endnu ville ligge i sin seng og forsøge at lukke dagens lys ude med puden henover ansigtet. Næ, han sad skam fuldt påklædt på sengekanten og det eneste bekymrende var den måde han sad og vred sine tommelfingrer på. "Alt i orden mester?" spurgte jeg småleende og han nikkede. "Har du mistet stemmen?" 

"Nej, bare følelsen i mine tommelfingrer," mumlede han og rejste sig for at gå mig i møde. Bag ham på natbordet glødede hans telefon og den var tydeligvis sat til desperat opladning. Jeg hævede mine øjenbryn mistroisk og med armene overkors nægtede jeg ham adgang til i resten af lejligheden. "For meget late-night-texting?" forsøgte jeg mig forsigtigt og et skævt smil godkendte mit forslag. "Jamen, så hold en pause og tag til morgenmad hos Hallie," foreslog jeg. Zayn sukkede kortvarigt og kløede sig nervøst i nakken. "Jeg ved ikke rigtig Tommo." "Zayn, c'mon man. Det er bare morgenmad ikke troskabsløfter," drillede jeg og han slog en klukkende latter op som svar. "Jeg har bare ikke særlig lyst," indvendte han senere og lænede sig opad dørkarmen overfor mig. "Seriøst drenge kom nu, Niall æder sgu snart døren...eller måske én af os!" kaldte Harry utilfredst. Jeg kastede et undersøgende blik nedad gangen og så Niall der i dril gik til angreb på Harry's overarm. "Hey, Lou har altså de største biceps," forsøgte Harry, men det så ikke ud til at afhjælpe den delikate situation. Liam måtte gribe ind og endnu et One Direction slagsmål var sat i gang. "Tak, Hazza," lo jeg hæst og fik blot et par grønne rullende øjesten tilbage i hovedet. Jeg smilede for mig selv og vendte så opmærksomheden tilbage på Zayn.

"Der ser du; enten bliver vi ædt af Niall eller også spiser vi hos Hallie - one for all and all for one!" ytrede jeg oprigtigt og klappede Zayn opmuntrende på skulderen. Dette fik ham heldigvis til at følge efter mig ud i gangen og vi nåede også alle fem ned til bilen og hen til Haley's gadedør. "Er du okay?" smilede Niall venligt til Zayn, idet vi begav os opad trapperne. De gik sammen bag os andre, men Niall's stille spørgsmål fik mig til at stoppe lidt op og kaste et diskret blik over min skulder. Et smil plantede sig på Zayn's ellers trætte ansigt og han forsikrede Niall om, at alt var okay. "Hvad med dig selv?" lo Zayn siden og rodede op i Niall's hår. "Tjo, jeg er bare skrupsulten," grinede Niall og satte det lange ben foran. Dermed endte han med at komme først op til Haley's lejlighed - hvad mad ikke kan gøre ved én. 

"Heey, drenge godt at se jer!"

__________________________________________________________________________________________________________________

Hej igen, undskylder for den lange ventetid...det skriver jeg hele tiden på det seneste, men er lige ved at finde hoved og hale i min fremtid, hvilket godt kan komme lidt på tværs af og til haha Anyway, det var så endnu et kapitel? Hvad synes I indtil videre? Hvad tror I/håber I på, at der kommer til at ske i fremtiden?

Jeg kan allerede nu sige, at der er skrevet én side af det næste kapitel så håber på, at det kommer ud hurtigere end dette gjorde!

Tak, tusind tak for alle jeres dejlige kommentarer og likes...means the world! <3

~Tess Towler~

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...