The Liar in Me 2 - Love Me Now (1D)

Et år er gået siden Haley James sidst satte verden på den anden ende og nu står hendes 19-års fødselsdag for døren. Drengene fra One Direction har langsomt genindfundet sig i hendes liv, men de har endnu ikke vovet sig tilbage til USA. Dog har Haley’s ven Jake og hendes tilbagevendte mor Rachel, ikke tænkt sig at lade Haley visne hen for andet år i træk. Dermed er en storslået fødselsdagsfest ved at blive stablet på benene fyldt med store overraskelser, nogle er muligvis en anelse for store. Valget om at tænke på fremtiden og samtidig leve i nuet på et ærligt grundlag har ændret meget for sangfuglen Haley, men dette løfte viser sig måske at være sværere at overholde end som så. Især når fortiden pludselig banker på døren og nægter at forlade ens trappetrin. Der skal mere end mirakler, sød musik og gennemtænkte ord til, for at alle livets mange regnestykker skal gå op. Kun ét er givet, når det angår den kærlighed man engang mistede så gælder alle kneb! Hvor intet vover, intet vinder…

63Likes
271Kommentarer
14567Visninger
AA

10. In the back of your mind

Niall's P.O.V.

"Jeg skjuler aldeles ikke noget!" bed Zayn af mig og vred sine hænder mod hinanden i et forsøg på at beherske sin frustration forårsaget af mine mangfoldige anklager. Jeg selv pressede to fingre mod mine øjenlåg og følte hvorledes vredens flammer endnu pulserede igennem min krop. Forsigtig kastede jeg et blik ud af vinduet hvor store hvide snefnug underlagt tyngdeloven dalede roligt mod jorden. Deres hvide krystaller syntes at danne små grinede ansigter og jeg prøvede at smile tilbage til dem. Det var som om denne mærkelige handling og disse lettere sindsforvirrede syner fik min vejrtrækning til at falde ned så jeg kunne vende mig mod Zayn og fortsætte samtalen uden at sætte mere røre i systemerne end højst nødvendigt.

"Fint, hvornår havde du så tænkt dig at fortælle os andre om den aften?" væltede det ud af mig i et endnu irriteret tonefald. Jeg rystede på hovedet af min egen brug af 'fint' - det ord var åbenbart smitsomt! Efter denne udtalelse havde forladt mine læber faldt mit indre endelig så meget til ro at jeg kunne sætte mig ned ved siden af Zayn. Han sad nu med benene udover sengekanten og begge fødder stift plantet i gulvet. Hans albuer hvilede på hans knæ og selvom vi egentlig var midt i en diskussion lagde jeg en hånd på hans ryg. "Hvad for en aften?" mumlede han spørgende og maserede sit ansigt med begge hænder. Hans stemme var blevet mere neutral og hans anspændte muskler gav efter. "Den aften efter Brit Awards, Haley tog hen for at snakke med dig, men hun kom aldrig tilbage og du snakker ikke om hende eller til hende for den sags skyld." Mit svar var en smule vrantent, men det var svært for mig at skjule min skuffelse over situationen.

Zayn selv sukkede opgivende og trak sin telefon frem, som for at forsøge på atter at forsvinde ind i dens blålige lys. Dette gjorde mig blot endnu mere irriteret og jeg greb ud efter hans Iphone og i en rask vending fik jeg løsgjort den fra hans greb. Hurtigt efter min konfiskering skjulte jeg den i min egen bukselomme. Zayn sendte mig et hvad-har-du-gang-i-blik og jeg måtte indrømme, at hans øjnes tunge og dunkle farve fik mig til at gispe efter vejret - lige lidt hjalp det ham dog, for jeg havde ikke i sinde at give op nu. Time for talking, texting later! "Hvad skete der Zayn?"

"Hvad skete der?" gentog han toneløst og hans øjnes mørke skygger lettede. Hans blik flakkede og et gråligt slør lagde sig henover hans irisser - på få sekunder var han langt væk, et sted in the back of his mind...

Zayn's P.O.V.

Ved udtalelsen af Niall's seneste spørgsmål var mine tanker hurtigt drevet hen et sted langt borte, et sted bygget på minder som jeg havde prøvet at begrave. Mine hænder vred sig i et forsøg på at vække mig og se på Niall, som sikkert så afventende på mig, men det var dem ikke muligt. Tankerne var tvunget til at forblive i dette rum af minder en lille stund endnu. Som en tur ned af ens barndomsgade blev jeg ført igennem fortiden, billede for billede. Det var som et videobånd, der blev spolet tilbage i et flimrende virvar af sorte og hvide gryn, men siden stoppet forskellige tilfældige steder for lige at minde mig om noget jeg aldrig måtte glemme helt fuldkommen. 

Der var dengang vi mødtes for anden gang. Haley og hendes manager havde hentet mig og drengene i lufthavnen, men vores konstante drilleri havde fået Haley til at forlade bilen - dog mødte hun op i vores lejlighed senere efter, at hun var kølet lidt af.

"Jeg kan se du overlevede gåturen," hviskede jeg i Haley’s øre, hvilket fik hendes muskler til at trække sig sammen. Hun var tydeligvis ikke klar over, at jeg stod så tæt på hende og hendes chokkerede reaktion morede mig gevaldigt. Hun så mistroisk på mig og afviste mit skæve smil.

Det øjeblik ville jeg have døbt first fatal attraction. Af og til virkede det dog mest som om jeg var den eneste der følte tiltrækningen og Haley modsatte sig til en hver tid.

"Han reddede dig," sagde Liam kort og så over på mig. Jeg kiggede hurtigt ned på min sårede hånd, det var ikke nødvendigt at prale af, at jeg havde slået Adam ned – jeg gjorde blot hvad enhver anden ville have gjort. "Ja, han er den sande Superman..." sukkede Louis i spøg og hvilede sit hoved på min skulder og de andre lo straks af hans kommentar. "Jeg har ikke brug for Superman," sagde Haley dog koldt og ligegyldigt. En anspændelse lagde sig om min kæbe og jeg bed tænderne stramt sammen idet hun strøg forbi os som en isprinsesse. 

Hun havde ret, jeg var ikke Superman, not even superhuman og hendes isnende opførsel var ikke til at tage fejl af. Hun var en isdronning/prinsesse uden lige - de blå øjne hvori lynende udladninger kunne danse, hendes perfekt afrundede rosa læber, som hun yndede at bide i når hun blev nervøs, den klare og skære hud der mindede mest om elfenben og selvfølgelig hendes gyldne lokker, der bølgede viltert nedover hendes skuldre - Haley James var uden tvivl underskøn, med en attitude, der kunne fryse enhver fast - once you're in, there is no turning back.

"Uanset hvorfor du gjorde det Zayn, så tak." afsluttede Haley og rejste sig fra sengen. Jeg så op på hende og følte hvorledes luften imellem os spændtes. Et kort øjeblik drev et ubestemmeligt slør henover hendes øjne og hun syntes at overveje sit næste træk. Hun skulle til at trække sig væk, men i stedet lagde hun en hånd på min skulder og lod sine bløde læber lægge sig blidt mod min kind. Derefter smilede hun kort til mig og gik hen mod døren. "Hales," indvendte jeg og tog mig til den kind hun lige havde kysset. Jeg ville spørge hende hvad det hele betød, men ikke et eneste ord var i stand til at forlade mine læber. "Godnat, Zayn," hviskede hun og forsvandt ud af døren.

At involvere sig med Haley er en ren glatbane i glatføre og selvom man gør sit bedste kan man ikke tilbageholde hjertets virkelige følelser. Dengang vi underskrev kontrakten med Haley James, havde jeg aldrig forestillet mig, at jeg ville falde for hende...men forventer man det nogensinde?

"Se på mig," beordrede jeg hende kærligt, men Haley’s blå øjne så stift ned på vores fødder, som var plantet på gadens asfalt. Forsigtigt løftede jeg hendes hage op med min ene hånd i et forsøg på at få hende til at se på mig. Mine øjne trak sig lidt sammen idet vores blikke endelig mødtes og min vejrtrækning blev en smule ujævn. Længselsfuldt lænede jeg mig ind mod hendes spinkle krop i et ønske om at lade mine læber fange hendes, men ud af øjenkrogen så jeg en skygge bevæge sig – Harry’s krøller blæste i vinden. Dermed drejede jeg min nakke lidt til venstre således at mine læber blot strejfede Haley’s kind. "Vi bliver overvåget," smilede jeg i hendes øre og prøvede på ikke at kilde hende på halsen med mit åndedræt. 

Hun var som en besættelse, a drug, noget jeg konstant måtte vende tilbage til selvom jeg vidste, at det ikke var sundt for mig, selvom jeg vidste at alt og intet af det nogensinde ville lede nogen vegne. Hun var som et blad i den stærke efterårs vind, hun lod sin omverden rive rundt med sig på må og få, som det var ønskeligt. Haley slog sig altid op på at være viljestærk, stædig og standhaftig, men hvorfor lod hun sig så trække rundt i manegen? Hvorfor valgte hun Liam over mig? Var det virkelig fordi en kontrakt bød hende det? Den undskyldning havde i hvert fald overbevist de andre drenge, men jeg kunne ikke lade mig selv falde for den slags, ikke igen.

"Tillykke," mumlede jeg til Haley og selvom en lykønskning for hendes Brit Award var på sin plads, registrerede vi begge den akavede stilstand, der befandt sig imellem vores to kroppe. Dog brød hun pludselig indover disse afgrænsninger ved at slynge begge arme rundt om min hals. En varme flød fra hende over i mig og min ene hånd gled forsigtigt og prøvende fra hendes hofte og opad langsmed rygraden. Haley’s muskler spændtes under min berøring og jeg følte en trang til at være endnu tættere på hende. Som om en utilfredsstillet længsel havde overtaget mig strammede jeg mit greb om hende og begravede både næse og mund i hendes nakke…jeg var fortabt i øjeblikket. 

Dette var grunden til at disse minder var blevet sendt i eksil bagerst i min hukommelse; dette var alle de gode oplevelser, de øjeblikke hvor jeg havde overgivet mig til hende og ladet min realitetssans ligge i hi, mens resten af mig gik på opdagelse i Haley James' wasteland of the lost. Disse gode stunder havde ofte forsøgt at overskygge alt andet og ladet mig tro, at jeg kunne tilgive hende med det samme og blot overgive mig til tanken om, at selv når alt gik galt, så ville der altid være de smukke øjeblikke - den tid hvor vi smilede til hinanden, dengang hendes øjne tindrede lykkeligt og tiden hvor jeg ikke ønskede mig bort hver gang jeg så hende. 

Ubehaget ved alle disse tanker og spørgsmål skyllede indover mig og fik min overkrop til at panikke i en kortvarig rysten. Niall rynkede sin lyse bryn sammen i bekymring og jeg tvang et beroligende, men flygtigt smil frem på mine læber. "Zayn, hvad fik Haley til at vende tilbage til staterne uden nogen form for farvel? Hvad fik hende til at ignorere vores mails og telefonopkald, for da hun forlod mig og drengene den aften så ønskede hun, at vi skulle være venner, men da vi endelig så hende igen var det kun pga. hendes ex-agent Jake. Så nu spørger jeg dig én sidste gang: hvad skete der? Kom hun ikke eller hvad?" hans tonefald var lettere opgivende og flere suk bølgede i min retning, men han var trods dette ikke ved at give op. Der var en stille, vedblivende styrke i hans øjne. Det føltes næsten som om han var ved at foretage et tredjegradsforhør og jeg vred mig under hans isnende blik. Det stod klart for mig, at han og Haley var enormt meget på samme side and there was no flipping his mind!

Så for at svare på hans seneste spørgsmål, lod jeg atter minderne løbe af med mig og jeg genfandt den aften, som ændrede alt...

Jeg hørte Tessa åbne døren og da en samtale begyndte derude syntes jeg at genkende mere end blot Tessa’s stemme. “Hvem er det, babe?” spurgte jeg mens jeg begav mig ned af gangen. Den ukendte og alligevel så genkendelige pigestemme holdt brat inde, idet Tessa sendte mit spørgsmål videre. ”Åh undskyld, jeg fik ikke fat i dit navn love?” smilede Tessa venligt og så afventende på…Haley. ”Mit navn er---” begyndte Haley, men min overraskede hjerne arbejdede hurtigere end hendes og jeg afsluttede sætningen for hende. ”Haley?” ytrede jeg spørgende og så undrende på hende, for hvad lavede hun egentlig her? Tessa så forsigtigt på mig og det ærgrede mig at af alle, der kunne finde Tessa i min lejlighed så var det Haley. ”Babe, jeg kommer om lidt,” smilede jeg kærligt til chokoladeskønheden ved min side og kyssede hende blidt på kinden inden hun smuttede tilbage i soveværelset. Mine øjne så atter på Haley, der nu havde mistet al farve i kinderne og hende krystalagtige øjne var holdt op med at glimte forhåbningsfuldt...

"Jo, hun var der...hun mødte min kæreste," forklarede jeg ærligt og pustede mere afslappet ud. Det føltes som om en enorm vægt blev løftet af mine skuldre og jeg måtte erkende, at det var rart ikke at skulle bære rundt på den hemmelighed længere. Jeg mærkede straks Niall's overraskelse...eller at bedømme ud fra hans stramme ansigtsudtryk var det nok mere en blanding af chok og forfærdelse. Jeg rullede med øjnene og idet han registrerede dette trak han sig lidt væk fra mig. "Har du en kæreste?" måbede han og rømmede sig i et forsøg på at slippe af med skuffelsen i sin stemme. "Ja, er det så svært at tro?" brokkede jeg mig. Siden smed jeg benene op i sengen og lagde armene tvært over kors.

Niall drejede sin overkrop så han bedre kunne se på mig. Hans blik var næsten ubeskriveligt og det så mest af alt ud som om han overvejede hvorledes han kunne helbrede mig for en midlertidig sindssyge. "Næ det er det vel ikke, hvad der er svært at tro på er, at du ikke fortalte det til os andre...at du ikke fortalte Haley det, for det har du vel heller ikke vel?" belærte han mig spørgende og nu vendte han ryggen til mig.

Idet hans ord svævede ud i rummet og ramte mig, følte jeg et lille stik af dårlig samvittighed, men jeg lod den ikke overtage min krop som så mange andre gange før. "Nej, det har jeg ikke. Hun løj overfor mig, hvorfor skulle jeg behandle hende anderledes?" spurgte jeg ham - what goes around comes around right? Niall syntes dog ikke at leve efter denne overbevisning, for da han endelig svarede forblev hans ryg vendt imod mig. "Det mener du jo ikke, sådan er du ikke Zayn," protesterede han og selvom Niall ikke var den mest muskuløse af os, kunne jeg sagtens se hans muskler spændes under hans trøje - han var vred, rigtig vred...men det var jeg også. 

Jeg forsøgte at slappe af, men det var som om jeg ikke længere kunne holde ud at være indkapslet i min egen hud. Begge mine hænder gled nedover mine overarme, men lige lidt hjalp det - jeg var anspændt og små sammentrækninger alle vegne fik mig til at spjætte af og til. "Måske er jeg sådan nu, hvorfor skulle jeg skylde hende noget?" ytrede jeg så oprigtigt det var mig muligt, men jeg vidste godt, at de ord kun blev udtalt i desperation. Selvom mit forsvar var svagt fik det alligevel Niall til at se på mig. Han trak sine ben op under sig, så han atter kunne sidde i fodenden. "Jeg tror godt, at du kender svaret på det spørgsmål," konstaterede han roligt og hans ansigt havde lagt sig i blidere folder. Også hans attitude var blevet mildere. Jeg overgav mig til det faktum, at Niall var min bedste ven og kun ønskede mig det bedste. På trods af denne indre indrømmelse, forholdt jeg mig stille - det var ikke til at sige hvad en sådan erkendelse kunne lede til lige nu. 

"Hun elsker dig Zayn og det eneste hun ønsker sig er, at du tilgiver hende. Hun tog fejl, det gør vi alle. Jeg ved godt, at hun skuffede og svigtede os, men det bliver man jo tit - selv Ty gjorde det. Han lavede en aftale bag vores ryg og fik dermed penge under bordet, han snød os, men der er en forskel på dårlige mennesker og folk der gør dårlige ting." prædikede Niall løs og så på mig for at opfange om jeg forstod hvad han mente - sikkert også for at tjekke om jeg endnu hørte efter. For at vise ham, at han stadig havde min fulde opmærksomhed nikkede forstående. Jeg undlod at sige noget for jeg kunne se på ham, at der var flere formanende ord i ham - like a waterfall.  "Haley er ikke et dårligt menneske, hun tog nogle dårlige beslutninger og selvom hun skal leve med dem resten af sit liv, betyder det ikke at vi kan tillade os at straffe hende for dem hver eneste dag!"

”Oh, hun er tilgivet, for jeg føler overhovedet ikke noget for hende! Jeg kan bare ikke glemme hvad hun har gjort,” konkluderede jeg for at færdiggøre denne samtale, inden vi for alvor kom på kant med hinanden. Niall så frustreret på mig og gav sig til at bide negle – dette agerede vel sagtens lynafleder. ”Så har du ikke tilgivet hende,” sagde han siden nøgternt og rejste sig op. Han gik roligt hen til vinduet og lænede sig op ad dets karm. Jeg lukkede mine øjne i og kunne ikke rigtig hitte rede i mig selv – fortrød jeg mine ord eller fortrød jeg, at jeg havde ødelagt Niall’s forestilling om hvem jeg var?

”Niall…” indvendte jeg sagte og ville smile afværgende til ham idet mine øjenlåg gled op igen, men udtalelsen der mødte mig slog luften ud af mig. ”Gør hvad du vil Zayn, men jeg synes du skylder drengene og Haley en forklaring!” Med disse slående ord, skubbede Niall sig selv væk fra vindueskarmen, marcherede målrettet hen til døren og forsvandt ud af rummet – jeg havde aldrig før gjort ham så vred. Som jeg sad der med hektisk vejrtrækning og tusind tanker fygende rundt indeni mig, følte jeg mig både fej og alligevel ønskede jeg at have ret - but when it feels wrong...it is wrong.

Mest af alt følte jeg mig dog hensat til en baseballkamp, hvor alle Niall's ord, mine egne handlinger og Haley's tilstedeværelse var blevet til de hårde hvide læderbetrukket bolde - heads up! Midt i vrimlen af bolde, var jeg blevet sendt up to the plate for at svinge battet - med beskyttelseshjelm og det hele, selvfølgelig under stor protest og tvang, da en sådan plastikhat ville gøre mit hår helt fladt. Tilbage til emnet. Pitcheren sendte mig et lettere ondskabsfuldt smil og sendte en blod af sted, som snurrede skarpt i min retning. Mine øjne var i stand til at fokusere på den hvide plet, som kom flyvende mod mig, men jeg ramte konstant forbi og alle omkring mig begyndte at optælle strikes - Harry, Liam, Louis, Niall, Tessa og Haley holdt øje med mig. 

Drengene havde fundet Tessa's BH i min lejlighed - STRIKE ONE!

Niall og jeg havde denne diskussion - STRIKE TWO!

I dette spil havde man kun tre chancer for at ramme rigtigt, inden man var ude så jeg måtte se at tage mig sammen og tænke mig om hvis ikke jeg skulle sætte sejren helt over styr...jeg måtte sørger for, at ingen kunne optælle strike three.

***

Haley's P.O.V.

Der var fuldkommen tyst i lejligheden og jeg tog mig selv i at falde i staver over snefnuggene, der endnu dalede i store dunede mængder udenfor vinduets isnende overflade. Jeg gøs ved tanken om nogensinde at skulle forlade min plads i sofaen med min dampende tekop i hånden. Siden min ekstraordinære morgenmadsservering for næsten en uge siden havde jeg ikke set nogen af drengene. Det eneste livstegn jeg havde fået efter, at de var forduftet fra min lejlighed på deres egen besynderlige måde var et par sms'er fra Niall i går.

Jeg har snakket med Zayn. - Nialler

Hvorvidt beskedens skarpe tone havde noget med mig eller samtalen med Zayn at gøre var ikke til at sige. Jeg havde dermed sendt ham et svar og spurgt hvad der var sket, men jeg fik blot en ren gåde tilbage.

Det vil tiden vise, gid han kommer til fornuft. - Nialler

Bum. Slut. Det var de eneste ord jeg havde hørt fra One Direction. Af og til havde det da strejfet mig om der var noget galt. Disse bekymringer havde jeg dog forsøgt at lægge på hylden, for ærlig talt hvis jeg skulle bekymre mig lige så meget som sidste år så ville jeg helt sikkert få grå hår inden 2013 - not desirable! På grund af forestillingerne om, at jeg kunne lade disse tanker ligge, sad jeg lige nu pakket godt ind i et tæppe i et forsøg på at skærme mig selv fra omverdenen. Desværre virkede denne indpakning mere som en indkapsling af tid og sted, samt alle mine foruroligende tanker - and we're back to scracth...

Efter lang tids overtalelse, tvang jeg min ene hånd og arm ud fra tæppets varme, for at gribe ud efter min telefon. De seneste par timer, havde jeg stirret på den som en sindssyg og jeg syntes hele tiden at den vibrerede, men der var altså ikke kommet noget - ej heller nu hvor jeg tjekkede for tusinde gang! Så måtte jeg vel selv starte en samtale...

Hi, Nialler what's up?

Apparently everything was down, for han svarede ikke.

Lou, heya har du travlt?

Det havde han vel...intet svar.

Harry, jeg tænkte på om du havde lyst til at ses?

*ti minutter senere*

I dag Hazza!

Nu var desperationen ved at krybe sig ind på mig og jeg var ikke vant til at sidde alene i en lejlighed i flere dage - min mor var på et eller andet personlighedsforbedrende kursus...tja, måske jeg skulle være taget med?

Liam, Hallie her! Is it on like donkey kong? xD 

Stadig intet svar! Ikke eneste vibration fra min telefon uanset hvor meget jeg forsøgte at meditere over den - vibrer, vibrer, seriøst for en desperat kvindes skyld? I fem meget lange minutter lod jeg den ligge i fred på stuebordet, men en kriblende næsten feberagtig fornemmelse fik mig til at samle den op igen.

Zayn, hvad laver du?

*delete* 

Jeg savner dig Zaynster! :)

*delete*

For fanden det kunne jeg jo ikke skrive til ham, men måske hvis jeg bare spurgte om de var hjemme? Det kunne der vel ikke ske noget ved, nej det var da ganske normalt - right? Min venstre hjernehalvdel gik til angreb på min højre hjernehalvdel i et forsøg på at afklare om jeg kunne tillade mig at skrive til Zayn. På den ene side var det en smule akavet, men da vi ikke stod ansigt til ansigt, ville jeg ikke kunne dumme mig...i hvert fald ikke helt slemt. Desuden ville det nok ikke hjælpe mit tilbagevendende venskab med alle drengene, at jeg skrev til alle undtagen Zayn. Modargumentet var så, at han ikke virkede særlig interesseret i at snakke med mig - can you spell torn? Dog nåede jeg aldrig til nogen konklusion, for med ét fór jeg sammen idet min mobil rent faktisk vibrerede - I have friends!!!

Eller lige det modsatte måtte jeg erkende, da en artikel fra Perez Hilton tonede frem på min skærm...

___________________________________________________________________________________________________________

Okay, jeg erkender, at jeg har totalt dårlig skrive-mojo for tiden, så tilgiv, at jeg stiller dette spørgsmål: Er historien blevet kedelig? Altså jeg keder mig ikke selv, men har fået totalt paranoia så please tell me what you think :D

Dernæst vil jeg gerne lige tage et par ord og minutter til at takke Malle-musen, Cawuga og A.E.J. for at nominere mig til Movellys i kategorierne Årets Forfatter, Årets 1D-fanfiction og Årest Bruger - jeg er meget beæret og I har ingen idé om hvor taknemmelig jeg er, forjeg vinder nemlig aldrig noget eller bliver nomineret til noget haha Ingen har nogensinde før taget tid eller tanker til at sige: Hey, Tess fortjener det...så ja kæmpe stort tak til jer og alle mine fans og støtter! <3

Over and out, før det bliver for følelsesladet :P

~Tess Towler~

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...