The Liar in Me 2 - Love Me Now (1D)

Et år er gået siden Haley James sidst satte verden på den anden ende og nu står hendes 19-års fødselsdag for døren. Drengene fra One Direction har langsomt genindfundet sig i hendes liv, men de har endnu ikke vovet sig tilbage til USA. Dog har Haley’s ven Jake og hendes tilbagevendte mor Rachel, ikke tænkt sig at lade Haley visne hen for andet år i træk. Dermed er en storslået fødselsdagsfest ved at blive stablet på benene fyldt med store overraskelser, nogle er muligvis en anelse for store. Valget om at tænke på fremtiden og samtidig leve i nuet på et ærligt grundlag har ændret meget for sangfuglen Haley, men dette løfte viser sig måske at være sværere at overholde end som så. Især når fortiden pludselig banker på døren og nægter at forlade ens trappetrin. Der skal mere end mirakler, sød musik og gennemtænkte ord til, for at alle livets mange regnestykker skal gå op. Kun ét er givet, når det angår den kærlighed man engang mistede så gælder alle kneb! Hvor intet vover, intet vinder…

63Likes
271Kommentarer
14575Visninger
AA

20. I will go against my will...because you said so

Haley's P.O.V.

En dundrende fornemmelse på størrelse med ti tømmermænds tilfælde havde taget bolig i mit hoved. Idet mine øjenlåg skiltes stod det dog klart, at værkeriet i min hjerne ikke havde noget at gøre med alkohol. Et sted bagerst i mine øjenhuler brændte en hede, der spredte sig til resten af min krop. Enhver muskel var lammet af ømhed og en kvalme, som blot blev forstærket af solens skarpe lys lå tæt omkring mit svælg.  Jeg forsøgte at tale da en kvindes skikkelse trådte ind af døren, men min hals var helt tør.

Ret så omtåget rejste jeg min overkrop op, men måtte hurtigt overgive mig til smerten og dermed falde tilbage mod hovedpuden. ”Sweetheart,” sukkede min mor medlidende og lagde en hånd mod min pande. Hendes berøring føltes utrolig kold og min hud trak sig gysende sammen. Atter ville jeg tale til hende, men mit sammensnørede spiserør fornægtede mig det.  Hungrende så mine sviende øjne på et glas vand, der stod på natbordet ved sengens side. Min mor fulgte mit bliks retning og med en støttende hånd bag min nakke løftede hun mit hoved op så mine læber kunne ramme glassets kant.

En kølende strøm af vand ramte min tunge og forløste min mund. ”M…mo…” hikstede jeg hæst, men min mor tyssede på mig og sendte endnu en bølge af klar væske over mine læber. ”Lægen var her igår aftes, han siger, at du nok skal klare dig.”

Hendes ord forekom mig besynderlige og fremmede, som om jeg ikke anede hvad hun fablede om – det gjorde jeg sådanset heller ikke. ”Det var et held, at Zayn fandt dig da han gjorde. En time eller mindre til og du var endt på hospitalet,” smilede hun efterfølgende og forsøgte at udglatte et par genstridige hårtotter. Da hendes talestrøm tog sin ende, vendte det hele pludselig med overvældende kraft tilbage til mig.

Russell var dukket op, jeg var stukket af og blev fanget i uvejret. Efter flere timer på en storm- og regnomsust bænk var Zayn dukket op og havde vel sagtens bragt min bevidstløse krop hjem til hotellet. Mit liv syntes at ligne en dårlig soap-operah mere og mere. "Zayn..." hviskede jeg og smagte på hans navn. Min mor nikkede stolt, som om det var hendes egen søn, der havde reddet dagen. "Drengene bad mig sige til når du vågnede," smilede hun siden med stor venlighed og var næsten ikke til at genkende. "Mens de er her henter jeg lige noget mad til dig," tilføjede hun flygtigt. Jeg nikkede enigt idet hun forsvandt ud af rummet, men med tanken om drengenes snarelige ankomst tog jeg mig til hovedet.

Mit blonde hår føltes tungt og det klisterede en smule til min pande. Jeg sukkede utilfredst og da jeg stædigt vendte mig i sengen fik mine bevægelser mig til at stønne i ubehag. Tænk at ligge syg og lidende på et hotelværelse i forbandede Chicago - det havde jeg dog aldrig troet skulle overgå mig. Oh God Chicago! Koncerten, for helvede koncerten Haley! Skreg det øjeblikkeligt indeni mit hoved og jeg sukkede for at lindre bølgerne af varm smerte, som pulserede frem og tilbage fra nerveende til nerveende. Ude af stand til at afgøre hvor overskuddet kom fra sprang jeg ud af sengen eller det vil sige, at jeg klodset tvang mine tyngede ben udover sengekanten og humpede i retning af badeværelsesdøren.

***

Mine hænder klamrede sig til den hvide pocelænshåndvask idet jeg trådte ud af brusekabinen. Hele rummet var fyldt med vanddamp, men jeg kunne ikke mærke varmen. Selv ikke brusebadets hede vandsprøjt havde formået, at tø mit indre op. Omtåget så jeg mig i spejlet og løsrev min ene hånd for at tørre duggen på spejlets overfalde væk. Synet der mødte mig gjorde næsten mere ondt end feberens tag om mit hoved. Mit ansigt var en smule blegere end normalt, mens mine øjenomgivelser fremstod rødere og mit hår hang i lettere fugtige slanger nedover mine skuldre - jeg følte mig på dødens rand. Idet jeg kastede et blik på glashylderne bag mig ændredes min sindstilstand dog - sådan cirka en omvæltning på 180 grader. Der på hylderne mellem make-up fjerner, shampoo, parfumer og cremer stod et glas flydt med Advil. Desperat efter lindring greb jeg ud efter det og hældte først én siden to hvide piller op i min hulehånd. "The show must go on," fortalte jeg mig selv og lod de ovale vidunderkapsler glide ned igennem mit svælg. Om jeg så skulle være dopet på smertestillende, så havde jeg en koncert, der skulle afholdes - for fansnes og drengenes skyld og det skulle hverken Russell eller et Chicago uvejr ødelægge. 

"Hallie?" lød det med ét ude fra den virkelig verden. I første omgang havde jeg ignoreret stemmen, der kaldte på mig, for jeg var midt i at ordne mit hår. "Hallie!" gentog personen og jeg hørte trin ude bag badeværelsesdøren. "Kommer," sukkede jeg efter at have opgivet mit forsøg på at råbe. Med mit hår samlet i en stram hestehale, en tætsidende sort kjole samlet om min krop og et par tårnhøje nittebesatte støvletter på mine fødder, trådte jeg frem for de fem One Direction drenge. Klokken måtte være mange, for de så allerede ud til at være stadset op og klar til at træde ud på scenen efter et sidste soundtjek. "Haley, hvad laver du dog oppe!" udbrød Niall mere konstaterende end spørgende. Hans øjne så forfærdet på mig, som om jeg stadig lignede den feberbesatte person jeg var under al make-uppen.

Et lille smil blev fremtvunget på mine læber og så frejdigt det var mig muligt svarede jeg: "Vi har da en koncert i aften har vi ikke drenge?"

Liam så foruroliget på mig, mens Louis og Harry udvekslede udeffinerbare blikke, havde de da andre planer? Jeg trådte tættere på dem, for at forsikre dem om, at jeg ikke var døende, men Niall kom mig i forkøbet. "Er du sikker på, at du er frisk nok til det?" spurgte han forsigtigt og så afmålt på mig. Zayn's øjne fulgte hele optrinnet nøje og jeg krympede under hans vurderende blik - og fordi feberen atter var ved at genindfinde sig under min hud. "Ja da, hvorfor?" proklamrede jeg og valsede hen til sengen for at samle min taske op. Som jeg stod med den i hænderne mærkede jeg tydeligt svimmelheden overtage mine ben, men jeg ignorerede den for at se på mine gæster. Niall vred sine hænder og så kortvarigt ned i gulvet. "Fordi du ikke ser særlig godt ud..." mumlede han og hans kinder påtog sig en rødlig farve.   

"Ih, tak Nialler," vrissede jeg og tog mig til hovedet idet en smertende bølge skød igennem det. "Hey, det var ikke sådan ment! Det var bare noget af et brusebad du fik dig igår aftes," forsvarede han sig selv, dog uden held for jeg lagde ret så fornærmet armene over kors. "Hvad han mener er, at du ser bragende godt ud, du ved lækker i det der outfit, men fysisk lidt blegere end normalt," smilede Harry kækt og blinkede udfordrende til mig. Glimtet i hans grønne øjne, der normalt fik mig til at fnise, frembragte nu blot en kvalmende fornemmelse i min mave. Bange for, at det skulle gå galt lagde jeg en håndryg mod mine læber.

"Whatever," pressede jeg frem mellem min sammentrukne mund. "Tror du ikke, at du skulle lægge dig lidt?" smilede Louis og rakte en hånd ud for at guide mig tilbage i seng. Stædigt rystede jeg på hovedet og undveg hans hjælpende håndsrækning. "Er du sikker på, at du kan klare det?" tilføjede han siden og bekymringen i hans øjnes blågrå søer ville ingen ende tage.

Zayn's P.O.V.

Haley stirrede en smule lamslået på Louis, der håbløst forsøgte at få hende tilbage i seng. "Gosh, jeg har det fint!" peb hun og tog sig til panden. Jeg mindedes straks min egen brug af ordet 'fint' og lad os bare sige, at ingen havde det fint når det hævdede at have det fint. "Hvis du siger det!" grinte Lou og sprang i forsvarsposition. Jeg sukkede, hvilket fik hele forsamlingen til at se på mig - great! "Bare gå ud til bilen drenge, jeg kommer om lidt," endte jeg med at sige og Liam lagde sit hoved let på skrå. 

Jeg lod mine øjne glide fra Haley og hen på ham, som for at illustrere, at jeg ønskede en samtale med Haley under fire øjne. Liam fulgte mit blik og hans øjne blev større idet meningen med mine stumme budskaber gik op for ham. Roligt trak Niall, Liam, Harry og Louis sig ud af værelset, hvilket fik Haley til at kramme sig selv i noget der lignede nervøsitet. Hun satte kortvarrigt efter dem på usikre ben, men jeg greb fat om hendes overarm og holdt hende tilbage. 

"Hvad nu!" hvæsede hun og vendte et stift blik imod siden af mit ansigt. Jeg kunne høre hendes let stakåndede vejrtrækning. Sygdommen sad dyb i hendes bryst og hun måtte kæmpe for at holde sig oprejst. "Du har det ikke fint har du vel?" spurgte jeg bedrevidende og sendte hende med et let sving ind foran mig. Haley rullede demonstrativt med sine blå øjne, som var sløret af feberen. "Jeg har jo lige sagt, at jeg har det FINT!" skreg hun og tog sig ømmende til halsen. "Du kan knap nok stå på benene," pointerede jeg og fik hende dermed til at se ned på sine fødder. Det så nærmest ud som om hun kontrollerede hvorvidt jeg havde ret eller ej.  

"Det er for så vidt irrelevant Zayn, vi har et show!" udbrød hun frustreret over, at jeg havde ret. Jeg trådte diskret tættere på hende og lod min ene hånd lægge sig henover hendes pande - den var glohed og rødheden skinnede igennem hendes make-up. "Er dit helbred ikke vigtigere?" forsøgte jeg og rejste et spørgende øjnebryn, men atter sukkede hun dramatisk. "Zayn---" indvendte hun udmattet og hendes øjne gled i. "For dit velbefindende er mere vigtigt for mig, end én arena fuld af alle vores fantastiske fans," proklamrede jeg og fik en underlig varm fornemmelse i mit mellemgulv. Haley's øjenlåg skød op og jeg indså min mindre skandaløse udtalelse - mindslip...oops!  

"Jeg kan ikke bare gå i seng Zayn," mumlede hun dog istedet for at kommentere på min bekymrede og kærlige annoncering. Jeg bed mig lidt fast i min underlæbe og kæmpede med de genstridige følelser i mit baghoved. "Hvorfor ikke?" spurgte jeg forsigtigt. Min hånd trak sig fra hendes pande og ned til hendes kind, hvor min tommelfinger lagde sig under spidsen på hendes hage. "Fordi jeg ikke vil være en konstant skuffelse!" bjæffede hun og trak sig væk fra mig i et pludseligt ryk. "Hales, du skuffede mig sidste år, fordi du valgte at lyve, men at du er syg er blot uheldigt..." sukkede jeg og mine hænder hvirvlede forklarende rundt i luftrummet mellem os. "Men---"

"Ikke nogen men'er, vend dig om," beordrede jeg og drejede hendes krop, så hun stod med ryggen til mig. Galant hjalp jeg hende af med den læderjakke hun var trukket i. "...og gå i seng, fordi jeg beder dig om det," fortsatte min stemme bestemt og med en hånd på hver af hendes skuldre guidede jeg hende roligt hen til sengekanten. Her dumpede hun ned. Et lille taknemmeligt smil kravlede frem på hendes skinnende læber og jeg gengældte det venligt. "Du er nu meget sød alligevel," fnes hun og gav sig til at snøre sine sko op. "Her lad mig gøre det," smilede jeg og knælede ned foran hende. Haley lagde en hånd på min højre skulder idet mine fingre gled ind og ud mellem snørrebåndene. Begge støvletter gled af med et 'svup'. Da både højre og venstre fod var kommet til syne greb jeg fat om hendes lægge og svingede hendes ben op i sengen. "Hvil dig og så ses vi senere," bad jeg hende blidt om og trak dynen op om hendes spinkle krop, der atter begyndte at ryste uroligt. 

"Vi skal nok finde på en rigtig god undskyldning til fansne!" råbte jeg drillende idet jeg lukkede døren bag mig og Haley dermed fik ro til at sove feberen ud. 

***

Haley's P.O.V.

"Haller, Haller?" hviskede en blid stemme. Navnet gled som slørede skyer rundt over mig og viklede sig ind i min søvns drømmespind. "Vågn op min skat," fortsatte stemmen varmt og nu lagde et par kølige fingre sig mod min hud. "Zayn...?" smilede jeg. Mine øjne begyndte at glippe og snart så jeg dirkete på min mor -  det var vist ikke Zayn. Hendes rødmalede smil blev bredere og jeg hostede lydløst - pinligt. "Haley, jeg snakkede med din far efter du gik," sagde hun stille, mens hendes hånd endnu aede mit hår. De blonde lokker blev spundet rundt om Rachel's fingerspidser og nulret, hvilket sendte kuldegysninger udover mig. 

"Selvfølgelig gjorde du det," mumlede jeg ørt og undrede mig over hvor hun ville hen med det. Hun smilede vagt. "Han forstår godt, at det er svært for dig, men han ønsker sig også, at du og Kate kan lære hinanden at kende," forklarede hun og så lidt væk - hun vidste, at jeg ikke kunne lide det jeg hørte. "Og hvad hvis jeg ikke ønsker at kende hende?" spurgte jeg og lagde min modstand i mit blik istedet for i mit trætte kropssprog. "Hun er din søster!" røg det ud af min mor og hun tog sig forlegent til hovedet. 

"Måske skulle du bare give hende en chance," tilføjede hun siden, for at rette op på sit lille vredesudbrud. Jeg kneb øjnene sammen i smerte - halvdelen af den forårsaget af min mors højlydte udtalelse, mens resten stammede fra tanken om, at jeg ikke havde nogen anden søster end Kaitlyn...og Kate kunne ALDRIG på noget tidspunkt erstatte hende. Som om Rachel læste mine tanker så hun bebrejdende på mig - 'Haley, Kate er ikke Kaitlyn, men giv hende muligheden for at vise hvem hun så er.', sagde hendes dybe øjne, som fremstod fulde af irriterende bedrevidenhed. 

"Du mener ligesom Russell gav os en chance?" vrissede jeg tilbage i hovedet på hende og som var jeg en farlig slange røg hendes hoved bagud. Dernæst rejste hun sig for at vride sine hænder på grund af nerverne hun var underlagt. "Hør nu her, din far har en hytte oppe nordpå. Hvorfor inviterer du ikke nogle af dine venner og Kate med derop?" foreslog hun idet hendes stilletter snurrede rundt på trægulvet. I væmmelse rejste jeg straks min overkrop op og følte hvorledes feberen faktisk var blevet svækket en hel del - jeg var klar til kamp. "Mor det kan jeg da ikke! Vi er på mini-tour, remember?" modsatte jeg mig strengt og et veltilfredst smil trak sig henover mit ansigt. Det argument kunne hun vel næppe slå ud af kurs. "Så tag fri for en stund! Ikke for min skyld, din far eller for Kate, men for dig selv," annoncerede hun og slog ud med armene. Idet hun udtalte slutningen af sin brandtale foldede hun sine hænder over mine og klemte moderligt til. 

Jeg debaterede forslaget indeni mit hoved for en stund. Det ærgerlige var at hvis jeg nægtede for nu, så ville hun blot fortsætte - hun var mindst lige så stædig som mig, hvilket åbenbart var et gennemgående personlighedstræk i min forbandede familie! De følgende dage, ville fortsætte i uendelige diskussioner om hvor vidt jeg opførte mig barnligt eller ej og om jeg ikke bare kunne bide i det sure æble og tage derop...jeg kunne jo tage drengene med...

"Fint, men du fikser det hele med Tom og alle fansne," opgav jeg og følte, at jeg havde solgt en del af mit hjerte - I'll be your clown, so I'm selling out tonight', klogt sunget af Emeli Sande. Et ivrigt nik fra min mors side fulgte og det smertede mig, at jeg havde opgivet én af mine mange principper.

***

Ja, det var officielt. James-familien var på vej mod sin hidtil største reunion, men jeg var ikke synderlig entuastisk. Det frustrerede mig gevaldigt, at Kate skulle introduceres til drengene og hænge rundt om os 24/7. Derudover medbragte nogle af drengene påhæng, i betydningen, at den infamøse Tessa eller Teresa Thomson også skulle bo sammen med os. Mindes I det jeg sagde om at bide i det sure æble? So far, var det forfærdelig syrligt og grønligt umodent - i det hele taget bare ubehageligt. 

Et dybt suk eroderede fra mit indre og jeg kastede et stresset blik på uret over mit skrivebord - 14.30. Hvordan skulle jeg dog nå det hele? Lige nu stod jeg som så mange gange før og pressede tøj ned i en kuffert, for vi tog op til hytten ved Lake District i morgen...forbandet da også! Udover det skulle jeg virkelig nå ud at hente nogle skønhedsprodukter, fordi nok skulle vi på landet, men det betød jo ikke, at man behøvede at ligne det vel? Et lille fnis underslap mig og jeg rullede øjne af mig selv idet jeg greb bilnøgler og pung. "Jeg smutter mor!" kaldte jeg ud i lejligheden uden rigtig at vide om hun overhovedet var hjemme. Uanset hvad så smækkede døren tungt bag mig og i mine Converse klaprede jeg ned af trapperne for at imødegå New York City.

”Hey girl!” kaldte en lykkelig stemme overhældt med en tyk amerikansk accent. Jeg snurrede overrasket rundt og mit hjerte slog en forbavset kolbøtte. ”Jamie!” hvinede jeg og slog armene omkring den britiske skønhed, så hendes blanke sorte hår kildede mig i ansigtet. ”Hvad laver du dog her i NYC?” smilede jeg idet hun trak sig ud af min omfavnelse. Glimtet i hendes grågrønne øjne falmede lidt og trætheden stod tydeligere frem. ”Jeg havde et photo-shoot down town, ’Beauty meets urban life’,” forklarede hun. Hendes hænder lavede situationstegn i luften og hun fnes af den lidt fjollede titel. ”Men fortæl mig nu hvordan det står til for dig?” fortsatte hun og lød oprigtig interesseret – less about me, more about you.

Jeg trak lidt på skuldrene, for hvordan stod det egentlig til? ”Lige for tiden er jeg ved at pakke, da min mor har sendt mig ud på en hyttetur med mine venner på ubestemt tid,” plaprede jeg ud med og bed mig lidt i underlæben – jeg lød ret så utilfreds…men så gik vi heller ikke galt i byen vel? Jamie gjorde et slag med nakken og sendte sit hår flagrende ud i eftermiddagens milde vind. ”Når ’hyttetur’, ’venner’ og ’på ubestemt tid’ dukker op i samme sætning, så plejer folk at være lidt mere optimistiske,” drillede hun siden og jeg fnøs underholdt, for hun havde ret, men jeg kunne bare ikke fremfinde entusiasmen ved tanken om Kate og Tessa på en gang.

”Måske skulle jeg definere venner for dig. Ser du én af dem er min eks-kæreste, en anden mit crush…uh og nævnte jeg, at en stedsøster hvis eksistens var ukendt i over 18 år, også kommer?” indrømmede jeg og smilede stramt og konstaterende mod slutningen af min udtalelse. Jamie’s perfekt plukkede øjenbryn røg op i panden på hende og rynkerne der fremkom ved dette virkede malplacerede på hendes ellers helt glatte hud – nævnte jeg, at hun var perfekt? ”Hold da op! Jeg stod op kl. 6 i morges, tog til NYC, deltog i et photo-shoot hvor fotografen var selveste Cruella De Ville og jeg troede, at mit liv var hårdt!”

Hendes ord var ment jokende, men Jamie’s ansigt var lagt i en seriøs mine. Hun lagde en medfølende arm rundt om mine skuldre. ”Ja, aflukket fra enhver form for civilisation med masser af dejlig bonding-time,” vrængede jeg sarkastisk, hvilket fik Jamie til at nikke forstående. På trods af dette skjulte der sig en strøm af spørgsmål et sted bag hendes grønne smaragder. Lige netop derfor lod jeg samtalen tage en helt ny drejning. ”Så hvor længe er du her i byen?”

Min hjerne begyndte allerede at planlægge hvorledes vi kunne tage ud i aften og dermed nyde den sidste tid inden hytteturen til helvede blev skudt i gang. ”Jeg havde faktisk tænkt mig at tage fri i et par uger…eller måneder,” grinde Jamie. Vi begyndte siden at gå nedad gaden, da folk blev ved med at puffe til os eller vade ind midt imellem vores samtale. ”Uh, light bulb!” udbrød jeg og stoppede brat vores slentren. Et par forretningsmænd bag os bandede og de måtte op på tå, for at undgå et fodgænger harmonikasammenstød. ”Tag med os op i hytten?” foreslog jeg og smilede stolt over min egen genialitet. Jamie derimod så mig en smule skeptisk an.

”Er du sikker?” spurgte hun spædt og for første gang siden jeg havde mødt Jamie så hun usikker ud. ”Ja da, hvorfor ikke? Fyren jeg crusher på tager sin nye kæreste med og skøre folk fra min fortid har en tendens til at dukke op, når jeg mindst venter det. Ærlig talt kunne jeg godt bruge noget back-up!” grinede jeg og skjulte min selvmedlidenhed med et opfordrende smil.

”Ja, jeg kunne jo godt bruge et par afslappende uger,” mumlede hun og så opvejende på mig. Hendes øjne var dog ikke lige så gode som hendes ord til at skjule hendes følelser for de skinnede spændt. Lige netop derfor følte jeg det også som min opgave at informere hende korrekt om tingenes tilstand. ”Lad os kalde det ’afslapning’, for der er tale om dig, mig, min stedsøster Kate, Tessa-tøsen og fem fyre. Derudover er hytten som sagt cuttet praktisk af fra omverdenen og hvis bilerne eller telefonnettet bryder sammen er vi fanget derude indtil vi må spise hinanden for at overleve…okay enough said!” røg det overdrevet ud af mig og jeg grinede uskyldigt, da det gik op for mig, at Jamie var på grænsen til at tro hvert et ord.

”Hvor betryggende,” gøs hun og jeg klappede beroligende hendes ene hånd – jeg havde virkelig talent for at tage folk med storm! ”Ja, det er mit speciale,” fnes jeg og blødte dermed Jamie´s anstrengte mine op. Lake District, Kate og Tessa watch out for her kommer Haley James og Jamie Samson! Op i karavellen for nu starter karrusellen.

___________________________________________________________________________________________________________________________________

Okay, jeg har lige lidt info...eller meget xD For det første så lover jeg, at de næste kapitler nok skal blive lidt mere interessante...så hvis I har kedet jer så sorry...det her kapitel var ret meget information på information! Men jeg glæder mig i hvert fald til de skal på hyttetur, fra personlig erfaring kan alt ske på sådanne ture ;) 

For det andet, så er varme- og vandsystemet hjemme hos mig brudt sammen og huset er dermed ikke beboeligt. Dette betyder, at jeg på ubestemt tid ikke sendes til en hytte oppe nord på, men hjem til min farmor. Jeg vil derfra gøre alt hvad jeg kan for at skrive og publicere, men hvis der går kludder i det og I ikke ser opdateringer igen om én uge så ved I hvorfor.

Uh, lige én ting til. Jeg har i dag afsluttet min engelske novelle 'Someday', hvilket betyder at dagen for udgivelse af en ny fanfiction er rykket meget tættere på yay! :D <3

~Tess Towler~

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...