The Liar in Me 2 - Love Me Now (1D)

Et år er gået siden Haley James sidst satte verden på den anden ende og nu står hendes 19-års fødselsdag for døren. Drengene fra One Direction har langsomt genindfundet sig i hendes liv, men de har endnu ikke vovet sig tilbage til USA. Dog har Haley’s ven Jake og hendes tilbagevendte mor Rachel, ikke tænkt sig at lade Haley visne hen for andet år i træk. Dermed er en storslået fødselsdagsfest ved at blive stablet på benene fyldt med store overraskelser, nogle er muligvis en anelse for store. Valget om at tænke på fremtiden og samtidig leve i nuet på et ærligt grundlag har ændret meget for sangfuglen Haley, men dette løfte viser sig måske at være sværere at overholde end som så. Især når fortiden pludselig banker på døren og nægter at forlade ens trappetrin. Der skal mere end mirakler, sød musik og gennemtænkte ord til, for at alle livets mange regnestykker skal gå op. Kun ét er givet, når det angår den kærlighed man engang mistede så gælder alle kneb! Hvor intet vover, intet vinder…

63Likes
271Kommentarer
14595Visninger
AA

32. I know that my life would suck without you

Haley’s P.O.V.

Kate havde ret; jeg fandt en løsning og det blev før jeg fik set mig om – du ved jeg fandt en in the end. Det var bogstavelig talt ’in the end’, for min plan, min løsning stod til udførelse nu i aften under vores allersidste show. Niall, Louis, Liam, Zayn, Harry, Kate, Jamie, Tessa og jeg var alle tilbage i den by hvor det hele startede; New York City og det var det tiende show. Derfor lå der også en særlig stemning i sommerens milde luftlag – en atmosfære der hviskede om storhed på trods af en trykkende vemodighed. Jeg sukkede trist for mig selv og understregede dermed den omtalte tungsindighed. Mit hjerte slog et par hektiske slag ved tanken om, at ingen udover jeg selv og musikerne kendte til min plan – alt kunne gå galt.

Det eneste, der holdt mig til ilden og skubbede usikkerheden bort var visheden om at så snart dette show var blevet afviklet; når den sidste sang klingede af, når scenelyset falmede, når mikrofonerne knitrede tomt, når vi forlod omklædningsrummene for sidste gang, så ville drengene få udleveret deres flybilletter og de ville pakke deres kufferter. Mit ordvalg får det nok til at lyde som om det var verdens ende, men der var ingen garanti for hvornår jeg ville se 1D-drengene igen, måske ville vores venskaber ende som så mange andre venskaber…bare ende, løbe ud i sandet, splittet af de oceaner, der bølger viltert mellem vores hjemlande. Et skævt smil ankom uventet til mine læber og et underholdt fnys skubbedes ud af mine næsebor. Mine tanke var så besynderlige og uvirkelige, når man mindedes hvor meget jeg havde afskyet Hazza, Zaynster, Nialler, Liamo og Tommo dengang de troppede op i JFK for første gang.

Nu var Hazza min go-to-guy, Zaynster havde mit hjerte, Nialler fik mig til at føle mig hjemme hvor end vi befandt os, Liamo havde givet mig mange brugbare lektioner og Tommo satte humør på alle dele af tilværelsen. 

”Får jeg del i joken?” lød det med ét hæst et sted udenfor boblen jeg havde bosat mig i. Forfjamsket mødte jeg Harry’s dybgrønne øjne, der med lysende glimt spillende deri, grinte af mig. ”Øhm, tjo…altså det var ikke noget særligt…” fremstammede jeg og kløede mig forlegent i nakken. Det var et af de øjeblikke, hvor man ser ret dum ud…lidt ligesom når man sidder i fuld offentlighed og smiler stort af en sms man har modtaget – stupid looking? Uh, yes!

 ”Arha, på den måde,” smilede Hazza endnu mere skælmsk end før. Jeg rullede irriteret med øjnene og puffede hårdt til ham. Da han provokerende havde lænet sig indover mig røg han nu bagover og lavede en blød kolbøtte udover omklædningsrummets røde sofa. Idet Harry atter var kommet på højkant så han først pinligt berørt ud, men så snart Niall og Louis skramlede ind af døren rettede han sig op og strakte armene ud som for at sige; TADAA!

Liam, der kom luntende ind efter de andre klappede Hazza medlidende på hovedet og fnes derefter til os andre. ”Det var faktisk planlagt,” påstod Harry stædigt og lagde armene demonstrativt overkors idet han satte sig i sofaen overfor mig. ”Either way, så var det ret underholdende,” drillede jeg ham med min underlæbe presset en anelse fremad i flabethed. ”Jeg måtte jo gøre noget, for at få dig ud af din funk!” annoncerede Harry-Berry betænksomt og nikkede anerkendende til sig selv. ”Funk?” spurgte Lou lidt senere og lagde hovedet undrende på skrå. ”Du er da vel ikke trist vel Hallie Bear?” smilede han siden optimistisk og dumpede tungt ned ved siden af mig. Herfra gjorde han store øjne og skabte sig på vanlig vis, hvilket fik mig til at le ustyrligt.

”Altså herovre fra ser hun ikke synderlig trist ud,” konstaterede Nialler og joinede Lou’s skaberi ved at lægge en fjollet grimasse stramt henover sit irske ansigt. Mine mavemuskler trak sig sammen i større kramper og kortvarigt blev mit iltindtag afskåret. ”Jeg ville gerne påstå, at jeg ikke kender jer…problemet er bare, at mit ansigt er klisteret på en koncertplakat sammen med jeres,” sukkede Harry teatralsk og alles grin holdt med det samme inde. Liam klistrede falsk foragt henover hele sin person og et sted i stilheden gispede han komisk. Som var momentet blevet sat på pause, pressede nogen nu atter ’play’ og fra væg til væg ekkoede mit, Louis’, Niall og Liam’s latter. Stakkels Harry måtte fornærmet puste et par krøller ud af sit ene øje.

”Hvad er det, der er så morsomt? Man kan høre jer over hele arenaen,” proklamerede Zayn kækt og hans tilstedeværelse fik mig til at stivne. Blinket han derefter sendte mig, fik mit hjerte til at hamre iltert mod mit indre. Jeg slugte mit åndedrag som jeg så ofte gjorde det og gispende efter mit vejr forsøgte jeg at smile sødt til ham – lykkedes det spørger du…lad mig indrømme at nej det gjorde det nok ikke. Forestil dig i stedet en køn kattekilling, der midt i et miav pludselig indser, at den har en hårbolle på tværs…ja nogenlunde sådan. *host og hak*

”Alt i orden Hallie?” smilede Liamo og hvilede undersøgende sine albuer på sine knæ. Jeg nikkede endnu halvkvalt med væskeansamlinger prikkende i mine øjenkroge. Som gengæld fra de sidste mange uger og måneder, ramte Louis mig med en opmuntrende lammer øverst på skulderen. Jeg sendte ham et stramt smil som ’tak’, hvilket blot fik ham til at trække uskyldigt på skuldrene.  Zayn, der havde fundet komfort ved Harry’s side så stadig interesseret fra person til person og vi indså alle, at han jo ventede på svar. ”Harry var bare en klodsmajor og kom med en kejtet joke…du ved så dårlig, at den var morsom,” forklarede Niall og Louis i munden på hinanden, mens Hazza rullede øjne så kraftigt, at jeg for en gang skyld var bange for at hans kønne smaragder ville blive sidende deroppe. ”Nårh, ligesom med den der giraf joke?” smålo Zayn og fik kollektive nik fra de andre akkompagneret af et fnys fra deres femtemand Haz. ”Jamen, så er alt jo som det plejer at være,” grinede Zayn således at hans perlende latter fik hans mørkeøjne til at glitre lystigt – more laughter.

”I bør alle sove med et øje åbent i nat,” mumlede Harry fornærmet og rodede med sin eneste ven - hans Iphone. Idet et par lave fnis kom fra forsamlingen, så han advarende på os alle. ”Oooh, I’m scared!” småhånede Louis ham og hejste sine arme op i en skrækindjaget position. Derefter snuppede han telefonen fra sin bedste vens hænder og stak straks af. ”Urgh, når jeg får fat på dig Tomlinson!” råbte Harry og satte af i samme retning som Tommo Tyvenes Konge. Intenst fulgte resten af os deres interne tagfat og som var det en sport hujede og hejede vi hver især på ham vi troede ville vinde – ja, sådan er det, at være i selskab med 1D…man bliver sgu lidt certifiable. ”Nogen burde filme det her,” foreslog Zayn med et entusiasme som en firårig, der havde ædt alt for meget is. Derpå hev Nialler sin telefon frem og rapporteringen fra behind the scenes var i gangsat.

”Go get him babe!” lød det meget pludseligt og meget stolt henne fra døråbningen. Det var Kate, der sammen med Jamie og desværre Tessa, var ankommet.

Overrasket hilste vi alle på dem med nik eller andre lydløse hilsner, inden al opmærksomhed atter blev vendt mod Harry og Louis, der allerede nu lå filtret ind i hinanden. Det var en værre omgang kluddermor og før nogen af os fik set os om gik en uventet Kluddermor i gang med at rede trådende eller skulle jeg sige kropsdelene ud. ”Hey, det er ikke fair!” hylede Lou forurettet i det sekund Kate kom til og afhjalp Hazza’s rodede situation. I næste nu lå Louis pacificeret et sted under Katie og Harry kunne let som ingenting plukke sin Iphone fra Tommo’s forsvarsløse hånd. ”Jeg ser, at du har mødt min kærestes sorte bælte i karate,” hoverede Hazza overvældende og løftede Kate op fra gulvet og snurrede hende rundt i luften.

”Det var så lidt babe,” fnes hun sødt og han lagde en hånd mod hendes baghoved. I næste nu pressede han deres kroppe tæt ind til hinanden og et forsigtigt kys lagde sig om Kate’s rolige læber. Følelserne tog hurtigt over og passionen kom kraftigere til udtryk, hvilket fik mig til at vende hovedet bort. ”Eww, get a room!” peb den sårede Donchaster soldat nede fra det gulvtæppebeklædte gulv. ”Eller en anden arena,” tilføjede jeg selv uden helt at tænker over hvad det var, der væltede udover mine læber. ”Seriøst, jeg mister appetitten.” fulgte den ellers evigt sultne Nialler op og vrængede sit lyse ansigt sammen i en rynket mine.

”Guys, videooptagelserne skal altså være børnevenlige!” pointerede ansvarligheden selv, med andre ord Daddy Direction og han havde fat i noget, for Niall’s kamera kørte stadigvæk. ”Jeg erklærer mig enig!” annoncerede Zayn og først da hans stemme skar igennem gav the lovebirds efter – med rødmende kinder vel og mærke. En tysthed lagde sig atter over omklædningsrummet og som sad vi alle ni blot og trak øjeblikket ned i vores lunger hørtes kun lyden af vores ånddrag, der i forskellige tempoer rejste og sænkede vores brystkasser. ”Scenen om fem minutter guys!” smilede et crew-member ud af det blå og forsvandt ligeså hurtigt som han var dukket op.

Kate klappede kærligt Harry på låret inden hun rejste sig og gav mig et let held-og-lykke-kram. Jamie kyssede blidt Liam på kinden, efterfulgt af Tessa, der selvfølgelig skulle gøre lidt mere opmærksom på sig selv ved at nærmest snave Zayn halvt i gulvet…ja, undskyld ordvalget…

”Ha’ et godt show, vi ses bagefter,” saluterede Katie siden og gjorde et let vink med hånden, som blev efterlignet af både Jamie og Tessa. ”Var der nogen, der nævnte bagefter?” kvidrede en velkendt kvindestemme og ind i lokalet trådte min mor klædt fra top til tå i de dyreste tøjmærker. ”Goddag Mrs. James,” hilste Liam ærbødigt og fik min mors statur til at synke en anelse sammen i skuffelse. ”Hvad er det jeg har sagt om det der ’Mrs. James’? Når jeg hører det forventer jeg at se min moders spøgelse,” sukkede Rachel med armene strakt frem for sig – jeg rullede med sveskestenene, hun havde altid omtalt min mormor med en sådan varme…eller noget. ”Rachel,” rettede drengene i kor og fremkaldte på nanosekunder et smil så lysende på min moders sminkede ansigt. ”Bedre, meget bedre,” kluklo hun og stillede sig op ved siden af mig. Herfra begyndte hun let at ae mit hår til min store forundring – moderlige kærtegn var ikke noget jeg var vant til.

”Mor, showet kan begynde any minute hvad er det, du har på hjerte?” pressede jeg på og rystede på hovedet, således at hendes berøring holdt inde – your hair should make a statement, dog ikke en i retning af; ’Hej, jeg er Haley James’ hår og jeg er blevet aet til ukendelighed’. ”Jo, nu skal I bare høre. Det er jo jeres afslutning på touren og derfor har Haley’s far budt jer alle sammen på middag ude i hans strandvilla. Jeg har givet jeres chauffører og bodyguards besked, så de ved hvor I skal bringes hen.” hvinede hun, som en overspændt fjeder, der kunne springe op og slå en uskyldig person i ansigtet hvert øjeblik det skulle være. ”Russell,” irettesatte jeg hende per automatik, da det pludselig slog mig hvad det var hun lige havde annonceret. ”Hvad?! Det kan han da ikke, det vil vi ikke!” indvendte jeg skingert og røg som en rumraket op af mit sæde. I samme nu slukkedes al optimismen i Rachel, drengenes og pigernes øjne – darn it!

”Haley, det er bare en middag…” forsøgte Tessa sig, men jeg var ikke i humør til hendes kommentarer og slet ikke i en sag, der ikke vedkom hende. ”Tess---” fik jeg arrigt begyndt, da Zayn ved at træde ind foran mig, afskar den lynende øjenkontakt jeg havde haft med Tessa. ”Det er måske vores sidste aften, lad os ikke skændes,” beroligede han gemytterne. Straks brød en stolthed frem i min mors udtryk, en stolthed hun før havde udvist når Zayn havde udtalt sig, en stolthed som var han hendes egen søn – wierd. Flere af mine velkendte åndedragskomplikationer fulgte i kølvandet på hans nærværd og hvad end jeg ville det eller ej, så måtte jeg give mig – I ved hvad man siger; den der tier samtykker – og jeg kunne ikke ytre et eneste ord. ”Så er det altså nu!” kaldte virkeligheden på os og Niall, Liam, Louis, Zayn, Harry og jeg blev trukket ud i koncertarenaens farverige lys, pulserende varme og publikums larmende tilstedeværelse.

***

Niall’s P.O.V.

”Wow, publikum er vanvittigt her til aften!” grinede Liam idet vi trak os tilbage til back-stage området. Han havde ret og vi var alle fuldkommen blæst omkuld af aftenens hændelser; plakaterne, knæklysene og alle fansene, der sang vores sange tilbage til os. ”Ja, og hende brunetten på række tre er ikke værst heller, vel Hazza?” smågrinede Louis fjollet og henvendte sig kækt til sin partner in crime. ”Sorry Tommo, Harry Styles er officeilt off other girls,” lo Kat kærligt og hægtede sig på Harry. Han sendte Lou en undskyldende mine og kyssede derefter Kate’s kind. ”Kærlighed, pft. I don’t know you man,” ytrerede Louis opgivende og viftede dem væk fra sig. Jeg lo halvhjertet og ledte fraværende efter Haley.

Snart fangedes mit blik af hendes person, der stod og snakkede hemmelighedsfuldt med Josh og de andre fra vores band. Josh nikkede forstående og en morsomhed fik den lille forsamling til at slippe et par minutters latter fri. Herefter forduftede drengene og lod Haley stå alene tilbage. Hurtigt skævede jeg i retning af Liam og de andre. Da de ikke så ud til at røre på sig antog jeg, at jeg godt lige kunne nå at snakke med Haley inden vores ekstranummer.  Det stod nemlig sådan til, at der var en helt særlig og enormt vigtig situation som jeg måtte tale med hende om.

”Hey Haley,” hilste jeg og forskrækkede hende vidst en anelse, for hun så forstyrret op fra sin telefon. ”Nialler, jeg hørte dig slet ikke komme,” smilede hun varmt og lagde sin Iphone væk. Interesseret løftede hun atter sit blå blik og så afventende på mig – hvordan skulle jeg dog begynde? ”Jeg ved hvad der foregår mellem dig og Tessa, jeg så det Haley,” ramlede jeg ud med og følte hvorledes min ansigtsmuskulatur strammedes. Haley derimod syntes at fnise fjollet. ”Jeg ved ikke præcis hvad det er du tror du har set, men---” afværgede hun realiteterne, men jeg lod hende ikke færdiggøre sine undvigelser. ”Haley drop det. Den aften hvor Adam overfaldt dig havde du også et skænderi med Tessa. Hun slog og truede dig, jeg hørte det, jeg så det.” afbrød jeg og mine øjne sendte hende et træt blik.

Haley vred sig utilpas under dette blik og så sig om, for at flygte. Af praktiske årsager trådte jeg derfor lidt tættere på hende, således at hvis hun igangsatte en exit, så kunne jeg gribe ud efter hende. ”Hør her Niall, Tessa og jeg er ikke de bedste venner, men tror du ikke at---” kom hun siden ud med, men også denne gang fornam jeg straks afvisningerne af mit vidneudsagn. Hermed skar jeg atter hendes udtalelse midt over og angreb hendes undskyldninger. ”Hvorfor har du ikke sagt noget til nogen?” spurgte jeg undrende og tilføjede et twist af medfølelse ved at lægge en hånd på hendes rystende overarm. Haley’s blik flakkede og så ud til at afsøge området for nogen hun kunne hægte sig på og dermed slippe ud af denne samtale. ”Hvorfor har du ikke?” bed hun dog i stedet og vristede sig fri fra mit greb. En flamme af vrede blussede frem et sted i hendes øjnes dyb, men snart slukkedes de af irissernes blå bølger.

Sukkende veg jeg lidt tilbage og kløede mig i nakken, for som en af hendes bedste venner hvorfor fanden havde jeg så ikke sagt noget til nogen? – touche Haley, det var et godt spørgsmål. ”Fordi jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre med hvad jeg havde bevidnet, desuden var det jo ikke min historie at fortælle. Du skulle have fortalt Zayn det eller i det mindste en af os andre,” pointerede jeg og fandt, at jeg var enig med mig selv i den forklaring. Haley sukkede nu med mig og bed sig beklemt i underlæben. Herefter fremkom et trist glimt i hendes øjne. ”Prøv at forstå; hvis jeg sagde noget til Zayn ville han måske ikke tro mig, han ville højst sandsynlig tro, at det var noget jeg fandt på for at sætte min modstander i et dårligt lys,” erkendte hun i en stemme, der var så blød at svagheden deri ikke var til at overhøre. For at understrege desperationen i hendes handlinger tog hun krampagtigt fat om mine underarme.

Presset fra hendes spinkle fingre borede sig smertende ind i min hud og nu var det mig, der skeptisk kæmpede mig ud af hendes greb. ”Så kender du ikke Zayn.” konstaterede jeg køligt og kneb mine øjne sammen i samme tempo, som Haley’s øjne gjorde det samme. ”Måske kender du ham ikke!” vrissede hun spydigt i forsvar og om hun mente det eller ej var ikke til at sige. Hun kunne blot sige det for at sige noget, da den der tier jo samtykker og dermed taber diskussionen. ”Uanset hvad så må og skal du sige det til ham inden politiet tropper op.” advarede jeg hende og for at lokke hendes bekymringer frem lod jeg som om jeg var ved at gå min vej.

Med pludseligt hurtige reflekser holdt Haley mig fast. ”Politiet? Har du involveret politiet i det her!” halvråbte hun skingert og hele hendes ansigt trak sig sammen i en blanding af irritation og frygt. ”Hvorfor tror du, at jeg bad om tilladelse til at lade politiet dokumentere alle mærkerne på dit forslåede ansigt?” spurgte jeg roligt og en smule nonchalant. ”Med nutidens teknologi vil de hurtigt kunne regne ud, at de røde mærker på din højre kind ikke var frembragt ved Adam’s hånd.” fortsatte jeg stålsat og indtrængende så jeg på Haley, der blev mere og mere chokkeret.

På trods af dette vendte hun tilbage med styrke som hun altid gjorde når man mindst ventede det. ”Jamen så kan Zayn få det af vide af dem eller selv indse hvem Teresa Thomson i virkeligheden er.” trumfede Haley arrogant og rettede på sin nittebesatte top, samt sine højtaljede jeans. ”Hvis du ikke siger noget til ham, så gør jeg,” meddelte jeg hende og min indre irritation over hendes ligegyldighed brusede frem som dønninger på hvert eneste ord.

Haley’s P.O.V.

Min mund røg straks op i ønsket om at modsætte mig Niall, men intet andet end forstummet luft undslap mit svælg og stemmebånd. ”Hey venner hvad siger I til et ekstranummer?” skrattede det i næste nu fra en mikrofon, der var lokaliseret ude på scenen. Stemmen, der blev tiljublet af publikum, tilhørte Louis. Jeg gik atter i baglås og så med lammelse fra Niall og til sceneindgangen og tilbage på Niall. ”Jeg tror de er vilde med idéen! Kom så lad os slutte af med et brag!” skrålede Lou videre derude og hans beslutning var som sendt fra himlen – I was saved by the bell…eller rettere sagt Louis’ påbud. ”Vi må hellere komme op på scenen,” konstaterede jeg åbenlyst og smilede skævt til Nialler, der skeptisk stirrede indtrængende på mig. Hans isblå øjne skinnede frustreret i det dunkle lys bag scenetæppet. ”Haley---” begyndte han i et sidste forsøg på at få mig til at tale med Zayn om Tessa, men jeg affærdigede ham prompte. ”Ikke nu Niall.” sagde jeg skarpt og dækkede hans halvåbne mund med begge hænder. Dernæst nikkede jeg sigende og satte en fod foran den anden før han kunne nå at gøre flere indsigelser.

Der var noget andet og langt mere vigtig jeg skulle se til og det skulle være lige nu, for bandet havde allerede slået de første takter af ekstranummeret an. Som sædvanlig var det et cover af Kelly Clarkson’s ’My Life Would Suck Without You’ og i dagens anledning havde jeg sørget for, at Zayn skulle synge første vers sammen med mig. Som tidligere nævnt havde jeg en plan og denne inkluderede et helt nyt arrangement af musikken til denne klassiker.

Forventningsfuldt smilede jeg til publikum og derefter til drengene, der alle bevægede sig i takt til sangens begyndelse. Snart ramte tonerne, der lagde op til verset os og Zayn’s brystkasse rejstes for at trække vejr ind. Idet de mere elektroniske anslag sendte vores blod i et rytmisk omløb brød hans bløde stemme igennem aftenens tunge atmosfære.

”Guess this means you’re sorry, you’re standing at my door.”

Zayn vippede med sin højre fod i takt til musikken og hans hånd knyttedes omkring mikrofonen, mens hans læber pressedes mod dens metalgitter.

”Guess this means you take back all you said before.”

Langsomt vendte han sit ansigt mod mig og et sted bag hans irisser formørkedes han. Dette fik flere nerver til at prikke ivrigt under min sårbare hud og en ør fornemmelse fik mig til næsten at glemme alt om min plan. Dog vækkedes jeg idet jeg registrerede, at Zayn var ved at indtage ny oxygen for at synge næste linje. Det var nu, det var min tur selvom hverken han, de andre eller publikum vidste det. Dette var min eneste chance for virkelig at vise hvad jeg havde skjult i mit hjerte det seneste år. Min sidste chance ankom med lyntoget i dette sekund og jeg måtte og skulle slå til.

På varsom tå trådte jeg et skridt frem på scenen og stod dermed tættere på scenekanten end drengene. Publikum svimlede et sted under mig og alle så de forbavset til, da jeg gav mig til at synge linjerne, der ikke indgik i originalen. “Baby, I am sorry,” sang jeg ærligt og smeltede forsigtigt mit blik sammen med Zayn’s. Det lyder måske som et kliché, men verdenen omkring os syntes at syne hen og forsvinde ind i nattens skygger. Zayn sank besværet således, at hans adamsæble kæmpede for at bevæge sig i svælget.  Nervøst vristede han sine indrammede øjne fri fra min person og deres sorthed forsøgte at undvige den sandhed, der uanmeldt stod foran ham.

“I’m standing at your door.”

Uden megen omtanke lagde jeg en kølig hånd mod hans kind, der blussede rødligt under hvad der føltes som hele verdenens blikke. Min berøring skabte atter en næsten ubrydelig øjenkontakt mellem os og som kunne intet længere holde mig tilbage, undslap endnu en linje fra mit indre: “Wishing I could take back all I said before.”

En grøde byggede sig op bagerst i min mundhule, hvilket fik alt i mig til at snøre sig sammen. Vi stod nu så tæt, at Zayn’s stakåndede vejrtrækning bølgede stødvist indover mit ansigt, mens mine fingre fulgte hans ansigts optegnede konturer. Derpå slog Josh trommerne hårdere an et sted bag os og straks vækkedes vi. Som havde det hele været en del af showets grundidé sprang Zayn direkte ud i sangens næste linje og ordene, der fyldte luften emmede af hvorledes jeg havde såret ham.

“Like how much you wanted anyone but me.”

Han tog afstand fra mig, men kunne endnu ikke tvinge sine øjne til at se bort. De sugede mig ind, som to af universets uendelige sorte huller. Som metal til magnet indfangedes og fastlåstes vi i hinandens tilstedeværelse. Med sangen atter på mine læber bevægede jeg mig roligt rundt om ham uden at miste øjenkontakten. “Said you’d never come back, but here you are again.”

Som to rivaler cirklede Zayn og jeg hinanden ind i arenaen og hvis Niall, Louis, Harry eller Liam gjorde nogle indsigelser i øjeblikket, så lagde vi ikke mærke til det. Intet andet end vi to var af betydning og selvom vi havde snakket om fortiden, nutiden og fremtiden og undskyldt til hinanden så mange gange før så føltes det som om jeg for første gang virkelig satte sandheden fri. Denne bølgede gennem lagene af anspændthed og hvis ikke musikken havde summet melodiske i denne søvnløse New York nat, havde vi måske været i stand til at se luftmolekylerne gnistre.

I næste nu slog tonebilledet om og omkvædet bragede fra alle mikrofoner og højtalere:“’Cause we belong together now yeah, forever united here somehow yeah. You’ve got a piece of me and honestly my life would suck without you.”

________________________________________________________________________________________________________

How long has it been? I har ret; ALT ALT ALT for længe!!! Tja...min mor kom på hospitalet...jeg blev selv syg...slog op med min fyr...skændtes med min bedste veninde...og ja, den sidste månedes liste af dårlige oplevelser fortsætter, men enough depression already! Haley og de andre er jo tilbage...tilgiv den lange ventetid? :)

I hvert fald lots of love <3

~Tess Towler~

PS. Så lige hvor loyale I alle har været på trods af den uendelige ventetid...fik seriøst lidt tårer i øjnene! Var så bange for, at have mistet en del af jer; I know that my life would suck without you!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...