The Liar in Me 2 - Love Me Now (1D)

Et år er gået siden Haley James sidst satte verden på den anden ende og nu står hendes 19-års fødselsdag for døren. Drengene fra One Direction har langsomt genindfundet sig i hendes liv, men de har endnu ikke vovet sig tilbage til USA. Dog har Haley’s ven Jake og hendes tilbagevendte mor Rachel, ikke tænkt sig at lade Haley visne hen for andet år i træk. Dermed er en storslået fødselsdagsfest ved at blive stablet på benene fyldt med store overraskelser, nogle er muligvis en anelse for store. Valget om at tænke på fremtiden og samtidig leve i nuet på et ærligt grundlag har ændret meget for sangfuglen Haley, men dette løfte viser sig måske at være sværere at overholde end som så. Især når fortiden pludselig banker på døren og nægter at forlade ens trappetrin. Der skal mere end mirakler, sød musik og gennemtænkte ord til, for at alle livets mange regnestykker skal gå op. Kun ét er givet, når det angår den kærlighed man engang mistede så gælder alle kneb! Hvor intet vover, intet vinder…

63Likes
271Kommentarer
15902Visninger
AA

34. Darling if you run...I will stay to await your return

Zayn’s P.O.V.

Som var jeg fanget i en mørk tunnel syntes verdenen omkring mig at syne hen til ingenting og det eneste der guidede mig på min vej var lyset, der skinnede fra sceneudgangen. Derude i det cremefarvede lys lå gangsystemerne hvor omklædningsrummene befandt sig og derude i lyset var Haley. Som fulgte jeg endnu ekkoet fra da hendes dør smækkede, tumlede jeg hovedkulds ind i den oplyste gang og lod det elektriske lys bade mig i visheden om hvad jeg begærede, hvad jeg havde savnet så længe.

Det var ikke svært at finde lokalet hvis dør var markeret med navnet ’Haley James’ og med fornyet energi lod jeg mine knoer banke blidt på. Jeg ventede en kort stund, men da intet skete søgte jeg i stedet verbal kontakt. ”Haley?” sagde jeg lavmælt og ville bryde ud i et smil ved lyden af hendes navn, men som min hånd lagde sig om dørhåndtaget gik det op for mig, at hun havde låst sig inde. ”Haley,” gentog jeg, denne gang en smule mere anspændt og stresset over den takt mit hjerte dikterede i mit bryst. Mere panisk pressede jeg atter håndtaget ned og dets kolde hårdhed skar sig ind i min håndflade. Al min kropsvægt overførte jeg til døren i dens stive karm, men som tænkeligt så gav den sig ikke. ”Gå din vej,” lød det bedrøvet fra den anden side af trædøren og Haley’s vejrtrækning var fragmenteret af gråd, der endnu var tydelig i hendes stemme. ”Hales…det er mig, Zayn,” forsøgte jeg forsigtigt og håbede på, at hun ikke ville lukke mig ude som hun gjorde det så tit.

Længe var der stille og jeg holdt vejret bange for at misse lyden af låsen, der låstes op. Men intet metallisk klik hørtes og snart måtte jeg hive en mængde luft ind for ikke at falde sammen. En vag puslen lød indefra omklædningsrummet og siden talte hun blødt til mig. ”Bare gå,” hviskede hun så stille og sørgmodigt, at jeg måtte anstrenge alt i min krop for at dechifrere hendes bud bag træets lyddæmpende tykhed. Opgivende lænede jeg mit øre hoved mod dens ru overflade. På den anden side lod Haley sin krop glide ned langs dørens inderside til hun med et næsten lydløst bump nåede gulvet.

Jeg sank besværet og lagde en rystende håndflade mod døren, som ville den kunne nå Haley, som ville den berolige hende og hele hvad der var slået itu. ”Luk mig ikke ude, jeg må tale med dig…” hviskede jeg mildt og lod mine læber berøre døren. Tonerne fra mit stemmebånd bølgede gennem træets fibre og forløste et ulykkeligt snøft fra Haley’s svælg. ”Jeg tror du har sagt nok, så hvad end det er; vil jeg ikke høre det,” afviste hun mig. Selvom sætningerne var hårde og kolde, så var de intet andet end bevis for hvorledes hendes hjerte knustes og dets skår drev fra hinanden i smertende jag. 

På trods af hendes indvendinger kunne jeg ikke lade mig selv give op endnu. Alt for mange gange var jeg vendt om og gået min vej, men nu hvor Haley endelig kunne blive min så kunne jeg ikke blot lade hende glide fra mig. ”Hales vi kan sagtens gå et andet sted hen. Lad mig tage dig til Russell’s middag, så kan vi snakke på vejen,” foreslog jeg forhåbningsfuldt og rykkede lidt på mig selv, således, at jeg nu hvilede min brændende pande mod dørens kølighed. Jeg fandt dog ingen forløsning ved dette, for Haley stod urokkeligt fast. ”Zayn nej, vi ses derhenne.” konstaterede hun sagte og jeg hørte hendes kraftanstrengelser for at komme på benene. ”Men---” forsøgte jeg og kastede mig tankeløst ud i endnu flere falske forhåbninger om at være i stand til at få Haley til at ændre mening – at få hendes tanker til at vende sig 180 grader, var lige så let som at få regnen til at holde inde når tordenskyerne allerede hænger over ens hoved.

”Farvel Zayn,” affærdigede hun mig i et tomt toneleje og før jeg kunne nå at sætte mig imod overdøvedes mit hjertes dunken af Haley’s stilleters klampren henover omklædningsrummets trægulv. En dør smækkedes bag den der i forvejen adskilte os og med to døre imellem mig og hende måtte jeg erkende, at der intet var at stille op. Mine fingre krampede sig sammen, så nogle få træsplinter ansamledes under mine negle og frustreret hamrede jeg min knyttede næve mod dørkarmen. En bidende og alligevel glohed smerte pulserede gennem hver en nerve og celle under min hud – hvorfor kunne jeg ikke trænge igennem til hende? Jeg gned mig henover mit ømme bryst og det føltes som om mit hjerte pådrog sig et hjerteanfald, men det pumpede blot hurtigere i pinsel. Det eneste opløftende jeg gik derfra med, var visheden om, at jeg ville se hende igen i aften og hvor der er håb, er der en vej – sometimes all you can do is walk away…and then of course pick the detour so you’ll meet again.

Haley’s P.O.V.

Efter hvad der føltes som evigheder, men sikkert blot var fem minutter tog jeg mod til mig og bevægede mig atter uden for omklædningsrummets toilet. Nervøst lagde jeg begge hænder om håndtaget, der ville åbne døren ud til resten af verdenen. Bange for, at Zayn endnu stod der pressede jeg mit ene øre mod dørens inderside og lyttede. Lyttede til jeg kunne høre hver eneste fiber i træet trække vejret, lyttede til mit hjerte ophidset fik alt indeni mig til at dunke, lyttede til stemmen i mit hoved, der højlydt beklagede sig over hvilken kujon jeg var, blev alt overdøvende. Vred over denne beskyldning flåede jeg lås og dør op i et arrigt snuptag, men intet faretruende mødte mig og Zayn tumlede heller ikke ind af den pludseligt åbnede dør. Han var væk, jeg havde skubbet ham fra mig og lukket ham ude som jeg gjorde så tit.

Vred på ham, vred på mig selv og vred på verden smækkede jeg døren i bag mig og flygtede atter ind i omklædningsrummets ubekymrede atmosfære. Herinde var det som om tiden stod stille og når alt og alle var låst ude, føltes det som om virkeligheden ikke kunne nå mig. Noget der forekom mig som et smil trak i min ansigtsmuskulatur, men den pludselige krampe varede ej længe og jeg måtte se mig selv i spejlet for at sikre mig, at det virkelig var mit eget ansigt jeg var iklædt.

Ganske vidst var det mine øjne, der stirrede tilbage på mig, det var mine læber, der bævrede, det var mine sirligt plukkede øjenbryn, der rynkedes, det var min næse, der snøftede og det var også mine blonde hårstrå, der faldt rodet ned langs mine kindben. Alligevel genkendte jeg ikke rigtig mig selv, som jeg stod der og gloede åndsfraværende ind i den spejlende overflade på væggen. Mine øjne var blå, men rødrandede, mine læber var optegnede, men hævede og min næse lille og fin som den plejede at være, men på tippen havde den antaget en rosa kulør – jeg havde grædt.

Grædt over ham…igen, grædt over mig selv, grædt over det alt sammen, bare ladet alle mine frustrationer og hjerteknusende problemer trille i stride klare strømme nedover mine kinder. Ved disse tanker bed jeg mig forbitret i underlæben og registrerede hvorledes mine læber smagte salt. Midt i al denne dysterhed opfangede jeg pludselig et par glade stemme ude på gangen, ude i virkeligheden. En anelse oplivet listede jeg hen til døren og som tidligere, lagde jeg et lyttende øre mod dens indkapslende overflade.

 ”Jeg fatter ikke, at Tessa kunne gøre det imod ham, imod Haley…ja, imod os alle,” ytrede en lys pigestemme – Kate.

”Nej, heller ikke jeg. Tessa kom jeg aldrig til at holde af, men at hun viste sig at være så led, det havde jeg aldrig troet.” samtykkede en hæsere drengestemme – Harry.  Et kort sekund ønskede jeg at åbne døren og spørge ind til hvad det var de snakkede om, men idet min hånd lå klar til at nedbryde muren mellem min krop og realiteternes verden, slog de over i et helt andet emne. 

”Men lad os ikke tænke mere på det babe; det må ikke ødelægge i aften, for i aften skal vi bare have det rart.” fortsatte Harry kærligt og mindede mig dermed uvidende om middagen vi alle var inviteret til ude i Russell’s strandvilla. ”Du har ret og jeg kan ikke vente med at introducere dig sådan rigtigt til min far. Jeg tror du vil kunne lide ham og han vil elske dig,” medgav Kate proklamerende og jeg kunne forestille mig hvordan hendes dybe havblå øjne lyste lykkeligt om kap med gangens elpærer.

”Er du nu sikker på det? Jeg hørte engang en Haley-fugl synge om, at han ikke var så vild med tanken om, at hans datter datede en popstjerne,” mumlede Hazza usikkert og jeg måtte stramme mine arme omkring mig selv for ikke at fnise tøset over hvor kær hans nervøsitet forekom mig. ”Bare rolig Harry, Hale har ikke set ham i mange år, han er anderledes end hun husker ham. Han vil elske dig, fordi jeg gør,” forsikrede Katie sin Hazz-Bazz om og lyden af to elskeres læber mod hinanden bølgede fint derudefra og ind til mig.

På trods af, at jeg udstødte et suk af glæde på min søsters vegne, så stak hendes udtalelse mig alligevel i hjertet. Sandheden var jo som hun lige havde nævnt, at jeg ikke var klar over hvem min far…øhm Russell var længere og, at alle andre syntes at kende ham bedre, elske ham højere og betyde mere for ham. ”Jeg er nu nervøs alligevel,” erkendte Harry endegyldigt og fik dermed Kate til at le alt imens lyden af deres fodtrin blev svagere og svagere til de til sidst forsvandt helt.  ”Urgh,” udbrød jeg udmattet og trak mit dørlyttende øre bort fra gangens liv. I stedet lænede jeg mit baghoved tungt mod den kølige væg og forsøgte at kanalisere dens kulde nedover mig selv, som for at berolige alt, der måtte være i oprør inderst inde i min krop.

Distræt kastede jeg herfra et blik på uret henne på den modsatte væg; 17:21…suk aftenen var på vej og med den pressede middagsselskabet sig også på. Kortvarigt overvejede jeg meget stærkt ikke at vise mig, men selvom jeg ikke havde nogen trang til at møde hverken Russell eller Tessa og ej heller ønskede at se Zayn i øjnene, så måtte jeg indrømme, at min søster og venner trak i mig. Jeg kunne simpelthen ikke tillade mig ikke at dukke op. Det var højest sandsynligt drengenes sidste aften og hvad end det ville komme til at betyde for vores venskab og alt andet, så måtte og skulle jeg være der – there is such a thing as doing the right thing.

***

Kate’s P.O.V.

”Far!” kaldte jeg og trådte indad døren til vores velkendte strandvilla. ”Er her nogen?” råbte jeg dernæst, da ingen familiære stemmer kom mig i møde. Forsigtigt satte jeg et par indkøbsposer fra mig og da huset syntes at være tomt ærgrede det mig endnu mere, at Harry ikke var kommet med mig. Han foretrak åbenbart at ankomme sammen med de andre drenge og selvom han troede, at jeg ikke lagde mærke til det så vidste jeg, at tanken om at møde min far officielt skræmte ham fra vid og sans – Haley’s advarsler havde jo heller ikke ligefrem hjulpet situationen. Undertvunget lo jeg for mig selv og rystede på hovedet – that Harold kid.

Nynnende og fløjtende gav jeg mig i kast med at lægge de medbragte madvarer i køleskabet. Mit hjerte føltes let og fornøjet mens jeg på let tå dansede fra den ene ende af køkkenet til den anden. En anelse forundret over min egen glæde stoppede jeg op og tog det bølgende hav i øjesyn. Dets mørkeblå skvulpende toner forekom mig advarende og jeg indså straks, at aftenen kunne byde på mange problematikker. Optimistisk besluttede jeg mig nu alligevel for at afgøre, at Zayn og Haley efterhånden måtte have snakket det hele igennem og siden Tessa sikkert befandt sig på et fly udeover Atlanten, så kunne intet gå galt, vel?

Med hensyn til Harry og jeg så ville alt løse sig, for med Haley ved min siden ville Russell sagtens lade sig overtale til at give knægten en chance. Dermed var jeg faktisk allermest bekymret for mit eget møde med Rachel…og måske også lidt bekymret for om Haley ville flippe ud på Russell i løbet af middagen – there was a strong chance that she would suffer a meltdown.

Et par pludselige skridt bag mig, fik min hud til at krympe sig forskræmt. Alligevel tvang jeg min krop til at vende sig om mod intruderen.”Kattie, jeg havde slet ikke hørt dig komme,” hilste min far varmt og da hans arme indfandt sig omkring mig genoptog mit hjerte sin sædvanlige takt. ”Du skræmte nær livet af mig far,” brokkede jeg mig halvkvalt og blev straks strakt ud fra Russell's omfavnelse. Et drillende glimt gled igennem hans milde øjne og jeg måtte ryste på hovedet, det var nu godt at se ham igen.  ”Er du alene?” fortsatte han ufortrødent og greb et par salathovedet fra køkkenbordet og placerede dem i grønsagsskuffen.

”Tja, det er jeg vidst,” sukkede jeg opgivende og lagde de tomme plastikposer væk. Endnu havde jeg ikke tænkt mig at droppe kæreste-bomben på min far – hvem ved hvad han ville sige til det? Ser du, de fleste fædre og især min far har altid svært ved at acceptere det når deres ’lille’ datter får sin første kæreste.  ”Bare rolig, snart vil dette sted vrimle med dine venner. Ja, for de er da dine venner er de ikke?” adspurgte han mig bekymret og en faderlig kærlighed greb fat om hans ansigtsmimik. Leende klappede jeg ham nonchalant på ryggen og svarede forsikrende: ”Jo, selvfølgelig, de er alle sammen mine venner.” – en helt særlig nogen var vidst mere en bare en ven…nå, kommer tid, kommer råd.

Russell grinede med og hævede hænderne op foran sig. ”Okay okay, understood!” forsvarede han sig selv og rettede hurtigt på sin hvide skjorte og lyse sweater. Jeg ville have sagt noget forsonende, men dørklokken afbrød samtalen mellem min far og mig. ”Åbner du? Det er nok til dig,” bad han påpegende skælmsk og smøgede ærmerne op til sine albuer. ”Velkomstdrinken står ude til højre. I mellemtiden igangsætter jeg maden,” forklarede Russell og havde dermed fremlagt sit slående argument. Derpå nejede jeg jokende for kokken og skyndte mig ud i entréen.

”Velkommen til!” hilste jeg forventningsfuldt idet jeg svang hoveddøren op. Bag den kom Niall, Louis, Liam, Jamie og Harry’s glade ansigter til syne. ”Højt humør ser jeg,” drillede Louis og gav mig et let klem. ”Ja, Niall, Liam, Jamie og Harry er her jo,” svarede jeg flabet igen og fik Niall’s fjollede latter direkte i øret, da han omfavnede mig lige som ordene forlod mine læber. ”Ikke så lidt fræk,” beklagede Lou sig forurettet, mens han hang sin lette sommerjakke fra sig på en af de utallige designerknager. ”Her er sgu også flot,” måbede Niall med reference til hytten, som min far havde ladet os bo i tidligere. Jeg smilede enigt til ham og guidede dem alle i retning af bakken med velkomstdrinks.

Mens de gladelig tog imod forfriskninger modtog jeg med ét en køn orkidé mellem mine hænder. Dens kronblade var dybt bordeaux, mens støvdragere og kolbe havde udviklet en lysere cremet farve overstrøet med små pink prikker.   ”Værtindegave,” forklarede Harry med et flirtende blink fra hans øjne, hvis grønne farve matchede krælighedsblomstens saftfyldte blade.

”Tak,” mumlede jeg rødmende og måtte desværre undvige Harry’s læber idet han forsøgte at kysse mig. ”Min far,” hviskede jeg forklarende til ham og som havde Russell fornemmet, at noget var i gærde dukkede han op bag os. ”Kom dog inden for,” beordrede han venligt. Harry smilede ærgerligt til mig, men forstod heldigvis min hentydning. ”Hej, jeg er Liam og det her er min kæreste Jamie,” begyndte Liam og igangsatte dermed navnerunden. Jeg ønskede selv at introducere Harry til min far, men jeg fik ikke en chance før dørklokken atter klimprede oprørsk.

Håbefuldt bad jeg til, at det måtte være Haley, men ak. Døren afslørede Rachel og grundet hendes blændende smil, havde jeg nær overset Zayn, der stod i dets skygge. ”Kom indenfor Rachel,” bad jeg høfligt og gik til side, så den ret høje kvinde kunne træde indover dørmåtten. ”Og Zayn,” fortsatte jeg. ”Tak sødeste,” smilede Rachel og lod en hånd glide venligt nedover min arm. Mødet var med hende var dermed ikke så slemt, som jeg havde frygtet. Næ, hun ænsede mig knapt. Grunden til dette indså jeg i næste nu, for umiddelbart efter at have hilst på mig gik hun opløftet min far i møde. ”Rachel James!” lo Russell kærligt og trykkede hendes hånd efterfulgt af en ret så venskabeligt omfavnelse.

Distræt lod jeg atter Zayn indfange min opmærksomhed. Han sendte mig et roligt smil og så sig stille rundt. ”Kommer du alene?” spurgte jeg og havde svært ved at skjule min forbavselse over, at Haley ikke stod ved hans side og hvorfor så han så tungsindig ud? Bekymret bed jeg mig i underlæben og lukkede forsigtigt døren bag selskabet, for ikke at overdøve mit eget spørgsmål til Zayn.”Hvad mener---” påbegyndte Zayn en sætning, men nåede ikke at følge den til vejs ende. ”Hey buddy, hvor er Haley?” røg det nemlig ud af Niall, der var kommet til inden for de sensete ti sekunder. ”Er hun her ikke?” spurgte Zayn uforstående og stoppede brat sig selv midt i ophængningen af sin jakke. Beklemt så jeg på Niall, der stirrede mindst ligeså foruroliget tilbage for så at bunde sin drink.

”Øhm nej, da ingen havde set jer to siden showet, så antog vi, at I kom sammen…” forklarede jeg for at udrede trådene, men da ingen så vidste hvor Haley var, så syntes alt blot at kludre sig sammen i dobbeltknuder og uløselige kruseduller. Kejtet trippede Niall på stedet og lænede sig op af dørkarmen mellem entré og stue, for at finde en form for støtte. ”Hun sagde, at vi bare ville mødes her…” sagde Zayn lavmælt og med sammentrukne øjenbryn antog hans mund et sørgmodigt drag – what on earth was going? Yeah, I’m just asking…

”Jamen, hun er her ik---” oplyste Niall højrystet og ønskede at udtrykke sin frustration, men ligesom han før havde afbrudt Zayn så blev han nu selv afskåret – what goes around comes around. ”Nu, hun er her nu! Hejsa Hallie!” grinede Louis et stykke bag os hvorfra han tydeligvis havde et bedre overblik, for ganske rigtigt så var døren blevet åbnet på vid gab og der med gadelygternes vage lys i ryggen stod Haley. Hun trak flygtigt på smilebåndet, men tynget af et udefinerbart udtryk snublede hun indover dørtærsklen. Zayn, der stod tættest på kom hende straks til undsætning.

Med en hånd fattet om hendes albue og den anden hvilende på hendes ryg, støttede Zayn Haley op inden hendes knæ ramte stengulvet. ”Hej Haley,” hilste han næsten lydløst og hendes svar forekom os andre som intet andet end en ubestemmelig brise i lokalets atmosfære. ”Er du okay?” bekymrede jeg mig, da hun jo lige var faldet ind i huset i stedet for at træde elegant over velkomstmåtten. Under den camouflage lagde jeg dog langt større betydning i mit spørgsmål, for intet forelsket par opførte sig som Haley og Zayn gjorde det lige i øjeblikket. Trist så jeg på Niall og Louis, der begge havde set præcis det samme som jeg – where was the love at?

Jeg nåede lige at opsnappe en forpint øjenkontakt mellem de to, inden jeg selv midt i storhejet blev trukket til side. ”Hvad i al---” gispede jeg forskrækket, men kort efter aflukkedes mine luftveje af mere end blot overraskelsen. Et par bløde læber udforskede mine og lagde sig efter flere åndeløse sekunder kærligt til ro inden de trak sig væk. Mine øjenlåg blev sat fri af deres lukkede fortryllelse og gled dermed langsomt op. Et par dybe brønde af grønt mødte mit blik og jeg måtte smile for ikke at bryde sammen under den varme følelse Harry’s kys spredte i mit bryst. ”Jeg kunne ikke holde mig væk længere,” undskyldte han kækt i et forkludret åndedragt. ”Du er ret så utålmodig hva’?” drillede jeg ham og slyngede mine arme tæt omkring hans hals. Mine fingre lod jeg glide ind mellem de brune krøller i hans nakke, så deres blødhed kildede min hud.

”Når det kommer til dig, så nej,” indrømmede han. ”Så må vi jo bare finde en måde at holde dig i selen på,” konkluderede jeg udfordrende og vippede med mine øjenbryn, hvilket fik ham til at se ned på sine fødder. Harry smilede skævt, men havde endnu ikke samlet sig sammen til at se mig i øjnene. Ved at rykke blidt i krøllerne jeg havde fat i rejstes hans ansigt atter op, så det befandt sig lidt højere end mit. ”He’s gonna love you okay,” fortalte jeg ham og puffede lidt til hans torso for at vække ham. Med forundring svømmende i sit blik så Harry nu direkte på mig. ”Hvem?” mumlede han forlegent og forsøgte at fremstå uvidende. ”Min far,” sagde jeg konstaterende og lænede min pande mod Harry’s.

”Nårh, ham,” kvækkede han, som var han ovenpå, som havde han styr på sig selv. Jeg smålo af hans alvorlige mine. ”For fanden, jeg er ikke vant til det med forældre og slet ikke den slags, der ikke bryder sig om popstjerne-kærester til deres døtre!” plaprede Harry løs og hans tunge lod sig klart styre af nerverne, der stak til hans ellers selvsikre indre. Før han ytrede et eneste ord til strejfede jeg hans læber med mine og lokkede ham tættere ind til mig. ”Kom nu med inden Russell faktisk tager os på fersk gerning, dit skvadderhoved!” kvidrede jeg drilsk og smuttede ud af Harry’s arme. ”Hey, overhovedet ikke fair!” brokkede han sig fornærmet og snurrede mig med voldsom kraft tilbage til sig. Hans øjne så ind i mine til de nåede bunden af mit blåtonede hav. Da han opfangede, at jeg ikke kunne løsrive mig pressede han atter sine læber mod mine og tvang lidenskabeligt vejret fra mig. Atter blev det med at holde sig i selen ikke til noget.

***

Louis’ P.O.V.

Rundt omkring mig havde småsnakken spredt sig og Liam og Jamie, der allerede havde introduceret sig selv til værten morede sig over et af Rachel og Russell samtaleemner. Zayn og Niall stod ligesom jeg og ventede på at noget skulle ske, mens Haley syntes at lede efter nogen – sikkert Kate og Harry, der på mærkværdigvis var forduftet.

”Ikke for at afbryde, men jeg ville bare sige goddag og tak fordi vi måtte komme. Navnet er Louis,” fortalte jeg den høje mellemblonde herre overfor mig. Russell nikkede venligt og lagde sin hånd fast omkring min fremstrakte hilsen. Niall og Zayn kom siden til for at følge mit eksempel. ”Jamen, det er da så uendelig lidt drenge. Mens I er ude og forandre verden så sidder jeg jo blot på et kontor i en støvet gammel ambassade. Desuden har I taget jer godt af mine døtre, så en middag er da det mindste jeg kan gøre,” smilede han højtideligt og jeg gengældte stramt hans smil ved tanken om hvor godt to af os verdensforandrende stjerner havde taget sig af hans døtre – Harry havde forført Kate og Zayn havde knust Haley’s hjerte.

”Jeg troede da ellers, at diplomater var de store verdensforandrer,” annoncerede Nialler i morsomhed og fik da også forsamlingen til at trække på samtlige smilebånd og grinemekanismer. ”Far er også bare beskeden,” forklarede Kate, der pludselig stod ved siden af mig. På armen havde hun Harry, der af en eller anden årsag for en gangs skyld nippede uroligt til sin egen underlæbe – normalt var det andres underlæber han smagte på…if you know what I mean. Jeg prøvede på at fange hans blik, men det veg konstant fra alt andet og over på Russell. Da sammenhængen endelig gik op for mig, måtte også jeg bide mig i læben, men for mig handlede det ikke om at holde på nerverne, nej jeg forsøgte desperat at holde en fnis tilbage – Harry var landet lige lukt i the parent-trap.

”Far, der er en her jeg gerne vil præsentere dig for,” proklamerede Kate lidt efter og ganske som jeg forestillede mig det, så lignede Harry en, der blev ramt af lynet – show time! ”Far, dette er min kæreste Harry Styles,” fortalte hun stolt og hev Harry lidt tættere på os andre. Han rømmede sig, rakte en fredelig hånd frem og lagde sit ansigt i dets mest charmerende folder – glimtende grønne øjne og smilehuller, I ved. Russell lukkede eftertænksomt sin hånd om Harry’s og Haz så næsten ud som en ræv, der har fået poten klemt fast i en bjørnefælde.

”Kæreste?” gentog Russell skeptisk, men hans vurderende blik landede hverken på Kate eller Harry, der begge åndede lettet op. Næ, hans lyse øjne lagde sig mageligt tilrette på selveste Haley. Hun rullede med sine sveskestene og lagde irriteret armene overkors. ”Ja, jeg ved det. Jeg har fejlet, da det var min opgave at sørge for, at noget alla det ikke skete. Men altså, du er den, der har været væk i ti år og siden vi åbenbart deler gener, så synes jeg ærlig talt, at det er noget naivt af dig at tro, at jeg skulle være mere ansvarsbevidst end du. Farmand,” påpegede Haley flabet og vrængede det sidste ord ud, således, at kærligheden, der normalt lå i kælenavnet helt og aldeles blev kvalt. ”Haley,” irettesatte Rachel hende sukkende, da Russell’s vejr endnu befandt sig fortumlet og indespærret et sted i hans chokerede krop.

Træt af at vandre naivt omkring den varme grød og forsøge at ignorere elefanten i rummet fnøs Haley af sin mor. ”Prøv nu en gang at hør her; Kate og Harry elsker hinanden, de kan le sammen også når der ikke er noget at le af, er den ene trist trøster den anden og de står sammen mod denne verdens åndssvagheder – hvis vi virkelig her og nu skal til at diskutere om det så er i orden, at de er sammen tja så er alle i dette lokale dummere end de ser ud.” affærdigede hun siden enhver, der ville sætte sig imod foreningen af Hazza og Kat. Jeg smilede stolt til Haley, der fast i sin tro rankede ryggen. På trods af styrken hun hermed fremviste, så krakelerede denne et sted i hendes blå øjne. Undvigende blinkede hun kraftigt med sine vipper, som omhandlede ordene, hun havde forsvaret sin søster med, mere end blot Kate og Harry, som betød de mere for Haley personligt end som så.

”Desuden så tror jeg, at maden brænder på inden vi når til enighed,” tilføjede Kate friskt og havde ved hjælp af sin søster fået samlet mere frembrusende mod til sig. Russell var forstummet, dog rømmede han sig tungt i et ønske om at sige noget – not a single word fell. Samtidig med, at Mr. James indså hvem hans døtre egentlig var, udvekslede Zayn for et splitsekund blikke med Haley. Mens hun hurtigt slog øjnene ned forblev hans hvilende på hende mere længselsfuldt end nogensinde før – han håbede vel, at hun hellere før end senere ville lade sin gavmildhed og tilgivelse lande på ham. Uanset hvad der foregik dem imellem lige i øjeblikket, så holdt hun ham på en isnende afstand.

Den akavede stilhed, der opstår når man er tilstede ved skænderier, der ikke har noget med en selv at gøre ramte kort efter os alle. Bundet på hænder og fødder så vi alle til, mens hele selskabet ganske langsomt krympede sig og fornam tystheden, der gnavede i mag og ben. Rachel så sig utålmodigt fra side til side, mens Haley så ud til at have alverdens mængder af tid. ”Nu hvor alle er her, skal vi så ikke sætte os til bords?” endte det med at ramle udover Rachel’s højrøde læber og hendes stemme lød besynderlig indestængt. ”Hvad med Tessa?” udbrød Haley spørgende og forsøgte vidst at holde sin afsky indespærret. Det gik i dette øjeblik op for mig, at Zayn på ingen måde kunne have talt med hende – he had been shut out.

”Ikke inviteret.” spurtede det skarpt over Zayn’s stemmebånd og han inhalerede besværet. ”Nej, hun skulle vidst noget andet,” kvækkede Russell og med en udstrakt arm bød han os alle at sidde ned i spisestuen. Alle som en satte vi i trav mere eller mindre benovede og beklemte. Med vilje snøvlede jeg lidt på fødderne, for at danne bagtrop. Herfra snuppede jeg Zayn en anelse til side – time for talking. Zayn lod sig villigt trække af med, men idet han mødte mit blik gik det op for ham, at dette ikke var en optakt til small-talk. ”Jeg troede, at du havde talt med hende,” sagde jeg bebrejdende og regnede med, at han opfangede det indforståede budskab.    

Det gjorde han…se ikke så overrasket ud; helt dum var han jo heller ikke - anyway. ”Hun ville ikke. Jeg prøvede på at fortælle hende om Teresa, men hun nægtede at lytte,” sukkede Zayn mismodigt og pillede ærgerligt ved manchetterne på sin marineblå skjorte. Opmuntrende klappede jeg ham på ryggen, så min omsorg gav en klaskende lyd fra sig. ”Hun har sikkert bare brug for tid,” smilede jeg venligt og gav dernæst hans opgivende skuldre et klem. Straks så hans intense øjne direkte ind i mine og deres brune pigment forekom mig mindst fem toner dybere. ”Jeg gav hende tid,” påstod han stille, næsten forpint.

Jeg pustede beroligende ud, mens jeg overvejede min næste manøvre – drengen var jo helt ude i tovene. ”Ja, en eftermiddag, hun gav dig et år…” pointerede jeg en smule hårdnakket – but words come easy when they are true! Der var intet forsagt i det jeg havde påpeget, for Haley havde for et år siden fortalt Zayn, at hun elskede ham. Alligevel havde han haft brug for et helt år til at erkende, at han også elskede hende – hvordan kunne han så forvente, at hun skulle modtage ham med åbne arme efter intet mere end en enkelt og ret så fordrejet eftermiddag? It was time for a grant gesture!

Inden jeg dog nåede at forslå ham dette talte Zayn til sit eget forsvar. ”Lou, du ved lige så godt som jeg, at vi bliver nødt til at rejse i morgen. Kevin regner med at se os i London senest på onsdag,” indgav han og hans kulsorte øjenbryn rejstes op i panden på ham, mens hans stærke kæbeparti strammedes. Nikkende smilede jeg lusket til ham og trak esset ud af ærmet. ”Så tag hende med storm, mate!” opfordrede jeg ham med fyrighed. ”Ikke flere milde sommerbriser, det er tid til at finde tyfon og orkanstyrkerne frem!” fortsatte jeg opildende og fik atter rettet Zayn’s optimisme på højkant. En stærk glans kastede lys over hans formørkede blik og en ild gav sig til at brænde i hans øjnes mangfoldige lag af brunkul – find stormstykemåleren frem, for nu skulle Haley’s murer af forsvar bringes ned!  

________________________________________________________________________________________________________

Så er der kun ét eneste kapitel igen you guys! Argh! Haha, hvad synes I? Tror I hele middagen går galt? Får Zayn virkelig taget Haley med storm? 

Jeg kan simpelthen ikke vente med at publicere det sidste kapitel...når jeg får det skrevet færdigt. Lige nu gør jeg alt for at nå det inden jeg tager på ferie, men ellers kan I forvente det så hurtigt så muligt og i mellemtiden vil jeg sikkert efterlade jer med tanken om plus teaseren for 3'eren :D

Håber I har en fantastisk sommer derude hvor end I er! <3

Lots of love,

~Tess Towler~

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...