The Liar in Me 2 - Love Me Now (1D)

Et år er gået siden Haley James sidst satte verden på den anden ende og nu står hendes 19-års fødselsdag for døren. Drengene fra One Direction har langsomt genindfundet sig i hendes liv, men de har endnu ikke vovet sig tilbage til USA. Dog har Haley’s ven Jake og hendes tilbagevendte mor Rachel, ikke tænkt sig at lade Haley visne hen for andet år i træk. Dermed er en storslået fødselsdagsfest ved at blive stablet på benene fyldt med store overraskelser, nogle er muligvis en anelse for store. Valget om at tænke på fremtiden og samtidig leve i nuet på et ærligt grundlag har ændret meget for sangfuglen Haley, men dette løfte viser sig måske at være sværere at overholde end som så. Især når fortiden pludselig banker på døren og nægter at forlade ens trappetrin. Der skal mere end mirakler, sød musik og gennemtænkte ord til, for at alle livets mange regnestykker skal gå op. Kun ét er givet, når det angår den kærlighed man engang mistede så gælder alle kneb! Hvor intet vover, intet vinder…

63Likes
271Kommentarer
14661Visninger
AA

33. Beautiful lies hardly ever survive the ugly truth

Haley’s P.O.V.

Omkvædets beat havde knust den tidligere sammenhørighed jeg havde haft med Zayn og hvad der før havde forstummet og tryllebundet ham fik nu hele hans indre til at forarges. Stift så han på mig og denne gang forsvandt vivaret omkring os ikke på grund af den varme følelse Zayn altid frembragte i mit bryst. Nej, denne gang var det fordi jeg indså, at Zayn på ingen måde godtog hvad jeg lige havde trukket ham igennem. Vredt og med afvisende skridt stormede han ud af rampelysene. Han forsvandt bag scenetæppet, mens Niall, Liam, Harry og Louis så uforstående til. Jeg selv vred mine hænder i frustration og mine skuldre sank opgivende sammen. En dunkende irritation bed sig vej igennem mit indre og smerten dette forvoldte bragte situationen i perspektiv. Jeg satte efter ham, mens de andre drenge desperat forsøgte at holde den afsluttende preformance kørende. Det var måske forkert af mig, men Zayn Malik skulle for fanden ikke blive ved med at stikke af for mig – where he goes I follow!

”Zayn! Zayn vent!” kaldte jeg idet hans arrige eksistens indfangedes af mit synsfelt. ”Lad mig være!” bed han isnende tilbage og satte farten på sin flugt et par niveauer op. Så let slap han dog ikke. Småløbende nærmede jeg mig ham og i et overraskende stærkt snuptag formåede jeg at snurre ham rundt. Med vores blikke kilet ind i hinanden stod vi der, naglet til back-stage-zonens betongulv. ”Hvorfor er du så vred over en duet?” spurgte jeg forpustet og gav slip på hans arm, der siden dinglede slapt ned langs hans ene side. Zayn’s kæbeparti strammedes og kortvarigt så han ud til at bide tænderne sammen, for ikke at eksplodere. ”Du ændrede teksten! Med de få linjer foran tusindvis af fans, verdenspressen…og Tessa afslørede du alt om os to,” forklarede han med armene farende rundt i illustrerende bevægelser.

En anelse skamfuldt så jeg ned på mine fødder og skiftede mellem at lægge min kropsvægt på højre og venstre ben. Zayn inhalerede dybt, hvilket syntes at afslappe ham. ”Hvorfor gjorde du det?” spurgte han mere roligt og hans stemmes forundrede undertone fik mig atter til at se op. ”Jeg ved det ikke…” løj jeg stille og stoppede en løssluppen hårtot om bag øret. Denne meget hovedkuldse konfrontation med konsekvenserne af mine egne handlinger var mig pludselig for meget og jeg kunne ikke længere håndtere min ærlighed. Zayn rullede med øjnene og irritationen fra før vendte med det samme tilbage. ”Hvorfor gjorde du det?” gentog han og denne gang med et bestemt tryk på hvorfor jeg havde tilladt mig at handle, som jeg havde gjort.

”Jeg ved det ikke!” abede jeg efter mig selv, som et fjollet barn. ”Hvad er det du vil have mig til at sige? Hvad vil du høre fra mig!” tilføjede jeg mere hektisk og som en slange, der såres vred jeg mig under hans skarpe blik, men måtte indse, at der intet var at stille op. Zayn’s øjne af sort ville holde mig bundet her indtil et afklarende svar havde forladt mig. ”Sandheden Haley, jeg vil høre sandheden for en gangs skyld.” konstaterede Zayn og maste sig på ved at stille sig helt hen til mig.

”Fint, så skal du sandelig også få den!” hvæsede jeg ulykkeligt og hamrede mine stive håndflader ind mod hans forstenede bryst. Zayn veg tilbage i smerte og overraskelse, men mit fysiske angreb var ikke nok til, at han opgav sit forhenværende.

”Sandheden er, at jeg er træt. Træt af at smile når jeg ikke er glad, le når det ikke er morsomt og nikke når jeg ikke er enig, men mest af alt er jeg træt af at påstå, at jeg ikke elsker dig…når jeg gør. Det er sandheden Zayn, så fuldkommen ubærlig som den er.” tvang jeg over mine bævrende læber, der forrådte mig ved at krænge mit indre følelsesregister frem i lyset. Halvt forstummet fremsagde Zayn mit navn, men jeg afbrød før en overflod af medlidenhed kunne undslippe hans tankegang og siden stemmebånd.

”Men det var ikke det du ville høre, var det vel? Det var ikke det du håbede, at jeg ville sige.” konstaterede jeg med en stemme, der forkludrede stavelserne og ødelagde min tvungne selvsikkerhed. Omkring mine lunger fornam jeg en barriere af ubehag tage form, men jeg fortsatte ufortrødent min talestrøm; ”Ser du, i sidste ende, er der ingen, der for alvor ønsker at høre sandheden. De tror det er hvad de ønsker, men så snart man har afsløret den for dem, så ville de ønske, at man havde fortalt dem en løgnagtig version af virkeligheden, for ofte får sandheden blot alt andet til at ligne løgne.”

En del af mig anede ikke hvad jeg rablede om, men da forvildede bogstaver samledes til egentlige ord, bildte jeg mig selv ind, at jeg gav mening – min krop besad intet overskud til at afdække om Zayn opfangede hvad jeg sagde. ”Hales…” hviskede han i tystheden, der opstod idet lyden af min stemme døde hen. Forsigtigt, som frygtede han, at jeg atter ville bide fra mig, rakte Zayn ud efter min kind. Hans hånd nåede mig dog aldrig, for instinktivt vendte jeg mit tårebeklædte ansigt bort. Jeg kunne ikke længere se på ham, jeg skammede mig, følte mig dum og udsat…som altid bragte han alle de følelser frem i mig, som jeg hadede at gennemgå – I hate the way I do not hate him at all…

I et ønske om at stoppe alt dette fremstammede jeg det eneste ord, der faldt mig ind: ”Undskyld…undskyld…” Den underlæggende hulken i mit bryst fik mig til at lyde forfærdelig svag og som ordet lagde sig tilrette på mine smagsløg måtte jeg hive efter vejret. Det virkede så forkert og dermed trak jeg i land på ægte Haley James manér. ”Hvorfor siger jeg dog det? Jeg er jo slet ikke ked af det...der har du endnu en sandhed til samlingen! Jeg nægter at undskylde for mine følelser for dig Zayn, det kan og vil jeg ikke. Dog vil jeg undskylde for at have gjort dig så forfærdeligt til grin, da du tydeligvis ikke føler for mig hvad jeg føler for dig. Gad vide om du nogensinde gjorde?” rasede jeg ud og den bitre smag bagerst i min mund forvandledes til eksplosive bobler af afsky.

Chokket fik Zayn’s øjne til at spile sig op og deres intensitet formindskedes under mine brutale udtalelser. Gispende trak han vejret ind og da nok luft var passeret igennem hans svælg og ned i hans lunger bevægedes han sine læber, men intet fladt over dem. Jeg hævede en pauserende hånd imellem os og sendte ham en sidste bøn: ”Lad være med at besvare det spørgsmål, jeg tror ikke jeg vil være i stand til at håndtere sandheden.”

 Zayn’s P.O.V.

Således og med diamantagtige tårer trillende nedad sine markerede kinder, forsvandt Hales ud i de tidlige nattetimers skygger. Jeg ville følge efter, men en smerte holdt mig tilbage og idet jeg hørte et hult smæld vidste jeg, at hun havde søgt ly bag omklædningsrummets aflåste dør. Med den ene hånd gned jeg mig henover min ømme brystkasse, hvor Haley’s fysiske aggressioner havde ramt mig. Hurtigt indså jeg dog, at smerten ikke fremsprang fra min ydre muskulatur…nej, den kom fra alle fire hjertekamre – stødvise, dunkende og skiftevis kolde og varme impulser af pinsel.

”Du er fandeme verdens største kraftidiot!” tordnede det med ét bag mig og et opkogt irsk ansigt mødte mig. Niall’s ellers lyse hud ulmede af rødme og grå uvejrsskyer rullede indover hans blik. ”Ih tak, mate.” mumlede jeg sarkastisk og smilede stramt. ”Niall---” begyndte en anden fyr, der viste sig at være Harry, men Niall gjorde et afvisende ryk med hovedet – it was time to have it out. Harry trådte lidt væk og holdt siden Liam og Louis tilbage, idet de også kom til. ”Hvad foregår der?” hviskede Louis højt nok til, at alle kunne høre det…hvilket sikkert var meningen.

”Er du blind? Eller challenged in some way?” brokkede Niall sig derpå og lagde armene bestemt overkors. Jeg trak uforstående øjenbrynene sammen og skabte dermed dybe rynker henover min pande. ”Ikke hvad jeg ved af…” svarede jeg ham sukkende og alle ignorerede Lou’s spørgsmål. Udmattet og for oprørt til at diskutere med Niall glattede jeg furerne på min pande ud med tommel og pegefinger. Desværre var Niall ikke færdig med mig, som jeg følte, at jeg var med ham for nu. ”Nå, men det kunne være, at du skulle få det tjekket hos din læge.” pointerede han skarpt og særdeles syrligt.

Vreden, der åbenlyst skurede under Niall’s ellers rolige ydre syntes pludselig og uventet, men alvoren og forpintheden i hans kropsholdning afslørede, at hvad end det var, der gik ham så grueligt på, så havde han båret rundt på det længe. En byrde, der nu var blevet ham for meget. ”Pigen har lige fortalt dig, at hun elsker dig og alligevel står du her endnu! Har du overhovedet nogen idé om hvilket helvede hendes følelser for dig har tvunget hende igennem?” fortsatte han og bebrejdelsen var ikke svær at opfange. Ej heller var den let at undvige, for hvert eneste af min bedste vens ord ramte mig som spidende hagl – små syle af is, der borede sig ind i min hud hvor end de kunne komme til. 

Liam gjorde indvendinger overfor Niall’s hårdføre metoder, men som så mange gange før havde jeg brug for Nialler’s ærlige mening serveret on the rocks, shaken not stirred… Han var den ven, som kunne pisse mig allermest af, men i sidste ende vidste jeg, at han havde ret. Desuden så havde et helt bestemt ord vækket min opmærksomhed til dåd! ”Helvede?” formåede jeg at spørge forundret, for nok havde jeg indset, at Haley på intet tidspunkt havde haft det nemt med Tessa, men helvede…?

Niall’s kropsholdning tyngedes endnu mere ved min underen og med begge hænder i lommen vippede han utålmodigt frem og tilbage mellem forfod og hæl. ”Du kan vel tilfældigvis ikke huske den rødlige hævelse, som Haley havde på sin ene kind, da vi var på hyttetur?” begyndte han i et belærende toneleje og med hævede øjenbryn, der forventede at hele sammenhængen meget snart ville gå op for mig – however, it didn’t.

”Ser du, det var nemlig et lille visitkort fra din darling Tessa. Det vil Haley bare ikke fortælle dig, fordi hun er bange for, at du ikke vil tro hende, og at det vil såre dine følelser…har du hørt noget så vanvittigt? Det har jeg i hvert fald ikke!” fortsatte Niall og hans hektiske hidsighed fik ham til at rejse sig en anelse på tær. Jeg vristede mig fri fra denne observation og så med forargelse på hans ansigt, der kantedes i alvor. ”Hvad er det dog du siger?” gispede jeg og følte mig alt for pludseligt alt for stakåndet. Det var som om mine lunger kollapsede omkring sig selv og nægtede enhver form for luftindtag.

”Visitkort…er det en metafor for noget andet?” hviskede Harry så diskret så muligt til Liam og Louis, men min hørelse var skærpet siden deres ankomst og jeg hørte hvert ord og åndedrag. Niall trak en beroligende hånd nedover sit oprørte ansigt og gjorde et sagte smæld med læberne. ”Teresa Thomson slog Haley, vores Haley Zayn! Hun truede med at gøre det igen, hvis Haley nogensinde nærmede sig dig.” forklarede han siden nøgternt og arrigskaben tog af for hvert ord. Han endte med at se undskyldende på mig.  ”Sorry mate,” tilføjede han sagte og rodede dybere i bukselommerne, hvis bund han for længst havde nået.

Jeg tog mig forvirret til hovedet, mens hele min mund tørrede ud. Min tunge lå livløs hen og mit stemmebånds aktivitet slukkede s for en stund. ”Jeg kan ikke tro det. Niall jeg ved, at Tessa har sine fejl, men---” protesterede jeg, men Nialler var forberedt på indvendinger og mine var så sløve, at han rapt formåede at stoppe dem.

”Fejl? Fortæl mig; hvad ved du overhovedet om tøsebarnet? Stoler du virkelig mere på Tessa, en pige du har mødt på et diskotek for seks måneder siden, end din bedste ven, der har stået ved din side gennem tykt og tyndt de seneste tre-fire år? Zayn jeg er din ven, jeg ville aldrig lyve om den slags.” sagde han fast besluttet på at overbevise mig. Han brugte også de bedste kneb, men det var ikke hans talegaver, der fik realiteterne banket ind i knolden på mig – det var sørgmodigheden, der emmede om hans person. At løfte tæppet for sandheden, gav ham ingen tilfredsstillelse og at se mig bedrøves gjorde ham ondt…det han sagde var ingen løgn, for Niall Horan kan ikke lyve – sandheden springer fra hans læber som gejsere fra jordens indre.   

Som det hele gik op for mig, syntes min krop at miste al kraft. Den virkede let, gennemsigtig og tom, det eneste, der tilbageholdt den fra at lette og flyve bort som en fjer i vinden, var den tyngde mit hjerte bragte. Det hamrede hult. ”Selvfølgelig ikke, men det virker bare så…utroligt…” fremstammede jeg kluntet og kastede et blik rundt på Harry, Liam, Louis og til sidst Niall. ”Jamen, tro det hellere, for politiet vil snart have rapporterne til at bevise det.” informerede Niall mig afsluttende om og bagfra kom Liam’s støttende hånd på min ene skulder. Et luftigt suk eroderede fra min brystkasse og idet et sidste pust af vejr bølgede over mine læber vidste jeg, at noget måtte gøres…

***

Tessa’s P.O.V.

Den meget abrupte afslutning på koncerten forekom mig noget underlig og mens de stok dumme fans blot troede, at det var en del af showet var jeg nu gået på opdagelse efter den egentlig årsag til Zayn’s exit. Jeg havde langt om længe fået mast mig igennem køen af fans og groupier, der med deres snart knuste drømme og backstage-passes i hænde ventede på at se drengene. På trods af al deres hvinende tålmodighed, fandt jeg dog 1D før dem. Alle fem stod de mutte og humørforladte tæt ved scenetæppet. ”Hey babe, er alt i orden?” hilste jeg og slyngede en arm omkring Zayn. Først virkede han fraværende, men idet jeg kyssede ham kærligt på kinden trak han sig væk.

En hårdhed indrammede hans intense øjne og vipperne dannede en mørk barriere omkring hans skarpe blik. Som tyngende bly ramte hans afstandtagen mig og i et forsøg på at annullere tomrummet mellem os trådte jeg tættere på hans liv. Zayn skærmede sig brat med begge hænder og ønskede ikke at jeg nærmede mig. ”Babe---” begyndte jeg, men en abrupt forespørgsel afskar mig. ”Slog du hende?” spurgte Zayn beklemt med modvilje hængende i hvert ords endelse. Frygten for hvad han selv lige havde sagt skinnende i hans blik, hvilket fik ham til at knibe øjnene sammen. De forestod mig som to dunkle spalter og under deres opsyn piplede usikkerheden indover min overkrop. Diskret rystede jeg gysningerne af mig, men den første blev hurtigt erstattet af den næste.

”Undskyld mig?” hikstede jeg kluntet og prøvede på at presse en nøgtern tone frem bagerst i mit svælg. Jeg havde en bange anelse om hvad det var han mente, men de nægtede jeg at lade ham mærke. Desværre fejlede jeg noget så grusomt og Zayn så ud til at føle sig ovenpå. ”Da du troede, at Haley havde en affære med mig. Slog du hende dengang?” fortsatte i samme rille som før, dog mere nærgående.  De andre drenges tilstedeværelse syntes mig pludselig anmassende og som fornam de dette veg de en anelse tilbage således, at de var skjult i skyggerne – nok var de der endnu, men ej så fremtrædende og overvågende som tidligere. Som løsnede en usynlig hånd sit greb om min hals hev jeg efter vejret og tog mig til mit udtørrede svælg. ”Jeg ved ikke hvad du snakker om…” verfede jeg nonchalant udover mine læber og bemærkede hvorledes det tideligere fantom kvælertags forsvinden havde givet mig min styrke tilbage.

Zayn vendte misfornøjet sit ansigt bort og delte ikke min glæde over mit tilbagevendte velbehag ved situationen. Da hans stramme mine atter mødte mig var den fyldt med opgivelse. ”Niall så det Tessa.” sukkede han og gjorde et nik i retning af hvor Niall befandt sig. En sylespids angst borede jeg pludselig ind mellem mine ribben et for et, men jeg fornægtede den at overtage min psyke. Amy havde gjort det tydeligt, at jeg for alt i verden ikke måtte afsløres og at dømme ud fra de ting hun havde gjort mod Haley, så ønskede jeg ikke at have hende som min fjende. Jeg måtte derfor sætte en storslået overtalelse i værk og fjerne en hver form for mistillid, som Zayn’s venner havde formået at plante i hans hjerte. Jeg måtte og skulle overbevise ham om, at jeg hans hjerterdame, var det hele værd. ”Og du tror ham?” fnøs jeg overlegent og lod mit blik kæle for Zayn med en sødme som han ikke ville være i stand til at modstå.

”Han er min bedste ven.” pointerede Zayn forarget og bed for første gang ikke på min forførende krog. Min ellers regelmæssige vejrtrækning stoppedes brat og den seneste udånding pressedes kvælende tilbage i min hals. Dette fik mine lunger til at hæves uventet og en kvalme opstod. Med Zayn’s trykkende vrede og mit fysiske ubehag ankom realiseringen af, at en helt ny og mere forræderisk taktik måtte igangsættes - if you can’t win; make everyone else  lose, if you can’t steal the victory; make everyone else losen their grip on it.

På få sekunder genopbyggede jeg min stolte facade. Med Amy’s kolde trusler i ryggen rankede jeg mig og lagde armene afmålt overkors. ”Han er også Haley’s ven og jeg ser ingen beviser.” mindede jeg Zayn om med det formål at indgyde mistro mellem vennerne. Ganske som jeg ønskede skævede Zayn til Niall, der med Harry, Louis og Liam bag sig gled frem fra sit gemmested.  

Leden overfor mig var tydelig at spore i Niall’s klare øjne og måden hvorpå han bed sig i læben afslørede, at hans mund fyldtes stødt og roligt med en bitterhed. Kortet jeg lige havde hevet ud af ærmet var trumfende, for Zayn havde mange gange før sat spørgsmålstegn ved hvor Niall’s loyalitet lå og nu blev den for alvor testet. ”Jamen, jeg har da politiet på speed-dial---” busede Niall ud med og kom ivrigt op på siden af Zayn, der havde givet sig i kast med at stirre på sine fødder. Jeg kunne ikke tæmme det veltilfredse smil, der nu bredte sig på mine læber og jeg forventede at intet længere kunne udslukke det – let som en mis havde jeg vundet.

Zayn’s P.O.V.

Mit blik, der var blevet tynget ned i gulvet af Tessa’s fortvivlende udredninger, rejstes op i hendes forblændede åsyn. Et modbydeligt smil havde adskilt hendes fyldige læber og hånende lod hun et let suk undslippe sine lunger. Afbrydende lagde jeg en tyssende hånd på Niall’s brystkasse og hans hektiske trusler slukkedes som viltre flammer tæmmes under brandhanens vandsprøjt. Hans isblå øjne så siden vantro på mig, men jeg nikkede forsikrende til ham og han indså, at jeg ikke havde i sinde at stole på Tessa fremfor min bedste ven.

Da Niall dermed atter var faldet til ro ved min side vendte jeg al min misfornøjede opmærksomhed mod Tessa. Hun plejede at fremstå, som noget af det kønneste ens blik kunne møde, men ordene hun havde taget i munde fik hendes skønhed til at falme for hvert moment vi lod passere. Øjnenes glans udviskedes til simple skiver af støvet brunhed, den solbrune hudtone forekom mig grånet og de chokoladebrune lokker, der faldt som et vandfald nedover hendes skuldre havde mistet al deres skin og hang nu tørt og udpint om hendes triumferende ansigt.

Tessa var ikke længere den pige, der havde opmuntret mig i en bar tilbage i London efter, at Haley havde knust mit hjerte endnu en gang. Hun var ikke skønheden, der kunne få de hjerteskærende minder til at glide i baggrunden. Teresa Thomson’s latter fik mig ikke længere til at le og hendes forførende talemåder var ikke længere i stand til at overskygge mit afsavn. Mens hendes dybe øjne forsøgte at bane sig vej igennem mine barrikader gik det op for mig, at hun måske aldrig havde været den pige jeg ville have hende til at være – she was no Haley James.  Hendes stemme havde ingen varme, hendes tanker ingen sjæl, hendes berøring ingen længsel og de svage glimt af liv i Teresa’s blik var intet imod den blå lagune af magi, som Haley’s omskiftelige øjne rummede.

Med disse åbenbaringer og indrømmelsen af, at den eneste jeg nogensinde havde ønsket mig var Hales, fæstnet i min underbevidsthed fortsatte jeg diskussionen med Teresa. ”Niall så det og jeg stoler på ham, det er bevis nok for mig, Teresa.” fortalte jeg hende og måtte nive mig selv i underarmen for at holde min afsky overfor hende i skak. På trods af min seneste og ret endegyldige konstatering forblev Teresa stiv i sit overlegende udtryk. Hun sugede eftertænksomt sine moccafarvede kinder ind og lod dem falde tilbage med et smæld. Træt af hendes flabede indstilling kastede jeg den egentlige handske for hendes fødder og forventede, at hun hermed ville give op og smide håndklædet i ringen. ”Ellers har politiet nogle meget interessante fotografier liggende og som du ved så siger et billede mere end tusind ord. Et opkald fra hvem som helst af os og de kan komme og hente dig.” smilede jeg afmålt og pegede illustrerende fra Liam til Louis til Harry og til sidste fra Niall til mig selv.

Forskræmt fulgte Teresa min gestikulering og hendes øjne blev til to mørke huler i hendes ansigt, som havde mistet al sin farve. ”P-politiet? Drenge, det er slet ikke nødvendigt. Sandheden er jeres uden ordensmagtens indblanding; I har ret. Jeg overreagerede måske en smule, det var dumt af mig…” fremstammede hun og med knæene let sammensunkne trådte hun bedende tættere på mig. Hun var stadig lige bleg, men læberne, der erkendte hendes skyld fremstod højrøde mod den omkringliggende huds hvidhed. ”Dumt, er vidst en underdrivelse.” mumlede Louis bag mig og et fnys af enighed brusede fra mit indre. ”Hvordan kunne du dog være så kold?” spurgte jeg med væmmelse og ordene fik deres egen arrige besjæling.

 ”Haley’s liv har været et helvede de seneste par år, men hun har kæmpet kampen hver eneste dag jeg har kendt hende. Tro ikke, at du er en slags helgen, der har ret til at dømme som du ønsker.” fortsatte min indespærrede vrede. Som om det var første gang Teresa havde indset sin egen ondskabsfuldhed bed hun sig nervøst i en pegefingernegl, der hurtigt blev erstattet af hendes underlæbe. Da denne heller ikke kunne opretholde sin opgave som lynafleder busede et desperat forsvar udover hendes gennemtyggede læber: ”Og du har altid forsvaret hende, mens jeg har måtte udkæmpe mine egne krige!”

Udbruddet var fyldt med smerte og en frustration over uretfærdighederne lyste fra Teresa’s blik, men mig narrede hun ikke. Aldrig mere skulle hendes falskhed overbevise mig om, at virkeligheden så anderledes ud. Længe nok havde hun fordrejet mig og sørget for, at jeg havde givet slip på alt, der betød noget for mig. I alt for mange måneder havde jeg blot været en degraderet version af Zayn Malik – and I don’t like him, Haley doesn’t like him…no one really liked him. ”Tænk, at jeg virkelig prøvede på at finde hendes erstatning i dig.” endte jeg med at sige skamfuldt og trak en hånd nedover mit ansigt, som for at adskille den nuværende mig fra mit egentlige selv og dermed genfinde den sande Zayn. ”Jeg er ikke sikker på, at jeg forstår?” nævnte Teresa uforstående og rettede på den alt for tætsiddende kjole hun var iført. Jeg kunne have forklaret moccadronningen hvorledes jeg havde ladet hende annullere mine følelser for Haley, hvorledes hendes person havde ledt Hales ind i glemmebogen og sidst, men ikke mindst hvorledes hun aldrig havde overvundet den magt Haley’s øjne havde over mig. Jeg havde været forelsket i hvem jeg troede Teresa var, men gensynet med Haley var som at trykke på ’rewind’ and go back to a better time; hvis bare det ikke var for sent.

I stedet for de foregående hjertefølte erkendelser formulerede jeg mig kort. Bare tanken om at skulle stå ansigt til ansigt med Teresa meget længere gjorde mig utilpas og frygten, for at Haley for længst var tabt for mig fik mit hjerte til at krampe i smertende pulseringer. Derpå affærdigede jeg Teresa, så intet var til at misforstå: ”Så lad mig endelig forklare det i ord, som selv du kan forstå; når du har undskyldt til Haley, kan du pakke dine kufferter og tage hjem. Vi to er færdige med hinanden, det er forbi mellem os.”

Niall’s P.O.V.

Erklæringen, der brød back-stage-zonens atmosfære fik mig til at ånde lettet op som aldrig før. Det så endelig ud til, at noget havde fået kontakt til det hjerte jeg vidste Zayn bar rundt på. Nok havde det været fortabt, men i dette øjeblik havde det atter genfundet sin styrke. Forskellen mellem rigtig og forkert var langt om længe blevet genopdaget og alle skelnede vi mellem de to modsætninger. ”Zayn…nej, det må du ikke. Jeg er oprigtig ked af det!” klynkede Teresa ynkeligt og klyngede begge sine hænder til Zayn’s. Han vristede sig fri og tvang hendes arme ned langs hendes side. ”Færdige Teresa, forbi, ude af verdenen, overstået, og hvis der er retfærdighed til, så ser jeg dig aldrig igen.” afviste han hendes sidste krampetrækninger.

Ulykkeligt sank hendes skuldre og en overraskende bævren besatte hendes underlæbe. Liam lagde an til at sige noget, men ingen ord var i stand til at passe til det vi bevidnede. Teresa selv opfangede, at tavsheden lagde op til en stilfærdig afsked. Forsigtigt så hun sig en sidste gang over skulderen idet hun vendte sig bort fra os. Zayn sank besværet og om han var forpint eller blot opslugt af alvoren i det Teresa havde udsat Haley for, var svært at afgøre. ”Puha, der var du heldig buddy,” smilede jeg halvt i et forsøg på, at opmuntre ham.

”Det må man nok sige!” istemte Louis og sammen nikkede vi ivrigt. Det så sikkert enormt fjollet ud, men ingen af os ønskede at lade Zayn forspilde mere tid på den forkerte pige. ”Forklar mig helt præcis hvordan I kommer frem til det?” bad Zaynster og rømmede sig for en god ordens skyld. Afsøgende så Lou og jeg hinanden an. ”Tjoh, altså…” begyndte jeg og fornam hvorledes svaret lå på spidsen af min tunge, men noget stak mig alligevel ubehageligt i ganen – if you can’t say anything nice, don’t say anything at all.

Heldigt for os skar en anden igennem og fik pointen skåret ud i pap. ”Du slap af med heksen.” annoncerede Harry og sluttede sig til kredsen vi andre havde dannet omkring vores nedslåede kammerat. Taknemmeligt smilede jeg stramt til Hazza, der trak på skuldrene som for at sige; ’Når I nu ikke kunne få det ud – always at your service.’. ”Nu venter prinsessen,” smålo Louis kækt og dirigerede et voldsomt, men venskabeligt klap i retning af Zayn’s ryg. ”Øhm…okay, whatever that means…jeg må finde Haley,” erklærede Zayn med en hostende start takket være Tommo’s fysiske opbakning. Han sendte siden Tomlinson et betuttet blik og rystede på hovedet akkompagneret af hans vanlige skæve smil.

”Det var jo det jeg lige sagde,” sukkede Louis teatralsk idet Zayn forsvandt. ”Jeg tror ikke, at Zaynster er så god til det der med metaforer,” påpegede Haz og lagde en opløftende arm om sin vens nedadvendte skuldre. ”No shit Sherlock!” proklamerede Lou sarkastisk med sine øjenbryn presset opgivende ned i sit synsfelt. Hans pludselige udbrud fik os alle til at hoppe forskrækket på stedet og Hazza snublede bagover – Lou grinede skælmsk af dette resultat.  

Også jeg lo befriende, hvilket fik resten af drengene til også at le med på spøgen. Liamo’s grin udslukkedes som det første og evnen til at tale, der førhen havde været låst fast til hans stemmebånd blev atter sat fri. ”Nu vi bliver ved metaforerne; så tror jeg nærmere det bliver en isdronning Zayn finder.” tilkendegav han sagligt med sin sædvanlige alvor svømmende i øjnenes brune farvetoner. ”Hun kan vel smeltes,” jokede jeg hæst og dunkede min albue ind i siden på Liam. Han bøjede sammen under ømmende protest, mens Lou førte min morsomhed videre. ”Som Zayn har gjort med hendes hjerte så mange gange før,” tilføjede han underholdt og skar en skælmsk grimasse af vigtighed.

Liam havde efterhånden fået strakt sig ud til sin fulde højde igen og var altså ovre smerten jeg havde pådraget ham, men han kunne ikke lade være med at skule misfornøjet til mig. Harry derimod kastede sine arme op i luften og skabte sig noget så inderligt. ”Okay stop før jeg får kvalme af al jeres pladderromantik!” bønfaldt Harry os alle og stylede sine krøller for at adsprede sig selv fra vores tossesnak. Mens Hazza dermed var distraheret blinkede Louis sigende til Liam og jeg - der var lagt i ovnen til endnu en flabethed.

”Årh hold da op, vi har ikke en gang nævnt hvor smukt det bliver, når de sammen ridder ud i den flammende solnedgang på Zayn’s hvide hest.” annoncerede Louis drilagtigt og forsøgte bevidst at skubbe sin ven udover kanten. Lou ønskede vel sagtens at se Harry falde fra sin stejle playboy-skrant og lande i en medrivende flod af romantik…øh ja, det lød så bedre indeni mit hoved…moving on!

Helt igennem skrækindjaget fór Harry’s opmærksomhed fra hans boltrende krøller og hen på Tommo, der knækkede sammen af grin – I skulle nu også have set Hazza’s mine. Hans øjne var spilet op på maksimum og munden gabede en anelse åben. ”Tak, så er det sket; kvalme, kuldegysninger og mavekramper check.” skabte Harry sig olmt og tog sig illustrerende til sit mellemgulv. Dernæst pustede han en ulydig lok væk fra næse og øjenvipper. Herefter fulgte mere hul latter fra os alle, hvilket var nogenlunde hvad vi foretog os indtil Jamie og Kate som to forvildede høns kom kaglende hen til os. De spurgte i nord og syd, vest og øst og udbad sig den ene forklaring på den anden – godt man ikke var Harry eller Liam i dette sekund.

Listigt og let på tå sneg Louis og jeg os væk fra slagmarken for at gøre os klar til aftenens forestående middagsselskab. Alt imens turtelduerne næbbedes og Zayn ledte efter sin skønjomfru – gad vide hvordan det hele skulle ende, for foreløbig var der ingen, der havde levet lykkeligt til deres tours ende...

__________________________________________________________________________________________________________

Og jeg er tilbage! :D 

Det glæder mig at præsentere dette kapitel for jer, men desværre er det jo sådan at for hvert kapitel jeg publicerer jo tættere kommer vi på enden...og den ende er altså ikke mere end et par kapitler væk - guderne forbedre det! 

Lige netop derfor er en skør idé landet i mit skød. Takket være nogle kommentarer efterladt af min søde veninde Halima(Just Broken) for længe siden, har min underbevidsthed arbejdet sig frem til tanken om en 3'er!

Hvad siger I? Fuldkommen langt ude eller en brilliant idé? Skal vi holde liv i Haley James eller skal vi takke af for denne gang? Let me know wonderful people :D

Håber I har det godt i disse regnfulde tider.

Lots of love,

~Tess Towler~

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...