The Liar in Me 2 - Love Me Now (1D)

Et år er gået siden Haley James sidst satte verden på den anden ende og nu står hendes 19-års fødselsdag for døren. Drengene fra One Direction har langsomt genindfundet sig i hendes liv, men de har endnu ikke vovet sig tilbage til USA. Dog har Haley’s ven Jake og hendes tilbagevendte mor Rachel, ikke tænkt sig at lade Haley visne hen for andet år i træk. Dermed er en storslået fødselsdagsfest ved at blive stablet på benene fyldt med store overraskelser, nogle er muligvis en anelse for store. Valget om at tænke på fremtiden og samtidig leve i nuet på et ærligt grundlag har ændret meget for sangfuglen Haley, men dette løfte viser sig måske at være sværere at overholde end som så. Især når fortiden pludselig banker på døren og nægter at forlade ens trappetrin. Der skal mere end mirakler, sød musik og gennemtænkte ord til, for at alle livets mange regnestykker skal gå op. Kun ét er givet, når det angår den kærlighed man engang mistede så gælder alle kneb! Hvor intet vover, intet vinder…

63Likes
271Kommentarer
15659Visninger
AA

27. Back for you

Haley’s P.O.V.

Jeg nynnede en tilfældig melodi, der havde været fanget i mit hoved de sidste mange timer. Siden vores forsoningsfest og undertøjskrise havde jeg haft en smule rengøringsvanvid, så det var ikke specielt overraskende, at jeg denne eftermiddag befandt mig isoleret på mit værelse i færd med at rydde op. I et af mine klodsede øjeblikke kom jeg til at slå en lysestage omkuld, hvilket resulterede i en mindre dominoeffekt. I sidste ende lignede toppen af min kommode en mindre krigszone og på gulvet flød det med et par stearinlys, en vase og nogle små papirlapper, der var faldet ud af en træboks.

Hurtigt fik jeg inddæmmet ravagen, men idet jeg satte mig på hug, for at samle papiret og den tilhørende opbevaringsboks op, gik det op for mig hvad der var tale om. Mellem mine nu rystende fingre befandt alle de anonyme trusler fra det seneste år sig. Jeg havde ikke vidst hvad jeg skulle stille op med beskederne, hver gang jeg modtog en ny – hold on or let go? Dermed var de blot endt i denne lille trækasse, som aldrig befandt sig langt væk fra mig. Inderst inde var jeg mest af alt bange for at uvedkommende skulle finde dem og gøre et stort nummer ud af det…for det var det jo ikke, vel?

Det hele føltes så fjernt og selvom ordenen havde kørt igennem mig mange gange kunne jeg knap nok ihukomme dem alle. Som jeg læste mig vej igennem dem, fik de atter min krop til at reagere ukontrolleret og min hjerne forsøgte at samle en mening med det hele.

Tak for sidst - We all rot in somebody's prison, bitch!

Åndenøden meldte sin ankomst.

Jeg håber du nyder artiklen. How do you like the prison I’m building for you bitch?

En klump af ubehag fik alt i mig til at trække sig sammen i stødvise gisp.

Do you feel the walls closing in on you? Losing your friends and those who love you – it’s called prison and it’s coming for you, don’t forget that bitch!

“Hey Hal---” sang Kate pludselig ovre fra døren, hvilket fik mig til at springe op fra gulvet og slippe alt hvad jeg havde mellem hænderne. ”For helvede Katie!” peb jeg panisk og vi så begge til mens papirnoterne dalede ned igennem atmosfæren. ”Sorry,” fnes Kate og kom hen til mig, så hun kunne ae min arm beroligende. ”Hvad laver du?” spurgte hun siden og lod sine øjne afsøge rummet, der faktisk var ret rydeligt. Til min store forfærdelse, fik hun dog hurtigt øje på træboksen og dens skjulte beskeder, der jo som sagt var fløjet til højre og venstre. ”Oh, hvad har vi her? Love letters?” drillede hun med et smil, der fik hendes blå øjesten til at glimte skælmsk.

Ramt af ildevarslende kuldegysninger, dykkede jeg efter hende ned på gulvet og rev hektisk breve fra hende, krammede dem tumpet sammen og smed dem tilbage i deres æske. Kate så måbende på mig, men hendes overraskelse blev snart erstattet af underen. ”Bare nogle sangtekst eksperimenter…der ikke er klar til at blive set,” forklarede jeg henkastet og smilede så overbevisende som det var mig muligt. Kate bed sig skeptisk i læben, for blot at trække på skuldrene. ”Jeg ville sådanset bare spørge på vegne af de andre, om du har lyst til at gå en tur?”

Forespørgslen var ikke hvad der forundrede mig mest, nej det var den modvilje, som skød op igennem mig.  Alle de usammenhængende tanker, der snoede sig i mit indre havde allerede gjort mig ør og de løse ender, syntes at kvæle mig i ængstelighed. En del af mig havde ikke lyst til at være alene, mens resten af mig vidste, at ingen kunne hjælpe mig med Anonym, ingen ville forstå…

”Øhm, jeg ved ikke Kate,” mumlede jeg og hørte udemærket hvorledes hun sukkede. ”Jeg er bare så træt, så tænkte på at tage en lur,” undskyldte jeg mig med og vendte endelig ryggen til kommoden for at se direkte ind i bebrejdelsens blik. ”Frisk luft gør nu underværker,” indvendte Katie sagligt og kastede sine lange lokker over skulderen. ”Og du lyder som min mor,” brokkede jeg mig og puffede drillende til hende. Kate skar en grimasse og rakte tunge. ”Hey!” hvinede jeg og kneb hende i siden så hun lo. ”Men så smutter vi da bare uden dig,” hoverede hun og smilede bredt. Før jeg kunne nå at kilde hende igen forsvandt ud på gangen og lo højt idet en af drengene fik fat i hende. Jeg sukkede for mig selv og dumpede bagover på min seng – hvad havde jeg gang i?

***

Liam’s P.O.V.

Det var ikke lykkedes Kate at lokke Haley ud på en sen eftermiddagsgåtur, men det havde ikke stoppet os andre. Louis og Niall havde kortvarigt overvejet om de skulle blive i hytten og underholde Haley, men i sidste øjeblik havde Hallie modsat sig dette. Hermed ledte Niall og Louis an som fortrop, hvor de gik og tjattede fjollet til hinanden. Bag dem gik Zayn med armen rundt om Tessa og hun hviskede lydløse budskaber i hans højre øre. Ved min side gik Jamie og bed sig eftertænksomt i læben. Diskret flettede jeg vores hænder sammen. Hendes lysegrønne øjne smilede til mig og for at studere den let blå himmel lænede hun sit hoved på min skulder.

”Tror du, at H var okay?” spurgte hun stille og tænksomt fulgte jeg hendes blik op mod en sky, der mest af alt lignede en kanin med store hængeøre. Jeg lo lidt for mig selv, for så at besvare Jamie’s bekymrede spørgsmål. ”Hallie har det med cutte folk ud. Jeg er sikker på, at hun vil komme til os når hun føler for det,” pointerede jeg roligt og pressede min læber forsikrende mod Jamie’s blanke hår. Hun smilede og nikkede.

Bagtroppen blev dannet af Harry og Kate, der begge gjorde alt hvad de kunne for ikke at ligne et par. Det var dog som om de herude, i denne smukke sommerlige Haley-freezone ikke tænkte så meget over det. ”Hey Lovebirds, hvis I bliver ved på den måde bliver vi nødt til at rapportere det,” drillede jeg og vidste, at deres opmærksomhed straks var blevet vendt mod mit tilvendte baghoved. I dette øjeblik overvejede de sikkert om jeg havde et tredje øje i nakken. ”Yup, get a room!” hylede Louis og satte i hektisk løb idet Harry slap sin Kate-date og spurtede forbi mig og Jamie. ”Du kan bare vente dig!” advarede Harry sin bedsteven og kastede sig indover en forsvarsløs Lou. Niall gav sig til at heppe på hvem end der syntes at vinde, hvilket i virvaret af kæmpende arme og ben var ret svært at afgøre – hans hepperi lød derfor nogenlunde således; Kom så Hazza, øhm ja ram ham lige i sidebenene Lou, hey Tommo fight fair!

Til Tessa’s store skuffelse tilsluttede Zayn sig Niall’s skråleri, hvilket fik Jamie til at kommentere på slagsmålets udvikling. Jeg selv puffede jokende til Tessa, for at frembringe et smil på hendes læber og venskabeligt trak jeg hende med op til de andre. I sløset jog fulgte hun modvilligt efter og at dømme ud fra hendes sammentrukne læber nød hun ikke spillopperne synderligt. Jeg betragtede hende diskret og overvejede som så mange gange før, hvad det helt præcis var Zayn så i hende. Ja, hun var køn, veltalende og enormt sød, selvom hun på det seneste havde taget karakter af en mere vranten person.

Inderst inde håbede jeg, at hun var ved at vende på en tallerken, og at Zayn dermed ville opgive hende. Han hørte sammen med en helt anden, som i øjeblikket sad alene i hytten og i stædighed forsøgte at nyde sit eget selskab. Som om Zayn kunne mærke hvad jeg tænkte så han på mig og afbrød kortvarigt sit grin. ”Er du okay Liamo?” smilede han venskabeligt og Louis, der havde sin arm låst omkring Harry’s rødglødende ansigt holdt inde midt i tvekampen, for også at betragte mig. ”Luft!” hvæsede Hazza halvkvalt og fægtede desperat med armene. ”Åh, jo selvfølgelig Harry Berry, jeg glemte helt, at du var der,” smålo Lou og slap sit greb, hvilket resulterede i, at Niall kom til for at afhjælpe den gispende Harry.

”Mon ikke det var på tide at vende næsen hjemad, der er trods alt cirka en 30 minutters gang tilbage,” foreslog jeg, som svar på Zayn’s tidligere spørgsmål. ”Glimrende idé Liam, det bliver også snart mørkt og så kommer myggene,” pointerede Tessa lystigt og hjalp Zayn med at få Louis på højkant. ”Så skal Haley heller ikke være alene længere,” konstaterede Jamie, hvis arm hurtigt blev hægtet sammen med Kate’s. De to piger udvekslede glade blikke og satte i trav for hjemadgående. Jeg fulgte efter, men nåede dog lige at opfange Tessa mørklødede ansigt, der så ud som om hun netop var blevet tvunget til at sætte tænderne i en citron – ingen myg, men Haley  - bittersweet I guess.

***

Haley’s P.O.V.

Mikrobølgeovnen kaldte på mig med et par mekaniske fløjt og hastigt fik jeg åbnet lågen og hentet en halvt fyldt kop med dampende mælk ud. Heri hældte jeg kaffe til randen og med den varme næsten summende drik satte jeg mig tilrette i stuens sofa. Uden for var det begyndt at mørkne og henover den nedgående sol var trukket lange luftige skyer af koksgrå. Mod solens ildstråler lignede det næsten, at en forbandelse var ved at trække indover søens sortblå vande. Jeg gøs ved tanken og valgte i stedet at undre mig over hvornår de andre ville komme tilbage. Lige som mit tankespind kom til en ende, bankede det målrettet på døren. ”Kommer!” råbte jeg optimistisk og stillede kaffen fra mig i sådan en hast, at den skvulpede udover glasbordet – senere, fortalte jeg mig selv og ilede ud i gangen.

”I tog jer sandelig god tid, det må have været noget af en---” ævlede jeg frejdigt og en smule bebrejdende derud af, men talestrømmen blev stoppet brat af de mørke øjne, som mødte mig på den anden side af egetræsdøren. Hvert et planlagt ord syntes at ramle sammen med det efterfølgende, som et rent harmonikasammenstød og det tog min hjernes alarmcentral flere sekunder, at rette op på skaden. ”Husker du mig?” spurgte fyrens stemme og dens dybde fik mine ben til at skælve under vægten af mit dunkende hjerte. ”A…Adam, jeg troede du var i fængsel…” fik jeg fremstammet i stødvise bølger. Et bredt grin fik Adam’s firkantede tænder til at lyse op i skumringen og som en sidste advarsel fløj et par sorte fugle henover horisonten. ”Det var jeg også og så var jeg det ikke længere,” annoncerede Adam barnligt og med hænderne stukket uskyldigt i lommerne maste han sig tættere på min person ved at træde op på dørtrinnet.

De sortbrune øjne han besad gled frem og tilbage i deres huler, men det var tydeligt, at de ikke så på mig. Deres analyserende blik ramte punkter og steder bag mig. På trods af mine usikre ben og mit hektisk pulserende hjerte, der truede med at give sig til at spille højlydt junglemusik, samlede jeg al modet i mig og satte mig til verbalt modværge. ”Nå, men jeg kan altså ikke hjælpe dig, så farvel,” konstaterede jeg hårdt og lagde hånden mod indersiden af døren. I en rolig vending begyndte jeg at lukke den i hovedet på Adam, men til min forfærdelse pressede han den med voldsomt kraft vidt åben. ”Ikke så hurtigt prinsesse, jeg vil ikke have din hjælp! Jeg er her såmænd bare for at indfri det du skylder mig,” frembrusede han koldt, så jeg på kluntede fødder bakkede længere ind i entréen.

Dette tilbagetog var åbenbart hvad Adam havde ventet på, for i samme sekund hvor jeg gav slip på dørhåndtaget trådte han høj og bred ind i hytten. Duften behagelige af friskbrygget kaffe, drengenes cologne og eftermiddagsheden blev med ét stiv og stillestående. Et gips blev hevet indover mine bævrende læber og i ren panik spyttede jeg mit sidste mod i Adam’s solbrune ansigt. ”Jeg skylder dig ikke noget som helst!” bed jeg vredt, men han lo blot håneligt af min udtalelse. Vi var begyndt at cirkle rundt i rummet, som dyretæmmer og såret løvinde, ventende på den andens angreb eller overgivelse. Et kort øjeblik overvejede jeg, at flygte ud af den endnu åbne hoveddør, men Adam var for snarerådig og med sit blik fæstnet sultent på mig smækkede han døren i med sit ene ben.

”Du sendte mig i fængsel, jeg mistede mit job, min kæreste og mit gode rygte,” udbrød han arrigt og jagede sin krop indtil min. Jeg vidste ikke om jeg skulle hovere over, at han havde mistet sit arbejde, væmmes ved, at han havde haft en kæreste, grine over, at han troede, at han nogensinde havde haft et godt rygte eller om jeg blot skulle græde over smerten, der piskede indover mig idet min ryg mødte væggen. ”Du gjorde det mod dig selv,” protestrede jeg hovedløst, hvilket fik et fnys til at erodere fra hans flagrende næsebor. Adam trak vejret tungt og omkring hans læber ansamledes en smule fråde. ”Nej, det var dig, der legede med mig, dig, der lokkede mig i unåde. Så den dag de hentede mig og førte mig bort, besluttede jeg mig for at vende tilbage og hævne mig. Hver eneste dag i den rådne fængselscelle jeg kaldte hjem, tænkte jeg på dig, hvordan dine øjne ville fyldes med rædsel, hvordan dine læber ville fortrække sig i smerte og hvordan du ville ende med at bede om nåde!”

Som hans forudsigelser buldrede imod min fugtige hud lukkede jeg øjnene stramt i for at skjule rædslen. Jeg bed mig hårdnakket i underlæben for at tvinge dens bævren bort. Selv med mørke liggende over mit blik kunne jeg fornemme, at Adam smilede veltilfredst og snart følte jeg hvorledes hans hånd fangede min kæbe. Han tvang mit hoved opad, så hans læber kunne hvile mod min hals. Han tog flere dybe drag, for at indfange min parfume, der diffunderede fristende fra mine porer. ”We all rot in sombody’s prison, I’ve been building one for you, are you enjoying it?” hviskede han hæst og lod sine fortænder sætte et svagt mærke på i huden, der lå blød henover mit kraveben. Et ubehag ved genkendelsen af ordene skyllede frem fra mit indre og fik mig til at vride hver eneste bevægelige kropsdel frem og tilbage. ”Hvad vil du have? Penge?” pressede jeg ud mellem mine læber, der knap nok kunne røre på sig i Adam’s jerngreb. Min forespørgsel fik ham til at lade mig dumpe ned fra væggen, for blot at kline mig uhæmmet til en anden mur.

Herpå hang et spejl, som splintredes ved kollisionen med min krop. Et forpint skrig undslap mine lunger og gjaldrede ud igennem hyttens mange rum, men der var ingen til at høre det, ingen til at komme mig til undsætning. ”Rige mennesker og deres penge!” spruttede Adam forurettet og lagde en forseglende hånd henover min mund. Jeg ville have bidt ham, men resten af min krop fik travlt med at sprælle idet han gav sig i færd med at pille ved knapperne på min kjole. ”Jeg vil have noget, der er dig langt mere værdifuldt,” smilede han ondskabsfuldt og pressede et knæ ind i mit lår, hvilket pacificerede mine ben. Herfra overtog min ene frie arm arbejdet med at tvinge ham bort fra mig. Irriteret fjernede han hånden, der greb om mine læber, for at  fokusere den på mine ynkelige knytnæver. ”Adam…please…”  bad jeg og pressede dermed mit eneste håb ud gennem barrikader af sviende gråd, som ansamledes bagerst i mit svælg.

Adam’s oplyste blik lagde sig på mit forvredne ansigt og jeg vidste, at det opfangede den brændende rædsel i mine øjne, den ukontrollerede bævren fra hele min krop og han nød med sikkerhed min fremklynkede anmodning om nåde. ”Ved du hvor mange gange ’please’ har haft en indvirkning på mig? Det korrekt aldrig!” fornedrede han mig grinende og hans gnækken besatte mit indre til min hjerne begyndte at lukke ned. En ren desperation sendte bølger af nervesignaler ud til alle dele af min eksistens, bølger og opråb om at kæmpe imod, om at sprælle, sparke, vride eller kradse om muligt. Lige lidt hjalp det dog, ganske som sidste gang Adam havde pådraget mig sin fulde kropsvægt blev jeg holdt nede og tvunget bagover. Hermed kulminerede al terroren i lyden af stof, der iturives. En glat og ubarmhjertig lyd, tusindvis af farvede tråde, der gav efter. Hvad der førhen havde udgjort skørtet på min kjole hang nu som to blomstrede laser ned langs mine hofter.  

Et klynk fyldt med angst banede sig vej igennem mig og fik mine fingre og tær til at krympe sig. I et sidste frustreret forsøg på at undslippe krammede mine hænder sig sammen om Adam’s og mine negle borede sig nådesløst ind i hans hud. ”There ain’t no getting out, honey,” lo Adam isnende og lagde et råt kys mod min kæbe. Jeg vred mig voldsomt og spyttede ham modstridende i ansigtet. Den skummende væske ramte ham i panden og løb nedover hans øje og ene kind. ”Forbistret,” hvæsede han og var nødsaget til at løsne sit greb om mig, for at genfinde sit fulde syn. I et kort øjeblik af naivitet smøg jeg mig ud af min denimvest og undslap dermed hans overfald i cirka ti sekunder. Lammet af frygt stoppede jeg op midt i glasskårne og anede ikke mine levende råd.

Inden jeg fik ro til at udtænke en flugtplan, var Adam atter over mig og denne gang sendte han en knytnæve mod mit mellemgulv. Jeg krængede sammen i smerte og faldt ned på knæ ude af stand til at trække vejret. Hivende efter luft greb jeg udefter støtte fra gulvet, men alt jeg fandt var rester af det splintrede spejl. Sorte pletter sprang nu frem for mit blik og skjulte dele af rummet i skiftende mønstre. ”Hvor tror du, at du skal---” smiskede Adam og hev mig op fra mit leje, dog nåede hans fulde budskab aldrig at forlade hans stemmebånd, da hoveddøren i næste nu gik op og en mild aftenbrise brusede indover os. 

_______________________________________________________________________________________________________________________________________

It's been waaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaay too long, jeg ved det - undskyld undskyld! Men her er det så kapitel 27 'Back for you', jeg må indrømme, at titlen lyder ret romantisk...men det kan vi vidst godt afgøre, at kapitlet ikke var *brr kuldegysninger*. Endelig fik vi en forklaring på trusselsbrevene og I ved, at jeg må spørge: var det hvad I ventede eller var jeg faktisk i stand til at overraske og skræmme jer lidt? xD 

Nu er spørgsmålet så om der er nogen redning for Hallie eller det er mere bad news som kommer ind af døren! Uh, tilgiv mig hvis 'kampscenen' med Adam ikke var vildt fantastisk, for havde lidt svært ved at forklare slåskampen, men håber det var bare en smule uhyggeligt og/eller skræmmende hehe

Tusind tak for jeres helt igennem utrolige tålmodighed og no worries næste kapitel er allerede halvt færdigt, så det burde ligge her på tirsdag! :D Love ya'll <3

~Tess Towler~

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...