The Liar in Me 2 - Love Me Now (1D)

Et år er gået siden Haley James sidst satte verden på den anden ende og nu står hendes 19-års fødselsdag for døren. Drengene fra One Direction har langsomt genindfundet sig i hendes liv, men de har endnu ikke vovet sig tilbage til USA. Dog har Haley’s ven Jake og hendes tilbagevendte mor Rachel, ikke tænkt sig at lade Haley visne hen for andet år i træk. Dermed er en storslået fødselsdagsfest ved at blive stablet på benene fyldt med store overraskelser, nogle er muligvis en anelse for store. Valget om at tænke på fremtiden og samtidig leve i nuet på et ærligt grundlag har ændret meget for sangfuglen Haley, men dette løfte viser sig måske at være sværere at overholde end som så. Især når fortiden pludselig banker på døren og nægter at forlade ens trappetrin. Der skal mere end mirakler, sød musik og gennemtænkte ord til, for at alle livets mange regnestykker skal gå op. Kun ét er givet, når det angår den kærlighed man engang mistede så gælder alle kneb! Hvor intet vover, intet vinder…

63Likes
271Kommentarer
15840Visninger
AA

15. A very One Direction Christmas - Part 2

Zayn’s P.O.V.

Jeg sukkede dramatisk, idet endnu et af mine forsøg på at forme et brugbart marcipanstykke slog fejl. Haley skævede til mig og fnes lidt over mine ynkelige konfektklumper. Hun selv masseproducerede nærmest perfekte firkantede stykker, der var klar til at blive dyppet direkte i den smeltede chokolade. ”Hvad er det, der er så morsomt?” surmulede jeg og knyttede næven ned i marcipanen, som dermed blev mast helt fladt ud på bordfladen. ”Ikke noget, jeg beundrer bare dine alternative kunstværker,” svarede hun med pålagt seriøsitet – under overfladen spruttede hun af grin. ”Den er god med dig.” Min kommentar fik hende til at række tunge. ”Nu har du rakt tunge af mig to gange inden for én time!” pointerede jeg og vendte mig væk fra mandelmassen – Haley var for mig langt mere interessant.

Hun lo lidt, dog med sine tindrende øjne fokuseret på marcipanmassen, der let lod sig forme mellem hendes spinkle fingre. Med håndryggen strøg hun en lys hårtot væk fra sit synsfelt, men den faldt atter ned i øjnene på hende. Hun pustede til den, således at den fløj ud til siden for blot at lande selv samme sted som før. Jeg tørrede mine klistrede fingrer af i et håndklæde inden jeg tog fat om den lyse lok. Min behjælpelighed fik Haley til at se op. Mit blik var intenst og følelsesladet, men for ikke at vise noget sårbart afbrød jeg øjeblikkets idyl ved at smile flabet – hun rakte tunge igen! ”Okay, det var altså tredje gang!” indvendte jeg og gjorde store øjne idet hun lagde an til at lade tungen forcere sine læber endnu en gang.

Før hun vidste af det havde jeg dyppet min pegefinger i den smeltede chokolade og afsat et kakaofyldt aftryk på hende næsetip. Haley skelede til den brune top mit i hendes ansigt og hun fnøs fornærmet – challenge accepted, lyste det over hele hendes ansigt. Derpå dyppede hun også fingeren i chokoladen og tegnede en streg henover min pande – hvad så nu big boy? spurgte hendes hævede øjenbryn. Dernæst røg en klat nougat op på hendes pande. Hun vrængede af mig og greb noget marcipan, som hun omhyggeligt tværede ud på begge mine kinder…lad os håbe, at det var godt for huden. Min hånd rakte dybt ned i posen med flormelis og en sky af det fint malede sukker ramte Haley midt i ansigtet – mit angreb var dog ikke så gennemtænkt, for det hvide pulver fik os begge til at nyse samtidigmed, at vi krampede os i latter. Nys – grin – nys – grin – hiv efter vejret – døden nær – grin igen!

”Hvad sker der her?” lød det med ét i en hæs stemme og både Haley og jeg frøs midt i vores bevægelser. Som en robot, der var mere eller mindre låst fast i sig selv, drejede jeg mit hoved i retning af personen, som beskuede vores lille optrin. ”Oh, hej lads…Hales og jeg er bare ved at lave julekonfekt…” forklarede jeg uskyldigt og kløede mig på kinderne hvor marcipanen var ved at tørre ind. Louis hævede begge sine øjenbryn i forundring. ”Med jeres ansigter?” spurgte han efterfølgende og lagde armene vurderende overkors – Niall og Harry fulgte hans eksempel, som legede de kongens efterfølger.

”Nej nej, Haley lod sig bare rive med…ret så voldsomt,” grinte jeg og mine ord fik en lyserød blussen til at fremkomme på Haley’s markerede kindben. ”True og heldigvis var Zayn her til at afhjælpe mig,” tilføjede hun til vores forklaring og tørrede chokoladeklatten af i et stykke køkkenrulle. Liam kløede sig undrende i håret og rystede på hovedet over de to kage-knusende-konfekt-iklædte-klovne, der stod overfor ham. Haley rømmede sig og den akavede stilhed fik hende til at bide sig i læben. Jeg ville fortælle hende, at det var en dårlig vane, men undlod det da hun ret så køn ud selv med sit pjuskede hår, nougatindsmurte ansigt og rødmende kinder. ”Jeg tror jeg smutter i bad nu, ja det gør jeg.” mumlede Haley distraheret og stak af fra situationen.

”Crazy kids!” konkluderede Louis og stillede et par indkøbsposer fra sig med en hovedrysten. ”Sagde det største barn af os alle,” udbrød Harry bittert og hev et par papirsindpakkede æsker op af poserne. ”Hey, jeg har tilladelse til at sige sådan, fordi jeg er den ældste.” sagde Louis bestemt og fravristede Harry det der nok var julegaver. ”Det er vidst kun på papiret!” råbte Harry og fulgte efter Louis ind i stuen hvor juletræet stod – de fortsatte diskussionen derinde kunne man høre. Liam gik grinende ind til dem, for enten at slutte fred eller for at sætte sig og se på det underholdende show.

Niall havde stået lidt i baggrunden med en tænksom mine og set efter Haley idet hun forsvandt ud på badeværelset. Nu kom han roligt hen til mig og lænede sig ind mod mig. ”Don’t play with her,” bad han lavmælt og lagde en fortrolig hånd på min skulder. ”Hvad mener du?” spurgte jeg uforstående og mit hoved trak sig lidt væk fra Niall. ”Jeg mener hvad jeg siger, få hende ikke til at tro, at I har noget som I ikke har.” svarede han bestemt og så på mig med et stenfast blik. ”Du er sammen med Tessa indtil du ikke er sammen med Tessa længere, husk det.” belærte han mig kryptisk og jeg kunne mærke på ham, at han sagde dette i rammeste alvor. ”Nialler,” begyndte jeg, men hans hånd var allerede gledet væk fra min skulder og han var forsvundet ind til de andre.  

***

Niall’s P.O.V.

I løbet af de par dage drengene og jeg havde været ude af Haley og hendes mors lejlighed, var der sket store ting på julefronten. Overalt fra gardinstænger og lamper, samt langs billedrammer hang der guirlander, julehjerter og kravlenisser – det var et sandt orgie af julestemning. Inde i stuen et stykke fra deres pejs stod juletræet stadset op med Louis’ ønskede lyskæder, julekugler i gyldne og hvidlige nuancer, samt hjerter klippet fint med saks og flettet i finurlige mønstre. Nederst bag strunke grangrene gemte der sig et par enkelte gaver og selvom vi på nuværende tidspunkt havde sat det meste af middagen til livs, så duftede der endnu af julegilde.

Da anden, kartoflerne og resten af gæstebuddet, således var blevet sat over styr havde Haley trukket os med ind i stuen foran de gyldne flammer. Mens disse slikkede sig knitrende henover træstykkerne og åd sig vej igennem knuder og knaster havde vi kastet os over Zayn’s største julelast – Scrabble og Monopoly. Scrabble-spillet havde overvundet mig op til flere gange og dermed havde jeg overtalt de andre med Haley’s støtte til at prøve Monopoly i stedet – ikke at det gik mig meget bedre i dette spil.  

”Hey, lads det er overhovedet ikke fair!” beklagede jeg mig og lagde armene utilfredst overkors. ”Nialler, du slog en treer og derfor lander du på Central Park, som jeg ejer,” begrundede Liam og pegede forklarende henover Monopoly-spillebrættet. ”Jamen, jeg er jo på det nærmeste gået bankerot!” sagde jeg frustreret og så bedende på Haley, der agerede bank i denne runde. ”Morgage baby,” smilede hun drillende og blinkede til mig. Siden rakte hun to hundrededollarsedler hen imod mig, men jeg rystede afvisende på hovedet – jeg havde aldeles ikke brug for et lån og jeg var allerede i færd med at retfærdiggøre mine benægtelser.

”Lån mig her og lån mig der, jeg stod på ’Prøv lykken’ og derfor lander jeg på den tomme grund lige inden ’Central Park’. Jeg skylder ikke nogen noget og når jeg passerer start får jeg 200 dollars. Desuden er ’Central Park’ en offentlig park.” pointerede jeg og rejste begge øjenbrynene, for at vise de andre, at de intet havde på mig.

”Du stod på ’Vandværket!’” udbrød Louis irriteret og lod sin pegefinger udpege grunden han omtalte. ”’Prøv lykken’.” besvarede jeg ham stramt og med fremskudt underlæbe nikkede jeg flabet. ”Ironisk, for du har ikke lykken med dig og du skylder Liam 150 dollars for leje – whether you like it or not,” grinte Zayn og klappede mig på ryggen som opmuntring – Haley fremrakte sedlerne igen. Det kunne han sagtens sige, han kørte jo med klatten fordi han spillede det her spil hver jul hjemme i England. ”Er Nialler en dårlig taber?” smålo Harry og prikkede mig i siden, hvilket blot fik mig til at rulle med øjnene.

”Jeg er ikke nogen taber,” påstod jeg og så bort hver gang Liam med et glimt i øjet forsøgte at indkræve sine fiktive penge. ”Det jo da også bare et spil,” mumlede jeg forurettet og lænede mig tilbage mod sofaen. Jeg skævede til Zayn og havde svært ved at se julehyggen i et spil, der arbejdede imod mig på denne måde. Zayn hviskede en eller anden morsomhed i øret på Louis – de flækkede af grin.

”Jamen, hvis det blot er et spil kan du vel godt give nogle af dine fiktive papirspenge til Liamo ikke?” prøvede Haley ad i et forsonende toneleje. Jeg så hende mistroisk an. ”Men jeg landede ikke på ’Central Park’,” brummede jeg og kneb øjnene sammen. Ved siden af mig krampede Harry sig i latter og midt i det hele trillede en terning ud af hans ærme. Jeg gjorde store øjne og samlede beviset op fra gulvet. ”Hvad lavede denne her i dit ærme Hazza?” spurgte jeg afventende og stak den lille sorte og hvide firkant op i hovedet på ham. Hans grin døde hakkende ud og et kækt smil gled henover hans læber.

”Orh, man har vel altid et trick eller to i ærmet,” lo han og fugtede sine læber. De andres opmærksomhed var nu landet på vores samtale og med spændte halvleende miner fulgte de med. ”Du snød mig!” anklagede jeg Harry. ”Hvis du mener; byttede terningerne om så det så ud som om du slog en treer i stedet for en toer, for at se dit ansigtsudtryk når du tabte så ja.” drillede Harry mig og fik min mund til at falde op i måbende fornærmelse. ”Nice one!” grinte Louis og gav Harry credit for den "gode" joke. ”Jeg kunne heller ikke forstå hvordan det kunne gå til, at en heldig golden Leprechaun kunne være bankerot efter aftenens første omgang Monopoly,” smilede Liam og lænede sig helt indover spillet, for at kunne klappe mig venskabeligt på skulderen. ”Men du stod altså på ’Vandværket’ alligevel,” pointerede Louis eftertænksomt.

Haley’s P.O.V.

”Drenge slut nu fred, så vi kan nyde nogle af min mors godter,” grinede jeg og så lidt opgivende på den samling af store småbørn, der sad rundt om mig. I det lettere dunkle lys fra ilden og juletræet så deres uenige miner en smule mørkere ud grundet skyggerne, der blev kastet henover deres ansigter. ”I’d like some of that,” svarede Harry kækt og blinkede til min mor, der rakte ham en skål Ris a la Mande. ”Jeg mente hendes juledessert,” brummede jeg anklagende og puffede til ham, således at han gik kløjs i sin første skefuld. ”That’s what she said,” mumlede Niall og trak lynhurtigt sin portion til sig og begyndte den lykkelige indtagelse. Min mor fnes i baggrunden og satte sig ned i sofaen bag os.

”Bortset fra det, så synes jeg, at vi mangler nogle følelsesladede fortællinger,” smilede Liam drilskt og satte sig bedre tilrette på gulvtæppet. Hans kommentar fik mig til at hoste lidt og i få sekunder troede jeg, at jeg havde formået at aflede deres opmærksomhed – no luck! ”Ja og øllerne,” indskød Niall idet han sprang op fra sin plads, for atter at fylde sin skål. ”Hvad er det egentlig vi spiser?” spurgte han med et spøjst udtryk på sit irske ansigt. Jeg sendte ham et skævt smil og morede mig gevaldigt over, at drengen lige havde indtaget en hel skål og var ved at hente mere af noget han ikke en gang vidste hvad var.

”Ris a la Mande, med andre ord risengrød med mandler, vanilje og flødeskum. Det er en del af den danske julemiddag og meningen er, at du skal finde den hele mandel,” forklarede jeg og alle syntes at spidse øre. ”Dansk?” undrede Louis sig og gjorde et svirp med sit pandehår, for at se den hvidlige ret an som om den ville nikke medgivendende til ham. ”Mine forfædre stammer fra Danmark,” oplyste jeg og fangede min mors blik. Hun smilede stramt og jeg udelod detaljen om, at det var min fars familie, der kom derfra. Liam’s brune øjne så opfordrende på mig og han syntes at have fundet den følelsesladede fortælling han var blevet lovet. Som på autopilot gav mine fortænder sig til at bide i min underlæbe. Undvigende så jeg væk og forsøgte at lade som om jeg rodede efter mandlen i min skål.

I mellemtiden skete det uforudsete. ”Haley’s far Russell var dansk ingeniør udsendt til New York City dengang jeg mødte ham, ” fortalte min mor og lyden af hendes vinterhæse stemme fik alle til at snurre rundt på gulvet, for at møde hendes ord lige på.  Med sine klare blågrønne øjne, indkredsede hun mig og en klump ansamledes i mit svælg – en klump opbygget af fortidens skygger.

”Han indførte den danske jul i vores familie og derfor spiser vi Ris a la Mande og får gaverne allerede den 24. december i stedet for den 25.,” smilede hun og knugede en kop te mellem sine aldrende hænder, mens minderne slørede hendes blik. ”Mor,” indvendte jeg hviskende i et forsøg på at modvirke, at hans minde overtog vores julefest som det havde gjort så mange gange før. Liam så kortvarigt ned på sine hænder, da rummet blev fyldt med en hvis stilhed og Louis og Harry smilede vagt til hinanden. Zayn stillede roligt sin skål fra sig og rystede venligt på hovedet som ’nej tak’ i det min mor lydløst opfordrede ham til at tage mere dessert.

”Se alle sammen, jeg sagde jo, at jeg ikke var nogen taber!” udbrød Niall lykkeligt midt i det hele. I stiv fremstrakt arm fremviste han en oval genstand, der viste sig at være mandlen. En stolthed omkransede hans mimik og mandlens hvidhed lyste op i stuens mørke gyldne lys. Drengene så undrende på ham og jeg lo af hans dedikerede deltagelse i vores julelege – where there is food you can be sure to find Niall James Horan! ”Godt gået, så får du også mandelgaven,” smilede jeg til ham og rodede op i hans lyse hår. Hans grin blev større og da min mor sådan set havde glemt alt om mandelgave, så hentede jeg en længe ventet øl som belønning.

”Hvor er Russell så nu?” røg det nysgerrigt ud af Harry da jeg vendte tilbage fra køkkenet. Han slog straks hånden for sin mund og prøvede dermed at trække hastigt i land. Det var dog for sent og min mor rettede uroligt på sig selv. Jeg så bekymret på hende og mine øjne arbejdede på højtryk for at undgå uddybelse af sagen – Russell var et lukket kapitel i vores liv og det skulle han gerne forblive. ”Vi snakker ikke rigtig om ham længere,” indskød jeg panisk og hev efter vejret. Rachel så ned i sin tekops dyb og hvad hun så vidste jeg ikke. Idet hun rejste sig lydløst og forsvandt ud i køkkenet stod det dog klart for mig, at Russell James nu ville plage hende for en stund. ”Hvorfor ikke?” borede Niall ubetænksomt i det. For lidt siden havde jeg sat pris på hans mandelforstyrrelse, men nu hvor han sad med sin grønne ølflaske og spørgende mine forekom han mig irriterende.

Netop derfor ignorerede jeg hans spørgsmål og kastede lange foruroligede blikke efter min mor. Imens havde Zayn rykket på sig og det var først nu, at jeg mærkede hvor tæt han var på mig. ”Niall henter du ikke lige den røde pakke henne under træet,” bad han uden at se på Niall, som adlød foruden den mindste lyd. Mit blik låste sig fast til Zayn, hvis dybe øjne så opmuntrende ind i mine – jeg havde rent glemt hvor godt det føltes at havde ham på min side. Den omtalte pakke blev placeret i mit skød, hvor dens røde kvadratiske omrids lå afventende. Rundt om den var et lysere rødt silkebånd bundet og på toppen var dette strammet ind i en stor voluminøs sløjfe, der tiggede og bad om at blive løst. ”Hvad er dog det?” spurgte jeg lamslået og dumt i øjeblikkets overraskelse. Niall udstødte en lyd, der lød som en blanding af et fnis og et spændt hvin. ”Din julegave fra os alle sammen,” oplyste Liam gladeligt og udpegede alle giverne ved at nikke i retning af Niall, Harry, Louis og Zayn. ”Det skulle I da ikke have gjort,” svarede jeg sagte og tog mig til brystet idet en glødende begejstring bredte sig deri og spredtes ud til alle dele af min krop.

”Hvad er det så?” forsøgte jeg drillende og deres brune, grønne, blå og blågrønne øjne åbnedes lidt mere i forventning. ”Åben og find ud af det,” lo Harry hæst, mens Zayn smilede sødt til mig – et kort øjeblik mens papiret gled til side frygtede jeg, at det måske var et eller andet, som sprang op i hovedet på mig. Bag indpakningen gemte der sig en sort læderæske, som grangiveligt lignede en, der sælges hos smykkeforhandlere. Afsøgende så jeg på alle fem drenge, men intet i deres ansigter afslørede det mindste – de burde spille poker en dag…

Mine fingre gled henover den glatte overflade og fandt frem til en lille metalknap, der ved let berøring fik æskens lås til at springe op. ”Ja, altså jeg syntes jo, at vi skulle give dig en løgnedetektor, men de andre ville have noget mere stilfuldt,” annoncerede Louis drillende fra sin plads inden han forsigtigt krøb tættere på. Det var morsomt at se deres reaktion, for selvom de vidste præcis hvad æsken indeholdte så sad de alle som på nåle og holdt vejret indtil mine øjne også mødte deres gave.

I juletræets sparsomme glans glimtede gaven troldbindende imod mig og min vejrtrækning snublede over sig selv i forundring. Der, på æskens sorte fløjl lå en halskæde så smuk og elegant. Den var skabt af en samling hvide diamanter så klare som himlens stjerner og fuldkommen åndeløs tog jeg den mellem mine fingre. ”Den matcher de ørering du havde på til Brit Awards,” smilede Niall og lagde sin pege- og tommelfinger omkring sin ene øreflip. ”Kan I virkelig huske dem?” fremstammede jeg og tvang mit blik væk fra den fantastiske gave. I stedet lod jeg mine øjne tindre imod Zayn, hvis ansigt havde fortrukket sig i afmålt alvor – selvfølgelig erindrede han de ørering han selv engang havde givet mig.

”Vi husker alt, der ser godt ud og babe, du så fantastisk ud mens du bad om tilgivelse på dine blødende knæ,” svarede Harry og smilede skævt, idet jeg løsrev mig fra Zayn’s øjenkontakt. Hans kommentar fik et fnys til at bruse igennem min næse og mund og latteren fyldte stuen. ”Right,” mumlede jeg og fortsatte: ”Tusind tak for gaven, den er virkelig smuk, drenge. Jeg har selvfølgelig også noget til jer!”

”Har du?” udbrød de i flerstemmigt kor, hvilket fik mig til at le let. ”I år kunne I ikke være hjemme til jul, hvilket delvist er min skyld,” begyndte jeg og min konklusion fik en mumlen af delte meninger til at brede sig i stuen. Jeg rejste en hånd i luften, som opfordring til at holde inde – deres stemmer døde ud på stedet. ”Jeg var lidt på bar bund med hensyn til jeres gaver, for I har stort set alt hvad fem unge mænd kan ønske sig. Dog er der en ting I savner I år, nogle mennesker som I ikke kunne være hos så i stedet tog jeg mig den frihed at bringe dem til jer…på en måde.” Efter disse ord var udtalt, tændte jeg for TV’et, indsatte en helt særlig DVD og trykkede ’play’.

Frem på skærmen tonede billeder og filmklip af Mullingar, Maura og Chris, Bobby, Greg, Bradford, Yaser og Tricia, Doniya, Waliyha, Safaa, Wolverhampton, Karen og Geoff, Ruth, Nicola, Holmes Chapel, Anne og Robin, Des, Gemma, Doncaster, Johannah og Mark, Troy, Charlotte, Felicity, Daisy og Phoebe, sammenklippet af undertegnede. Drengenes øjne fyldtes med et helt specielt glimt; en blanding af stolthed, savn, kærlighed og troskabsfølelse. De blev fuldkommen opslugt af lyden og farverne og en varmende stilhed lagde sig tilrette rundt om os. Midt i tystheden kom min mor til og hun lo med os andre, når en af drengenes søstre advarede dem imod Haley James eller USA eller om ikke at komme hjem til selveste højhellige juleaften. ”Årets julegave,” konstaterede Liam lavmælt fra sin plads og smilede, da hans forældre sendte ham en kærlig julehilsen – de andre nikkede enigt, for optagede til at sige et eneste ord.

”Tak for en dejlig jul Hales,” hviskede Zayn nær mit øre og en behagelig kuldegysning spillede på min hud. Hans arm gled rundt om mine skuldre og lænet mod sofaen trak han mig tættere ind til sig. Mit hoved gled døsigt ned og lagde sig mod hans bryst og nakke. Et afslappet suk fik hans brystkasse til at hæve sig og med hagen hvilende på mit hoved skjultes hans mund og næse i mit hår. ”Det var så lidt,” svarede jeg ham næsten lydløst. En ukendt og savnet følelse af et øjebliks fuldkommen lykke trak i mine smilebånd og inden mine øjne lukkedes så jeg på juleaftenen omkring mig.

Niall grinede af sin bror Greg og tog en slurk af sin øl – he was in heaven. Liam smilede da hans søster Nicola fremviste deres britiske juletræ og han formåede at fange det sidste af sin Ris a la Mande med den specielt udleverede gaffel. Louis pegede stolt af sin familie og vippede drillende med øjenbrynene idet Harry’s mor Anne dukkede frem blandt vivaret af hilsner. Harry puffede flovt til Louis og de to kom hurtigt op at toppes broderligt. Zayn’s ene hånd nussede min skulder, mens hans vejrtrækning mod min hovedbund fik alt i mig til at pulse beruset. It was a very One Direction Christmas, mens sneen dalede fint hvid og krystallisk over verdenen udenfor.   

___________________________________________________________________________________________________________________

Too cute? xD Ej, her har I så anden del af juleepisoden og jeg undskylder mange gange for forsinkelsen, men der var simpelthen ikke mulighed for udgivelse før i dag - julen tog overhånd hjemme hos mig haha

Håber I synes om kapitlet alligevel og hvad siger I til Zaley-momenterne? Tror I Zayn er ved at bløde op overfor Haley og dermed vil droppe Tessa...eller? 

Glædelig jul alle sammen og jeg håber I har det fantastisk! <3

~Tess Towler~

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...