The Liar in Me 2 - Love Me Now (1D)

Et år er gået siden Haley James sidst satte verden på den anden ende og nu står hendes 19-års fødselsdag for døren. Drengene fra One Direction har langsomt genindfundet sig i hendes liv, men de har endnu ikke vovet sig tilbage til USA. Dog har Haley’s ven Jake og hendes tilbagevendte mor Rachel, ikke tænkt sig at lade Haley visne hen for andet år i træk. Dermed er en storslået fødselsdagsfest ved at blive stablet på benene fyldt med store overraskelser, nogle er muligvis en anelse for store. Valget om at tænke på fremtiden og samtidig leve i nuet på et ærligt grundlag har ændret meget for sangfuglen Haley, men dette løfte viser sig måske at være sværere at overholde end som så. Især når fortiden pludselig banker på døren og nægter at forlade ens trappetrin. Der skal mere end mirakler, sød musik og gennemtænkte ord til, for at alle livets mange regnestykker skal gå op. Kun ét er givet, når det angår den kærlighed man engang mistede så gælder alle kneb! Hvor intet vover, intet vinder…

63Likes
271Kommentarer
15838Visninger
AA

14. A very One Direction Christmas - Part 1

Harry’s P.O.V.

Louis’ rundstykke dumpede ned på hans tallerken og som ved et trylleslag holdt Niall op med at gumle, Liam’s hånd hvori han holdt et glas juice stoppede midt mellem bordet og hans mund og Zayn gned sig i øjnene for at vågne lidt mere op. Vi så frem og tilbage mellem hinanden og Haley, som stod stille for at afvente vores valg. ”Hvad med den dårlige først, så den gode kan opveje det?” foreslog Louis efter flere minutters tænkepause, vi andre nikkede enigt – det var vel det bedste forslag.

Haley satte sig tilrette på den tomme stol for enden af bordet og så alvorligt på os. Mit hjerte sprang nervøst et par slag over og jeg måtte rodede lidt op i mine krøller, for ikke at gå ud af mit gode skin. ”Den dårlige nyhed er, at det øgede snefald har resulteret i at ingen fly forlader eller lander i JFK før efter jul. Derudover er der varslet om en stor snestorm, hvilket gør det alt andet end tilrådeligt at færdes på vejene udenfor de ryddede områder i New York City.” forklarede Haley og vi lyttede alle opmærksomt på hvert et ord hun havde på hjerte. Dog syntes ingen i forsamlingen helt at opfange meningen, med hendes tale.

”Drenge, det betyder, at I ikke kan komme hjem til jul. Jeg er virkelig ked af det…” fortsatte hun, da ingen af os reagerede på forrige udtalelse. Vi så alvoren i hendes blik og blev dermed alle grebet af realiteten hun forlagde os. Alle som én, mistede vi vores appetit. Jeg skubbede min tallerken lidt fra mig og vidste ikke helt hvad jeg skulle sige. ”Slet ingen fly?” spurgte Niall og da Haley rystede ærgerligt på hovedet skinnede Niall’s øjne trist mod os andre.

”Hvad er den gode nyhed?” mumlede Liam spørgende og kunne ikke skjule sin skuffelse. Ikke nok med, at vi ofte var væk fra familie og venner resten af året, men nu kunne vi ikke se dem til jul. Et kort øjeblik forsvandt min bevidsthed fra hotelværelset i NYC og jeg så min mor og søster for mig.

”Den gode nyhed er, at min mor også er virkelig ked af det på jeres vegne så hun inviterer jer på julemiddag den 24. december,” smilede Haley opmuntrende til os og et lille fnis blandet med et suk forcerede mine læber. ”Drenge jeg ved godt, at det ikke er det samme, men jeg lover jer, at vi vil gøre alt for, at I skal føle jer godt tilpas.” Haley’s blik var enormt oprigtigt og hun nikkede forsikrende til de fem skeptiske drenge, der omgav hende.

”Der vil være masser af mad, slik, et stort juletræ med lyskæder, gaver, en omgang Scrabble, selv Monopoly og vi vil samles foran pejsen, for at dele ud af vores kærlighed og fortælle følelsesladede fortællinger til lyden af julesange hele natten lang. Derudover vil vi selvfølgelig have bunker af sne whether we like it or not. Hvis vi er heldige donerer min mor et par fadøller, men vigtigst af alt vil vi have hinanden. Så hvad siger I? Kunne I tænke jer at tilbringe jeres jul med Haley og Rachel James the substitute family?” reklamerede Haley med en blanding af entusiasme, sarkasme og overtalelse i sit tonefald. 

Haley’s P.O.V.

Mit blik sprang fra Harry til Liam til Niall til Zayn og siden til Louis. Ingen af dem sagde noget i lang tid. Efter min mere eller mindre overvældende tale var det nok bedst, at jeg gav dem retten til det første ord. Louis, som sikkert havde været fortabt i tanken om ikke at se sine søstre var den første til at ytre sig. ”Er du sikker på, at det er hvad du vil? Jeg mener, det er jo din første jul sammen med din mor efter i to blev genforenet…” bekymrede han sig og mit hjerte faldt i taktslagene – tænk, at han fokuserede på det, når det var ham selv, der ikke kunne komme hjem til jul. Jeg rakte ud og lagde en hånd på hans skulder. ”Selvfølgelig er jeg sikker, ingen fortjener at tilbringe julen alene.”

”I teorien ville vi jo ikke være alene; bare os fem.” tilføjede Harry sødt og hvilede sit nu tunge hoved på sin hånd og albue. ”Hør nu en gang; ingen skal tilbringe juleaften på et hotelværelse med room-service – selv ikke One Direction. At holde jul i selskab med sine nærmeste er praktisktalt en menneskerettighed, det står i selveste uafhængighedserklæringen!” proklamerede jeg stædigt og strakte armene ud i hotelrummet og siden i retning af morgenmaden, for at illustreret hvad jeg mente. Ved disse ord vågnede Niall til live nede for den anden bordende.

”Jeg tror ikke ligefrem, at det står i uafhængighedserklæringen.” smålo han og jeg smilede til ham, da jeg atter genkendte hans gode humør. ”Jo det gør da. Det er i en af de første kapitler under afsnittet ’Haley James was here’!” drillede jeg og fik dem alle til at le forsigtigt. ”Right, selvfølgelig.” konstaterede Liam og blinkede til mig – én morsom kommentar til og de ville være tilbage forsikrede jeg mig selv om.

Louis, der ikke havde deltaget i samtalen på det seneste kneb sine øjne spekulativt sammen – sassy masterplan on its way! ”Der ville være lyskæder ikke?” spurgte han og hævede sine øjenbryn interesseret. ”Jo.” svarede jeg lidt undrende, men åbenbart var hans plan allerede sat i gang, for flere lignende spørgsmål ramte mig fra andre sider. ”Og Scrabble?” forsøgte Zayn sig. ”Selv Monopoly.” ”Jeg kunne godt være interesseret i de der følelsesladede fortællinger,” legede Liam drillende med. ”Pas på hvad du ønsker dig!” frarådede jeg ham og hævede en advarende finger – han lo. Det var gået op for mig, at de hver især spurgte ind til det, der kunne få dem til at lade sig overtale – 1-0 til snedige One Direction.

”Jeg hørte noget om fadøller?” tilføjede Niall spørgende og lænede sig spændt indover bordet. ”Jeg sagde måske,” forklarede jeg ham, men kunne ikke dy mig for at grine sammen med ham – lyset var vendt tilbage til hans øjne. ”Og din mor ville være der?” sagde Harry flabet med et skævt smil spillende på sine læber og hans øjne lyste flirtende. Hans ord fik hele selskabet til at grine højlydt, mens jeg sendte ham et stramt blik. ”Let’s not get carried away!” sagde jeg bestemt og gennemtrængende for at overdøve deres uddeling af ’bojah’, ’snap’, ’burn’ og high fives – forbandet, 2-0. ”Konklusionen er, at vi tager imod dit tilbud,” kluklo Louis, der ligesom de andre endnu ikke var kommet sig over Harry’s brændende joke. ”Pas på, at jeg ikke trækker det tilbage sådan som I opfører jer,” mumlede jeg og rullede mine øjestene – Zayn blinkede til mig.

***

Som vanligt for december måned gled dagene forbi, som minutterne der pressede urets visere videre og kalenderlyset brændte tættere og tættere på den 24.. Uden for var sneen vedholdende og nu var det så koldt, at små iskrystaller havde lagt sig i plader nederst på ruderne. Af og til følte jeg mig nærmest frosset fast midt i storbyen og ligesom drengene havde jeg ingen mulighed for at flygte væk.

Jeg sukkede let og hentede brunkagedejen frem fra køleskabet. I går havde min mor overtalt mig til alligevel at bage tonsvis af julekager, nu da vi blev så ’mange’ til middagen. Også konfekten manglede at blive lagt sammen og jeg rystede på hovedet over, at vi ikke havde lavet det før selveste juleaftensdagen. Men her stod jeg nu alligevel og måtte erkende at bageriet, sendte en form for afslappelse igennem min krop. En let kilden kriblede et sted under min hud og min mave var fyldt med sommerfugle over den forestående fest.

Ovnen var kørt op på højeste blus og jeg måtte se at blive færdig med den sidste omgang kager, for når min mor kom hjem fra sine last-minute-indkøb, skulle andestegen igangsættes. Dernæst ville min mor rende rundt i forvildet stress og forvirring over al den mad, som endnu ikke var færdig – trust me, sådan var det hvert eneste år! Drengene havde jeg ikke set så meget til de seneste par dage, men jeg havde båret over med det. For det første opholdt de sig i USA julen over mod deres egentlige ønsker og for det andet så var det jo december så kunne man forlange, at de ikke var lidt hemmelighedsfulde?

Idet den sidste plade med småkager var kørt ind i ovnens varmebølger, smuttede jeg hen til anlægget og tændte for radioen – nu ville lidt julemusik gøre godt. Jeg hørte pludselig en raslen henne ved hoveddøren, hvilket fik mig til at kaste et undersøgende blik ned af gangen – jeg havde givet drengene begge vores ekstranøgler så de skulle være afhængige af mig, min mor og hinanden mindst muligt – de kunne næsten gøre lige hvad der passede dem. Der kom dog ikke nogen ind og med et skuldertræk skruede jeg op for ’All I Want For Christmas Is You’.

’I don’t want a lot for Christmas

There is just one thing I need…’

Melodien tog fat i min krop og fik mig til at svaje fra side til side. Jeg hoppede lidt rundt på må og få, indtil min cardigan hang fast i håndtaget på et af køkkenskabene. Dette sendte mig med et ryk bagud og jeg snublede kluntet ned på gulvet – 3-0 til karma. Kortvarigt grinte jeg af mig selv og peb leende over smerten, der fór gennem mine ben, idet jeg rejste mig. ”Right, moving on!” annoncerede jeg og kastede for en sikkerheds skyld et blik rundt i køkkenet – ingen så mig. Mine hænder gled glattende nedover min løse skjorte og stramme jeans, denne aktion agerede damage-control. Med en klosethed som den jeg var i besiddelse af, var det strengt nødvendigt, altid at undersøge om der var sket nogen form for skade.

En varm duft bredte sig med ét i hele lejligheden og jeg blev mindet om de kager, der endnu befandt sig lukket inde i ovnen. Der duftede for alvor af jul, sådan rigtig brunt og brændt. Brændt! Nej, nej, nej kørte det hektisk indeni mit hoved og jeg fik hurtigt samlet mig sammen. Ovnlågen røg op og en perfekt afbalanceret duft af brunkager steg op omkring mig – ikke for brune eller brændte, ser du det ville ikke have været første gang jeg havde sat gang i brandalarmen ved juletid, another story for some other time.

Jeg trak de store grydelapper frem og greb fat om den glohede metalplade, som jeg forsigtigt løftede ud af ovnlugen. Musikken spillede stadig i baggrunden og glæden ved at være færdig med det første punkt på min to-do-list, fik mig til at synge med.

”I just want you for my own more than you could ever know…”sang jeg livligt og vrikkede med mine hofter i takt til musikkens anslag. Dermed havde en lykkelig juleånd taget fat om mit sind og selvom køkkenet lignede noget der var eller i hvert fald burde være løgn, så kunne jeg ikke andet end at smile til jeg fik ondt i kinderne. Mine øjnebryn trak sig dog sammen i tænksomhed, da det gik op for mig, at jeg skulle finde et sted til de nybagte kager. Jeg vendte mig mod højre, ingen plads, mod venstre var der heller intet rum, end ikke til så meget som et frimærke – jeg måtte ty til andre borde i lejligheden.

Med hoften puffede jeg ovnlågen i og med følgende ord på læberne vendte jeg mig i retning af spisebordet: “Make my wish come true. Baby, all I want for Christmas is…” jeg trak tonen ud og lavede et par kunstneriske triller med min stemme. Det sidste og konstaterende ord, som udpegede min udkårne for i år bølgede lyst igennem rummet: ”you…” Hvad mødte mig var dog alt andet end jeg forventede. På modsatte side af spisebordet stod én person, som lydløst var kommet ind i lejligheden. Min stemme døde ud i tom luft og mine øjne stirrede direkte på Zayn. Det gibbede forskrækket i mig, da det gik op for mig hvad jeg lige havde sunget til ham. Midt i chokket gav begge mine hænder slip på pladen i mine arme. Denne ramlede mod stengulvet, hvor den gav et metallisk klir fra sig ved mødet. Kagerne spredtes i et knust virvar udover det hele og stumt så Zayn til, mens kaosset udfoldede sig for hans øjne.

”Uhm, jeg hørte dig slet ikke komme ind,” fremstammede jeg og mine fingre pillede nervøst ved kanten af mine bukser. Zayn smilede forsigtig til mig og hans øjne gled henover kagemassakren mellem os. Da realiteterne gik op for mig, bølgede en brændende varme frem i mine kinder og de måtte være mindst lige så røde som Rudolfs lysende næse – kill me now! Lord, oh have mercy! ”Nej, det kan jeg se. Lad mig hjælpe dig,” smålo Zayn og knælede ned og begyndte med hænderne at samle brunkage stumperne op. ”Nej, nej jeg klarer den!” indvendte jeg panisk og følte hvorledes jeg næsten ikke kunne bære hans tilstedeværelse efter min syngende fadæse. Han holdt inde og så op på mig, med et opgivende ansigtsudtryk. ”Haley, jeg er altså ikke giftig eller farlig,” sukkede han. ”Ti sekunders regel ikke?” jokede han og stak en kage i munden. Det knasede så kraftigt, at det lød som om hans kranie var ved at falde sammen. Et fnis delte mine læber og jeg knælede ned overfor Zayn, som undersøgende tyggede videre.

Der sad vi så på alle fire og samlede mine ulykker op i fuldkommen stilhed. Af og til stak en af os noget knas i munden, hvilket hver gang udløste latter hos den anden. Oprydningen gik således ret så hurtig og der var snart ikke mere snavs tilbage på fliserne. I ren effektivitet strakte jeg mig længere over mod Zayn. Jeg rakte ud efter endnu et kvast kageoffer, men hvad jeg ikke registrerede før det var for sent, var at Zayn rakte ud efter selv samme småkage.

I hvad der føltes som et millisekund strejfede vores hænder hinanden og et velkendt stød fór fra mine fingerspidser og op langsmed min arm. Strømudladningen ilede resten af vejen henover mit bryst og endte med at få mit hjerte til at dunke larmende tungt, som om det var ude af takt. Et gisp sendte en isnende fornemmelse ned igennem mit svælg og næsten forfærdet trak jeg min hånd til mig – one touch was all it took. Zayn havde også registreret mødet mellem os, men han syntes at tage det tungere, at jeg instinktivt fjernede mig fra ham.

Området hvor han havde rørt mig brændte endnu og for at få styr på mig selv havde jeg brug for plads – jeg kunne ikke lade mig rive med på denne måde. ”Jeg klarer resten selv,” mumlede jeg og tvang mig selv til at møde Zayn’s blik. Hans øjne fokuserede på mig og sugede min opmærksomhed til sig. En summen begyndte at fylde mit hoved. ”Ærlig talt, jeg klarer mig.” forsikrede jeg ham om, da Zayn ikke flyttede sig ud af stedet. Han sukkede og veg tilbage. Derpå skrabede jeg resten af kagesmulderet sammen og smed det i skraldebøtten.

Mens vandet fra hanen skyllede mine hænder rene, lænede Zayn sig opad kanten på køkkenbordet og lagde armene overkors. Mine øjne så på ham og han smilede skævt til mig. ”Hvad?” spurgte jeg og forsøgte at lyde misfornøjet – who was I kidding? ”Du burde overveje at lave et julealbum,” smilede han oprigtigt, med reference til den karaokesession han havde forstyrret tidligere. ”Arh, det tror jeg ikke lige. Der ville være al for stor risiko for, at jeg ville ydmyge mig selv, som jeg netop gjorde,” forklarede jeg lettere leende og skyllede karkluden op. Zayn fulgte hver eneste bevægelse, hvilket gjorde mig lidt fjumret på fingrene – så var det altså ikke let at gøre rent.

”Hales, det var bare en bakke med småkager,” sagde Zayn venligt og fuldkommen overlagt tog han fat om mine hænder og vristede kluden ud af mit greb. En nervøs latter kom hakkende fra mit indre og Zayn rystede smilende på hovedet. Siden rejste han et spørgende øjenbryn, hvilket fik mig til at række tunge af ham. ”Du har ret,” indrømmede jeg og nikkede inden jeg fortsatte: ”Så kan du måske hjælpe mig med konfekten?” Jeg sendte ham mit bedste og mest blændende smil – det virkede ti gange bedre ende hundehvalps øjnene. ”Er du nu helt sikker på det? Jeg mener, du spørger Zayn Malik om hjælp det kunne jo være farligt?” grinte han fjoget og gav endelig slip på mine hænder. ”Tag nu bare en klump marcipan og kom i gang pretty boy!” svarede jeg og forsøgte at stramme min kæbe sådan til, at jeg kunne forhindre flere smil i at vokse frem – hopeless!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...