Verdens smukkeste djævel


1Likes
0Kommentarer
376Visninger
AA

2. Verdens smukkeste djævel

 

Verdens smukkeste djævel

Jeg kunne fornemme min mors blik følge mine bevægelser, som jeg var på vej ud i køkkenet. Hun havde altid været overbeskyttende, måske fordi hun som advokat oplevede mange voldlige sager med børn.
     Min far var meget stille, trods hans stilling som politimand i felten. Han sad ved bordet med uniform på, klar til at tage på arbejde. Min mor satte en tallerken med en skive varmt toast og pålægschokolade på foran mig, i det jeg satte mig ved min sædvanlige plads i det rummelige køkken, med de hvide vægge, og det sorte trægulv der stod i kontrast med alle de hvide borde og hvidevarer i køkkenet. Det store vindue på endevæggen lukkede et naturligt og smukt lys ind ude fra den kolde efterårs dag.

Jeg gik ud i hallen, og stoppede op foran det store spejl. Mit mørke hår strittede, og stod i fuldkommen kontrast til mine mørkeblå og dybe øjne. Min mor havde engang sagt, at når lyset faldt direkte på mit ansigt, lignede mine øjne havets bølger, der plasker mod klipperne, for derefter at blive spredt over alle vinde. Jeg gik langsomt hen mod døren hvor mine sorte All Star sneakers stod. Jakken hang som sædvanlig oppe på knagen i den lille hall.
     Døren gik stille op, og lukkede duften af efterår, duften af de visne blade der falder mod jorden, for blot at rådne op under vinterens kolde lag af sne. Jeg trådte ud i det brune og gyldne lag af visne blade. De knasede under fødderne, når man trådte på dem, og spredte deres duft længere væk.

Da jeg kom ind til byen, var trafikken overraskende rolig, og den vanlige larm fra bilerne var næsten forsvundet.
     Først overraskede stilheden mig, men intet varer evigt, og jeg kunne høre råb og hurtig løb bag mig. Bange og chokeret vendte jeg mig, og der så jeg hende for første gang. Smukkere end nogen anden jeg nogensinde havde set, løb hun med en strisser i hælene. Hendes mørkebrune hår bølgede efter hende, og efterlod et usynligt spor af skønhed. Hendes brune øjne stod i kontrast til hendes blege hud og hendes smalle krop med de helt rigtige former. Jeg kunne ikke tro på, at jeg kunne blive forelsket uden at kende hende, og prøvede at forklare begrebet for mig selv:

Forelskelse er…Jah…
Forelskelse er når man…Jah…
Man er…Jah…
Forelskelse er svær at beskrive…
Forelskelse er…Forelskelse…

Jeg kunne ikke fatte at jeg, en sytten årig dreng, ikke engang vidste hvad forelskelse var. Det hele gik så hurtigt, at jeg ikke havde opdaget at hun var så tæt på mig nu at jeg kunne røre hende, hvis jeg ville. Hun hoppede op på køleren af en parkeret bil, med et dæmpet bump. Hun løb videre hen over bilen og hoppede derefter videre til en anden bil. Hendes bevægelser var yndefulde og på samme tid vilde. Hendes løb, stoppede trafikken. Folk sad med hovederne presset mod ruderne og stirrede på hende. Jeg nåede ikke at reagere på min krop, før jeg også var i løb. Jeg vidste ikke hvad, jeg lavede. Jeg løb i samme retning som pigen og strisseren. Jeg var hurtig, hurtigere end de fleste, det skyldtes sandsynligvis mine lange og muskuløse ben. Jeg var oppe på siden af hendes i løbet af få sekunder. Jeg tog hende i armen og trak hende ind af en sidegade. Og derefter til venstre og op af en brandstige der hang ned af muren på en kontor bygning. Jeg trak hende med op til taget. Strisseren var langt bagud, og han havde sikkert ikke set hvilken vej, vi var løbet.
     Pigen kiggede målløs på mig. Som om jeg var et eller andet freakshow, eller som om jeg lige havde reddet hendes liv, hvilket jeg måske også havde. Hun rystede på hovedet og kom ud af sin trance.
-Tak, hendes stemme var som en varm sommerbrise, der omgiver én, og tager én med ind i en anden verden fuld af glæde.
-Så lidt, først nu bemærkede jeg, at vi var forpustede begge to. Jeg kunne mærke adrenalin pumpe, mens jeg tog mig mod til at spørge om hendes navn.
-Hvad er dit navn, hun kom mig i forkøbet.
-Morgan, jeg betragtede hende, mens hendes smilebånd gik opad, og et lille og blegt smil blomstrede på hendes læber.
-Nice. Jeg er Scarlett. Men må jeg spørge dig, hvorfor du hjalp mig?
Jeg overvejede mine ord grundigt. Jeg kunne jo ikke bare sige, at jeg var forelsket i hende.
-Du lignede en der havde brug for hjælp, jeg smilede ved mig selv, og betragtede hende. Hun smilede, denne gang nåede smilet også hendes øjne, som lyste op. Hun gik et skridt nærmere mig og gav mig et hurtigt knus. Hendes nærvær gjorde mig svimmel og helt høj. Jeg smilede og så af en eller anden grund ned på hendes hænder, og jeg blev overrasket, over det jeg så. Hendes håndled var fyldt med blege, såvel som rødlige ar, der gik på tværs af blodårene. Jeg kunne nærmest mærke den brændende smerte i mine egne håndled. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige og sagde derfor det første, der faldt mig ind.
-Er du sulten? Jeg giver en pizza nede på grillen.
Hendes smil forvandlede sig til et lille grin.
-Gerne, men kun hvis jeg må høre lidt om dig, du facinerer mig ligesom…
-Hvordan det?, spurgte jeg smilende.
-Der er ikke mange, der vil satse deres straffeattest for en fremmed.
-Hvordan ved du, at jeg ikke har en plettet straffeattest?, 
 spurgte jeg undrende.
-Dit tøj, din være måde og din krop. Og med det mener jeg, at du ikke er tatoveret, eller har en piercing, smilede hun. Jeg nikkede forstående.
Vi gik i tavshed ned til grillen og bestilte vores pizza. Vi sad ved et bord inde i hjørnet. Duften af friskbagt pizza og friturestegt mad hang overalt i den dunkle og snævre grill. Vi sad og kiggede på hinanden, mens vi spiste, da hun pludselig brød tavsheden.
-Hvad laver dine forældre?
-Min mor er advokat og..., 
jeg kunne ikke tale ud, før hun afbrød mig.
-Hendes nummer vil jeg gerne have, jeg kunne virkelig godt bruge en ny advokat.
-Og min far er politimand, 
tilføjede jeg. Noget ved ordet fik hende til at gyse, om det var selve ordet, eller betydningen af det: nemlig en mand der jager hende, vidste jeg ikke.
-Hvad med dine forældre?, spurgte jeg oprigtigt undrende.
-Min mor er på den lukkede og min far er i fængsel. Jeg kom i plejefamilie, da jeg var otte, og jeg har flyttet omkring tyve gange. Der er ikke rigtig nogle, der gider at have mig, jeg er nok det, folk vil kalde et problembarn.
-Hvor gammel er du?, 
Spurgte vi samtidigt og smilede ved det.
-Sytten, igen blev jeg overrasket over vores synkronisering.
-Hvad gjorde du lige, som pissede ham strisseren af?, spurgte jeg og tog en bid af den varme pizza. Hun tog sin taske op ved siden af sig og trak et sort stykke stof op. Jeg nikkede forstående og betragtede hende putte tøjet tilbage i tasken, som sikkert også var stjålet.
-Men fortæl mig nu noget om dig, sagde jeg stille og prøvede at skifte emnet fra tyveri til noget dagligdags agtigt.
-Tja…Jeg er som sagt sytten. Jeg er, som du nok kan regne ud en tyv og…, hun tav. Der var noget, hun ville skjule.
-Kan jeg stole på dig?, hun nærmest hviskede. Jeg nikkede lydløst.
-Jeg er cutter,  hun kiggede ned og forsøgte at skjule den lille tåre, der trillede ned af hendes kind. Hun skammede sig tydeligvis over, at være den hun var. Jeg vidste jo allerede at hun var cutter, men sagde ikke noget. Hun trak vejret dybt og så så op på mig igen. Hun rejste sig og gik hen mod døren, men stoppede op før hun tog fat i det kolde metal.
-Kommer du?, hendes stemme var fuldkommen under hendes kontrol, og man kunne ikke høre, at hun lige havde grædt, hendes øjne var ikke engang røde eller hævede.

I flere dage var Scarlett kommet hjem til mig om morgenen efter, at mine forældre var taget på arbejde.
     Det var onsdag, og jeg havde pjækket de sidste par dage bare for at være sammen med Scarlett. Hendes søde smil skinnede, når hun sad i min vindueskarm og betragtede mig, mens jeg redte seng. Hun kunne stadig ikke forstå, at jeg overhovedet gad.

Scarlett ville have mig til at prøve at stjæle. Hun tog en smøg op og tændte den. Hun rakte pakken frem mod mig, og selvom at jeg flere gange havde afslået, tog jeg i dag villigt en smøg og tændte den. Jeg hostede, da jeg kunne fornemme røgen klemme sig fast i mine lunger. Hun grinede stille.
-Du skal bare vænne dig til det,  smilede hun, men smilet nåede ikke hendes øjne.
-Gå nu bare derind. Jeg afleder ekspedienten, mens du tager en bunke skrabelodder. Okay?, hun rejste sig fra den lille træbænk udenfor SevenElleven og kyssede mig forsigtigt på munden. Jeg glemte et øjeblik, hvor jeg var og kiggede bare ind i hendes øjne, hendes kolde og døde øjne. Nogle gange følte jeg, at hun bare udnyttede mig. Hun smilede og smed sin smøg på jorden, trådte på den, hvorefter hun gik ind i butikken.

Vi løb ud af butikken med en bunke skrabelodder i tasken. En mand med en pistol jagtede os. Han var tæt på. Vi løb ned af gyder. Han kom nærmere. Vi klatrede op af en stige, den samme stige vi var flygtet på, da vi mødtes. Hun gav mig en pistol i hånden. Jeg så chokeret på hende, mente hun det virkelig? Hun lænede sig åndeløst ind mod mig.
-For min skyld, hendes stemme var bedende.
-Jeg elsker dig, tilføjede hun og kyssede mig på kinden. Jeg lukkede øjnene og hørte manden gå ned af gyden. Jeg trak vejret dybt og ladede pistolen. Det gik så hurtigt. Et brag efterfulgt af et øresynderivende skrig. Jeg åbnede øjnene og mærkede min krop stivne, mens jeg så ned på manden, der lå og forblødte. Shit! Hvad skulle jeg gøre. Jeg kiggede over på Scarlett, der åbenbart var ligeglad. Hun trak på skulderne. Havde hun prøvet det før? Jeg betragtede hende kravle ned af stigen. Vi måtte flygte. Hun så op på mig og smilede. Hvordan kunne hun bare smile? Jeg mærkede fortvivelsen blande sig med vreden over, at jeg nu var en morder eller rettere snart var. Manden lå bare og spjættede alt for svag til at råbe om hjælp. Jeg kravlede ned af stigen, og stillede mig ved siden af Scarlett. Hun stod og så manden dø, mens hun tog min hånd i sin. Jeg var lige ved at falde ned på knæ. Blodet løb ud fra hans mave, som dannede en kæmpe rød plet på den hvide bluse, mens et par dråber gled ud af hans mund. Hans pupiller var store og bange, mens de sløvt vaklede fra den ene af os til den anden. Så skete det. Hans allerede svage åndedræt stoppede. Min samvittighed var til at tage og føle på. Jeg havde en forfærdelig smag i munden, og følte at jeg skulle brække mig.

Vi havde stået der længe, før vi hørte sirenerne. Nogle måtte have hørt skuddet. En politibil stoppede for enden af gaden. Vi var fanget. En mand skyndte sig ud af bilen og løb hen mod os. En betjent tog fat i Scarlett der kæmpede hårdt i mod. Den første betjent greb ud efter mig, men han fik ikke fat i mig. Jeg var faldet ned på knæ. Han tog mine hænder om på ryggen og lagde dem i håndjern. Han tog fat i min højre hånd og studerede den lidt.
-En cutter, sagde han til den anden betjent der nikkede som bekræftelse på at Scarlett var det samme. Manden drejede mig og kiggede på mig. I et øjeblik stod alt stille. Jeg så ind i ansigtet på min far. Han var helt stiv og stod bare og stirrede på mig.
-Morgan?,  han lød både bange og chokeret. Måske håbede han, at det bare var et mareridt, og at han ville vågne om lidt og ligge trygt og godt i sin bløde seng med sin elskede kone ved sin side. Måske håbede han, at jeg bare ville hjælpe manden, og at Scarlett derefter havde overmandet mig. Eller måske håbede han, at jeg ikke var hans søn. At jeg bare lignede ham her i den dunkle gyde. Der var jo mørkt, og det var jo nymåne. Jeg brød stilheden.
-Tilgiv mig.  Mine ord fik min far til at svimle. Han kunne besvime hvert øjeblik, det skulle være. Jeg så over på Scarlett. Jeg vidste ikke hvad der skete, men pludselig mistede jeg alle mine føleser for hende. Hun havde kun voldt mig smerte. Jeg havde begået mord, jeg havde stjålet, skåret mig selv, røget, men værst af alt såret min far. Jeg så hende på en helt ny måde. Hun var ikke smuk. Hun havde sorte rande under øjnene, hendes tænder var gullige af smøgerne og også skæve. Hendes før så perfekte udseende var en løgn, mit sind havde skabt. Hun var et vrag, en pige der levede på kanten, og flere gange var faldet ned derfra. Hun var en tyv, cutter og ryger, og det samme var jeg nu alt sammen på grund af hende. Hendes ansigt afslørede, at hun aldrig havde haft føleser for mig, at hun bare udnyttede mig.

Lugten af et sterilt miljø var forfærdelig. Væggene var hvide og gulvet af marmor. Et højt podie af træ tronede i lokalet. Der var række af bænke. På den forreste til venstre sad min mor, som fungerede som min advokat, min far som skulle vidne, jeg selv og Scarlett, hvis advokat var forsinket. I den højre side sad anklageren, som var mandens kone og hendes advokat. Bag os sad en masse mennesker. Blandt andet min lillesøster, Scarletts plejeforældre, den afdødes børn og hans søster. Scarletts advokat kom listende ind af døren, og satte sig ved siden af hende. En lille dør blev åbnet, og dommeren trådte ind. Han gik op på podiet.
Efter en masse vidneudsagn, anklager og forsvar, havde juryen taget en beslutning. En tyk mand gav dommeren en lille seddel, og han nikkede.
-Scarlett Peterson du bliver idømt syv års ubetinget fængsel for tyveri, uagtsomt mandsdrab, og for selvmords forsøg ved at skære i dig selv.
Scarlett så bagud på sine plejeforældre, der undgik hendes blik.
-Morgan Turner du idømmes ophold på instition, indtil dine psykiske problemer er væk. Jeg så undrende på ham. Han kiggede over kanten på sine briller ned på mig.
-Det betyder, at du er erklæret sindssyg i gerningsøjeblikket, hans stemme var rolig. Jeg så over på mine forældre, der så ned. Jeg angrede, alt hvad jeg havde gjort, men det var for sent, jeg var en morder, jeg var en synder…

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...