Psyko

Den er skrevet med synsviklen fra en pige indlagt på et sindsyge hospital, hun er der fordi hendes mor har tvunget hende til arbotere hendes baby og det har taget psykisk på hende, hun er blev sindsyg...
meget af min inspiration kommer fra "Pretty Little Liars" med Mona.
vil prøve at komme med kapitler løbende.
undskylder på forhånd hvis der er nogen slåfejl, ville prøve på at få dem rettet:)
Sorry, for at være så langsom med sidste kapitel, men den er nu fuldt publiceret og afsluttet! hope you'll enjoy it:)

Ligger et link med en sang der er god at hører mens man læser historien:

5Likes
2Kommentarer
800Visninger
AA

6. Uskyldig.

 

Jeg stoppede med at skrige, gik hent til min mors taske, og begyndte at rode i den.

Jeg vidste hvor alting lå, det havde jeg gjort siden jeg var 7 år gammel.

Jeg fandt hendes toilettaske frem.

Damerne i hvide kitler var på vej hen imod mig, de ville sikkert prøve at berolige mig.

Jeg fandt min mors mascara frem og et lille spejl.

Jeg begyndte at ligge mascara på.

Jeg sad helt roligt, men hver gang nogen kom for tæt på hvæsede jeg af dem.

De stod og prøvede at aftale hvordan de skulle gribe situationen an.

Jeg fortsatte bare med at lægge min make up.

Min mor gik meget langsomt hen imod mig, hun var stadig bange. Jeg kunne se at hun prøvede at overbevise sig selv om at jeg ikke var farlig.

At jeg stadig bare var lille søde katelynn.

Jeg sad bare og lod som om jeg var 7 år gammel, ventede på at hun ville turde nærme sig.

Ventede på at hun ville se sin datter i mig, og der ville jeg slå til.

Hun kiggede ned på mig mig.

Jeg begyndte at nynne igen, meget langsomt.

Hun begyndte at synge teksten, hun troede sikkert at det ville hjælpe hende til at komme igennem til mig.

Hun satte sig ned ved siden af mig og jeg kiggede hen på hende.

Jeg stirrede hende lige i øjnene i nogen sekunder.

Damerne i kitlerne var trådt tilbage.

Jeg tog spejlet i begge hænder og knuste det.

Jeg tog hurtigt og præcist det største og skarpeste stykke, og skar ned igennem armen på hende, hun skreg.

Jeg kneb øjnene sammen, holdte øjenkontakten med hende og sagde,

”Skader efterlader ar! Og intet andet.”

hun begyndte at græde, jeg vidste ikke om det var af smerten eller om det var på grund af mig, men begge ting var fint, så længe hun led. Damerne i hvide kitler løb over og tog fat i mig.

Jeg vred mig fri og satte mig hen i hjørnet, prøvede at se uskyldig ud, uskyldig og skrøbelig. Jeg lagde mine arme om mine ben og begyndte at nynne forfra.

Nu var jeg et offer, en lille uskyldig og undertrykt teenage pige...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...