Psyko

Den er skrevet med synsviklen fra en pige indlagt på et sindsyge hospital, hun er der fordi hendes mor har tvunget hende til arbotere hendes baby og det har taget psykisk på hende, hun er blev sindsyg...
meget af min inspiration kommer fra "Pretty Little Liars" med Mona.
vil prøve at komme med kapitler løbende.
undskylder på forhånd hvis der er nogen slåfejl, ville prøve på at få dem rettet:)
Sorry, for at være så langsom med sidste kapitel, men den er nu fuldt publiceret og afsluttet! hope you'll enjoy it:)

Ligger et link med en sang der er god at hører mens man læser historien:

5Likes
2Kommentarer
788Visninger
AA

3. Skat.

 

Da vi var kommet et stykke ned af gangen, krympede jeg mig lidt sammen, jeg sørgede for at kigge ned i jorden og lave det mest forpinte udtryk der var mig muligt.

Jeg knyttede mine hænder, og holdt dem tæt langs kroppen.

Nu så jeg mere skrøbelig ud, nu var jeg ”offeret”.

Jeg sørgede for at prøve og se bange ud. Så ingen kunne mærke min magt, så ingen fornemmede hvem jeg var og hvad jeg kunne gøre.

For sådan et lille forpint væsen som mig kunne jo ikke gøre nogen noget?

Damen i den hvide kittel åbnede døren ind til et rum på højre side.

Der stod tre andre damer i hvide kitler derinde, de kiggede alle sammen på mig.

De fulgte et hvert skridt jeg tog med deres øjne.

Jeg drejede hovedet, og så min mors ansigt.

Hun sad nede ved bordet, og så meget anstrengt ud.

Hun så på mig med et udtryk som viste at hun var skræmt ved synet af mig.

Jeg satte mig i stolen foran hende.

Drejede hovedet lidt på skrå, og smilede et lille smil.

Jeg kunne se hvordan det fik hendes øjne til at stråle, hun blev så glad når jeg smilede.

Jeg kunne se en tåre i hendes øjenkrog.

Hun græd af glæde, det ville hun nok tage tilbage senere.

Med et lille smil lagde hun sin hånd frem på bordet, som et tegn på at jeg skulle tage den.

”Katelynn?” prøvede hun lidt forsigtigt, hun var usikker, bange for at sige noget forkert.

Jeg satte mig albuer i bordet og lænede mig frem i mod hende, jeg kastede et lille blik ned på hendes hånd, så kiggede jeg hende lige i øjnene og spyttede. Jeg spyttede på hende så hun kunne se hvor ussel hun var.

Så rettede jeg mig op igen og kiggede på hende med et endnu større smil end før.

Hun tørrede spyttet væk, og fjernede alle tårerene væk hurtigt efter de var trillet ned på hendes kind. 

Denne gang var det ikke glædes-tårer.

Hun kiggede på mig med et uforstående blik, hvordan kunne hendes datter være blevet til sådan et monster?

Hende perfekte datter der havde gode karakterer , en god kæreste og som ikke var involveret i noget dårligt.

Jeg grinede.

”Little miss perfect” sagde jeg og grinede endnu højere, hun var ynkelig.

Jo højere jeg grinede, desto mere kunne jeg mærke vreden stige i hende.

Hun havde temperament og jeg vidste præcist hvad der skulle til for at få det frem i hende.

Jeg nød og se hende forsøge at styre sig, se hvor hårdt hun havde det.

Hun prøvede at kontrollere sig selv, prøvede at slappe af, hun tog dybe vejrtrækninger og lukkede øjenlågene hårdt sammen.
”Hvad skal jeg gøre for at hjælpe dig min skat?”

Sagde hun anstrengt.

Jeg stoppede brat med at grine, lagde armene over kors og kiggede væk .

Hun prøvede desperat at få øjenkontakt med mig, men jeg gjorde alt for at kigge uden om hende.

Hun skulle ikke sige skat, hun havde ingen ret til at sige det, det var det sidste hun måtte sige, hun havde taget min skat.

Jeg lagde hånden på min mave, min lille skat.

Jeg kiggede op og lige ind i øjnene på hende, jeg lagde begge mine arme omkring min mave.

Jeg bed mig i læben.

Jeg kunne mærke at jeg bed hårdt, for hårdt. Jeg kunne smage hvordan blodet begyndte at pible ud.

Jeg startede på at nynne igen.

Den sang jeg skulle synge for min lille skat, men min lille skat var væk. Det var hendes skyld!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...