Psyko

Den er skrevet med synsviklen fra en pige indlagt på et sindsyge hospital, hun er der fordi hendes mor har tvunget hende til arbotere hendes baby og det har taget psykisk på hende, hun er blev sindsyg...
meget af min inspiration kommer fra "Pretty Little Liars" med Mona.
vil prøve at komme med kapitler løbende.
undskylder på forhånd hvis der er nogen slåfejl, ville prøve på at få dem rettet:)
Sorry, for at være så langsom med sidste kapitel, men den er nu fuldt publiceret og afsluttet! hope you'll enjoy it:)

Ligger et link med en sang der er god at hører mens man læser historien:

5Likes
2Kommentarer
805Visninger
AA

4. Ar.

Jeg kunne hurtigt se genkendelsen i min mors ansigt.

Jeg kiggede hende dybt ind i øjnene indtil sangen var færdig.

Hun nikkede bare bagefter.

Jeg blev ved med at holde om min mave, jeg klemte til.

Det gjorde ondt, jeg klemte på arret. Jeg pressede så hårdt at jeg ikke kunne trække vejret.

”Stop!”

Sagde min mor.

Jeg blev ved.

”Stop sagde jeg!” Hun lænede sig frem mod mig.

Jeg hvæsede af hende.

Hun kiggede over på damerne i de hvide kitler

”Få hende til at stoppe, hun skader sig selv!”

Jeg stoppede og grinede,

”Hvem skader hvem, skat? Skader efterlader ar!”

Sagde jeg, og sørgede for at sige ordet skat tydeligt og i en hånlig tone. Jeg gentog mig selv et par gange.

Jeg begyndte at nive mig selv i armen, jeg nev indtil det begyndte at bløde.

”Hvem skader hvem, skat? Skader efterlader ar!”

Jeg tørrede blodet væk, og holdte min arm frem mod hende.

Der var ikke noget sår at se.

”Hvem skader hvem, skat? Skader efterlader ar!”

Jeg hævede stemmen for hver gang jeg sagde den sætning.

Jeg begyndte at trække min trøje over hovedet, så jeg stod kun i bh, så hun kunne se arret på min mave.

”Hvem skader hvem, skat? Skader efterlader ar!”

”Skader efterlader ar!”

”Skader efterlader ar!”

”Skader efterlader ar!”

”Skader efterlader ar!”

”Skader efterlader ar!”

Jeg sagde det i en stille og rolig tone, jeg tror faktisk der var en lille snert at et smil på mine læber.

Jeg sagde det til at jeg kunne se hun ikke kunne klare det mere, til hun brød helt sammen.

Så tog jeg det over stregen.

”Skader efterlader ar! Og intet andet.” sagde jeg og kiggede ned af mig selv.

Hun rejste sig op,

”Undskyld.. jeg vidste ikke..”

Jeg hvæsede bare ad hende,

”Du tog hende!”

jeg spyttede hende igen i ansigtet.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...