Psyko

Den er skrevet med synsviklen fra en pige indlagt på et sindsyge hospital, hun er der fordi hendes mor har tvunget hende til arbotere hendes baby og det har taget psykisk på hende, hun er blev sindsyg...
meget af min inspiration kommer fra "Pretty Little Liars" med Mona.
vil prøve at komme med kapitler løbende.
undskylder på forhånd hvis der er nogen slåfejl, ville prøve på at få dem rettet:)
Sorry, for at være så langsom med sidste kapitel, men den er nu fuldt publiceret og afsluttet! hope you'll enjoy it:)

Ligger et link med en sang der er god at hører mens man læser historien:

5Likes
2Kommentarer
790Visninger
AA

1. De skulle bare vide.

 

 

Damen, i den hvide kittel, gik ud af døren.

Jeg tror ikke hun var klar over det, men jeg kunne godt lide hende.

Hun var ikke som de andre, hun smilede ikke.

Hun gjorde bare det hun skulle og gik ud. Hendes puls steg ikke når hun var alene i lokalet med mig, hun var ikke bange for mig.

Hun smækkede døren efter sig og drejede nøglen i låsen.

Jeg rejste mig fra den lille briks og gik over til døren, for at tjekke om den var helt låst, det var den.

Det var ikke et forsøg på at bryde ud, jeg ville ikke ud, herinde havde jeg kontrol.

De troede jeg intet kunne gøre dem, poor babies de skulle bare vide.

Jeg kiggede på tallet på døren, 912, det var det samme som det på min bluse.

Jeg løftede min hånd og begyndte at følge tallene med mine fingre, 912.

Jeg blev stående der og kiggede på tallet længe.

Jeg kunne mærke hvor tomt lokalet var, og alligevel var det så fyldt, som om alt derinde iagttog mig.

Jeg kunne tydeligt mærke hvordan angsten skyllede ind over mig, som om nogen inde i rummet havde taget alt livsglæden og efterladt mig her. Alene, uden nogen til at beskytte mig fra noget.

Nogen som vidste hvad jeg lavede, nogen som altid fulgte efter mig.

Jeg kunne fornemme personen, som stod han eller hun lige bag mig, angsten.

 

Jeg satte mig tilbage på briksen.

Jeg kneb øjnene sammen og begyndte at nynne den sang min mor havde sunget for mig da jeg var lille og ikke kunne sove.

Da sangen var færdig, startede jeg forfra.

Jeg begyndte at synge teksten, jeg sørgede for at gøre det så langsomt at jeg fik alle ordene med, jeg måtte ikke glemme et.

Jeg blev bare ved med at sidde der og synge, sangen beroligede mig.

Jeg lagde mine hænder i skødet, og kiggede ned.

Jeg begyndte at vippe fra side til side, og fulgte langsomt takten til sangen.

Et smil bredte sig på mine læber, og jeg kunne mærke min angst forsvinde, den havde været på sit koge punkt, men noget havde slukket for varmen.

Jeg kunne mærke tydeligt mærke at trykket lettede.

Jeg var ikke bange, jeg kunne mærke styrken, ingen kunne skade mig.

Jeg blev rolig og løftede smilende hoved, ingen kunne skade mig.

Jeg blev ved med at smile mit overlegende smil, de skulle bare vide.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...