En fortælling

En fortælling er en novelle, der kan tolkes på mange forskellige måder. Synsvinklen er fra en mand, som er igang med at fragte et barnelig gennem en skov, en mørk og uhyggelig nat. Han vil gøre det samme med dette barnelig, som han har gjort med alle de andre. Hvad får ham til at dræbe alle de børn? Hvor fører han ligene hen?

3Likes
0Kommentarer
227Visninger

1. En fortælling

 

En fortælling

Det var sent, så sent at normale mennesker nu lå og sov. Det var det eneste tidspunk som passede. Ingen ville se mig. Jeg gik med kun et mål i tankerne. At få det overstået. En naturlig stentrappe lå skjult mellem træerne, man skulle vide at den var der. Stenene var glatte og lyste mystisk op i det svage månelys. Jeg kunne ikke se hvor jeg gik, på grund af at kassen skyggede for mit udsyn. Men det gjorde ikke så meget, jeg vidste hvor jeg skule gå.

Min vogn holdt for enden af trappen. Den var mørk og kunne gå i et med skyggerne. Jeg skubbede kassen ind, og kravlede derefter selv op. Jeg satte mig tilrette og piskede hestene i gang. 

Det var tusmørke, og skoven havde fået en uhyggelig atmosfære. Jeg kørte ned mod vandet. Nattens bidende kulde havde lagt sig som en kappe om min krop. Jeg prøvede at lukke lydende ude, puslen i bladene, tuden fra uglerne, hestenes hove og vognens hjul mod jorden. Og kassen. Tidligere på dagen havde den lydt tom og hul. Den havde tumlet rundt bag i vognen. Nu skrabede den mod bunden hver gang vognen slingrede.

Træerne holdt nymånens lys ude, og kun en gang i mellem kom et glimt, af dens stråler, ned, og kærtegnede den fugtige jord. Det var smukt og køligt, men mest af alt skræmmende. Det blege lys mindede om hende. Hendes blege hud og hendes isblå læber. Nej, jeg ville ikke tænke på det. Ikke nu. Jeg måtte have det overstået.  

Jeg stansede vognen, og den gled i den fugtige jord. Jeg sad helt stille. Det lugtede jordslået. Træerne lænede sig trugende ind over mig, og uhyggelige og bebrejdende øjne lyste i mørket. Der var helt stille nu. Det var som i orkanens øje, og selvom kassen ikke længere skrabede mod bunden, var det den der tog størstedelen af min opmærksomhed.

Jeg tog mig sammen, og vendte mig om for at få fadt i kassen. Den var ikke sømrede til endnu, og en is kold klump formede sig i min mave hver gang min nysgerrighed tog over, og jeg kiggede ned i den.

Mudrede sprøjtede op om mine sko, da jeg hoppede ned. Jeg tog kassen og traskede igennem mudret ned til vandet.

Vandet var grumset og strømmen løb stærkt. Jeg satte kassen ned på stenene. Jeg kiggede en sidste gang på det blege ansigt, og en gysen løb mig ned af ryggen. Jeg tvang mig selv til at kigge. Til at pine mig selv. Hun var så lille. Hendes lille smalle mund, med de blå læber, var adskilt som åndende hun stadig. Men jeg vidste bedre.

Jeg gik tilbage til vognen. Kassen skulle sømmes til nu. Jo hurtigere jo bedre. Jeg fik fat i min hammer og nogle søm. Jeg havde med vilje ikke tage brædder med, for der lå stadig nogle brædder, nede ved vandet, fra sidste gang.

Jeg sømrede kassen til. Hvert et slag med hammeren gav genlyd over der hele. Det brød stilheden, og stoppede mine tanker for en kort stund.

Jeg smed hammeren fra mig, og den slog mod en sten. Jeg løftede kassen op. Den lille vejede ganske lidt, og det tog ikke på mine kræfter. Jeg genkaldte en sidste gang billedet af hende, så smed jeg kassen i vandet.

Vandet steg op til alle sider, og enkle dråber ramte min kind, det var dog ikke vand.

Mariehøns sejlede ned ad åen. Mariehøns med syv prikker. Syv børn. Syv smerter. Jeg sænkede mit hoved og gik. Jeg så mig ikke tilbage.

Vinden tog til og fejede livligt omkring mig. Der var heldigvis ikke så langt hen til vognen. Jeg passede på med ikke at glide i mudret. Jeg vidste at når jeg satte mig op i vognen, måtte jeg glemme alt. Det var det bedste. Jeg satte hestene i gang med pisken, og glemte alt ved de overdøvende smæld.

Vognen med manden kørte og efterlod ikke andet end stilheden. Kassen var sunket til bunds, og den ville foresat have blevet der, hvis det ikke havde været for strømmen.

Kassen flød mellem vandplanternes og rødders arme, og få af vandet beboere var dukket nysgerrigt frem fra deres skjul. Ålene. De fulgtes med kassen ned langs åen sammen med mariehønsene, der sejlede af sted på nedfaldene balde.  

Kassen flød hurtigere og hurtigere, indtil den flød ned af en sidestrøm. Den gled langsomt i det stille vand. Et par hænder hev den indtil land, og åbnede med øvede bevægelser kassen. Det sidste brat, var det der dækkede øjnene.

Hænderne kærtegnede forsigtigt barnets kind, og der hvor fingrene berørte, skød en let rødmosset farve frem. Han tog barnet op i sine arme. Helt op til ansigtet, og ad de let adskilte læber, pustede han noget af sin livsenergi ind.

Forsigtigt lagde han barnet ned i kassen igen, og tog derefter kassen op, og forsvandt ind mellem skovens træer med den. Ind til de andre seks. En let sitren i barnet, fortalte ham at det havde virket. Igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...