Mig, en kræftpatient

Her er mit bud på fortsættelsen af "En flænge i himlen." Den handler om Hazel, der har fået kræft, og ikke rigtig kan se meningen med livet mere. Men så dukker der pludselig en ny dreng op i Hazels selvhjælpsgruppe, og han viser sig at ændre alt. I må meget gerne skrive en kommentar! :) God læsning

3Likes
0Kommentarer
891Visninger
AA

1. Ham den nye

Jeg slog blikket ned, men kunne stadig mærke hans øjne på mig. Skulle jeg sige hej? Skulle jeg ignorere ham? Jeg kiggede op og vores blikke mødtes igen. En varm, prikkende fornemmelse spredte sig i mine kinder. Ikke nok med at mine kinder i forvejen var svulmet op, nej, nu rødmede jeg også! Og så sad jeg her i mit gamle, grimme tøj. Jeg lignede nok noget der var løgn. Måske grinede han af mig indvendig? Han blev ved med at stirre på mig. Han var lækker. Hvorfor stirrede han på mig? Der var også en anden pige her, som egentlig var køn. Hvorfor kiggede han på mig, og ikke på hende?

Jeg havde slet ikke bemærket Patrick, før han trådte ind i midten af kredsen. Han sagde først hej, og præsenterede så vores nye medlem af gruppen: ”Ja, og det her er så Augustus. Han vil fremover være med os, og dele sin historie.” For første gang kiggede Augustus væk fra mig og ned i gulvet. Jeg kunne ikke aflæse hans ansigtsudtryk. Der var noget mystisk ved ham. Patrick blev ved med at sludre, men hans ord var ikke andet end en summen i mine ører. Jeg var forsvundet ind i min egen verden. Igen.

Da kredsen blev brudt og vi endelige var færdige, skyndte jeg mig ud på toilettet. Jeg gemte mig derude et stykke tid, bare for at være alene. Så ringede jeg efter min mor, så hun kunne hente mig. Som sædvanlig ville hun stille en masse spørgsmål om, hvordan det var gået i selvhjælpsgruppen, og jeg fandt altid på tilfredsstillende svar. Det lod til at gøre hende i bedre humør. Efter nogle ekstra minutter listede jeg ud fra toilettet. Jeg ville sikre mig at de andre i gruppen var taget hjem. Jeg kiggede ud af døren, og fik så øje på Augustus der stod udenfor. Jeg tumlede ud. Følte mig dum. Han havde set mig stikke hovedet ud. Hvad mon han ikke tænkte? Vi stod og stirrede på hinanden et kort øjeblik. Kunne jeg være mere pinlig? Han smilede til mig, og jeg følte mig underligt nok godt tilpas. ”Hej,” sagde han. Hvad skulle jeg sige? Jeg havde aldrig rigtig talt med en dreng før. Og slet ikke en lækker dreng! Så bippede min telefon i min lomme. Tak mor, tænkte jeg. ”Jeg er nødt til at gå,” mumlede jeg. Jeg vidste ikke om han forstod, hvad jeg sagde. Jeg undlod at kigge på ham, mens jeg skyndte mig ud af døren.

Da jeg kom ud i bilen til mor, spurgte hun om jeg havde fundet nogle venner. Jeg kom straks til at tænke på Augustus. Hans korte, mørkebrune hår og hans muskuløse krop stod klart i min hukommelse. ”Måske,” svarede jeg. Mor kiggede undrende på mig, og jeg kunne se at hun havde lyst til at spørge hvad måske betød, men i stedet sagde hun intet.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...