Mig, en kræftpatient

Her er mit bud på fortsættelsen af "En flænge i himlen." Den handler om Hazel, der har fået kræft, og ikke rigtig kan se meningen med livet mere. Men så dukker der pludselig en ny dreng op i Hazels selvhjælpsgruppe, og han viser sig at ændre alt. I må meget gerne skrive en kommentar! :) God læsning

3Likes
0Kommentarer
892Visninger
AA

2. Den grimme pige i spejlet

Jeg glædede mig - eller i hvert fald næsten - til det næste møde i selvhjælpsgruppen. Jeg var ikke sikker, men jeg tror at det var på grund af Augustus. Jeg havde følt mig tilpas i en andens nærvær for første gang i lang tid. Mor kunne mærke det på mig. Hun havde været gladere på det sidste. Nu var vi så på vej hen til kirken. Mor nynnede med på den sang der var i radioen. Selvom jeg var spændt på i dag, så var der alligevel noget inde i mig, der sagde at jeg skulle være blevet hjemme.

Jeg kom i god tid denne gang – ikke noget med at gemme mig på toilettet som jeg plejede. Jeg satte mig på en af stolene i rundkredsen. Jeg sad og stirrede ud i tomheden, da jeg pludselig bemærkede at nogen satte sig ved siden af mig. Augustus. Jeg følte en stærk trang til at vende mig og kigge på ham, men jeg valgte at lade være. ”Jeg går lige ud og henter nogle småkager og noget kaffe. Skal jeg tage noget med til dig?” Han rejste sig op og så spørgende på mig. Jeg sagde ja, men der kom ikke noget ud af min mund. Han begyndte at grine af mig. Jeg vidste det. Han hader mig. Jeg kiggede ned i gulvet. Der er ingen udvej. Er der? Denne her gruppe er det værste lort. I det samme jeg tænkte tanken var Augustus forsvundet ud af rummet. Jeg havde lyst til at løbe efter ham og spørge hvad fanden han bildte sig ind. At stå der og grine af mig?

Få minutter efter kom han tilbage med to kopper kaffe og to småkager. Jeg kiggede op på ham, og rystede bare på hovedet af kaffen. Hans brede smil forsvandt, da han så på mig. ”Ej, du må sgu undskylde at jeg grinede. Det var slet ikke ondt ment!” sagde han undskyldende og rakte den ene kaffekop imod mig. ”Har du ingen humor?” spurgte han. Hvad bildte han sig ind? At komme her og ødelægge denne - i forvejen - elendige selvhjælpsgruppe?! ”Vel har jeg da humor!” Jeg mærkede vreden boble indeni mig. Det var længe siden jeg havde følt vrede. Eller andre følelser for den sags skyld. ”Rolig,” sagde han. ”Rolig.” Dette gjorde mig kun endnu mere vred. Jeg vidste, at hvis jeg ikke gik nu, så ville jeg nok slå ham. Jeg rejste mig op, og forsøgte at se så rolig ud som muligt, da jeg gik ud af lokalet. Jeg mødte Patrick på vej ud, og undskyldte med at jeg skulle tisse. Augustus kunne rende mig. Han var kun ude på at nedværdige andre. Da der ikke længere var nogle i syne stormede jeg ud på toilettet. Jeg kiggede mig selv i spejlet, og opdagede tårerne der var begyndt at trille ned af mine kinder. Fuck min sygdom. Fuck kræft. Hvorfor mig? Spurgte jeg den grimme pige i spejlet.  

Jeg blev ved med at stirre på pigen i spejlet, så fokuseret, at jeg slet ikke hørte ham komme ind. Pludselig stod han der bare. Lige ved siden af mig. Først troede jeg bare at det var noget jeg forestillede mig. Men han var ikke kun i spejlet, men også lige ved siden af mig. Jeg tog hænderne op til øjnene og forsøgte at skjule tårerne. Jeg vendte mig med ryggen til ham. Ingen af os sagde noget. Han lagde sine hænder på mine skuldre. De føltes store og varme mod min bare hud. Han snurrede mig rundt og tog mig ind i sin favn i et kram.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...