Boys Like You ❀ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 okt. 2012
  • Opdateret: 30 jan. 2013
  • Status: Færdig
Den syttenårige Jackie McClane er ikke kendt i Hyver Hill som andet end den lokale Burger Mac's ejers datter. Hun serverer burgere for byens indbyggere og passer sin skole på Westhill High. Men hendes liv ændrer sig, da den slemme Louis Tomlinson vælger hende som hans næste mobbeoffer. Jackie er allerede træt af drama, men mere opstår, da hun lærer en af drengene lidt bedre at kende. På grund af en historieopgave, finder hun ud af hvem Liam Payne er bag facaden. Ikke bare den slemme dreng alle tror han er. Han er meget mere end det. På ingen tid finder Jackie sig viklet ind i mere drama end nogen sinde, og det bliver ikke mindre slemt, da Harry, skolens leder, begynder at virke mere interesseret i hende. Er det hele bare et spil, eller gemmer der sig flere følelser bag? 1D er ikke kendte, og kan virke ret onde nogle steder, men ville prøve noget nyt, og ser dem slet ikke som onde i virkeligheden :))

727Likes
1056Kommentarer
150364Visninger
AA

10. 7 - "Vi er ikke venner. Det ved du godt."

Jackies synsvinkel;

Mørket sænkede sig udenfor, mens jeg førte den våde klud hen ad disken. Det var nætter som denne, at jeg så forbandet ønskede, at min far havde købt nogle gardiner. Mørket havde altid været en af mine rædsler. Derfor havde det aldrig været min favoritting, at vaske disken med store udækkede vinduer, der stort set udgjorde væggene.  

Den eneste positive ting var nu, at her var lukket, så jeg ikke skulle tænke på at tage ordrer. Jeg kiggede nytteløst på min mobil, der viste at klokken kun var fire minutter over otte. 26 minutter og jeg kunne tage hjem.

Fem minutter efter befandt jeg mig i køkkenets omgivelser, da jeg skulle fylde baljen med nyt renligt vand. Det var dér, at jeg hørte en banken. Først lod jeg det være, nok bare en gren der var blevet svunget op på ruden af vinden, men nej. Det var en menneskebanken. Med et løftet øjenbryn slukkede jeg for vandet og nærmede mig forsigtigt bagdøren. Det var svært at fornemme, hvem der befandt sig bag det upudsede dørvindue, men da jeg nærmede mig, kunne jeg nemt se en genkendt skikkelse.

Liam Payne.

Hvad dælen havde han i sinde at lave her så sent om aftenen? Ikke noget jeg i hvert fald havde tænkt mig at finde ud af. Efter at have kigget ind i hans faktisk betagende brune øjne, forlod jeg døren og gik tilbage til baljen.

Men han gav ikke op, og jeg hørte et identisk bank, dog lidt højere, lige efter. Jeg sukkede, ville han gå hvis jeg blev her og ignorerede ham?

Svaret var nej. Han bankede igen, denne gang så højt, at jeg ikke kunne ignorere ham mere. Pokkers.

Da jeg var helt henne ved døren, kiggede jeg ham ind i øjnene, inden jeg forsigtigt åbnede døren nogle få centimeter. Med vinden der blæste kraftigt bag ham, mindede han mig om en gyserfilm som han stod der uden et smil på læberne. ”Hvad laver du her?” spurgte jeg overraskende og kiggede på ham.

”Må jeg komme indenfor?” spurgte han. ”Det er ret koldt herude,” tilføjede han hurtigt derefter.

Jeg ignorerede hans spørgsmål, ”hvorfor er du her?” spurgte jeg og kiggede ham dybere ind i de brune øjne.

Han kiggede sig over skulderen for at tjekke, at ingen havde fulgt efter ham. At se ham opsøge mig en sen torsdag aften, ville ikke være godt for ham. ”Jeg …” Det var første gang, at jeg havde hørt ham være tavs nogen sinde. Han plejede altid at komme med en hård kommentar, dog ikke i samme klasse som Louis, men de kunne stadig såre folk.

”Kan du ikke bare gå, Liam, jeg skal gøre hele stedet rent, inden jeg kan gå hjem,” sagde jeg og gav ham et oprigtigt smil.

I det jeg lukkede døren i, tog han sin fod ind og spærrede for døren. ”Du har fået en ny makker i historieopgaven,” sagde han og gav mig et smil. Om det var ægte eller bare skuespil, kunne jeg ikke gennemskue.

”Så jeg er ikke makker med Louis mere?” spurgte jeg overrasket, og nok med en glæde jeg ikke havde ønsket var så overvurderet.

Liam nikkede, ”må jeg komme ind? Eller er din far her, jeg vil ikke have du får flere problemer,” forklarede han og gav mig endnu et smil.

Jeg løftede mit højre øjenbryn, ”min far er her ikke nej, men hvis du vil ind, må du love mig at tage din sko af,” sagde jeg til ham og åbnede derefter døren. Af ren og skær gavmildhed (også lidt nysgerrighed), lod jeg ham træde ind i køkkenet. ”Tak,” sagde han og kiggede rundt i køkkenet. Tak-ordet, var endnu en af de overraskelser jeg fik mig. Det ord havde jeg aldrig hørt fra drengene. Men fra at have fået en sødere side frem, så jeg hurtigt den slemme vise sig igen. ”Behøver jeg virkelig at tage min sko af?” spurgte han og kiggede på mig.

I en spand ved siden af døren fandt jeg to plasticsko frem i en blålig farve. ”Enten det, eller dem her udover,” sagde jeg og stak dem ind i favnen på ham.

Han kiggede overrasket på dem og gav mig dem hurtigt tilbage. ”Aldrig i livet jeg tager dem på,” sagde han og begyndte at snøre sin sneakers op. Fair nok, tænkte jeg og lagde dem tilbage i spanden. Liam rakte mig derefter hans sneakers som var jeg hans tjener. Med et elevator blik stillede jeg dem ved siden af døren og tog et kig på hans helt hvide sokker. De var rene, det var ikke tit man så en dreng med hvide sokker. Uden at spørge ind til det, gik jeg hen til baljen og tog dem med ud til disken. ”Jeg er aldrig kommet ind denne vej,” forklarede han og kiggede hen mod bordet, de altid sad ved.

”Sjovt nok,” sagde jeg med et let smil og begyndte at lave cirkelbevægelser med kluden hen ad disken.

Liam stillede sig over for mig, på den anden side af disken, og kiggede på mig. ”Kan jeg hjælpe?” spurgte han. Jeg løftede langsomt mit hoved og kiggede underligt på ham. Ham, hjælpe?

Jeg vred kluden endnu engang, ”hvorfor vil du hjælpe mig?” spurgte jeg og kiggede ned på disken for ikke at møde hans nøddebrune øjne.

Liam løftede hans skuldre, ”jeg kan vel ligeså godt hjælpe dig, end bare at stå her og se dum ud,” sagde han og gav mig et lille smil, da jeg kiggede op igen. Jeg stoppede med at vaske disken, ”Liam, hvorfor er du kommet? Intet af det du har sagt indtil videre, har givet mening.”

”Har jeg ikke lov til at hjælpe en ven?”

”Vi er ikke venner, det ved du godt.”

”Hvis du ikke var så sur hele tiden, var der måske en mulighed for det, ik?” sagde han og kiggede stramt på mig.

Jeg kiggede måbende på ham, ”mig? Er jeg den sure her? Det er dig der bruger hele din dag på at gøre alle kede af det!” sagde jeg hårdt og smed kluden ned på gulvet af frustration.

Liam var hurtig til at komme om på min side af disken, og tog kluden op. ”Hvis du mener, at det er mig, der gør alle kede af dig, så fortryder jeg virkelig at jeg kom,” forklarede han og lagde kluden på disken efterfulgt af, han gik forbi mig ud mod køkkenet.

”Liam,” prøvede jeg forgæves. Nu hvor jeg tænkte over det, havde jeg faktisk aldrig set Liam skælde nogen ud. Han befandt sig stort set altid i baggrunden. Det var nu også ham, der havde hjulpet mig efter Louis ketchup-attack. ”Liam, undskyld,” sagde jeg, mens jeg gik ud i køkkenet hvor Liam var ved at tage hans sko på.

”Jeg skulle aldrig være kommet,” forklarede han og snørede hans sko. Idét jeg åbnede min mund, lød hans ringetone fra hans telefon og han tog den hurtig. ”Hey Harry.” Han vendte ryggen til mig, og viste at han ikke gad snakke med mig. ”Okay sørger du at få Christopher derhen, så er jeg der om fem minutter,” sagde Liam som om han havde glemt jeg var i rummet. ”Hvor jeg er? Et latterligt sted, jeg aldrig skulle være taget til,” sagde han til sidst og lagde på.

Idét han drejede sig om, var hans blik spørgende. ”Hvor meget hørte du?” spurgte han og tog hænderne i lommerne.

Mit blik veg mod køkkengulvet, ”hvis jeg siger det hele, vil du så slå mig?” spurgte jeg forsigtigt.

Liam gik hen mod mig, og selv om han havde sko på, kunne jeg ikke bede ham om at tage dem af. ”Bare lov mig, at du ikke fortæller nogen noget, der er allerede for mange der ved det,” sagde han og vendte igen ryggen til mig.

Men jeg tog hans hånd, og han kiggede underligt på mig, da han havde drejet sig om. ”Hvad har I gjort til Chase?” spurgte jeg bestemt og kiggede ham dybt ind i øjnene.

Han nærmede sig langsomt, ”du hørte mig, Jackie. Havde du været den jeg troede du var, havde jeg måske betroet dig min hemmelighed,” sagde han og gik nu væk fra mig, før jeg nåede at tage hans hånd.

”Hvordan troede du jeg var?” spurgte jeg nysgerrigt.

Han åbnede døren, ”jeg troede, at jeg kunne stole på dig. Jeg troede faktisk vi kunne få lavet en bedre opgave end Molly og Louis, men jeg tog vist fejl,” sagde han uden at kigge på mig, og gik så.

Først efter døren var blevet smækket, gik det op for mig, hvad han lige havde sagt. Liam var min nye makker. Så lige meget hvad jeg ville gøre, ville det der lige var sket, helt sikkert komme på talefod igen.

Pokkers, pokkers, pokkers!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...