Boys Like You ❀ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 okt. 2012
  • Opdateret: 30 jan. 2013
  • Status: Færdig
Den syttenårige Jackie McClane er ikke kendt i Hyver Hill som andet end den lokale Burger Mac's ejers datter. Hun serverer burgere for byens indbyggere og passer sin skole på Westhill High. Men hendes liv ændrer sig, da den slemme Louis Tomlinson vælger hende som hans næste mobbeoffer. Jackie er allerede træt af drama, men mere opstår, da hun lærer en af drengene lidt bedre at kende. På grund af en historieopgave, finder hun ud af hvem Liam Payne er bag facaden. Ikke bare den slemme dreng alle tror han er. Han er meget mere end det. På ingen tid finder Jackie sig viklet ind i mere drama end nogen sinde, og det bliver ikke mindre slemt, da Harry, skolens leder, begynder at virke mere interesseret i hende. Er det hele bare et spil, eller gemmer der sig flere følelser bag? 1D er ikke kendte, og kan virke ret onde nogle steder, men ville prøve noget nyt, og ser dem slet ikke som onde i virkeligheden :))

728Likes
1050Kommentarer
157164Visninger
AA

30. 24 - ”Er jeg nu dit offer, hva’ Styles?”

Jackies synsvinkel:

Claire Adams og Tiffany Miller satte ihærdigt årets plakater op med henvisning til skoleballet senere i efteråret. Pigerne stimlede straks rundt om den blålige plakat og sukkede af glæde. Et suk der ikke undslap mine læber, da jeg aldrig havde været tiltrukket af skolebal. Og nu, da Liam havde forrådt mig, havde jeg alligevel ingen grund til at tage af sted.

Som de andre år, kunne jeg ligeså godt blive hjemme.

”Kigger lille blondie på skolebal?” hørte jeg en irriterende stemme hviske i mit ører.

Jeg gad ikke engang vende mig om, da jeg svarede ham. ”Jeg skal ikke med, bare nysgerrig.

Louis gik op foran mig og løftede sit højre øjenbryn. ”Skal du ikke med?” spurgte han forundret, selv han ikke så ud til at gide have mig der alligevel. Medmindre det selvfølgelig var for at drille mig hele aftenen.

”Det tror jeg da, at Liam bliver ked af,” fastlog han, og udviste at han intet vidste om gårsdagens hændelser, men dog havde regnet ud at Liam og jeg havde et eller andet. Noget vi havde prøvet at holde hemmeligt.

Jeg løftede skuldrene, ”hvorfor skulle Liam tænke på mig?”

Louis så ikke ud til at forstå mig. ”Lad nu vær med at påstå andet end sandheden, ikke blondie.”

Selv om jeg ikke ønskede at sige det, røg det ud af. ”Det er sandheden.”

Louis rystede på hovedet, ”så du prøver at bilde mig ind, at dig og Liam ikke har noget?”

”Ikke mere.” Jeg vidste ikke hvorfor min hjerne valgte at sige alting til Louis, men sådan blev det altså.

”Okay, nu leger vi en leg. Du lyver og jeg tror på dig.” Han gav mig et sødt smil, der overhovedet ikke var som han håbede, og kiggede hurtigt væk og tilbage igen. ”Så du er ikke sammen med Liam, mere.” Han sagde det med en sjov stemme og lod hele situationen blive akavet. Ikke at den allerede var det. Så hvad gjorde jeg nu? Jeg gav ham elevatorblikket, og forlod ham med en masse piger der straks var ovre ved ham. Jeg hørte spørgsmålet om hans date til ballet tonsvis af gange, inden jeg drejede ned af gangen.

Da jeg nåede mit skab, så jeg ryggen af en genkendelig dreng, dreje af nede for enden. Liam. Et suk undslap mine læber, da jeg åbnede mit skab. Hvorfor skulle det hele være så svært for mig. Jeg troede virkelig ikke han var som de andre.

Men det syn ændrede han fuldkommen.

Og som jeg tænkte på hende pigen, kom hun til syne nede ad gangen. Men denne gang var det ikke med Liam. Denne gang var det med Harry. Et sug ramte mig i maven, da jeg lod blikket studere en mærkværdig kuvert i mit skab. Med en pæn håndskrift var mit navn skrevet med en sort tusch. Jackie F. McClane stod der.

Liam – det første navn der kom frem, da jeg gled fingeren hen over de bløde streger. Kun ham kunne have lagt den der, da han var den eneste udover min far der kendte mit mellemnavn. Men hvorfor?

Forventende efter et undskyldende brev, åbnede jeg kuverten. Længere nåede jeg dog ikke, da Harry lænede sig op af skabet ved siden af, mens han ignorerede pigen på den anden side. ”Hva’ så?” sagde han uden nogen form for bevægelse i ansigtet.

Jeg behøvede ikke at svare, da Harry lavede store øjnene af pengene i min hånd. Han løftede øjenbrynet på samme tid som jeg, da jeg talte de 1000,- i pengesedler. ”Wow,” udbrød jeg, da jeg gentalte dem.

Der var seriøst 1000,-

Hvad havde Liam dog gang i?

Harry tog pengene i hånden og talte dem med en forsigtigt bevægelse. ”Hvem har dog givet dig så mange penge?” kom det fra ham, da han afleverede dem tilbage.

Noget inden i mig, fik mig til at lyve. ”Min far,” løj jeg og lagde pengene ind i skabet igen.

Harry så ud til at købe den, ”skal du bruge dem til London?”

Jeg gav ham et nik, ”men jeg vil selv tjene dem.”

Harry udstødte et ’tsk,’ ”og hvad har du nu?”

”1500,-”

”Så du mangler 1500,- og tager ikke imod de 1000 i dit skab?”

”Korrekt.”

Harry rejste sig ordentlig op, ”jeg lærer nok aldrig at forstå dig.” Og med det var han begyndt at gå ned af gangen, da jeg tog fat i ham. Han vendte sig langsomt og kiggede mig ind i øjnene.

Det var der det gik op for mig, at det nok var vores første ordentlige samtale.

”Har du overhovedet prøvet?” spurgte jeg med et løftet øjenbryn.

Harry tog solbrillerne ned for øjnene, ”jeg bruger normalt ikke mere end en nat på piger du ved.” Hans svar overraskede mig. Han lod mærke til det og grinte af mig. ”Du ville lyve, hvis du sagde du aldrig havde tænkt det om mig, har jeg ret?”

Jeg kiggede rundt på gangen, der var helt tom af mennesker, udover Harry og en usikker mig. ”En gang eller to, så.”

Harry tog solbrillerne af igen og holdt dem i hånden. ”Hør, jeg kørte dig hjem i går, du skal ikke tro der er mere i det.”

”Det var da dig, der startede denne samtale.”

Harry så ikke ud til at have gættet, at dét var hvad der ville komme ud af min mund. ”Jeg kan da sige en ting om dig, McClane. Du er anderledes. Det nok sværeste offer jeg har haft.”

”Er jeg nu dit offer, hva’ Styles?” spurgte jeg, og studsede over hans brug af ord. Offer – hvad definition havde det i hans hoved?

Harry nærmede sig mit øre, da han langsomt pustede luft og ord ind i det. ”Du må hellere passe på dig selv. Men lov mig lige at tage i mod de penge, hvem det så end er fra. Jeg ville savne dig i London.” Og med de ord lod han solbrillerne sidde perfekt på næsen, og skred derefter.

 

Det var ved at være aften, da jeg gik hjem fra Burger Macs. Byens lygtepæle lyste vejen op og vinden blæste let hen over Hyver Hill. Mørket var for længst faldet på, og jeg mærkede vinteren nærme sig. Som jeg gik ned ad vejen, så jeg familier spise aftensmad i deres huse.

Kl. var 18:07 og det var der, at jeg lagde mærke til dem.

Foran mig på vejen stod fire bredskuldrene drenge med solbriller ned om øjnene og en cigaret i munden. Havde det ikke været for deres kropsholdning, havde jeg næsten troet det var Zayn, Louis, Niall og Harry. Med noget imellem dem føltes fjernt, og så vidt jeg vidste hvad det kun Zayn der engang i mellem røg en cigaret.

Så eftersom jeg havde fastslået det ikke var dem, blev jeg overrasket, da de talte til mig. ”Nå, ser man det. Harrys nye offer.” Ordene bar sig af sted med vinden og jeg drejede forsigtigt hovedet, og kunne intet nå, før jeg var omringet af de fire mystiske drenge.

”Hvem – hvem er i?” Ordene kom rystende ud af mig, og jeg kiggede rundt for at finde andre personer foran den forladte pølsevogn.

Den ene udstød en hæs latter, ”du kender tydeligvis ikke til Harrys måder at gøre tingene på.” Det føltes som om vinden stoppede, da han smed cigaretten på jorden for at slukke den med foden.

”Vi havde dog ikke troet, at vi ville møde dig – vi møder aldrig Harrys piger.” En ny tog ordet og jeg mærkede ham bagfra komme tættere. ”Det er Jackie McClane ikke? Så fin og skrøbelig.” Han hviskede det sidste ind i mit øre og jeg mærkede kuldegysningerne i min krop.

Jeg drejede i forundring hovedet, da den forreste tog mig om hagen, for at få et bedre syn af mig. Min øjne lukkede i og jeg mærkede mig selv tage nogle dybe ind- og udåndinger. Bange for at et kindkys ville plante sig på mine læber, knyttede jeg hænderne for at føle mig beskyttet. Og selv da kysset ikke kom, lod jeg mine hænder være i samme stilling.

”Hvad siger I drenge, burde vi tage hende før Harry.” Det kom ud af ham på sådan en måde, at min krop stivnede. Siden de kendte Harry, var det meningen at jeg skulle misforstå sætningen. ”Landon, snupper du bilen derovre. Der er desværre ikke plads til alle, så jeg er ked af det, Jackie, men du bliver nødt til at sidde på mit skød hele vejen.” Han fjernede ikke solbrillerne, men jeg mærkede blikket bag. ”Og der er langt.” Han havde beskidte tanker, og jeg skreg indvendigt ved tanken.

Det var her jeg virkelig godt kunne bruge en til at redde mig. Og den første der kom i tankerne var: Liam. Han ville passe på mig, det vidste jeg, at han ville. Selv om han havde været en idiot, var det ham jeg ønskede, der skulle være der med mig. Ham der skulle redde mig ud af det her mareridt.

Men mit ønske blev kun halvt opfyldt. Jeg hørte scooteren stoppe op, og af steg en krølhåret dreng, der mandede sig op og forvirret gik hen til cirklen, der hurtigt opløste sig.

Den rigtige leder var ankommet.

”Hvad sker der her?” spurgte han, da jeg som den eneste mulighed så Harrys ryg som et trygt gemmested.

Som Harry tog solbrillerne af, så jeg hvordan de andre fulgte trup og solbrillerne blev fjernet fra deres mørke øjne. Alle med tanker, jeg ikke havde lyst til at være en del af.

”Hvad sker der her?!” gentog Harry med en højere stemme, der antog at han ønskede et svar.

Drengen der havde taget fat om min hage, gik frem. ”Vi mødte bare en uskyldig pige på gaden, og ville blot hjælpe hende.”

”Løgner,” snerrede Harry og jeg mærkede hvordan han anspændte sig i kroppen. ”Fortæl mig sandheden.”

Han behøvede ikke at spørge mere, for frem fra mørket kom Landon med et smil om munden. ”Bilen er låst op nu, Patrick.” Patricks øjne rasede, da Landon ødelagde det hele for ham.

Harry var ved at være utålmodig, ”Ashford, forklar mig hvorfor pigen bag mig er skrækslagen.”

Landon havde også fjernet solbrillerne, men hos ham var det et par blå øjne der ramte mig. På en eller anden sær måde, mindende han mig om Liam. Ønskede ikke at være en del af det, han var en del af. ”Patrick ville tage hende før dig, boss.”

Harry knyttede næverne og før jeg vidste af det, havde han forladt mig, og slået Patrick halvt omkuld med kun et slag på den ene side af ansigtet. Jeg hørte mig selv skrige, da resten af drengene, bortset fra Harry, stimlede om en halvsåret Patrick der tog sig til ansigtet. Harry var straks tilbage ved mig, tog fast om min hånd, og befalede jeg satte mig op på hans scooter.

”Harry, hvad - hvad sker der?”

”Bare tie stille Jackie, hvad du lige har set, er aldrig sket.” Og med de ord, startede Harry scooteren og kørte væk som lygtepælen gik ud. Men inden vi var for langt væk, kiggede jeg mig over skulderen og så intet andet, end Patrick der med hans sorte øjne stod op og befalede resten af drengene at følge efter os.

Ikke lige den tirsdag aften jeg havde forestillet mig.

 

{_✿_❤_❀_♥_✿_♥_❀_❤_✿_)

Så tog historien en lidt anden drejning. Hvad tror I der sker nu, og havde I forestillet jer Harry sådan? 

xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...