Boys Like You ❀ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 okt. 2012
  • Opdateret: 30 jan. 2013
  • Status: Færdig
Den syttenårige Jackie McClane er ikke kendt i Hyver Hill som andet end den lokale Burger Mac's ejers datter. Hun serverer burgere for byens indbyggere og passer sin skole på Westhill High. Men hendes liv ændrer sig, da den slemme Louis Tomlinson vælger hende som hans næste mobbeoffer. Jackie er allerede træt af drama, men mere opstår, da hun lærer en af drengene lidt bedre at kende. På grund af en historieopgave, finder hun ud af hvem Liam Payne er bag facaden. Ikke bare den slemme dreng alle tror han er. Han er meget mere end det. På ingen tid finder Jackie sig viklet ind i mere drama end nogen sinde, og det bliver ikke mindre slemt, da Harry, skolens leder, begynder at virke mere interesseret i hende. Er det hele bare et spil, eller gemmer der sig flere følelser bag? 1D er ikke kendte, og kan virke ret onde nogle steder, men ville prøve noget nyt, og ser dem slet ikke som onde i virkeligheden :))

725Likes
1056Kommentarer
148017Visninger
AA

21. 16 - ”Hvorfor åbner du dig pludselig op for mig?"

Jackies synsvinkel;

Først da vi nåede udkanten af byen ved en lille parkeringsplads, stoppede Liam bilen og gik ud. Han åbnede bildøren for mig og jeg steg ud, og kiggede rundt i området. Nogle træer hist og her omgav en lille sø med klart vand og en bænk nogle meter væk fra os. ”Jeg vil gerne vise dig det her sted,” forklarede Liam og trak mig med hen mod bænken, hvor han satte sig ned. Da jeg satte mig på bænken, så jeg ud over søen, der ville være utrolig smuk om sommeren. Lige nu lå der dog brune blade i den, og gjorde den en smule kedelig at se på.

Mit blik fangede Liam i at se ud over søen på samme måde som. ”Er det da specielt?” spurgte jeg og kiggede på ham, mens han sad med hænderne i hans jakkelommer.

Han kiggede op på søen og smilede for sig selv, ”meget. Jeg tog altid herhen, da jeg var mindre,” forklarede han og sukkede forsigtigt. Jeg nikkede og kiggede rundt. Det var køligt i vejret og jeg havde ikke fået min jakke med, da jeg havde løbet fra Harry, uden rigtigt at tænke over at få noget med.

Og med tanken om Harry, blev jeg nødt til at spørge Liam hvad han vidste. ”Hvorfor kom du for sent i dag, Liam?” spurgte jeg og kiggede på ham.

Han løftede hovedet og kiggede for første gang på mig siden vi kom. ”Jeg sov over mig,” mumlede han. Det var nemt at se han løj. Dog var det også klart, at jeg ikke ville få det rigtige svar frem i dag.

Efter et kort øjebliks tavshed gik et op for mig. Liam så nervøs ud. Den ellers selvsikre Liam Payne var utilpas over et eller andet. Men hvad? ”Hvordan kunne du så vide, at Harry havde snakket med mig?” spurgte jeg, mens jeg studerede hans sænkede skuldre og hans blik, der stadig kiggede ud over søen.

Liam sukkede, ”for et par dage siden, fortalte han mig, at hvis jeg ikke kom under 4 i karakter fremover, så ville han snakke med dig igen.” Han holdt en pause og stirrede på mig. ”Hvorfor sagde du ikke, at han havde gjort dig noget?” spurgte han stift.

Jeg kiggede målløst på ham, ”jeg ville da ikke ødelægge jeres venskab. Og … jeg vidste ikke hvordan jeg skulle forklare det.” Jeg fortalte sandheden, mens jeg kiggede væk. At skille Liam fra slænget ville være en hård ting for ham. Han ville miste stort set alt det han havde. Men var det dét han sad og fortalte mig, at han ikke ville have noget i mod?

Men nu når jeg tænkte over det, havde han så ikke allerede mistet det?

Og selv om jeg ikke ønskede det, var det min fejl. Det var min skyld.

”Undskyld,” røg det ud af munden på mig, og et forvirret blik kom fra hans brune øjne.

”For hvad?”

”Fordi jeg ødelagde dit liv.”

Liam kiggede nu endnu mere forvirret på mig, ”du har da ikke ødelagt mit liv,” sagde han og løftede sit ene øjenbryn.

Jeg sukkede, ”jamen du fik 12, hvilket jeg var en del af, og nu griner alle af dig, og du kommer ikke i skole og …”

Han stoppede mig, ”hør Jackie. Jeg valgte selv at være en god makker med dig. Jeg kunne se hvor meget det 12-tal ville betyde for dig, og efter det på baren, følte jeg ligesom at jeg kunne gøre det godt igen,” forklarede han og trak på skuldrene. ”Og det kan godt være folk ikke snakker med mig, men det går over – det har det gjort før.” Han snakkede som om det hele nok skulle gå, men der var et eller andet i mig, der ikke helt troede på det.

Nok fordi jeg havde set Liams indre. Det indre der overraskede mig ret meget efterhånden som han mere og mere åbnede sig op for mig.

”Må jeg spørge dig om noget?” spurgte Liam kort efter.

Vinden tog i mit hår og blæste det i alle sider, da jeg nikkede. ”Ja da.”

”Kendte du George?” spurgte han.

At få nævnt George igen stak en kniv i mit hjerte. George havde været en nær ven, da jeg var mindre. Fra jeg var 0, til min mor døde, havde ham og hans mor kommet over stort set hver anden dag. Men så da min mor døde, stoppede alt kontakten. Men alligevel følte jeg stadig et bånd til ham. ”Jeg kendte George. Man kan vel godt sige, at vi var bedste venner, da jeg var mindre,” forklarede jeg og gav ham et falsk smil.

”Det er jeg ked af,” sagde Liam og kiggede væk som om der var noget der ophidsede ham.

Der gik nogle få sekunder, før han igen veg opmærksomheden tilbage mod mig. ”Fryser du?” spurgte han ud i det blå, og uden at tænke over det, nikkede jeg og fik med det samme hans jakke over mine skuldre.

Jeg gav ham et forsigtigt smil, ”må jeg så spørge dig om noget?” spurgte jeg, og fik et nik. ”Hvorfor åbner du dig pludselig op for mig?” spurgte jeg.

Han kiggede væk i kort tid, før han tog sig sammen til at kigge på mig. Hans blik så tomt ud og han lignede en der skulle til at besvime. ”Hele mit liv er et rod lige nu. Du er den eneste, der gider tale til mig.” Han sukkede, ”men jeg har prøvet at føle mig udenfor før.”

Vinden tog til i træernes grene, så de begyndte at bevægede sig i vindens kraft. ”Det forstår jeg godt, Liam. Du havde en svær opvækst,” sagde jeg og prøvede at føle hans lidelse.

”Hvordan ved du det?” spurgte han og kiggede blidt, men undrende, på mig.

Jeg kiggede væk fra hans brune øjne, ”dine forældre var jo skilt,” sagde jeg og turde stadig ikke møde hans blik.

”Oh, ja. Det er mærkeligt at tænke på, nu hvor de er sammen igen,” sagde han. ”Du har da heller ikke haft det nemmere selv,” sagde han og fik mig til at kigge op. ”Jeg mener, du mistede jo din mor. Hun var så sød og fredelig.” Jeg kiggede på ham og mærkede hvordan hans historie og frembringelsen af min mor, fik tårerne presset frem. Selv om det efterhånden var mange år siden, kunne enhver nævnelse af min mor få mig til at tudbrøle. Det var bare ikke det samme at leve med sin ældre far.

”Du må ikke græde,” udbrød Liam kort efter, og først der gik det op for mig, at tårer løb ned ad mine kinder.

”Det er ikke din skyld, det sker bare,” forklarede jeg og lagde mit hoved på hans skulder. Jeg kunne straks mærke hans anspændelser og hvordan han ingen anelse havde om, hvad man stillede op med grædende piger. Men om han så brød sig om det, var han den første jeg havde grædt over for angående min mor, så han måtte leve med det. Og efter nogle sekunder uden ord, så det også ud til, at han lod det passere.

Efter nogle få minutter i stilhed, rejste jeg mig op, ”jeg må nok hellere til at tage hjem. Arbejdet kalder,” forklarede jeg og tog et blad væk fra min støvle.

Liam sagde ingen ting, før jeg kort efter fandt mig selv i hans arme, da jeg var snublet over en træstamme. ”Du må lære at passe på,” sagde han, da vi stod helt tæt. Mine kinder blussede op, da jeg kiggede ind i hans gyldne øjne, der nærmest smilede til mig. Og før jeg kunne nå at registrere det, følte jeg hans læber mod mine i det mest romantiske – og første – kys jeg nogen sinde havde oplevet. Jeg mærkede hans kropsvarme, og hvordan hans læber blidt kyssede mine igen og igen. I et kort sekund følte jeg den præcis samme følelse som i kærlighedsfilmene, indtil jeg trak mig væk. Selv om hans øjne udstrålede en glæde, kunne jeg ikke få mig selv til det. Af en eller anden grund, kunne jeg bare ikke få mig selv til at kysse ham.

Da jeg ikke gjorde som han havde forventet, kiggede han på mig og dræbte mig næsten med hans blik. Hans øjne udstrålede ikke den samme glæde som for få sekunder siden, han var overrasket og ked af det.

Det hele føltes bare forkert. Om det var tanken om Liams skæbne, Harry, eller noget tredje, kunne jeg ikke finde frem til, da jeg på få sekunder løb væk fra ham og det hele. Og som jeg løb af sted, mens hans stemme råbte mit navn, efterlod jeg ham alene tilbage i den dryppende efterårsregn. 

 

{_✿_❤_❀_♥_✿_♥_❀_❤_✿_}

Så skete det! Deres første kys! Hvad tænker I om Jackie løber væk? :D

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...