Boys Like You ❀ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 okt. 2012
  • Opdateret: 30 jan. 2013
  • Status: Færdig
Den syttenårige Jackie McClane er ikke kendt i Hyver Hill som andet end den lokale Burger Mac's ejers datter. Hun serverer burgere for byens indbyggere og passer sin skole på Westhill High. Men hendes liv ændrer sig, da den slemme Louis Tomlinson vælger hende som hans næste mobbeoffer. Jackie er allerede træt af drama, men mere opstår, da hun lærer en af drengene lidt bedre at kende. På grund af en historieopgave, finder hun ud af hvem Liam Payne er bag facaden. Ikke bare den slemme dreng alle tror han er. Han er meget mere end det. På ingen tid finder Jackie sig viklet ind i mere drama end nogen sinde, og det bliver ikke mindre slemt, da Harry, skolens leder, begynder at virke mere interesseret i hende. Er det hele bare et spil, eller gemmer der sig flere følelser bag? 1D er ikke kendte, og kan virke ret onde nogle steder, men ville prøve noget nyt, og ser dem slet ikke som onde i virkeligheden :))

724Likes
1055Kommentarer
146136Visninger
AA

20. 15 - ”Var det Harry?”

Jackies synsvinkel;

Fredag morgen, da jeg gik ind i klassen, var der noget der hurtigt fik min opmærksomhed. Selv om Liam endnu ikke var kommet, havde Louis sat sig på den plads, jeg plejede at sidde på. Louis kiggede op på mig, da jeg gik tættere på. ”Hey blondie,” sagde han og pustede en stor boble med hans tyggegummi. ”Siden Liam og dig er uh så forelskede, synes jeg I skulle sidde ved siden af hinanden.” Han tog sig hue af, rystede på håret og fik huen til at sidde perfekt igen.

Uden at protestere satte jeg mig ned på Louis’ gamle plads. ”Men lige for at få det på plads, så er Liam og jeg ikke et par.”

Han drejede stolen om, så han kunne kigge på mig. ”Så du benægter ikke, at i er forelskede i hinanden?” spurgte han og løftede øjenbrynet, mens han lænede sig tilbage på stolen.

Jeg kiggede ned i bordet ­– hvad skulle jeg svare? Liam var sød – men jeg var vel ikke forelsket. ”Nu ved jeg ikke hvad Liam føler, men jeg er ikke forelsket i Liam,” sagde jeg med et stift blik.

Louis løftede begge øjenbryn og kiggede forundret på mig. ”Det vil jeg gerne se, før jeg tror det, blondie. Måske skal vi have et lille væddemål i gang?” sagde han med et lumsk grin.

”Jeg har aldrig været med til et væddemål,” sagde jeg og tog mine bøger op fra tasken.

Louis tog hurtigt den ene bog og kiggede på den. ”Måske var det en idé du prøvede det, Felicia,” sagde han og udtalte mit mellemnavn som var det en virus.

Jeg tog med det samme min bog tilbage, og kiggede med mit ondeste blik på ham. ”Så hellere blondie,” sagde jeg og lagde mine arme over bogen. Felicia betød så meget for mig, at jeg ikke kunne klare når folk sagde det.

Louis kiggede stramt på mig. ”Fair nok, blondie. Men er du da bange for at indgå et væddemål?” spurgte han.

”Hvis det vil droppe din idé om det, så ja,” sagde jeg og kiggede ud på skolegården.

”Hvad nu hvis prisen var, at jeg aldrig mere ville drille dig?” sagde han og jeg fik vendt mit blik tilbage mod ham. ”Hah, der fik jeg din opmærksomhed hva’. Men hvis du viser over for Liam, at du ikke er interesseret i ham, så lader jeg dig være. Og vi ved begge, at det vil være bedst for Liam, hvis du holder dig væk, ikke blondie.”

”Hvad hvis jeg ikke gør det?”

”Det vil du slet ikke vide.”

Og med det svar, ringede klokken ind og Mrs. Harris gik op til katederet. Og det var uden Liam havde taget plads ved siden af mig.

 

Efter de to morgentimer, skyndte jeg mig ud af klasselokalet, for ikke at blive trukket til side af Louis, der ville have svar på, om jeg tog imod væddemålet. Jeg anede stadig ikke, hvad jeg skulle gøre. Måske var jeg ikke helt forelsket i Liam, måske lidt, men jeg ville for alt i verden ikke af med ham. Han var det tætteste jeg kom på en ven. Den eneste der gad snakke med mig.

Hellere have en ven som ham, end at Louis’ drilleri stoppede.

Det var det – jeg ville ikke vædde med Louis.

0-1        til mig.

Hvad han så end kunne finde på, ville det blive til min fordel, medmindre det han fandt på var at dræbe Liam. Men selv om drengene var slemme, kunne jeg ikke se dem dræbe nogen.

Til min overraskelse, fløj en seddel ud af mit skab, da jeg åbnede det. Jeg bukkede mig hurtigt ned, for at tage den op og så en grim håndskrift på papiret.

Om du så ønsker det eller ej, møder du mig ved dramascenen kl. 10.

- H.

Der gik ikke lang tid før det gik op for mig, at beskeden var fra Harry. Hvad ville han nu? Men da klokken var 9:55, så jeg ikke andre muligheder end at tage til dramascenen. Selv om timen begyndte om fem minutter, ønskede jeg dog ikke, at have to drenge efter mig – på den dårlige måde.

1-0        til Harry.

Scenen var helt mørk, da jeg gik ind på den. Da kun lyset fra nødskiltet der lyste det store rum op, var jeg usikker op, om Harry overhovedet var der. Men det svar blev hurtigt besvaret, da et spotlight lyste Harrys og min skikkelse op.

Harry stod med hænderne i jakkens lommer og stirrede på mig. ”Godt valg at komme,” sagde han og blinkede ikke én gang, mens han sagde det.

”Hvad vil du mig?” spurgte jeg og mærkede nervøsiteten i min krop.

”Liam.” Hans stemme var kold og dyb. ”Du ved, når man er i min gruppe, giver 12 en kæmpe advarsel.” Han holdt en pause. ”Ved du godt, hvad du har gjort, Jackie?” spurgte han og gav nu mig lov til at snakke.

Jeg trak på skuldrene, ”jeg forstår faktisk ikke hvad jeg har gjort. Hvad er der så galt i et 12-tal?” spurgte jeg.

”Så du siger, at du er fuldkommen ligeglad med Liams skæbne?” spurgte Harry og gik tættere på mig, mens spotlightet fulgte ham.

Lige som jeg skulle til at svare, tog nogle hænder om mine håndled og førte mig mod Harry. Som jeg stod helt foran ham, prøvede jeg at komme fri, men taget om mine håndled var så stramt, at der ikke var nogen idé i at prøve at undslippe. Det var umuligt.

Da Harry tog det sidste skridt hen mod mig, slukkede alt lyset og jeg mærkede for alvor nervøsiteten. ”Du skulle nok være blevet væk for dit eget bedste, synes du ikke?” sagde Harry og flyttede en hårlok om bag mit øre, mens min hjertebanken steg.

”Hvad laver du?” spurgte jeg nervøst og prøvede at finde hans øjne, men det var for mørkt.

”Hør Jackie, du er en sød pige, grim er du heller ikke, så du skal passe på hvad du foretager dig,” sagde han og jeg mærkede pludselig hans læber på min kind. ”Slip hende,” befalede Harry kort efter og jeg mærkede straks en stor smerte da jeg faldt sammen på gulvet.

Kort efter da lyset tændte, var jeg helt alene og lyset skar næsten i mine øjne. Med tårer i øjnene, løb jeg væk fra scenen og ud på skolegården, indtil jeg ikke kunne komme længere, da jeg løb direkte ind i en. ”Er du okay?” hørte jeg en stemme sige.

Liam.

Af alle personer i hele verden, var han den person jeg allerhelst ville løbe ind i lige nu. ”Nej, jeg er ikke okay,” sagde jeg og tårerne begyndte nu for alvor at løbe ned ad mine kinder.

Liam tog mig ind i sin favn og gav mig et forsigtigt kram. ”Var det Harry?” hviskede han ind i mit øre.

Jeg trak mig ud af krammet, ”hvordan kunne du vide det?” spurgte jeg, mens tårerne stadig løb ned af mine kinder.

”Kom jeg kører dig,” sagde han og tog min hånd. ”Nu når jeg alligevel er forsinket, hvorfor så ikke bare blive væk,” forklarede han og låste hans bil op. ”Harry tager jeg mig af senere,” lovede han og startede bilen, da vi begge havde sat os ind.

”Hvordan kunne du vide, at Harry-”

”-vi tager den senere,” afbrød han, da han kørte ud af skolens indkørsel, og om det var bevidst eller ej, kørte i den fuldkommen modsatte retning end mit hus.

 

 

{_✿_❤_❀_♥_✿_♥_❀_❤_✿_]

Der kan man bare se. Det var nok ikke lige, hvad I havde forventet? Tror I Liam lavede noget specielt, siden han kom for sent, og hvad tror I der vil ske med Liam i fremtiden, forhold til hans 12-tal? Og hvad med Lackie/Jiam (Jackie og Liam - lol)? Hvad tror I Liam har tænkt dig? Nyt kapitel så hurtigt som muligt! xx

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...