Boys Like You ❀ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 okt. 2012
  • Opdateret: 30 jan. 2013
  • Status: Færdig
Den syttenårige Jackie McClane er ikke kendt i Hyver Hill som andet end den lokale Burger Mac's ejers datter. Hun serverer burgere for byens indbyggere og passer sin skole på Westhill High. Men hendes liv ændrer sig, da den slemme Louis Tomlinson vælger hende som hans næste mobbeoffer. Jackie er allerede træt af drama, men mere opstår, da hun lærer en af drengene lidt bedre at kende. På grund af en historieopgave, finder hun ud af hvem Liam Payne er bag facaden. Ikke bare den slemme dreng alle tror han er. Han er meget mere end det. På ingen tid finder Jackie sig viklet ind i mere drama end nogen sinde, og det bliver ikke mindre slemt, da Harry, skolens leder, begynder at virke mere interesseret i hende. Er det hele bare et spil, eller gemmer der sig flere følelser bag? 1D er ikke kendte, og kan virke ret onde nogle steder, men ville prøve noget nyt, og ser dem slet ikke som onde i virkeligheden :))

727Likes
1056Kommentarer
150918Visninger
AA

19. 14 - ”Der er den her pige."

Liams synsvinkel:

To minutter inden klokken ringede, vendte Jackie sig rundt og kiggede på mig. ”Tror du, at hun har vores karakterer klar i dag?” spurgte hun spændt, eftersom Mrs. Harris pænt havde beklaget omkring hendes tidspres dagen før.

Jeg trak på skuldrene, ”hvordan skal jeg have nogen chance for at vide det?” spurgte jeg og gav hende et kort smil, for ikke at virke helt kølig over for hende. Jackie nikkede forstående og vendte sig om.

Idét Louis trådte ind i klassen, tænkte jeg på, hvad Niall havde fortalt mig i går. ”Tro mig, Liam. Du hænger ikke ud med en pige for de samme grunde som Louis.” Det var nu rigtigt nok, men igen, hvorfor fortalte han det til mig?

Mine tanker blev revet væk fra det, da Louis satte sig ved siden af mig. ”Jeg gider seriøst ikke sidde bare et minut ude i gangen med Molly. Det bliver et helvede.” Han rettede på sit hår og gav Molly et skævt blik, da hun selv kom ind i lokalet. Louis hviskede til mig, ”kan vi ikke bytte, så Molly går ud med Jackie?” spurgte han og kiggede forventende på mig.

Velvidende at jeg ikke kunne svare nej, nikkede jeg og kiggede på Jackie foran mig. Forhåbentlig ville hun ikke blive for fornærmet at skulle ud med Molly i stedet for. Hvis altså Louis fik overtalt Mrs. Harris.

Og det gjorde han i den grad. Hun gad næsten ikke engang høre på mig, og var enig fra start af. Mollys fjæs var noget af det sjoveste jeg havde set i lang tid, hvorimod Jackies var mere neutralt – heldigvis.

Mrs. Harris rejste sig med alle vores rapporter i hånden og råbte Jackie og Molly ud. Jackie gik langsomt ud og jeg kunne se over hele hendes ansigt, at hun var helt vildt spændt. Hun havde fortalt mig hvor meget det her kunne gøre for hendes forhold til hendes far, efter episoden med anmelderen.

Kun få minutter gik inden Jackie og Molly kom ind igen. Jackie havde det største smil på læberne, da hun fortalte mig, at det nu var min og Louis’ tur.

”Hvad fik du?” spurgte jeg og kiggede på hende, da hun satte sig.

”12,” sagde hun og smilede stolt. Jeg nikkede forstående, men blev så også revet ud på gangen med Louis.

Mrs. Harris sad ved et bord og lagde to rapporter foran os, da vi satte os ned. ”Inden jeg begynder, vil jeg sige, at I begge har overrasket mig gevaldigt på hver jeres måde.” Hun kiggede skiftevis på os, og havde blikket et lille sekund længere på Louis, siden jeg sad med skuldrene sænket og prøvede at kigge væk.

Hvis Jackie havde fået 12, var der en chance for jeg også kunne have fået det.

”Jeg vil starte med dig, Liam.” Nu var både Mrs. Harris’ og Louis’ blik på mig, så jeg fik mig selv til at kigge på Mrs. Harris. ”Du overraskede mig virkelig positivt med den måde du indlevede dig i fremlæggelsen. Og derfor tror jeg heller ikke, at Jackie har skrevet hele rapporten selv, hvilket jeg ellers ville have troet.” Hun holdte en pause, og Louis stirrende blik var straks over mig som en forbandelse. Mrs. Harris gav mig et smil, ”du får 12. Godt klaret.”

Og det var der Louis’ blik ændrede sig til det mest hidsige og overraskede blik jeg nogen sine havde set. Han var skuffet over mig. Skuffet over, at en ven så nær ham – selv om vi egentlig ikke anede noget om hinanden – kunne få sådan en høj karakter. Det var en skændsel. Jeg var en skændsel.

Og han følte det var så forfærdeligt, at han ikke engang gad høre på Mrs. Harris fortælle ham, at han havde fået 0.

Mrs. Harris bad os om at hente nogle nye ind, og heldigvis var det eneste Louis gjorde, at skubbe stolen tilbage så den væltede. Det kunne have været meget værre …

Jackie kiggede undrende på os, da Louis straks satte sig til at skrive på mobilen. Var det virkelig så slemt, at jeg havde fået 12? Det var jo ikke hans omdømme der blev tilintetgjort.

Først nu gik det op for mig, hvad jeg havde gjort. Jeg, Liam Payne, havde fået fucking 12 i en prøve. En karakter så høj, at der kun ville blive snakket om mig.

Men for første gang, var jeg egentlig ret ligeglad. Et omdømme er et omdømme, men jeg er jo stadig den samme person. Eller?

 

Imens jeg gik op ad gangen, så jeg pludselig Harry komme hen mod mig – alene. Alene var ikke godt. ”Vil du helst få skideballe her på gangen, eller udenfor?” Harry var helt klar i det han sagde. Han var i den grad skuffet over mig.

”Udenfor,” mumlede jeg og fulgte efter ham udenfor.

Harry stoppede ved rygerskuerne og løftede sit ene øjenbryn. ”Et 12-tal Liam? Hvordan vil du forklare det?”

Han kiggede stirrende på mig, og forventede jeg kom med en undskyldning. ”Det … det kan jeg ikke forklare,” sagde jeg forsigtigt og så Harry blive endnu mere sur.

”Står du og fortæller mig, at du faktisk gjorde noget for at få det 12-tal?” Harry rystede på hovedet. ”Forstå mig ret, noget, der ikke var at få pigen i sengen.”

Jeg kiggede overraskende på ham, men måtte vel erkende, at det ikke var for at få Jackie med i sengen. Det var Louis’ afdeling.

Men Harry kom mig i forkøbet. ”Ved du hvad, du har været min ven i lang tid, Liam. Og noget jeg ved om dig, er at du altid vil gøre om på dine fejl. Så bare sørg for ikke at få en karakter højere en 4 igen, ellers kan jeg godt love dig, at jeg vil snakke med Jackie igen.” Harry slog sin jakkes hætte op over hovedet og gik så forbi mig med et skub med skulderen.

Jeg stod målløs tilbage. Snakke med Jackie igen?

 

Da jeg nogle timer efter befandt mig ved indkørslen til mit hus, blev jeg ikke mere glad, ved at se mine forældre havde lang arbejdsdag. Med skuldrene nede, gik jeg ind i huset og hørte straks lyden at gryder der simrede ude i køkkenet.

Vera stak hovedet ud fra køkkenet og smilede til mig, ”jeg håber, at du er sulten Mr. Payne, for maden er klar om ti minutter.” Jeg nåede ikke engang at smile, da hun hurtigt var væk igen. Ikke fordi jeg kunne frembringe et smil, efter det der var sket efter min samtale med Harry. Stort set alle blikkene på min vej gennem gangen, havde stirret på mig. Om det var Louis eller en anden, var ligegyldigt – nyheden om jeg havde fået 12 havde i hvert fald nået hele skolen på kort tid.

Desværre opfattede Vera straks, at noget var galt. ”Bedrøvet. 3 stavelser, 8 bogstaver – hvad sker der?” Hun kiggede på mig, mens hendes hånd drejede skeen rundt i spaghettien.

Jeg trak på skuldrene. ”Dagen gik bare ikke som jeg havde forventet,” sagde jeg og gled ind på en af barstolene.

Vera vendte blikket væk, da hun hældte spaghettien op i en si. ”Hør knægt. Teenageårene er altid de sværeste. Især enden af dem.”

”Hvad mener du?”

”Kærligheden. Jeg har kendt dig hele mit liv, så en kommentar som den fortæller mig med det samme, at du har kærlighedssorger.” Hun overraskede mig, men da hun sagde det næste, gav det hele dog lidt mere mening: ”Jeg har faktisk læst bøger om teenageårene.”

Kærlighedssorger? Det var nok det sidste man kunne sige. Men alligevel spillede jeg med på det, da en samtale om drengene bare ville gøre det værre. ”Der er den her pige,” startede jeg.

Vera rystede på hovedet, ”sådan starter det altid. Der er en pige, men du aner ikke hvordan du skal få kontakt til hende.”

Hun stillede tallerknen med spaghetti foran mig. ”Tro mig knægt, pigerne ville stå i kø for at få dig,” sagde hun og gik tilbage til pølserne på panden. Det var nu rigtigt nok, at pigerne ville stå i kø for mig, hun mente det bare ikke på den måde. Mit liv i skolen var en hemmelig for Vera.

Efter at have slugt den første mundfuld spaghetti kiggede jeg op. ”Jeg kender nu pigen i forvejen. Hun hedder Jackie McClane.”

”Åh, Christian McClanes datter?” spurgte hun og slukkede for stegepanden. Alle i området kendte Christian McClane. Man kunne ikke have boet i Hyver Hill et år, og ikke have været på Burger Macs.

”Ja, hende. Det hele er bare så kompliceret.” Kompliceret var præcis det rigtige ord for det.

”Vil du da gerne være mere end venner? Jeg gætter på at i er venner i forvejen.”

Venner – var Jackie og jeg egentlig venner? Så hun os som det, eller var jeg bare en af de irriterende drenge? ”Vi er venner,” endte jeg med at sige.

”Okay, men så må du imponerer hende. Vise hende hvem du rigtigt er.” Det lød som noget hun havde taget ud af en berømt filosofisk bog.

”Som hvad f.eks?”

”Du kan tage hende med herhjem. Spørge om I skal lave lektier sammen, eller hvad I unge nu foretager jer.” Straks som Vera nævnte mit hus, hørte jeg stort set ikke resten af det hun sagde. At tage Jackie herhjem, ville være som at hoppe ned i et uendeligt langt hul.

”Måske noget lidt mindre,” sagde jeg.

”Hvad med det sted du elskede som lille? Der vi altid gik hen og fodrede ænder,” sagde hun og serverede pølserne for mig.

Jeg huskede søen. Et sted jeg havde elsket som barn, men faktisk ikke havde været ved længe. ”Tak Vera,” sagde jeg og gav hende mit første smil den aften. ”Det kan jeg bruge.”

 

{_✿_❤_❀_♥_✿_♥_❀_❤_✿_]

Så kom der endelig et nyt kapitel! Hvad synes I om det?

Og tror I, at Liam vil tage Jackie med til hans sted ved søen? :D

xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...