Det yderste sted

Karl besøger sit barndomshjem, som han ikke har være i, siden han var helt lille. Men der er noget galt. Huset står tomt, og intet er som det plejer. Minderne og smerten begynder langsom at dukke frem, efter lang tids fortrængelse, i mens han går fra rum til rum. Sorg, smerte, glæde... frygt. Han bliver forfulgt af et barn, som at til at begynde med ikke genkender, men som ender med at afgøre hans skæbne. Hvem er dette barn, og hvad vil det det? Til sidst bliver Karl draget til det yderste sted.

4Likes
4Kommentarer
698Visninger
AA

1. Det yderste sted

 

Det yderste sted

Det var lige holdt op med at regne, da Karl steg ud af bilen, han var ikke sikker på om han blev, så han lod bilen stå i tomgang, så bilens baglygter spejlede sig på den våde flisegang. Man kunne stadig se lyn i det fjerne, luften var trykkende, slet ikke som man forventede den ville være efter regn. Blæsten var taget til og fik det skæve murstenshus, Karl stod og så på, til at knirke i alle ledne. En hvid måge fløj med vinden, og stod i fuld kontrast med den mørkegrå og trugende himmel. Bølgerne stormede farefulde og med hvidt skum på toppen, ind over digert. Karl lukkede døren til sin bil, og gøs. Vinden havde sneget sig ind under hans jakke, og hans taske føltes tung. Han tog en dyb indånding og gik så op til døren.

Der var ingen dørklokke, men der sad en dørhammer på midten af døren. Den havde form som et engleansigt. Han tog forsigtigt fat om det gulfarvede håndtag, og slog stille to gange med den. Der skete intet. Vinden tudede bag ham, og en ny kuldegysning sneg sig ind på ham. Han slog lidt hårdere denne gang. Dunk, dunk, dunk. Døren gled forsigtigt op, men der kom ingen ud. Han åbnede døren helt med foden, og kiggede ind. Et lyn slog ned og lyste rummet op. I et kort øjeblik kunne han se alt. Han gik helt ind med en sugende fornemmelse i maven. Selvom det var længe siden han havde været her sidst, huskede han det stadigvæk klart og tydeligt.

Han havde siddet midt på gulvet i entreen, hvor han havde leget med sine legetøjs biler. En rød og en grøn. Han kunne huske det bløde tæppe han havde siddet på, og solen som skinnede ind gennem vinduerne, og gjorde hans krop varm. En kvindelatter fra køkkenet, havde gjort han tryg.

Nu var gulvtæppet flosset i kanterne, og det så beskidt ud, der var ingen sol til at varme hans krop, og han følte sig alt andet end tryg. Han satte tasken på gulvet, og fik et chok da døren med et brag lukkede sig bag ham. Hans hjerte dunkede bag hans bryst, og hans øjne flakkede ud i hjørnerne på huset, men der var ingen. Det var sikkert bare vinden, der havde fået døren til at lukke.

Han begyndte tøvende at gå hen mod døren, som han vidste førte ind til køkkenet. Han tog forsigtigt i dørhåndtaget, og den gled op. Alt så ud som det plejede. Det mørkebrune køkken med det gamle komfur, selv da han var lille havde det været gammelt. Spisebordet som stod med de fire stole, to stole på hver af langsiderne, havde fedtmærker efter glas og tallerkner.

En mærkelig lugt ramte ham. Muggent og kvalmende sød stank fik ham til at rynke på næsen. Den lugt kunne han ikke huske, men han kunne til gengæld huske en anden. Det var stadig sommer, og døren fra køkkenet, ud til terrassen, var åben. Alligevel duftede der af pandekager. Han fyldte sine næsebor med duften. Damen ved komfuret smilede ned til ham. Hendes øjne strålede af glæde. Hun kiggede lige en ekstra gang til pandekagen på stegepanden, før hun løftede ham op på bordet. Hans mund løb i vand. Det var sjældent de fik pandekager. Karls øjne vandrede over til køleskabet. Han var ret sikker på at der ikke lå nogen pandekager derinde, i hvert fald ikke nogen der ikke var sundhedsskadelige.

Han kom ud i entreen igen. Mørket var stadigvæk total, udover når lynene slog ned, og lyste rummet op gennem vinduerne. Han gik den modsatte vej, hen mod stuen. Knirkende trin fik han til at standse. Han var bange for at vende sig om, men også bange for ikke at gøre det. Han talte langsomt til tre, og vendte sig så. Igen var der ingen. Han åndende lettet op, men blev så opmærksom på en skygge oppe for enden af trappen. Trappen førte op til førstesalen, der hvor værelserne lå. Han gik hen til den. Hans hjerte var kravlet op i halsen på ham, og han trak vejret i små stød.

Han trådte på det førte trin. Den gamle trappe gav sig under hans vægt og knirkede. Skyggen forsvandt hurtigt. Karl turde ikke vende ryggen til mørket bag ham, så han gik op med ryggen op langs muren.

Da han nåede det sidste trin, og kunne se hele førstesalen, var han lige ved at snuble. Han så ned, for at se hvad han næsten var snublet over. En hånd holdt fast rundt om han ankel. Han skreg, og hans øjne blev næsten umenneskelige store. Hånden forsvandt lynhurtigt igen, sammen med løbende skridt. Karl turde ikke blinke, han turde dårligt nok at trække vejret. Han var stivnet af skræk. Hans hjerne var koblet af, men han genfandt fatningen efter nogle langtrukne sekunder. Han rystede over det hele. Der var noget galt, der var noget fuldstændig galt. Men selvom Karl aldrig havde været så bange for noget før, fik en nysgerrighed ham til at fortsætte.

Han vidste hvilken dør han ville gå ind ad. Han kunne finde den i søvne. Ligefrem og til venstre. Han stod foran en dør, hvorpå der hang et træskilt. KARL stod der. Han tog rundt om dørhåndtaget, men da han drejede det rundt, faldt det af. Det afholdte dog ikke døren for at gå op alligevel. Den smækkede op mod væggen, så han kunne kigge direkte ind på sit gamle værelse. Vinduet gik op, og gardinerne flagrede i blæsten. Det var begyndt at regne igen, så der blev hurtigt vådt på gulvet. Blæsten stod ham lige i ansigtet. Blade hvirvlede rundt i luften omkring ham. Han skyndte sig at lukke døren igen. Han holdt sig på knæene, og bøjede hoved ned. Han skulle have været gået mens han stadig havde chancen. Nu var det for sent.

En knurren fik ham til at kigge op. Hans øjne faldt på skyggerne ovre ved trappen. Et par øjne dukkede op. De havde ingen pupil, de var helt hvide. Et barneansigt gled ud af skyggerne. Det havde en vidt åben mund, som om den skreg. De hvide øjne var opspilede og døde. Drengen var kronravet og havde en gusten grå farve. Barnet trådte helt ud af skyggerne. Sveden samlede sig i nakken på Karl. Barnets nøgne krop var mishandlet. Det var dækket med blå og gule mærker efter slag. Blod boblede op i munden på drengen, og løb ned over hagen og vider ned over kroppen. Karl kunne fornemme noget brækagtigt i munden, som han forgæves prøvede at synke. Drengen begyndte at gå imod ham. Karl skyndte sig ind i hans gamle værelse igen.

Han skød hurtigt en stol for døren, og bakkede forfærdet. Han holdt vejret. Et åndedrat begyndte et andet sted i værelset. Han vidste allerede hvem det var, før han vendte sig om. De hvide øjne stirede direkte ind i Karls blot få centimeter fra ham. Drengen åndede sin kolde ånde ud i ansigtet på Karl. Karl stod som lammet, og så på den lille dreng. Han var lige fyldt otte. Han legede med sin bold ude i haven. Han var med et uheld kommet til at skyde for hårdt til bolden. Den var røget lige gennem ruden, og der flød med glasskår. Hans far var kommet løbende ud. Havde taget ham om skulderne og ruskede ham hårdt frem og tilbage. Han var blevet slæbt med ind, og vider op på værelset. Moren stod og græd i køkkendøren. Faren havde smækket døren efter dem, og lukkede moren ude.

Karl kiggede forsigtigt på drengens arm, et par blå mærke med samme form som en fuldvoksen mand hånd, var placeret derpå. Drengen bevægede sig pludselig. Karl rettede sig op, han havde, uden at opdage det, lænet sig ind mod ham. Drengen drejede rundt, så man kunne se hans bare ryg. Ar på kryds og tværs var plantet over det hele. ”Nej far, ikke bæltet!”. Han kunne hører sine egne skrig inde i hoved, hver gang faren ramte ham med bæltet. Smerten var uforglemmelig. Karl så forundret på drengen, der igen havde front mod ham.

Han tog den lille dreng i hånden, og sammen gik de ned af trapperne, ud af døren, forbi bilen, ned mod vandet, ud mod det yderste sted. Vejret var stadig slemt, men Karl viste at det lysnede i det fjerne. De forsatte hånd i hånd ud i ingenting. De havde ingen steder at gå hen, de tænkte ikke på noget. Vandet lukkede sig om kroppen på dem. De fik vand i ansigtet, men de var ligeglade. Til sidste lukkede vandet sig om Karls hoveder, han lukkede øjnene og ventede. Hvad var det værste der kunne ske?                         

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...