Days in hell {SHINee/Super Junior/SNSD}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 okt. 2012
  • Opdateret: 9 sep. 2013
  • Status: Igang
Hvad sker der, hvis du en dag kommer ind på en skole, en skole som kun få mennesker kommer ind på, fordi du har hemmelige kræfter? På Epik High er der kun specielle børn. Børn hvis evner overkommer alle andre. Og for første gang i sit liv, får Taemin rent faktisk venner. En lille gruppe drenge der, ligesom Taemin selv, er vant til at blive mobbet. Aldrig har Taemin været så lykkelig. Lige til hans venner bliver bortført, det eneste tilbage, var et trusselbrev.

8Likes
21Kommentarer
1084Visninger
AA

1. Prolog.

"HOLD DIN KÆFT!" råbte jeg vredt, mens tårerne strømmede ned af mine kinder. Jeg hadede at de skulle se mig sådan her, men han havde gjort mig så vred, jeg ikke længere kunne holde tårerne inde. Selvfølgelig grinede han bare af mig, inden han, med hænderne, i lommerne kom tættere på mig.

"Jamen dog, lille ven. Du ved vist ikke hvornår man skal være stille." Hans stemme kunne ikke have dryppet mere af foragt. Afslappet, alt for afslappet, knyttede han en næve, og løftede den op. Men før han nåede at slå mig, knyttede jeg min hånd, og slog nogen for første gang.

Dog skete der noget, jeg ikke havde regnet med. Så snart min knyttede næve ramte hans ansigt, fløj han tilbage, og hamrede lige ind i en væg. Sammenstødet var så kraftigt, at væggen kom med en opgivende lyd. Lidt efter var luften tyk, af det lette, hvide støv.

Chokeret kiggede jeg på den ældre dreng. Men han bevægede sig ikke. Forsigtigt listede jeg hen til ham, og kiggede på hans ansigt. For så let at prikke til ham med foden, klar til at løbe. Men han bevægede sig ikke det mindste. Var han mon besvimet? Det var først da jeg rettede mig op, jeg lagde mærke til blikkende.

En flok elever havde samlet sig omkring os, mens de hviskede ophidset sammen. Der var endda et hint af nervøsitet. På en eller anden måde, virkede det som de var bange... for mig? Jamen... jeg var jo skolens mobbeoffer nummer 1!

"Jeg... jeg ville... jeg ville ikke..." stammede jeg bange, mens mit blik fløj rundt i lokalet. Til sidst, gjorde jeg det eneste jeg kunne komme i tanke om. Jeg drejede om på hælene, og styrtede ud af dørene. Jeg tænkte ikke på hvor jeg var på vej hen, jeg løb bare alt hvad jeg kunne. Det var først da jeg kom til en gyde, at jeg gav mig lov til at få en pause. Med rystende ben, lod jeg mig glide ned på jorden, gemt i mørket. Så snart jeg sad ned, begyndte tårerne endnu en gang at flyde.

Sådan sad jeg længe. Sad bare med hovedet gemt i armene. Lige til lyden af skridt nærmede sig, for så at gå i stå. Stille skævede jeg op, for så at se et par sorte sko. Nervøst, og næsten i slow motion, kiggede jeg op. Foran mig stod en pige, muligvis et par år ældre end mig. Hun var iklædt en skoleuniform, og det korte, brune hår gik let ned i hendes øjne. .

"Lee Taemin?" spurgte hun, og ignorerede fuldkommen mine opsvulmede øjne. Stille mødte jeg hendes blik, for så at nikkede langsomt. Det faldt mig slet ikke ind hvordan hun kunne kende mit navn. Straks smilede venligt til mig. "Lee Viggi. Hver sød at følge med."

Uden videre rejste jeg mig op, og fulgte efter pigen. På intet tidspunkt overvejede jeg, hvad jeg havde gang i. Det var som om min hjerne havde lukket ned, og min krop bevægede sig af sig selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...