They don't know anything.

"Du har brug for hjælp" sagde han "Jeg kan ikke få hjælp" "Hvorfor ikke?" spurgte han med en ophidset stemme "Det er mine ting, ingen andres"
Jeg vil ikke skrive ret meget mere, da det vil være noget I kommer til at læse senere. Men i første kapitel beder jeg jer om en enkelt lille ting, så ja, nu starter det hele så. Held og lykke.

4Likes
8Kommentarer
726Visninger
AA

5. Min krimi.

 

Som lovet får i nu min krimi. (-: Den er langt fra færdig, så hvis i er heldige får i måske en slutning engang. 

 

Stilhedens gråd

 

Det var varmt. Jeg kunne mærke solen brænde på den del af min hud, som den grønne t-shirt og de cowboyblå short ikke dækkede. Det var midt i sommerferien. Hele min familie havde ferie. Min smukke kone Anaya, med rødt kraftigt bølget hår, hængende ned over skuldrene til ned på midten af ryggen, og med de smukkeste grønne øjne. Min datter Luna på 2 år, som ligner sin mor, med ligeså rødt og kraftigt hår sat op i 2 små rottehaler med lyserøde elastikker. Hun havde også smukke grønne øjne. Min søn Nicolai på 4 år, med kort mørkebrunt hår og klare blå øjne, ligesom mig.

Vi var gået hen i parken, som ligger tæt på vores hus. Ungerne legede med en bold på det grønne område nede ved åen, imens vi pakkede madkurven ud. Vi begyndte på kaffen, og lod dem lege lidt før vi skulle spise. Jeg væltede uheldigt min kaffekop, og kaffen løb ud over tæppet. Vi havde ikke nok servietter med, så Anaya gik over på parkens lille toilet for at hente noget til at tørre kaffen op med. Jeg vendte mig rundt for at kalde på børnene, men kunne ikke se dem. Jeg så bolden nede ved åen, men hvor var Luna og Nicolai? Jeg rejste mig op, og halvløb ned til åen mens jeg råbte efter Anaya. Jeg kiggede ud over åen og kaldte på børnene. Anaya kom ned til mig.

- Jacob, hvor er børnene? Skreg hun panisk.

Men jeg vidste det ikke. Vores elskede børn var væk. Nicolai og Luna. Eftersøgningsholdet fandt dem aldrig. De var væk for altid.

 

***

 

Mandag morgen. Jeg var lige mødt på kontoret. Et lille rum, med lyse vægge og 2 kæmpe vinduer. Det ene med udsigt over byen, og det andet med udsigt over et lille skovområde. Jeg sad i min gamle sorte kontorstol ved mit store skrivebord, da telefonen ringede.

- Kriminalkommisær Jens Østervold.

- Det er Ole Larsen fra Rødby politi. Vi har fundet endnu et barnelig i en trækasse i åen ved parken. Kommer du og kigger på det?

- Årh, nu det fandme 3. gang! Men ja, jeg er på vej.

Jeg tog nogle papirer, som lå på mit skrivebord og puttede dem ned i tasken. Jeg rejste mig og tog min frakke.

Et kvarterstid senere kørte jeg ind på parkens parkeringsplads. Der holdt allerede mange biler, og de fleste af dem var nok fra pressen ligesom de andre gange.

Man kunne se det lige havde regnet. Det var vådt og der var små vandpytter på parkeringspladsen, men nu var solen ved at bryde igennem de grå skyer.

Jeg gik ned mod åen. Der var folk over alt. Et område var afspærret med bånd hvor der stod ”politi” på. Ole Larsen, som havde ringet, vinkede mig hen.

Jeg gik over til ham.

-Hvornår blev det fundet?

-Kl. 10.40 i dag af en mand der gik tur med sin hund langs åen. Hunden reagerede på kassen. Han tog den op, og fandt så liget.

-Hvor ligger det henne?

-Herovre. Sagde han, og pegede lidt længere nede ved åen.

Vi gik et par meter ind i det afspærrede område. Væk fra de mange pressefolk og alle spørgsmålene, som vi endnu ikke kender svarende på.

Trækassen stod på en hvid plastikpose. I kassen lå barneliget. Det var et lille barn, på omkring 2 år. Endnu en pige med rødt skulderlangt hår. Hun havde en lille sommerkjole med store lyserøde blomster på, så man kunne nemt se hendes blege hud på arme, ben og i hendes lille livløse ansigt. Jeg tror hun havde været død i omkring et døgn.

Jeg så op på Ole Larsen igen og nikkede stille.

Han gik over og hentede nogle af sine mænd, som derefter tog det lille barnelig med ind til tekniske undersøgelser.

 

***

 

Det var nu 1 år siden, at vi mistede vores børn. Anayas og mine børn. Nicolai og Luna. Anaya kom videre med hjælp fra psykologer og folk omkring sig. Men jeg, jeg lukkede mig inde. Jeg blev, som Anaya sagde, mærkelig at være sammen med. Hvilket nok var grunden til, at hun flyttede fra mig 6 måneder efter den dag. Den dag hvor de forsvandt, og vi aldrig så dem igen. Den dag vores elskede Nicolai og Luna blev taget fra os, og min verden ændrede sig for altid. Den dag jeg lovede mig selv at få dem tilbage.

 

 

 

Fortsættelse følger...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...