They don't know anything.

"Du har brug for hjælp" sagde han "Jeg kan ikke få hjælp" "Hvorfor ikke?" spurgte han med en ophidset stemme "Det er mine ting, ingen andres"
Jeg vil ikke skrive ret meget mere, da det vil være noget I kommer til at læse senere. Men i første kapitel beder jeg jer om en enkelt lille ting, så ja, nu starter det hele så. Held og lykke.

4Likes
8Kommentarer
757Visninger
AA

3. d. 24.10.2012

Dav.

Jeg savner, at være lille. At kunne løbe og lege. Bare have det skide skægt, uden nogen begrænsninger eller konsekvenser. Men på den anden side, så er jeg glad for, at jeg er blevet ældre. Og en del klogere. 

Jeg kan ikke huske ret meget fra min barndom. Eller det kan jeg, men jeg har svært ved, at finde dem i mine tanker. Min familie har fyldt en del i min barndom. Dog mest dem fra min mors side.

Min familie består af mine forældre, min far er 43 og min mor er 40. Jeg har 2 brødre, en på 21 og en på 18.

Min mor har 3 søskende. En storesøster, som har en mand, en søn på 19 og en datter på 14. En lillebror, som har en kone og 2 små børn, en datter på snart 5 og en søn på 2. En lillesøster, som har en kæreste. Hun er "papmor" til hans datter på 10 og hans søn på 8, derudover har de sammen en søn på 4. Og så har jeg selvfølgelig stadig min mormor og morfar, og oldemor og oldefar.

Min far har en storesøster, som har en mand, en datter på 17, en søn på 16, og en datter mere på 12. Han har en lillebror, som har en kæreste. De har en dreng på 7, og en dreng på 3, tror jeg. Og der har jeg kun min farmor og farfar. 

Jeg er ikke et familie menneske mere. Faktisk kan jeg ikke lide at være sammen med min familie, eller jeg ved det ikke helt. Jeg har svært ved at give slip på min barndom, og alle de minder jeg har med min familie. 

Men min familie er ikke hvad den har været. Efter min mormor og morfars gård brændte for nogle år siden, startede der nærmest en "krig" imellem min mor og hendes søskende. De delte sig. Min mor og hendes lillebror, mod min mors storesøster og lillesøster. Hvilket gik meget udover os børn. Vi blev faktisk delt, og var ikke sammen mere. Det tog hårdt på nogle af os, men ikke mig. Jeg var mere eller mindre ligeglad. Faktisk mente jeg ikke det ragede mig, og selv hvis det gjorde ville jeg stadig være ligeglad. Jeg er ikke bange for, at nogle af dem skal komme til skade, eller i værste tilfælde dø. Måske bliver jeg det, når en af dem faktisk dør, men ikke nu. 

Jeg er stadig sammen med min kusine på 14. Men hvorfor ved jeg ikke. Måske for, at føle mig mindre alene? Måske for, at føle jeg ikke er så sær, som jeg ellers går og tror? I hvert fald ikke fordi hende om mig ligner hinanden, på nogen måder. Vi er to modsætninger. Hun er mentalt stadig 11. Vi passer ikke sammen, og sådan er det. Men alligevel kan jeg ikke slippe hende. For hun er jo en del af min barndom. En del af alt det gode, sjove og frie. Og det, som nævnt tidligere, har jeg svært ved at slippe.

Dette var en del om min familie. Jeg ved godt, at det måske var lidt kedeligt, at læse om. Men så håber jeg, at næste kapitel bliver lidt mere spændende.

Jeg lover jer, at jeg snart vil svare på de andre spørgsmål, og måske gør jeg det endda senere idag. 

- Mange tak igenigen!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...