Hallo?

Den eneste/første novelle jeg har skrevet. En studieopgave i forb. m. lærerudd.
Rammerne var:
1: Novellen skal indeholde regn
2: Novellen skal foregå i Berlin
3: Der skal forekomme et møde.

Tidsskiftet ml. første og andet afsnit var oprindeligt en fejl, men egentlig en ok en af slagsen.

0Likes
0Kommentarer
76Visninger

1. Hallo?

Hallo?

Hun prikkede til sine guldfisk. Først til den fede og så til den med den ødelagte finne. Det gjorde hun tit. Også i dag. Fra anlægget drønede Patty Smiths udmattede, men stædige hvæs, mens støvregnen forvandlede ruderne matte som sandblæst glas.

Hun har lige skrevet en liste over ting hun godt kan lide ved sig selv: Mit hår, duften af min deodorant blandet med en dags sved, at mine bryster ikke er for store og at den mellemste tå ikke er længere end storetåen. Nu vil hun skrive én om de ting hun ikke kan lide ved sig selv. Sådan gør hun sommetider, så kan hun holde regnskab med hvordan hun har det. Hun kan ikke finde noget at skrive med. Hun løfter gamle breve, beskidte trøjer, cd'er uden deres cover og cd-covers uden deres skiver, leder mellem colaflasker, øldåser og småting hun ikke engang vidste hun havde. Hun stopper op et øjeblik, ser sig om i rummet, får først øje på et par sko hun ikke har haft på længe, så hullet i væggen indtil naboen og så en gul blyant, der lyser op under en lp på reolen i hjørnet.

Hun samler en konvolut op fra gulvet og begynder listen.

 

Hun lavede hullet for at få en at snakke med. Det er snart tre uger siden. Det var svært at få hende overtalt, men nu snakker de sammen næsten dagligt. Hvisker gennem væggen. Mest om vejret og om byen. Men hun kommer ikke så meget ud.

 

Det går ikke så godt med listen. Hun er gået i stå allerede inden hun kom i gang. Det er for stort et projekt lige nu, hun må lave noget mere simpelt.

Tilbage til guldfiskene. De er sløve og nemme at nå at skubbe til. Når man rammer dem, dykker de et par centimeter nedad og ser nærmest forvirrede ud indtil de igen når overfladen og kan fortsætte deres minutlige rute. Men igen: Plop.

Der er én der hulker ovenfra. Og noget højt musik, med en sangerinde der næsten græder. De græder i kor, overboen og sangerinden. Hernede er Patty Smith stadig sløv og vred, og der er stadig kun én liste fra i dag.

 

Hun går over til væggen, sætter sig på puden på gulvet og stirrer på hullet. Det er altid lidt en overvindelse at skulle banke. Hun sætter munden helt ind mod hullet og mærker det hvidmalede savsmuldstapet mod sin kind. Hun lytter til sit eget åndedræt. Løfter en knyttet næve.

-Hallo!? skriger hun. Hun hører skridt fra den anden side af væggen.

-Hallo, hviskes der derinde fra. -Har du været ude i dag?

-Heller ikke i dag. Men jeg har kigget på regning. Hørte du også dem der græd ovenpå?

-Mmm.

-Hvad tror du de græd over?

-Den ene sang bare. Du skal altså snart ud. Det gør man altså engang imellem.

-Så skal du med. Jeg ved slet ikke hvordan du ser ud.

-Det gør ikke noget. Jeg er ikke så pæn.

Hun stirrer ind i væggen. Når hun gør sig tom i blikket kunne hun pludselig opdage små ansigter i bulerne i tapetet. Hun rører ved dem.

-Hvad tror du på?, spørger hun ind i hullet.

-Ikke rigtig på noget.

-Nå. Hvorfor snakker du egentlig med mig?

-Bare fordi du er der. Og jeg er her.

Nu samler hun listen uden punkter op fra gulvet. At jeg altid skal stille så mange spørgsmål, skriver hun. Hun kigger på listen. Ét punkt. De andre punkter er overalt omkring hende. Der er ekstra mange i dag, og alligevel er de umulige at fange. Hun kan fornemme det tomme blik fra den anden side af væggen. Hun bider tænderne sammen, så det spænder i kæberne, krøller listen til en hård kugle, knuger hænderne om den, og præsser øjnene så hårdt sammen, at der kommer farver og mønstre. Det hele flyder derinde. Bølger af ting og tanker vokser og formindskes i takt med hendes puls. Rummet omkring hende udvider sig, og hun er ikke en del af det. Det har udskilt hende. Frastødt hende fra sig. Hun er en enhed, helt for sig selv, og har ikke kontakt med andet.

-Aaaahrg!, råber hun. -Så giv mig dog nogle ordentlige svar! Du er slet ikke værd at tale med!

 

Nedenunder er der nogen der skændes. De råber på skift, men hun hører det ikke.

 

Næste dag har regnen taget til.

-Godmorgen fisk, siger hun ud i luften, da hun rejser sig op fra madrassen. Hun sætter sig med det samme hen til hullet.

-Undskyld, siger hun.

-Ok, lyder det. Hun sad allerede klar.

-Må jeg ikke komme ind til dig? Jeg har det mærkeligt i dag.

-Det ved jeg godt.

-Vil du ikke se mig?

-Okay, kom med det samme.

Hun stikker i et par gamacher og trækker en hættetrøje over hovedet. Tager sokker og støvler på, og går målrettet mod døren. Ud på trappen, et enkelt skridt hen ad afsatsen; døren står på klem. Hun skubber den op og træder ind den tomme lejlighed. En radio summer med pop og reklamer et sted. Plasticen på gulvet knitrer under hendes fødder, og der lugter af maling. Hun kigger sig om.

-Hallo?, siger hun sagte og hører skridt fra rummet ved siden af.

-Hejsa, lyder det kort, da en stor mand i et par blå overalls stikker hovedet frem bag dørkarmen.

-Pas på, det er helt nymalet. Det var fandme så beskidt her før. Æih, at folk ikke maler inden de flytter ud, jeg forstår det ikke… Og så er der fandme nogen der har boret et hul tværs gennem væggen. Hvad skal det nu gøre godt for. Ekstra arbejde til os.

 

Hun stirrer med store øjne på manden, bakker baglæns tilbage og ud på afsatsen, fortsætter baglæns gennem døren til sit eget værelse, og tøffer hen og sætter sig ved hullet:

-Hallo?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...