Et helt normalt liv, sådan da

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 okt. 2012
  • Opdateret: 12 okt. 2012
  • Status: Igang
Laura er bare en helt normal pige i et helt normalt samfund, på en helt normal skole, i en helt normal by, i et helt normalt land, i en fuldstændig forskruet verden.
Men det kan Laura jo ikke gøre så meget ved, så hun lever bare sit helt normale liv, eller er det så normalt?

Historien er i øjeblikket på pause, da jeg lige nu ikke har tid til at skrive...
Der vil måske komme et kapitel engang imellem.
Jeg genoptager historien når jeg får tid igen.:)

1Likes
2Kommentarer
461Visninger
AA

1. Kan man være ond hvis man er et godt menneske?

Jeg går lige så stille hen imod hende, frygten lyser ud af hendes øjne da et ondskabsfuldt smil langsomt bryder frem på mine læber. Jeg udstøder et hånligt grin da jeg ser hende sidder der, hendes før så glatte hår sad nu uglet, hendes make-up var langt fra perfekt efter alle tårene, hendes tøj var iturevet og ja, hun er ikke særlig køn mere. Når man ser ned på hende nu, så skulle man ikke tro at hun var den selvsikre Sahra Jørgensen der for under 15 minutter siden havde stået med en drink i hånden og snakket om og kritiseret alt og alle med en hånlig tone, mens hun skiftevis så hen på hver og en af de stakkels personer det gik ud over, de skulle vide det, vide at det var dem hun snakkede om. Hun elskede deres sørgmodige ansigtsudtryk da de opdagede at hendes blik hvilede på dem. Hun elskede når hun nærmest kunne mærke fortvivlensen og frustrationen over at de ikke vidste hvad hun sagde om dem, eller endnu bedre, når de vidste det. "Lad mig gå! Vil du ikke nok? Jeg fortæller intet om dig! Please! Vær nu sød!?" Beder hun igen, hun har ikke bestilt andet end at tigge og be om nåde siden hun opdagede hvad jeg ville med hende, det er ret trættende. "Åårh Laura? Vil du ikke nok skåne mig? Så vil jeg helt klart ikke sige noget om dig til nogen som helst og vi kan være slyngveninder for altid!" Imiterer jeg hende mens jeg skyder underlæben frem så det er klart at jeg er sarkastisk. "Yearh right!" Siger jeg hånligt og hun kigger bare hjælpeløst på mig med hendes blanke øjne. "Nu vil jeg fortælle dig noget Sahra, jeg er faktisk reeet sulten, men jeg har besluttet mig for først at fortælle dig en ting eller to først. For det første, så er du faktisk ikke særlig køn." Der ramte jeg vidst lige et ømt punkt, ha! Hun synker en klump, men protesterer ikke. "Og så er der også det at du faktisk bare er en hjerteløs bitch som ingen virkelig elsker." Siger jeg sukkersødt, som om jeg fortæller hende verdens bedste nyhed. "Ja, jeg ved det, det med din familie, din mor hader dig, hun vil hellere bruge hendes tid på de af hendes børn der rent faktisk kan ende med at få noget ud af deres liv. Din far, han er, ja, død, så der er vidst ikke så meget at snakke om, men det er nok fra ham du har fået din utroligt lave IQ, for seriøst, at ligge sig midt ude på vej klokken to om eftermiddagen, hvor havde han lige efterladt sin hjerne? Dine søskende og for den sags skyld resten af din familie er du for fin til at snakke med, så det var vidst det, gad vide om der er nogle der kommer til at savne dig?" Det går jo helt fint, tårene triller ned af kinderne på hende og hun ser ned i jorden. Jeg skynder mig at slutte af med: "I highly doubt it." Og så sætter jeg tænderne i hendes hovedbund, jeg hører hendes skrig, men reagerer ikke, sulten, instinkterne har overtaget, og der er alligevel ingen der kan høre hende her. Jeg kommer endelig igennem huden og indtil det jeg egentlig vil have fat i, hjernen. Sahra er besvimet, men det er vel meget godt for hende, knap så sjovt for mig. Mens jeg gnasker løs hører jeg pludselig skridt. Jeg kigger straks op og aner en skygge et stykke derfra. Jeg tager hurtigt en sidste bid og løber i skjul, der er et lille hjørne som jeg fandt for et par dage, eller hjørne og hjørne, men whatever, jeg kan lige se ud, men ingen kan se mig. Jeg iagtager skikkelsen der langsomt går ned af gyden og hen mod Sahra, da personen ser hende løber han straks derover. "Sahra?" Siger han skræmt. "SAHRA!?" Han er bange, opskræmt, det er sikkert sådan alle ville reagere hvis de fandt en de kendte sådan der. Det er nok hvad andre ville kalde ulækkert, sådan som hun ser ud, men for mig, der er det en tallerken, en buffet fyldt med alle mulige lækre retter. "Sahra? Nej nej nej, det kan ikke passe det her! SAHRA!?" Så fat det dog menneske, hun er DØD! Han tager hans telefon op af lommen og taster nummeret 112, eller det tror jeg, men hvem skulle han ellers ringe til der har 3 tal i nummeret? Han ser sig omkring og venter utålmodigt på at der er nogle der svarer. "Det er Anders Mikkelsen og jeg står i en gyde, Sahra er død! Ja, jeg er sikker. Hvilken gyde? Nåårh ja, jo den der bagved det der sted. Stedet, nåårh jo..." Idiot man... Men altså han får endelig fortalt hvor han er, og kort efter kan jeg høre lyden af sirener i det fjerne. SHIT! Jeg er ikke kommet væk herfra endnu, jeg går lige så stille frem fra mit skjul, tættere på liget, og skriger. Anders vender sig hurtigt om, "Laura? Hvad laver du herude? Det er også ligemeget....." Han ved ikke rigtig hvad han skal sige og trækker mig bare lige så stille ind i et kram imens han stryger mig over håret, det var altså lidt mærkeligt, men utrolig rart. Jeg havde aldrig i sin vildeste fantasi troet at Anders Mikkelsen ville gøre sådan noget, han var den stille type, ham der sidder bagerst i klasselokalet, ikke taler med nogen og aldrig rækker hånden op. Men af en eller anden grund har jeg altid fundet ham interessant. jeg græder stille falske tårer mens jeg mærker hans hånd stryge over mit hår igen, og igen og igen, indtil jeg tilsidst lader tårene stoppe, lader som om jeg ikke har flere. "Jeg vidste ikke at i var så gode venner." Nærmest hvisker han, "Det var vi heller ikke, jeg ønskede bare aldrig at se hende død." Når jeg lige akkurat at sige før politiet ankommer, og Anders giver slip på mig. De begynder at udspørge os om vores forhold til Sahra imens nogle andre får hende væk herfra. Efter et stykke tid advarer en af betjentene os: "I ved godt at i er hovedmistænkte i dette her ikke? Når i var på gerningsstedet." Jeg går lidt i panik, og håber ikke at han kan se det. Anders må dog have lagt mærke til det, ellers ved jeg ikke hvad der kunne få ham til at sige sådan noget: "Laura ville altså aldrig gøre sådan noget, hun er et godt menneske." Og så er det at jeg får bare en lille bitte smule dårlig samvittighed over at have løjet...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...