What? - One Direction

Den 19 årige Stephanie Javadd Williams lever i byen London alene med hendes far.
Hun har altid haft et virkelig tæt forhold til sin far, da hun aldrig har mødt sin mor.
Men en dag, da hun møder en rigtig sød fyr på et diskotek, som viser sig at være et af medlemmerne fra One Direction, ændrer det alt. Det ender med at blive til et af de mange One Night Stand som Stephanie efterhånden har haft mange af. De regner med aldrig at se hinanden igen, men da de igen støder på hinanden ved et (u)heldigt møde, gemmer der sig en stor hemmelighed bag det hele, som ingen af dem havde regnet med, og kan deres forhold holde, eller ender det hele bare galt?
OBS: Der kan forekomme anstødende ord og sexscener

18Likes
26Kommentarer
2558Visninger
AA

10. Kapitel 9

Zayn's Synsvinkel:

Øhh? Jeg fattede nul!? Hendes far og hende stod og råbte ad hinanden, og jeg kunne ligesom komme frem til at det havde noget at gøre med at hun ikke måtte være sammen med os, hvilket jeg ikke forstod.

Louis og jeg stod bare og kiggede, nej stirrede den vej hun lige var løbet. "Skal du ikke efter hende?" Lød det fra Louis. Det var et spørgsmål til hendes far.

Han kiggede konstant på mig, og så da han svarede. "Nej, hun kommer tilbage igen!" Mumlede han. Jeg var lige ved at råbe at han var sgu da en totalt uansvarlig far, men det ville der nok ikke komme noget godt ud af, så jeg tog en hurtig beslutning at jeg ville lede efter hende, og finde hende.

"Så finder jeg hende!" Vrissede jeg. Hendes far rystede på hovedet. "Nej!" Svarede han hårdt, men jeg ignorede ham og var allerede vendt om og satte i løb, jeg kunne nemt høre at de kaldte på mig, men lige nu var det lige meget, jeg skulle finde Stephanie, hun kunne ikke bare forsvinde.

Jeg løb og løb, og til sidst fandt jeg faktisk ud af at jeg var i en skov.

Fantastisk, det var pisse mørkt, jeg kunne ikke se en skid, og jeg vidste da overhovedet ikke hvor jeg var!?

 

Stephanie's Synsvinkel:

Jeg vidste ikke hvor jeg var, jeg var bare løbet, men det forestillede en skov, eller det lignede det der var en masse træer rundt omkring, det mindede bare om en skov, så skal vi ikke bare sige at det er en skov?

Jo!

Godt!

Ja!

Omg, nedern!

Ej jeg er slet ikke i humør til det der, jeg er simpelthen så vred. Jeg ved min far flår hovedet af mig næste gang jeg ser ham, men lige nu er jeg ligeglad!

Faktisk er jeg mega glad for at være løbet væk, virkelig! Det er befriende, jeg har måske kun siddet inde i 2 dage, men tænk lige på at hver dag er jeg ude mindst 7 timer, så at være indelukket i et hus og i samme rum i 48 timer det er fandme hårdt!

Jeg vendte mig forskrækket om da jeg hørte en gren knække, eller sådan lød det iværtfald... Og rigtigt nok jeg kunne også høre nogle blade ræsle.

Fuck, der var nogen!? Mit hjerte begyndte at begyndte at banke hurtigere og hurtigere, jeg blev virkelig bange, og jeg havde bare lyst til at sidte mig ned og tude.

"Hallo?!" Hviskede jeg. Jeg kunne se en kæmpe skikkelse nede i bladene, hvilket gjorde mig så bange at jeg begyndte at løbe. 

Jeg kunne en råbe på mig, men jeg standsede ikke, jeg var virkelig skræmt lige nu. Selvfølgelig havde jeg ikke lige set at der lå en træstamme, så jeg snublede over, og landede med et bump på jorden.

En smerte skød igennem mit knæ, og jeg kunne mærke at mine bukser blev en form for gennemblødt. Jeg glemte det hurtigt, da en hånd lagde sig på min skulder, og en tung vejrtrækning kunne høres, jeg vendte mig hurtigt om af forskrækkelse, og skulle lige til at skrige, da jeg kiggede ind i de mest bekymrede brune øjne, jeg nogensinde havde set.

Hvor havde jeg savnet ham! Nu føler man sig måske en smule dum!?

"Er du okay?" Spurgte han, jeg smilede, jeg kunne slet ikke stoppe, da jeg hørte hans sexede savnede stemme igen. Jeg nikker og kaster mig nærmest over ham, så han falder med et bump ned på jorden, jeg kunne ikke lade vær med at grine, hvilket Zayn hellere ikke kunne.

Han lagde sine arme om mig, og trækkede mig helt ned til ham, så vores læber kun var få cencimeter væk fra hinannden, jeg kunne ikke lade vær med at smile, da jeg havde savnet ham som en gal!

"Jeg har savnet dig!" Mumlede jeg. Han smiler stort, og lænede sig frem af og lidt efter ramte vores læber hinanden i et lidenskabeligt kys. Det hele sprang indeni mig, ligesom et fyrværkeri.

Zayn trækkede sig lidt, men havde stadig et smil klistret fast på sine smukke bløde læber. "Jeg har også savnet dig, Steph!" Han grinte lidt, og blinkede så med den ene øje. Jeg kan ikke lade vær med at grine lidt.

Jeg ved virkelig ikke hvad jeg føler for Zayn, men lige nu er det rent kærlighed... og jeg kunne godt bruge mere af det!

"Må jeg spørge om noget?" Lød det fra Zayn, jeg vendte tilbage til virkeligheden igen, og bliver pludselig ekstrem ivrig efter hvad han ville spørge mig om...

---------------------------------------------------------------------------------------------------------

Undskyld for det korte kedelige kapitel, jeg er bare lidt træt, men jeg ville gerne lige skrive et kapitel, så det blev altså et lille kort et...

Så hvad tror i Zayn vil fortælle hende? Og hvordan tror i hendes far vil reagere når de ses igen?:)

Tak til alle dem der læser:)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...