What? - One Direction

Den 19 årige Stephanie Javadd Williams lever i byen London alene med hendes far.
Hun har altid haft et virkelig tæt forhold til sin far, da hun aldrig har mødt sin mor.
Men en dag, da hun møder en rigtig sød fyr på et diskotek, som viser sig at være et af medlemmerne fra One Direction, ændrer det alt. Det ender med at blive til et af de mange One Night Stand som Stephanie efterhånden har haft mange af. De regner med aldrig at se hinanden igen, men da de igen støder på hinanden ved et (u)heldigt møde, gemmer der sig en stor hemmelighed bag det hele, som ingen af dem havde regnet med, og kan deres forhold holde, eller ender det hele bare galt?
OBS: Der kan forekomme anstødende ord og sexscener

18Likes
26Kommentarer
2741Visninger
AA

16. Kapitel 14

Stephanies synsvinkel:

Jeg stod helt lammet til gulvet, og stod bare og stirrede tomt ud i luften. Det kunne ikke passe, jeg troede ikke på det, jeg mener det kunne ikke være sandt! Zayn og jeg lignede overhovedet ikke hinanden på nogen måde, vi havde intet tilfældes, hvad angår forældre…

Eller…

”DET KAN IKKE VÆRE RIGTIGT!” Råbte Zayn højt, og mindre end få sekunder efter var han ude af døren.

Jeg kiggede fortabt efter ham, og vidste ikke hvad jeg skulle gøre.

Jeg kunne se ud af øjenkrogen at min far kom nærmere, hvilket fik mig til at bevæge mig en cm. bag ud.

Han kom nærmere og nærmere, hvilket fik mig til at råbe højt, eller det var hvad jeg ville, men det blev ikke til andet end en underlig pive lyd.

Min far kom hen og lagde sine arme om mig, og trak mig helt ind til ham. Jeg stivnede fuldstændig, og en underlig følelse bredte sig pludselig i min krop, som om at jeg pludselig fik mange flere kræfter, så jeg lagde forsigtigt mine begge mine hænder på hver af min fars bryst, og skubbede ham hårdt væk.

Han kiggede en anelse overrasket på mig, inden at han igen rakte ud efter mig, men denne gang var jeg gået flere meter væk fra ham.

Igen begyndte han at gå hen imod mig, ”STOP!” skreg jeg pludselig, det overraskede faktisk mig selv at jeg kunne råbe så højt, i denne her situation..

Altså I ved… ja I forstår mig godt, ik?

Han stoppede faktisk op, og kiggede forvirret på mig, inden at han sukkede højt, ”Stephanie..” sukkede han.

Jeg lagde mærke til at Tricia var kommet hen til ham, og lagde en hånd på hans skulder.

Jeg sukkede for mig selv. Jeg kunne mærke at tårerne begyndt at presse på, jeg var så forvirret som man overhovedet kunne være, jeg havde virkelig ikke set den komme.

Jeg væmmedes virkelig ved det hele, at have kysset med sin bror, altså ikke bare sådan bror-søster kys, men altså et rigtigt kys, og at have sex med sin bror, det er fandeme klamt! Min egen bror har haft hans gren oppe i mig, det er fandeme for ulækkert!

Jeg havde fucking været kærester med min egen bror, og ja havde for det var ved gud at vi ikke skulle være sammen længere, jeg vidste virkelig ikke hvad jeg følte, når jeg tænkte på ham væmmedes jeg, ikke pga ham, men pga af alt det her.

”Lad mig være!” hviskede jeg nærmest. De kiggede begge lidt uforstående på mig, hvilket fik en tåre til at trille ned ad min kind.

Jeg kunne ikke klare at skulle til at snakke, og slet ikke med dem, jeg ville være alene, jeg ville have Stacie!

I ved min bedste veninde…

”Er du okay?” lød det svagt fra Tricia. Jeg kiggede på hende som om at hun var dum, hvilket hun faktisk også var lige nu, hvad fanden regnede hun med at jeg var okay, og at jeg ville græde af glæde?

Min far rykkede lidt tættere på mig, hvilket fik mig til at skrige.

Da jeg var faldet en smule ned, gled jeg langsomt ned ad væggen, ”Vil I ikke godt lade mig være, please?” bad jeg, mens jeg trak mine ben op under mig, og gemte mit hoved imellem mine knæ.

Et højt hulk forlod mine læber, mens jeg sank mere og mere sammen, det kunne ikke passe, det her… Jeg ville for alt i verden, ønske at om få sekunder, ville jeg vågne op i Zayns arme, og vide at det hele bare var en drøm, men jeg vidste udmærket godt at det her var virkelig.

At vide alt hvad jeg havde haft med Zayn skulle smides væk, gjorde ondt! Jeg havde aldrig haft et forhold som det Zayn og jeg havde haft, han gjorde mig glad, han elskede mig, han var alt det jeg havde brug for.

Jeg vidste allerede at jeg ville finde én som Zayn, og det gjorde ondt, men jeg vidste jo godt at jeg ikke kunne være sammen med Zayn..

1. Han var fucking bror.

2. Jeg havde mistet mine følelser for ham på en måde, det var i hvert fald ikke det samme.

3. Øhh…?

”Please…” hviskede jeg, inden at jeg sank helt sammen, mens et hulk, blev til to, som blev til flere og flere…

Zayns synsvinkel:

Jeg havde ingen idé om hvordan fanden jeg skulle reagere, jeg var skide sur over at jeg aldrig havde fået at vide at jeg havde en skide søster, og samtidig var jeg virkelig såret, den pige jeg elskede allerhøjst var min søster, det var jo sindssygt!

Jeg havde brug for at snakke med drengene, og så alligevel ikke, jeg havde en lyst til bare at græde, og så alligevel være sammen med drengene.

Jeg havde dog bestemt mig for at tage hen til drengene, for det var i hvert fald der jeg var på vej hen, jeg vidste at de alle skulle være sammen, hjemme ved Liam i dag, så det var bare perfekt..

Jeg slukkede for motoren, da jeg holdte ved den velkendte parkeringsplads, der var foran det lejlighedskompleks Liam boede i.

Jeg sukkede lidt for mig selv, og kunne allerede mærke hvordan tårerne pressede på, måske lød jeg lidt som en tøs, men jeg var virkelig en følsom fyr, jeg kunne simpelthen ikke klare sådan noget med at miste den man elskede, eller hvad det nu end var, nu var det her så bare meget værre end alt det andet..

Jeg havde ingen anelse om hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg lagde hovedet på rattet, og tog så en dyb indånding.

Jeg åbnede bildøren, og slæbte mig selv ud ad bilen. Jeg lukkede bildøren i, og låste bilen.

Jeg kiggede op på den store bygning, inden jeg igen tog en dyb indånding.

Jeg gik med så langsomme skridt som jeg nu end kunne hen til bygningen, da jeg så endelig stod foran dørtelefonen, trykkede jeg på knappen med en tøvende bevægelse.

Der lød en skrattende lyd, inden at Liams stemme lød.

”Hej,” - ”Hej Liam, det er Zayn, må jeg komme op?” egentlig vidste jeg ikke hvorfor at jeg spurgte sådan, jeg plejede at bare at sige at det var mig, og så blev jeg lukket ind.

”Selvfølgelig,” og så lagde han på, der gik et lille stykke tid inden at der lød et slags klik, og døren var åben.

Jeg trak ned i håndtaget, for derefter at gå ind i opgangen.

Jeg gik med små skridt op ad trapperne, indtil jeg stod foran Liam hoveddør.

Jeg tog igen en lang indånding, inden at jeg tøvende bankede på.

Liam kom hurtigt til syne i døråbningen, og smilede stort til mig, da han så mig.

”Hej Zayn,” jeg mumlede et svagt hej tilbage, hvorefter at jeg gik ind. Jeg smed hurtigt mine sko og min jakke, og vendte mig så rundt, så jeg stod med front mod Liam.

”Hva..- Hvad er der sket?” han lød pludseligt helt bekymret, jeg prøvede til at starte med at kigge lidt underligt på ham, men han rystede bare på hovedet, ”Zayn, dine øjne afslører alt, de er helt røde..” jeg sukkede for mig selv, og nikkede lidt.

”Kom,” han lagde en hånd på min skulder, og puffede mig blidt ind i stuen, hvor alle de andre sad og så tv.

”Zayn er her,” mumlede Liam, hvilket tiltrak alle drengenes opmærksomhed.

”Hej Zayn,” smilede Niall. Jeg nikkede lidt, og satte mig så hen i lænestolen.

”Wow, man hvad er der sket?” lød det bekymret fra Harry, jeg kiggede hen på ham med et såret blik i øjnene, ”Det er løgn, ik’?” udbrød Louis pludselig, jeg kiggede en anelse forvirret på ham.

”I har ikke slået op, vel?” han så pludselig virkelig irriteret ud, hvilket fik mig til at trække på skuldrene. Vi havde jo decideret ikke slået op, for hvis alt det her… ikke var sandt, havde vi stadig været sammen, men det var jo klart at vi ikke kunne være sammen nu hvor at…

Et højt hulk fandt vej ud over mine læber, og jeg var hurtig til at begrave mit hoved imellem mine hænder.

”Zayn, hvad sker der?” Niall lød virkelig som en lille dreng, som ikke vidste hvad han skulle stille op med sig selv, og det lød en anelse sødt.

”Det må virkelig være slemt!” hørte jeg Harry mumle, og det var så også der jeg nikkede.

”Det er virkelig slemt!” jeg fjernede mine hænder fra ansigtet, hvilket fik dem alle til at se på mig med virkelig sårede blikke.

Det gjorde mig glad at drengene havde så meget medfølelse med mig, det beviste bare hvor fantastiske de virkelig var!

”Stepha..-” jeg gik i stå, da jeg virkelig ikke vidste hvordan jeg skulle formulere det. ”Stephanie har?” hjalp Liam lidt.

”Stephanie ha..- ha..- har... jeg mener Stephanie e..- e..- er..” jeg havde virkelig ikke regnet med at det ville være så hårdt for mig at sige, men det var det altså og det gjorde virkelig ondt at sige!
”Zayn, prøv lige at tage en dyb indånding,” kom det fra Liam, og jeg gjorde hurtigt som jeg sagde, hvorefter jeg snøftede kort.

”Prøv så igen,” sagde Liam, og jeg nikkede kort, ”Altså, det er fordi at, øhh.. jo altså..” jeg tog igen en dyb indånding for ikke at bryde ud i gråd. ”Stephanie og jeg er..-” min stemme knækkede, da jeg lige skulle til at sige det sidste ord og igen, og igen forlod en ny tåre mit ene øje.

”Wow, jeg har virkelig aldrig set ham så ked af det før..” hørte jeg Niall mumle til de andre.

”Stephanie er min søster,” hviskede jeg, det føltes virkelig som at få stukket flere tusinder af knive ind i hjertet da jeg havde sagt det.

Jeg troede faktisk ikke at drengene kunne høre mig, men da jeg kiggede op igen, sad de alle og kiggede chokeret på mig.

”Undskyld kan jeg lige få den der igen?” udbrød Harry, ”Harry forhelvede! Selvfølgelig kan du ikke få den igen, prøv lige at se hvor lang tid de..-” ”Stephanie er min søster,” denne gang skyllede en pludselig vrede ind over mig.

Hvordan kunne min mor finde på at holde det hemmeligt for mig? Jeg havde forhelvede en søster, og hun vidste også udmærket godt hvor min far var, det måtte hun jo forhelvede da vide når de nu lige pludselig havde lyst til at fortælle os det!

”Zayn..” jeg rejste mig op hurtigt, og havde virkelig en trang til at slå på noget/nogle, derfor var jeg også nødt til at komme væk, jeg ville ikke have at det skulle gå ud over drengene.

”Zayn, hvor skal du hen?” råbte Louis, da jeg stod ude i gangen. Jeg tog hurtigt mine sko på, og tog bare fat i min jakke, og så var jeg ellers den der var skredet.

Det var måske ikke lige sådan jeg havde regnet med at det skulle ende, men jeg var virkelig indebrændt, samtidig med at jeg var så såret…

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...