Paranoia

Jeg bliver forfulgt. Af dig...

Et oneshot om sygdommen 'Paranoid Skizofreni'. Med i Halloween konkurrencen, så tilføj gerne et like + fav, hvis den fortjener det xD

(Det flotte cover er lavet af Dagga)

70Likes
63Kommentarer
2885Visninger

1. Oneshot

Paranoia

Du slængede dig frydefuldt op af den faldefærdige parkbænk. Men det var blot første gang jeg så dig. Dine øjne brændte vildt og over dine ikkeeksisterende læber flød en gruvækkende gnækken. Jeg vidste ikke, hvad du var eller hvorfor du var så interesseret i min tilstedeværelse. Altså lige indtil du begyndte at forfølge mig.

Hver gang jeg var alene. Hver gang mørket jog ind i min krop med en isnende kulde, stod du der. Med et sigende smil og med savlen glitrende i din mundvig. Du var så tynd, så lille at du i mine øjne kun var en simpel skygge. Dog fandt jeg ud af at størrelsen på dig ikke betød noget. Når du grådigt strøg mig over kinden, løb der altid en ukendt følelse rundt i min krop. Angst? Forvirring?

Jeg gøs også første gang du manifesterede dig foran mine venner. Første gang du lagde dit ansigt i gyselige grimasser. Og første gang du mentalt truede med at dræbe dem. Pine dem til døde. Efterfølgende stak du også frem, når jeg besøgte min døende mor. Du overværede mig. Lod en langsom chokbølge skyde op i mig. Besætte mig. Jeg råbte, rev og flåede i tilfældige, uskyldige folk. Men de kendte jo ikke til dig? Gjorde de?

Så døde min mor. En smertefuld, øjeblikkelig død. Jeg havde altid tanken om at det var dig i baghovedet. Dit temperament var det værste ved dit ellers forfærdelige jeg. Du var bidsk og rasende. Du slog mig hårdt med voldsomme bevægelser. Min kind sved. Den var rød, var hævet til dobbeltstørrelse. Men hvorfor var der ingen andre end mig der kunne se det? Det havde sikkert været din plan at skjule dig selv for omverdenen.

Jeg kan tydeligt huske din ildevarslende, kolde ånde i min nakke. Jeg kan tydeligt huske koldsveden, der fugtede min T-shirt. Det er nemt for mig at gengive dine hvislende ord, der kildede mit øre. Du sagde at alle hadede mig. Sagde at mennesker foragtede mig. At du var den eneste jeg havde. Jeg troede dig, men hvem prøvede jeg at narre?

Så længe du prægede mit liv. Så længe en utilnærmelig angst havde klumpet mit smadrede hjerte, prøvede jeg forgæves at nyde, når du var i nærheden. Men den ubeskrivelige kriblen i min mave, samt dine skyggeformede hænder fik mig atter til at gyse. Senere begyndte du at få tænder. Gule, skæve tænder. Der blot ventede på at bore sig ind i min hals. Jeg kunne allerede mærke smerten, inden den kom.

Kunne mærke min papirtynde hud blive brudt. Mærke de mørkerøde bloddråber pible utilfredst ind i din mund. Jeg mærkede også smerten, da du sugede dig fast til mig. Mærkede den tunge følelse, da du pludselig forsvandt. Var jeg ved at blive afhængig af den smerte, den usynlige påstand du bragte mig i?

Pas på, ville jeg hæst have advaret de mange folk på gaden, Han kan hjemsøge jer når som helst!

Hvis ikke det var for dig. Du havde reddet mig. Eller rettere sagt; Du fortsatte med at påføre mig tortur. I et år forfulgte du mig overalt. Selv i mine drømme, jagtede du mig rundt i en arena med en blodig kniv.

”Hun er sindssyg,” konstaterede de alvorligt. De, alle de psykologer mine ængstelige forældre sendt mig hen til efter at jeg havde fortalt dem om dig. Måske var det det du havde advaret mig imod. Det du havde spyttet i hovedet på mig, mens du havde revet mig i håret og smilt dit skræmmende tandsmil. Afskyen havde været malet i mit ansigt, da du svøb dig om mig som et tæppe. Rislede igennem min krop.

De gav mig medicin. Kraftig medicin. Jeg blev døsig og udmattet, men det mest mirakuløse ved det var at du forsvandt. Fuldstændig. Og du kom ikke tilbage. Jeg undrede mig over, hvor du blev af, men var lykkelig. Endelig kunne jeg slappe af og nyde mit liv. Endelig kunne jeg leve mit liv uden dine tandsmil eller drabelige hensigter…

                                                                     ***

Jeg gaber langtrukkent og rejser mig dovent op i sengen. Udenfor piler deprimerende regndråber ned. De trommer blidt mod min rude. Min mund smager af gammelt spyt og den er så tør, at jeg hurtigt griber det neutrale glas med klar vand fra mit skrivebord, og tømmer den uden tøven. Pludselig løber en håndgribelig kulde igennem mit nassede værelse, men hvor kommer den fra? Og hvorfor virker den så bekendt?

En velkendt, skyggelignende skikkelse træder smilende frem i døren. Jeg gisper højlydt. Det kan ikke være…

”Halløjsa, gamle ven.” rasler du legesygt. Jeg når lige at kvæle et skrig, inden du er over mig. Igen.

 

Husk at selv den paranoide kan være forfulgt...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...