Halloweenfesten

Udklædninger, fis og ballade, slik og fester. Det er det alle forbinder med Halloween. Det ingen ved er, at denne nat også er en stor fest for andre end mennesker. Det er den nat, hvor de rigtige vampyrer, hekse og spøgelser mødes for at fejre Allehelgensaften. Én stor Halloween fest hvor ingen behøver klæde sig ud.

Milla Blue skulle til Halloweenfest sammen med et par veninder, men hun ender med at tilbringe denne uhyggens nat til en helt anden fest. I modsætning til mange andre ved Milla udmærket, at vampyrer findes, og hun finder ud af, at alle disse mareridstvæsner måske ikke er helt så slemme alle sammen - eller er de?

Hvad sker der, da Milla finder ud af, at hun kun har set den ene del af denne mareridtsverden? Da hun finder ud af, at ikke alle har lyst til at leve i fred og fordragelighed med menneskene, og hun finder sig selv midt i en krig? Det, der kunne se ud til at blive en hyggelig nat, forvandler sig hurtigt til et mareridt, hvor Milla må flygte for sit liv.

39Likes
100Kommentarer
3202Visninger
AA

13. Varulv eller Blækward?

 

Kapitel 13 – Varulv eller Blækward?

”Hej Shane,” smilede Zelenya, da væsnet endelig nåede hen til os. ”Det her er Milla,” fortsatte hun og lavede en håndbevægelse i min retning. Væsnet afslørede den lange, tætte række af sylespidse tænder, da det smilede stort. Han smilede stort. Hvor ondt af mig at tænke sådan, selvom jeg ligesom med græskaret havde en smule svært ved at sætte navn på ham.
”Davs Zel, og hej med dig Milla.” De mørke øjne plirrede i mod mig, og Shane smilede stadig lige så stort, selvom det nu var til mig han snakkede. Til min store lettelse rakte han ikke sin hånd frem. Jeg ville ikke have været meget for at gribe den med alle de skarpe kløer der pyntede den.
”Hej Shane,” sagde jeg og håbede mit smil ikke så alt for frempresset ud. Hvis det gjorde, lagde Shane i hvert fald ikke mærke til det.

”Ved I, hvor ham Nathaniel er henne?” spurgte Shane, mens han blinkede unaturlig mange gange.
Det, at han sagde I, i stedet for bare at snakke til Zelenya han kendte, gjorde mig glad. Jeg kunne måske godt lide ham lidt alligevel. Alle andre, jeg havde mødt af Nathaniels og Zelenyas bekendte, havde bare hilst på mig og så ellers ignoreret mig.
”Sidst vi så ham, var han på vej hen for at finde Jake,” svarede Zelenya stadig smilende.
”Jake?” spurgte Shane forvirret, og endnu engang trådte han et skrid længere ind i varmen hos mig. Det var første gang i løbet af natten, et navn var blevet nævnt, hvor jeg ikke var den eneste, der stod fuldstændig blank.

”Åh, ham kender du ikke? Han har en lang næse, hvis det hjælper på det. Det er efterhånden lidt tid siden, Nathaniel gik på jagt efter ham, men da vi ikke har set ham igen siden, tror jeg stadig, de er sammen. De er nok ikke så svære at finde, du ved, hvordan de altid holder sig i en flok, når de er her sammen med os andre. Jeg ser ikke nogen grund til, at de skulle være gået fra de andre,” forklarede Zelenya. Shane nikkede forstående, men jeg var stået helt af. En lang næse? Hvad forklarede det? Måske var det nogle, jeg ikke havde set endnu. Det måtte næsten være det, medmindre det var en eller anden intern joke, jeg ikke var med i. Det sidste kunne godt lyde meget rigtigt.

Shane takkede og gik så. Han havde lige så svært ved at komme væk fra os, som han havde haft ved at nå hen til os.
”Lang næse?” spurgte jeg, da jeg ikke længere kunne se Shane. Zelenya lo.
”Jake er varulv,” smilte hun, da hun fik ondt af mig på grund af min uvidenhed. Det var det, der gjorde hende så meget venligere end Nathaniel. ”De har da en lidt lang næse, ikke?” spurgte hun, og en drillende tone kunne høres i hendes stemme. Ikke for at drille mig, men for at drille de stakkels varulve.
”Det ved jeg ikke. Tror ikke jeg har set nogen endnu.” Jeg rynkede panden. Havde jeg set nogen med en lang næse? Jeg forestillede mig noget i stil med Blækward fra Svampe Bob, hvilket nok var ret forkert. Endnu engang lo Zelenya, men selvom jeg godt vidste, at det var mig, hun lo ad, var det ikke så slemt, som når det var Nathaniel, der gjorde det.

”De har selvfølgelig ikke en lang næse nu, mens de er her,” grinte hun. Så forstod jeg det lidt bedre. Jeg havde ingen anelse om, hvordan virkelige varulve var, men den traditionelle varulv, vi mennesker kendte, var vel en, der lignede et menneske, men på en eller anden måde kunne forvandle sig til en ulv engang i mellem. Eller blev forvandlet mod sin vilje ved fuldmåne.
Zelenya mente vel, at de havde en lang næse, når de var ulve. Snude var vel det rigtige ord i stedet for næse.
”Jeg forstår nu,” smilte jeg. ”Men jeg er stadig ikke helt sikker på, at jeg har set nogen af dem.

”Nej, det er ikke sikkert. De holder sig for det meste i flok, når vi er så mange forskellige samlet. Ellers er de vist ret enspænderagtige.” Vi var begyndt at gå videre, og Zelenya vinkede til en eller anden, mens hun snakkede.
Hendes ord fik mig til at tænke på den store gruppe, jeg havde set. Dem med de dyriske træk. Dem der havde mindet mig om rovdyr. Det var jo åbenlyst. Selvfølgelig var det dem. Nå, så havde jeg altså også set varulve i nat.

”Er der noget bestemt, du har lyst til at lave?” spurgte Zelenya, og jeg rystede på hovedet. Jeg var stadig kun i gang med at vænne mig til den her mærkelige sammenkomst.
”Næ,” svarede jeg. ”Så længde du bare bliver hos mig, er jeg ligeglad.”
”Det gør jeg,” forsikrede Zelenya, og selvom jeg ikke havde regnet med, at hun ville forlade mig, følte jeg mig en smule lettet.

Mens vi fortsatte den endeløse vandren rundt i lysningen, kom jeg igen i tanke om et af mine hjernevridende spørgsmål. Shane havde ikke kaldt Nathaniel for McMurrough.
”Zelenya? Hvor kalder alle andre end dig og Shane Nathaniel for McMurrough?”
”For det første er det nok lidt fordi, at mange af de lidt ældre bedst kan lide at kalde folk ved deres efternavn. For McMurrough er Nathaniels efternavn.” Zelenya holdt en lille pause. Sikkert for at finde ud af hvordan hun skulle formulere sig bedst. Jeg havde haft ret i, at det var hans efternavn, så jeg var egentlig meget stolt af mig selv.

”For det andet er det fordi, han ikke vil kaldes sit fornavn. Jeg ved ikke hvorfor, det har han aldrig sagt,” fortsatte den lille heks, og jeg kunne se, at hun havde rynket panden. ”Og der er flere, som ikke kan lide, at kalde folk noget de ikke hedder rigtigt, end der er folk, der foretrækker efternavne.”
Hun kiggede på mig, og jeg kunne se på hende, at hun rent faktisk tænkte over det her. ”Shane og Jake er også de eneste, der kalder mig Zel i stedet for mit fulde fornavn.”

Alt det Zelenya havde sagt gav mening - bortset fra det første. Desværre var det også det vigtigste.
”Men vi kalder ham da Nathaniel?” Forvirringen i min stemme var ikke til at tage fejl af. Jeg forstod ikke det her.
”Det er heller ikke hans rigtige fornavn,” smilede Zelenya. ”Nathaniel var det, jeg begyndte at kalde ham, da han krævede, at jeg ikke brugte hans fornavn, og jeg nægtede at bruge hans efternavn. Han rigtige fornavn er Muireadhach, men det har jeg ikke fortalt dig, hvis han spørger.”

Det gav lidt bedre mening nu. Hvis ikke jeg havde været så forvirret før, ville jeg næsten have følt mig klog, for jeg havde jo hele tiden syntes, at hans navne passede dårligt sammen.
”Det er stadig mærkeligt.” Hvorfor i alverden ville han ikke kaldes ved sit rigtige navn?
”Det er det,” samtykkede Zelinya. ”Du kan jo prøve at spørge ham hvorfor, men jeg tror ærlig talt ikke, du får noget ud af det.”
Nej, det var i hvert fald helt sikkert, at jeg ikke gjorde. Man fik sjældent noget ud af at spørge den vampyr om noget som helst.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...