Halloweenfesten

Udklædninger, fis og ballade, slik og fester. Det er det alle forbinder med Halloween. Det ingen ved er, at denne nat også er en stor fest for andre end mennesker. Det er den nat, hvor de rigtige vampyrer, hekse og spøgelser mødes for at fejre Allehelgensaften. Én stor Halloween fest hvor ingen behøver klæde sig ud.

Milla Blue skulle til Halloweenfest sammen med et par veninder, men hun ender med at tilbringe denne uhyggens nat til en helt anden fest. I modsætning til mange andre ved Milla udmærket, at vampyrer findes, og hun finder ud af, at alle disse mareridstvæsner måske ikke er helt så slemme alle sammen - eller er de?

Hvad sker der, da Milla finder ud af, at hun kun har set den ene del af denne mareridtsverden? Da hun finder ud af, at ikke alle har lyst til at leve i fred og fordragelighed med menneskene, og hun finder sig selv midt i en krig? Det, der kunne se ud til at blive en hyggelig nat, forvandler sig hurtigt til et mareridt, hvor Milla må flygte for sit liv.

38Likes
100Kommentarer
3093Visninger
AA

16. Ups, der var en ring

Kapitel 16 – Ups, der var en ring

Selvom jeg bestemt ikke var sulten, tog jeg alligevel en portion af heksebryggen. Det undrede mig, at der stadig var så meget tilbage, men på den anden side var det hekse, der lavede det, og alt her var bare mærkeligt.
Denne her gang prøvede jeg den, der var lilla. Det var vist første gang i mit liv, at jeg spiste noget der var lilla. Ud over slik selvfølgelig.
Jeg havde lige sat skålen med den varme væske fra mig, fordi jeg ville binde mit oprørske snørebånd, da en eller anden skubbede til mig. En der var løbet forbi os i høj fart og var kommet til at skubbe til mig i forbifarten. Det var heldigt, at jeg ikke havde skålen i hånden, for jeg mistede balancen, og personens ’undskyld’ hjalp ikke det store.

Så heldig som jeg var, stod Jake tæt på mig, og jeg greb fat i hans skulder. I to meget forvirrende sekunder stod verden stille, mens jeg stod der med hånden på hans skulder, inden det pludseligt gik meget hurtigt.
”Av,” hylede Jake, og jeg skyndte mig at slippe ham og fik med besvær styr på min balance. Jeg fik fat i bordet, og det var det der redede mig i den sidste ende.

Jake stod og gned sin skulder, mens han ømmede sig. Forvirret kiggede jeg ned på min hånd og fik øje på synderen. Den lille sølvring jeg altid havde på, fordi jeg havde fået den af Mia engang. Så fik jeg da også lige bekræftet den teori. Nej, varulve kunne ikke tåle sølv.
”Undskyld Jake,” sagde jeg forsigtigt, men han rystede bar på hovedet.
”Det er okay Milla.”
”Lad mig se,” blandede Zelenya sig og trak forsigtig ned i nakken på Jakes T-shirt, så hun kunne se hans skulder.
”Det ser ikke så slemt ud,” beroligede hun ham og skubbede T-shirten på plads. ”Kom, lad os sætte os et eller andet sted.”

Vi fulgte alle efter Zelenya, som fandt et sted, vi kunne sidde. På vejen ville jeg igen sige undskyld til Jake, da jeg gik lige ved siden af ham, men jeg nåede det ikke, før han lagde sin hånd over min mund.
”Jeg har jo sagt, at det er okay,” sagde han og smilte.
”Okay,” mumlede jeg bag hans hånd, og jeg kunne heller ikke lade være med at smile, da han flyttede den. Hans hånd lugtede lidt af jord og skov, lagde jeg mærke til.

Da vi havde sat os, nippede jeg lidt til heksebryggen, som var kølet lidt af i mellemtiden. Nathaniel lagde sig ned i græsset. Han havde ikke noget heksebryg. Jeg havde egentlig ikke tænkt over det før nu, men vampyrer kunne vel ikke spise normalt mad. De levede jo af blod, og hvis de kunne spise mad, ville der jo ikke være nogen grund til det. Jeg havde faktisk lidt ondt af ham. For det første fordi mad smager godt, og for det andet fordi det måtte blive kedeligt med så ensformig en kost.
Jeg kunne til tider synes, at det var træls, hvis vi fik det samme to gange på en uge.

Som jeg havde regnet med, smagte den lilla meget anderledes end den orange. Det var ikke anderledes på en dårlig måde, men det mindede mig bestemt ikke om noget, jeg havde smagt før.
”Nu var der vel ikke nogen af jer, der tog den grønne vel?” Zelenya sendte os et smil over skålens kant. Både Jake og jeg rystede på hovedet. Det ville ikke have været så smart, hvis en af os havde gjort det, især fordi vi vidste, hvad der var sket, med den sidste der kom til det.

”Vent, hvad er det i siger?” spurgte Nathaniel, da han med besvær fik kæmpet sig op at sidde. Kan den grønne være farlig?”
”Hvorfor sagde i ikke det noget før? Jeg vil ikke dø igen!” Det lykkede ham at lyde seriøs, som om han mente det, og det var nok derfor det var så sjovt. Zelenya rystede leende på hovedet, Jake grinte en gøende latter, og jeg blev nødt til at sætte min skål fra mig, fordi jeg var bange for at spilde ud over mig selv. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...