Halloweenfesten

Udklædninger, fis og ballade, slik og fester. Det er det alle forbinder med Halloween. Det ingen ved er, at denne nat også er en stor fest for andre end mennesker. Det er den nat, hvor de rigtige vampyrer, hekse og spøgelser mødes for at fejre Allehelgensaften. Én stor Halloween fest hvor ingen behøver klæde sig ud.

Milla Blue skulle til Halloweenfest sammen med et par veninder, men hun ender med at tilbringe denne uhyggens nat til en helt anden fest. I modsætning til mange andre ved Milla udmærket, at vampyrer findes, og hun finder ud af, at alle disse mareridstvæsner måske ikke er helt så slemme alle sammen - eller er de?

Hvad sker der, da Milla finder ud af, at hun kun har set den ene del af denne mareridtsverden? Da hun finder ud af, at ikke alle har lyst til at leve i fred og fordragelighed med menneskene, og hun finder sig selv midt i en krig? Det, der kunne se ud til at blive en hyggelig nat, forvandler sig hurtigt til et mareridt, hvor Milla må flygte for sit liv.

39Likes
100Kommentarer
3146Visninger
AA

20. Tomhed

Kapitel 20 – Tomhed

Jeg nåede frem til en lille lysning, hvor et forfærdeligt syn mødte mig. Måske ikke så forfærdeligt som det i min fantasi, men det her var virkeligheden, og derfor var det alligevel langt mere skræmmende.
Jeg så min veninde bakke snublende væk fra det største, mest forfærdelige monster, jeg i mit liv havde set. Fråde stod det om munden, og det lignede noget, der var sindssygt.

Halvhjertet forsøgte Zelenya at ramme monsteret med sin magi, men jeg kunne se, at hun havde givet op. Ligesom mig, kunne hun ikke mere. Jeg ville løbe ind til hende, men mine ben ville ikke lystre. Jeg stod bare som forstenet og så, hvordan monsteret fór frem i mod hende. Hvordan den lukkede sine altknusende kæber om hende. Rystede hende. Snurrede hende rundt. Til sidst slap den hende, og med voldsom fart styrede hun direkte mod et træ, som hun ramte ind i med en forfærdelig, tænderskærende lyd. En lyd der gjorde ondt langt ind i det inderste af mit hjerte.

Varulven snusede i luften, inden den gav et hjerteskærende hyl fra sig. Jeg var bange for, at den ville opdage mig, men det gjorde den ikke. I stedet styrede den direkte i den modsatte retning. Varulven havde knap nok forladt lysningen, før jeg halvt løb, halvt snublede over til Zelenya. Jeg sank sammen ved hendes side, og tårerne løb ned ad mine kinder.
Hun åbnede sine klare øjne, og jeg fik lov til at se dem en gang til.
”Find Nathaniel,” hviskede hun, og jeg kunne høre, hvor svag hendes stemme var. Hun ville ikke klare den. Mit syn blev fuldstændigt sløret, og jeg måtte blinke utallige gange, før jeg kunne fokusere på hende.

”Jeg forlader dig ikke,” hviskede jeg tilbage med min hæse stemme. Zelenya stak den ene hånd i lommen og fandt en ting frem, som hun lagde i mit skød. Jeg kunne se smerten i hendes ansigt. Det gjorde så ondt at se. Hvorfor hende? Hun var så sød. Hun var så venlig. Hun var den bedste person, jeg nogensinde havde kendt, selvom jeg kun havde kendt hende i nogle timer.
”Find. Ham. Mi…” Hendes stemme døde, og hun lukkede sine øjne. ”Nu,” var det sidste ord, der forlod hendes læber, før hun sank sammen foran mig. Smerten forlod hendes ansigt, og hun så næsten fredfyldt ud. Hvis ikke det havde været for de mange skræmmer, rifter, blødende sår, og hendes højre arm der lå vredet ind under hende, kunne hun have lignet en, der sov.

Jeg følte mig fuldstændig tom indeni. Jeg havde ingen anelse om, hvad jeg skulle gøre. Det var som om, min verden var gået i stå. Tårerne dryppede fra min hage og ned i mit skød. Ned på den ting Zelenya havde lagt der. En halskæde. Vedhænget var af metal og med en stor, klar, grøn sten. Den havde samme farve som Zelenyas øjne.

Jeg kom i tanke om hendes sidste ord og vidste, at jeg blev nødt til at gøre, som hun havde sagt. Det var det mindste, jeg kunne gøre for hende. Jeg tog forsigtigt hendes hånd. Den var stadig varm.
”Farvel,” hviskede jeg, inden jeg rejste mig på rystende ben. Jeg stavrede ud af den lille lysning med halskæden knuget hårdt i hånden. Jeg følte ingenting. Det føltes, som om et stort, tomt hul var dukket op i mit bryst. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle hen, så jeg gik bare. Jeg gik mod venstre. Det var den retning, Nathaniel og Jake var løbet, sidst jeg havde set dem. Jeg måtte finde dem. Jeg hørte intet. Jeg hørte ikke så meget som et eneste af de mange skrig, der stadig flænsede natten. Jeg mærkede ikke kulden. Jeg mærkede ikke noget som helst.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...