Halloweenfesten

Udklædninger, fis og ballade, slik og fester. Det er det alle forbinder med Halloween. Det ingen ved er, at denne nat også er en stor fest for andre end mennesker. Det er den nat, hvor de rigtige vampyrer, hekse og spøgelser mødes for at fejre Allehelgensaften. Én stor Halloween fest hvor ingen behøver klæde sig ud. Milla Blue skulle til Halloweenfest sammen med et par veninder, men hun ender med at tilbringe denne uhyggens nat til en helt anden fest. I modsætning til mange andre ved Milla udmærket, at vampyrer findes, og hun finder ud af, at alle disse mareridstvæsner måske ikke er helt så slemme alle sammen - eller er de? Hvad sker der, da Milla finder ud af, at hun kun har set den ene del af denne mareridtsverden? Da hun finder ud af, at ikke alle har lyst til at leve i fred og fordragelighed med menneskene, og hun finder sig selv midt i en krig? Det, der kunne se ud til at blive en hyggelig nat, forvandler sig hurtigt til et mareridt, hvor Milla må flygte for sit liv.

38Likes
100Kommentarer
3050Visninger
AA

4. Teenagepigernes store skuffelse

Kapitel 4. - Teenagepigernes store skuffelse

Vi havde sat os på bænken. Nathaniel og jeg. For en gangs skyld havde han ladt mig snakke uden at afbryde og komme med sine meninger. Det var enormt befriende. Måske kunne jeg alligevel godt tilgive ham for at forstyrre min triste aften.
”Så når man siger, at man bliver brændt af i dag, så betyder det ikke, at man bliver brændt, men at man bliver forladt af for eksempel sin ven?” spurgte Nathaniel, og jeg kunne høre, at han havde svært ved at få det til at give mening.
”Jah, noget i den stil,” svarede jeg stille og krammede heksehatten i hånden. Jeg havde det med at tage den af og på hele tiden.
”Men du svarede faktisk aldrig på mit spørgsmål,” sagde jeg pludselig og betragtede ham ud af øjenkrogen. ”Hvorfor er du egentlig her? Snakkede du ikke om en fest?”
Et skævt smil dukkede igen op på det magre ansigt. Normalt forbandt man skæve smil med de der lækre fyre, der er med i bøger, men det var ikke just det, Nathaniel var. For første gang i meget lang tid lagde jeg faktisk mærke til andet end de røde øjne og den blege hud.

Når man så på Nathaniel, var det tydeligt at se, at han ikke var menneskelig. Han lignede i hvert fald ikke noget menneske, jeg nogensinde havde set. Han var utrolig tynd og skeletagtig. Hans hænder var krogede, og hans kinder var en smule indsunkne. Hans øjne var noget af det, der gjorde ham mindst menneskelig. De var ikke kun røde, de virkede også store på en eller anden måde. Som om han altid gik rundt med opspærrede øjne, så han kunne få hver en detalje og lille bevægelse med.
Hans ravnsorte hår stod i dyb kontrast til den ligblege og lidt gullige hud, og det hang i lange, pjuskede tjavser omkring hans ansigt. Hans hud mindede mig en hel del om gammelt pergament. Hans tøj var mørkt, det så gammelt og slidt ud, og det hang løst på hans magre krop. Han mindede mig mest af alt om en blanding af et anoreksibarn og en, der havde været død i et stykke tid. Sultet ihjel kunne være en mulighed.
Det, at han så død ud, var måske ikke så mærkeligt. Kaldte man ikke vampyrer for de levende døde? Nathaniel kunne vist god minde om et omvandrende lig.
Et menneske kunne måske godt ende med at se sådan ud. Altså hvis man så bort fra de røde øjne, og de spidse hugtænder jeg engang imellem var så uheldig at få et glimt af. Et syn der fik det til at risle mig koldt ned ad ryggen. Åh, ubehag.
En ting var sikkert. Jeg måtte skuffe de mange teenagepiger, som var smaskforelskede i vampyrerne fra Twilight og Vampire Diaries. Rigtige vampyrer var altså lidt mere gustne og lidt meget mere ubehagelige at være i nærheden af.

Det var ikke engang kun hans udseende, der afslørede hans umenneskelighed. Det var også hans stemme, hans latter og alle de andre lyde, der nu kom ud af ham. Jeg kendte i hvert fald ikke mange mennesker, der kunne hvæse som en kat.
Hans stemme var lav og hæs. Tør som sandpapir. Hans latter var hæs og skrattende, og den gik gennem marv og ben. Det gjorde nærmest ondt at lytte til den. Den gav i hvert fald gåsehud. Noget af det værste var når han klikkede med tænderne. Han tænkte ikke selv over det, han gjorde det bare. Åbnede munden en smule, lukkede den igen, åbnede munden en smule, lukkede den igen. Igen og igen og igen. Klik, klik, klik. Det var værre end mit tikkende ur, og det var virkelig slemt.

Så når det kom til vampyrer, skulle man altså vælge Halloweenmodellen frem for den ægte varer, hvis man ville have noget, der var kønt at kigge på. Mia havde været betydeligt smukkere, end Nathaniel var. Jeg er ked af det fangirls, men i kan godt drømme videre. For mere bliver det ikke til. Ikke andet end drømme. Det bliver desværre ikke til noget med glimmer, discokugler eller toplækre fyrer, der dufter af chokolade. Nej, til jeres information lugter de gammelt, muggent og pænt dødt.

”Årh, jeg tænkte, at du måske havde ombestemt dig og alligevel meget hellere ville med mig. Altså i stedet for det der platte noget i mennesker kalder Halloweenfest. Det er så latterligt,” lød Nathaniels endelige svar på mit spørgsmål, og selvsikkerheden var i den grad tilbage i hans stemme. Forbandede monster. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...