Halloweenfesten

Udklædninger, fis og ballade, slik og fester. Det er det alle forbinder med Halloween. Det ingen ved er, at denne nat også er en stor fest for andre end mennesker. Det er den nat, hvor de rigtige vampyrer, hekse og spøgelser mødes for at fejre Allehelgensaften. Én stor Halloween fest hvor ingen behøver klæde sig ud. Milla Blue skulle til Halloweenfest sammen med et par veninder, men hun ender med at tilbringe denne uhyggens nat til en helt anden fest. I modsætning til mange andre ved Milla udmærket, at vampyrer findes, og hun finder ud af, at alle disse mareridstvæsner måske ikke er helt så slemme alle sammen - eller er de? Hvad sker der, da Milla finder ud af, at hun kun har set den ene del af denne mareridtsverden? Da hun finder ud af, at ikke alle har lyst til at leve i fred og fordragelighed med menneskene, og hun finder sig selv midt i en krig? Det, der kunne se ud til at blive en hyggelig nat, forvandler sig hurtigt til et mareridt, hvor Milla må flygte for sit liv.

38Likes
100Kommentarer
3051Visninger
AA

21. Stop ikke før solen står op

Kapitel 21 – Stop ikke før solen står op

Jeg vidste ikke hvor længe, jeg havde gået, men det føltes ikke som om, jeg var kommet særlig langt. Jeg blev ved med at se Zelenyas ansigt for mig. Hendes ansigt forvredet i smerte. Tårerne løb ikke længere ned ad mine kinder. Der var meget enkelt bare ikke flere tilbage.
Jeg havde overhovedet ikke den mindste orientering tilbage. Jeg kunne have gået i ring i flere timer uden at have opdaget det.
Kulden og alt det andet var kommet tilbage. Men der var noget der manglede. Skrigene. Ikke en lyd hørtes i skoven, ud over kviste og blade der knustes under mine sko.

Var det slut nu? Var det forfærdelige mareridt slut? Jeg travede videre på min usikre ben. På et tidspunkt kom jeg forbi et smadret græskar, og jeg havde på fornemmelsen, at jeg nærmede mig den store lysning. Noget bevægede sig i udkanten af min synsfelt, og jeg snurrede rundt med hamrende hjerte. Der var intet at se.

Pludselig stødte min fod på noget, og jeg kiggede ned. Jeg var gået direkte ind i et lig. Det vendte sig i min mave, og jeg havde en utrolig trang til at kaste op. Hvordan skulle jeg nogensinde finde Nathaniel? Hvad nu hvis han var… nej, jeg måtte ikke tænke sådan. Nathaniel var her et eller andet sted. Han ventede på mig, og han var i live. Eller så meget i live som en vampyr kan være.

Døden var overalt omkring mig. Jeg stødte hele tiden ind i nye lig, og kvalmen i min mave blev hurtigt en del af mig. Jeg så alle slags væsener, men væsentlig flest af dem jeg havde været sammen med i lysningen.
Selvom det var mørkt, kunne jeg skelne de lange flænger på kroppene. Jeg kunne se de forvredne lemmer. En enkel gang så jeg en med noget stikkende ud af ryggen. Der gik lidt tid før det gik op for mig, at det var en træpæl og den døde en vampyr. Fuld af bange anelser nærmede jeg mig den døde vampyr, og til min store lettelse var det ikke Nathaniel.

Pludselig hørte jeg en rallende lyd skråt til højre for mig og stivnede. Det lød som en besværet vejrtrækning. Jeg havde ikke lyst til at gå hen til vedkomne. Jeg havde ikke lyst til at se flere dø. Men hvad nu hvis det var en, jeg kendte? Nu var det ikke ligefrem fordi, jeg kendte så mange, men jeg følte alligevel, at jeg blev nødt til at se, hvem det var. Hvis jeg var heldig, var det en af dem, jeg ikke behøvede have ondt af. En af dem der lå og led i de sidste minutter af sit liv.

En blanding af frygt og glæde spredtes i mig, da jeg genkendte de røde øjne, der skinnede i mod mig.
”Milla,” hvæsede han, da jeg sank ned ved siden af ham. Han forsøgte at sætte sig op, men det lykkedes ham ikke.
”Er du okay,” hviskede jeg og kunne selv hører frygten i min alt for hæse stemme. Det gjorde ondt at snakke.
”Ja,” svarede han. ”Skynd dig væk, inden de kommer tilbage.”
”Men hvad med dig?” Jeg kunne da ikke bare gå fra ham.
”Jeg klarer mig,” lød hans rallende stemme, og det var først dér, jeg fik øjne på den fine træpæl, der stak ud fra han bryst. Det var der, det gik op for mig, at han ikke ville klare den. De tårer, jeg troede, jeg havde brugt op, pressede sig igen på.

”Nathaniel!” Selvom min stemme var hæs, var den stadig skinger.
”Gå nu Milla, de kommer.” Han havde ret. Jeg kunne høre dem. Ikke så tydeligt. De var ikke helt tæt på endnu. Men jeg kunne høre dem, og det var det vigtigste.
For det der så ud til at være sidste gang, kiggede jeg ind i de røde øjne, jeg aldrig havde brudt mig om. Jeg fandt hans skellethånd og gav den en klem.
”Du er den mest fantastiske vampyr, jeg nogensinde har kendt,” fortalte jeg ham, mens tårerne igen begyndte at løbe ned ad mine kinder. Jeg gjorde ikke noget for at skjule dem. Vi vidste begge to, at man ikke engang behøvede bruge en hel hånd, for at kunne tælle de vampyrer jeg havde mødt.

”Og du er det eneste okay menneske jeg nogensinde har mødt,” sagde ham med sin rallende stemme, og jeg kunne ikke lade være med at smile et lille trist smil gennem mine tårer. Nathaniel. Lige meget hvad, ville han altid syntes, at mennesker var noget skidt.
Jeg gav hans hånd et ekstra klem, inden jeg begyndte at rejse mig.
”Gå nu. Jeg vil se at du går. Gå i den retning du kom fra. Stop ikke før solen står op.” Jeg nikkede. Jeg kunne ikke sige noget. Min stemme tillod det ikke. Jeg vendte ryggen til ham og begyndte at gå. Jeg kunne mærke hans øjne følge mig.
Måske var han pisse irriterende, men han var min ven. En af de bedste jeg havde. Jeg ville aldrig se ham igen. Jeg skulle aldrig høre hans hæse stemme håne mig igen. Det gik op for mig, hvor meget jeg egentlig havde holdt af den dumme, irriterende vampyr.

Nogle gange skal man passe på med, hvad man spørger verden om. Hvem var den idiot, der spurte den, om man kunne dø to gange?

***

Jeg gik resten af natten. Jeg gjorde som Nathaniel havde sagt og stoppede ikke en eneste gang. Jeg blev ved med at kunne høre dem bag mig. Nogle gange var de tæt på, andre gange var de langt væk. Ligesom tidligere følte jeg intet. Jeg tænkte intet. Det eneste, jeg gjorde, var at gå. I starten havde jeg løbet, men ikke længe. Min kræfter var for længst brugt op.
Følelserne havde forladt mig. Jeg kunne ikke engang blive glad, da solen farvede horisonten i varme røde farver. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...