Halloweenfesten

Udklædninger, fis og ballade, slik og fester. Det er det alle forbinder med Halloween. Det ingen ved er, at denne nat også er en stor fest for andre end mennesker. Det er den nat, hvor de rigtige vampyrer, hekse og spøgelser mødes for at fejre Allehelgensaften. Én stor Halloween fest hvor ingen behøver klæde sig ud.

Milla Blue skulle til Halloweenfest sammen med et par veninder, men hun ender med at tilbringe denne uhyggens nat til en helt anden fest. I modsætning til mange andre ved Milla udmærket, at vampyrer findes, og hun finder ud af, at alle disse mareridstvæsner måske ikke er helt så slemme alle sammen - eller er de?

Hvad sker der, da Milla finder ud af, at hun kun har set den ene del af denne mareridtsverden? Da hun finder ud af, at ikke alle har lyst til at leve i fred og fordragelighed med menneskene, og hun finder sig selv midt i en krig? Det, der kunne se ud til at blive en hyggelig nat, forvandler sig hurtigt til et mareridt, hvor Milla må flygte for sit liv.

38Likes
100Kommentarer
3080Visninger
AA

10. Sød beskriver en rigtig heks

 

Kapitel 10 – Sød beskriver en rigtig heks

”Nathaniel!” Jeg prøvede uden held at finde ud af hvilken retning, råbet var kommet fra. Vi var næsten nået udkanten af lysningen i den modsatte side, end den vi var kommet ind ad. Nathaniel havde med sin lidt bedre hørelse identificeret hvilken retning, råbet var kommet fra. Han skiftede i hvert fald retning en smule. Det, at en pludselig havde råbt, var ikke det, der havde overrasket mig. Heller ikke det faktum at det var en, der ikke havde kaldt Nathaniel for McMurrough ligesom alle andre, jeg havde mødt mens, jeg havde været her.
Nej, det, der overraskede, mig var, at stemmen var en klar pigestemme. Det var den første ikkehæse stemme, jeg havde hørt længe. Siden jeg sagde farvel til mine forældre for at være helt præcis.

Nathaniel styrede direkte mod skoven lidt til venstre for et af de lysende græskar. Vi var næsten noget helt derhen, før jeg fik øje på hende. Hun sad på en kæmpestor sten under et stort tre. En rigtig heks.
Pigen rejste sig, da vi nåede hen til hende, og hun gav Nathaniel et lille kram. Hvordan hun så end kunne få sig selv til det…
Hun var ikke særlig høj. Et godt stykke lavere end mig. Hun havde klare, grønne øjne, som skinnede i den smule lys, der nåede os fra græskaret. Ligesom Nathaniels, og alle andre jeg havde set inden for det sidste stykke tid, virkede hendes øjne store. Hendes meget tykke, sorte hår stak ud under en blød, grå hat.
Tro det eller ej, hun havde faktisk en spids hat på. Den var måske slet ikke lige så spids som min. Den var blødere og mere rund. Noget helt andet stof. Men det var en spids hat. Tag den Nathaniel.
Hun havde en kjole på i samme musegrå farve som hatten. Hun så faktisk ret sød ud, hvilket måske var lidt unormalt, for dem der mødtes her.

”Hej med dig,” smilte den lille heks til mig. ”Jeg hedder Zelenya.”  Jeg kunne nu se, at hendes kjole var ret gammeldags. Det fik hende vel egentlig bare til at se endnu mere sød ud. Hun var den første her, som ikke skræmte mig.
Derfor lykkedes det mig også at præstere et lille smil, da jeg tog hendes lille hånd og sagde mit navn.
”Hyggeligt at møde dig.” Zelenya trak mig med hen til den store sten, hvor vi endte med at sætte os begge to. Nathaniel fulgte efter, men kunne ikke også være på stenen, så han satte sig i græsset.

Det var utrolig godt endelig at kunne sidde ned. Hvor længe havde jeg ikke lige gået og cyklet? Alt for længe var det eneste svar, jeg havde på det spørgsmål. Tidligere havde jeg siddet alene på en gang, nu sad jeg midt i skov sammen med en sød heks og en utilregnelig vampyr. Det er da også næsten det samme. Eller nej, det er det ikke helt.

Zelenya viste sig at være lige så sød, som hun så ud. Måske var den her nat ikke helt så skidt alligevel. I modsætning til Nathaniel syntes hun faktisk, det var spændende at høre om menneskenes Halloweenfester. Så jeg sad her på en kæmpe sten og fortalte, mens Nathaniel sad sukkende med himmelvendte øjne, mens han rystede på hovedet. Han var da bare så venlig og sød og alt muligt.
Til min store overraskelse syntes Zelenya, at det var sejt, at jeg havde været klædt ud som heks. Især fordi jeg selv havde lavet noget af kostumet. Hun kunne ikke lade være med at fnise, da jeg fortalte om Mias smukke vampyrkostume.
Hun grinte rent faktisk, da jeg tilføjede: ”Jeg har også fortalt Nathaniel, at hun var meget kønnere end ham.” En sætning der udløste et meget fornærmet og irriteret blik fra den nævnte vampyr.

Meget kort tid efter min detaljerede beskrivelse af Mias vampyrudklædning blev Nathaniel træt af kostumediskussionen.
”Er Jake her?” spurgte han. Det var tydeligt at spørgsmålet, ikke var til mig. Jeg kendte jo nok ikke nogen, der var her, og jeg kendte heller ikke nogen med navnet Jake.
”Ja, jeg snakkede lidt med ham tidligere. Du kan se, om du kan finde ham. De sidder nok alle sammen i en gruppe et eller andet sted.” Selenya så ikke ud til at være sådan vildt ked af det, over at Nathaniel forlod os. Det kunne jeg ikke lade være med at smile lidt over.
”Fedt, så vil finde ham. Sørg lige for at Milla ikke slår nogen ihjel, mens jeg er væk.” smilte vampyren med sit karakteriserende skæve smil. Det smil man kom til at hade efter at have set det to gange.
”Hey,” fnøs jeg efter ham, da han gik. Jeg myrdede da ikke nogen. For at være helt ærlig var det nok mig, der var mest i fare for at dø her. Uf, ubehag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...