Halloweenfesten

Udklædninger, fis og ballade, slik og fester. Det er det alle forbinder med Halloween. Det ingen ved er, at denne nat også er en stor fest for andre end mennesker. Det er den nat, hvor de rigtige vampyrer, hekse og spøgelser mødes for at fejre Allehelgensaften. Én stor Halloween fest hvor ingen behøver klæde sig ud.

Milla Blue skulle til Halloweenfest sammen med et par veninder, men hun ender med at tilbringe denne uhyggens nat til en helt anden fest. I modsætning til mange andre ved Milla udmærket, at vampyrer findes, og hun finder ud af, at alle disse mareridstvæsner måske ikke er helt så slemme alle sammen - eller er de?

Hvad sker der, da Milla finder ud af, at hun kun har set den ene del af denne mareridtsverden? Da hun finder ud af, at ikke alle har lyst til at leve i fred og fordragelighed med menneskene, og hun finder sig selv midt i en krig? Det, der kunne se ud til at blive en hyggelig nat, forvandler sig hurtigt til et mareridt, hvor Milla må flygte for sit liv.

39Likes
100Kommentarer
3256Visninger
AA

15. Når man snakker om månen...

 

Kapitel 15 – Når man snakker om månen...

Nathaniel og den lyshårede dreng kom hen til mig. På vejen sagde de hurtigt hej til Zelenya, der skyndte sig at fortsætte sin samtale med spøgelset.
”Har du slået nogen ihjel, mens jeg har været væk?” spurgte Nathaniel, da han satte sig på min lille personlige græsplet. Jeg himlede bare med øjnene. Gad ikke svare på hans åndssvage spørgsmål.
”Det er Jake,” fortsatte han, da det gik op for ham, at jeg ikke ville svare, og nikkede i retning af den lyshårede dreng, der også satte sig ned.

”Hej Jake,” sagde jeg og kunne ikke lade være med at smile. Jeg havde haft ret. ”Jeg hedder Milla.”
Jake gengældte mit smil, han kunne selvfølgelig ikke vide, at det var lige så meget til mig selv som til ham.
”Det har jeg skam fået fortalt, men hej med dig Milla.” Jeg lade mærke til det let drillende blink i hans øjne. Uvilkårligt kom jeg til at tænke på en legesyg hund.
Han havde fået det fortalt? Det kunne kun betyde, at Nathaniel havde fortalt ham om mig. Hvor smigrende.

”Har du snakket med Shane?” spurgte jeg Nathaniel, inden stilheden blev for akavet.
”Ja, han var lige forbi. Han sagde godt, at han havde snakket med jer.”
Jeg nikkede bare. Hvad skulle jeg svare?
Jeg begyndte efterhånden at føle mig heldig, for jeg blev hele tiden redet. Denne gang var det bare af Zelenya. Hun kom hen til os efter at have sagt farvel til spøgelset, og hende glade personlighed fik hurtigt gang i samtalen.

Jake viste sig faktisk at være ret venlig. På sin egen specielle måde. Nathaniel, Zelenya og Jake var lige så forskellige fra hinanden, som de var forskellige fra os mennesker. Den eneste lighed var nok deres øjne. Alle tres virkede store. Det kunne måske have noget at gøre med deres lidt bedre syn i mørke.

Zelenya var ved at fortælle dem historien om den orange Sigmund, og jeg kunne se, at det morede Nathaniel. Jake smilede også indtil, han pludselig stivnede. Den eneste grund, til at jeg lagde mærke til det, var nok, at jeg havde siddet og betragtet ham. Han rynkede brynene og vendte hovedet en smule opad og sniffede i luften. Ligesom et dyr der har fået færten af noget.
Da hans opmærksomhed igen var ved os andre, hævede jeg det ene øjnebryn ad ham. Jeg ville gerne vide, hvad det havde gået ud på, men jeg ville ikke afbryde Zelenyas fortælling.

”Irriterende vampyr i nærheden,” svarede Jake, der havde forstået, hvad jeg mente med mit hævede øjnebryn.
”Det kunne jeg skam godt have fortalt dig.” Jeg kiggede hurtigt over på Nathaniel, han have ikke hørt det, jeg sagde. Det var måske meget godt.
Jeg kunne se, at det trak i Jake mundvig, inden han sagde: ”Mere irriterende. Tro det eller ej, men det er rigtigt nok.”
”Hvis ikke det var fordi, jeg har set det med mine egne øjne tidligere i dag, ville jeg aldrig have troet dig.” Jeg tænkte på Mike. Han havde været værre end Nathaniel.

Nu hvor man snakker om solen… eller månen var måske mere passende. Jeg havde på fornemmelsen, at man skulle passe på, hvad man tænkte her i lysningen. Om det virkelig bare var tilfældigt, eller om det måske kunne have noget med heksemagien at gøre, vidste jeg ikke. Det var også lige meget, for det var nu anden gang, jeg havde tænkt på noget, og det så var dukket op kort tid efter.

”Jamen dog, hej Zelenya, Nathaniel, dig jeg aldrig fandt ud af hvad hed og.. Jake. Hyggeligt at se jer her da.” Jeg fik et chok, da den irriterende, drevende stemme lød bag mig. En smule skyldig følte jeg mig også, for det var jo ham, jeg lige havde siddet og snakket om. Jeg lagde med det samme mærke til måden, han sagde Jakes navn på. De kunne ikke være gode venner. Det skulle ikke undre mig, at det var den her vampyr, Jake havde ment lige før.
Jeg rynkede panden. Enten havde de to bare et problem med hinanden, eller også var der virkelig noget i det der med fjendskab mellem vampyrer og varulve. På den anden side var Nathaniel og Jake jo gode venner? Måske jeg bare skulle lade være med at gøre mig klog på disse væsener, jeg fik nok ikke noget ud af at forsøge alligevel.

”Hej Mike,” hilste Nathaniel, men lød ikke som om han mente det særlig venligt. Det var som om luften sitrede, og her var ikke særlig behageligt at være. Man kunne nærmest mærke fjendtligheden mellem de forskellige.
”Mig du aldrig fandt ud af hvad hedder? Er det mit nye navn?” spurgte jeg spydigt. Jeg ved ikke hvorfor, jeg opførte mig sådan, når den vampyr var i nærheden. Måske fordi han virkede til at være en kæmpe nar.
”Tjaeh, du fortalt mig jo aldrig, hvad dit navn var.”
”Du spurgte aldrig.” Jeg sad stadig med ryggen til ham og havde ingen planer om at vende mig om. I stedet betragtede jeg Jake, som lignede en, der havde lyst til at flå struben over på Mike. Det lød måske ret voldeligt, men på den anden side var han jo også varulv.

”Det gjorde jeg da,” protesterede Mike, og først der vendte jeg mig om. Med et hævet øjenbryn.
”Nej, du spurgte, hvem jeg var, hvilket jeg troede, du alligevel var klog nok til at regne ud. Jeg tog vist fejl. Men så skal jeg fortælle dig det. Jeg er et menneske, og jeg er Nathaniels, Zelenyas og Jakes ven. Nu må du have os undskyldt, for Jake og jeg sad faktisk lige og snakkede om, at vi var en smule sultne, så nu vil vi gå over til heksebryggen. Farvel Mike.” Jeg rejste mig, og Jake fulgte hurtigt mit eksempel.
”Lige præcis, for det smager jo helt fantastisk,” sagde han og blinkede til Zelenya, som rakte tunge ad ham, mens hun rejste sig. Kort tid efter var Nathaniel også på benene, og vi gik fra Mike, som endnu ikke havde sagt noget for at svare mig.

Vi var ikke nået særlig langt væk, før Nathaniel knækkede sammen af grin.
”Så du hans ansigtsudtryk?” hvæsede han, alt i mens han prøvede at holde op med at grine. Det så ikke ud til at vampyrer kunne grine og snakke normalt på samme tid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...