Halloweenfesten

Udklædninger, fis og ballade, slik og fester. Det er det alle forbinder med Halloween. Det ingen ved er, at denne nat også er en stor fest for andre end mennesker. Det er den nat, hvor de rigtige vampyrer, hekse og spøgelser mødes for at fejre Allehelgensaften. Én stor Halloween fest hvor ingen behøver klæde sig ud.

Milla Blue skulle til Halloweenfest sammen med et par veninder, men hun ender med at tilbringe denne uhyggens nat til en helt anden fest. I modsætning til mange andre ved Milla udmærket, at vampyrer findes, og hun finder ud af, at alle disse mareridstvæsner måske ikke er helt så slemme alle sammen - eller er de?

Hvad sker der, da Milla finder ud af, at hun kun har set den ene del af denne mareridtsverden? Da hun finder ud af, at ikke alle har lyst til at leve i fred og fordragelighed med menneskene, og hun finder sig selv midt i en krig? Det, der kunne se ud til at blive en hyggelig nat, forvandler sig hurtigt til et mareridt, hvor Milla må flygte for sit liv.

38Likes
100Kommentarer
3082Visninger
AA

9. Minipanikanfald og mærkelige livsformer

 

Kapitel 9 – Minipanikanfald og mærkelige livsformer

Det var et mærkeligt syn, der mødte mig, da jeg så mig omkring i den kæmpestore lysning. Det måtte være den lysning, Sir Pumpkin havde ment med ’vor lysning’.
Rundt omkring mig så jeg de mærkeligste væsener. Jeg genkendte hurtigt vampyrerne, men hvad alt det andet var? Ingen anelse. Der var små væsener, der knap nok gik mig til skuldrene, med små sorte øjne og lange spidse hugtænder. De var helt sorte og krogede med nogle ret skræmmende kløer. Ikke lige det syn jeg havde håbet på efter en lang travetur i en mørk skov.
Jeg lagde også mærke til nogle, der lignede mennesker ret meget bortset fra nogle ret dyriske træk. Alt omkring mig lignede en eller anden uhyggelig form for vandskabninger. Eller monstrene i en eller anden sygt scary film.

Langsomt trak Nathaniel mig længere ind i lysningen, og jeg fik øje på væsener jeg ikke havde set fra starten af. Langsomt fordi han hele tiden skulle hilse på nogen. De fleste sagde også hej til mig, mens de kiggede meget mærkeligt og mistænksomt på mig. Jeg følte mig utrolig lille under en høj rødøjet vampyrs gennemborende blik, mens Nathaniel lige skulle snakke to sekunder med en eller anden.

”McMurrough, godt at du er kommet” En lav mandslignende person kom hen i mod os. Ved første øjekast lignede han næsten en almindelig mand. Ved første øjekast. Hans tænder var små og spidse, hans øjne var uden det mindste hvidt, og han havde små sølvfarvede ar over det hele. Øjenbryn havde han heller ikke.
”Hej med dig, kære,” sagde han til mig, mens han smilte et forfærdeligt smil. ”Mit navn er Jual.” Han rakte en hånd lige så skelletagtig som Nathaniels frem i mod mig. Tøvende tog jeg den.
”Jeg hedder Milla,” var det eneste, jeg sagde.

Nathaniel og den mærkelige mand begyndte at snakke sammen, og jeg magtede ikke følge med i samtalen. I stedet så jeg mig endnu engang omkring i den store lysning. Ude i kanterne hang græsker med lys i. De var ikke skåret ud som normalt med ansigter, men i spiralmønstre.
I midten af lysningen var et kæmpe bål, der lyste godt op, og i nærheden af bålet kunne jeg se noget, der godt kunne ligne meget små bål. Små bål med noget er lignede kæmpegryder ovenpå.

De mange væsener, som jeg havde bestemt mig for at kalde alle disse ukendte livsformer for, sad og stod i grupper over det hele. Nogle steder var det tydeligt, at alle i gruppen var af samme art, andre steder var der kæmpe forskel på de forskellige.
Jeg følte hele tiden, at der var nogen, der stirrede på mig, og hver gang jeg prøvede at vende mig i den retning, det føltes som om, det kom fra, forsvandt det. Lidt efter kom fornemmelsen tilbage bare fra en anden retning af. Der var noget ubehageligt ved at stå her i mellem så anderledes væsener.

Fornemmelsen, af at jeg blev stirret på, kløede i nakken af mig, og det var ret ubehageligt. Jeg havde ikke lyst til at stå her længere. Det føltes som om, det blev mørkere igen, og at de mange væsener rykkede tættere og tættere på mig. Noget bevægede sig lige i udkanten af mit synsfelt, og jeg vendte mig med det samme i den retning. Der var ikke noget at se. Ikke andet end en gruppe af de væsener med dyriske træk. De mindede mig på en eller anden måde om rovdyr. Tanken fik mig til at gyse, og jeg skyndte mig at vende mig væk igen.

Det føltes stadig som om, alting rykkede tættere og tættere på mig. Mit hjerte begyndte lige så stille at sætte farten op, og jeg bed mig i læben. Mit blik fór frem og tilbage, rundt og rundt i lysningen. Et kort øjeblik mødte mit blik et par store, skinnende, sorte øjne, som pludseligt var dukket op af ingenting. Jeg rystede. Klaustrofobi. Jeg måtte væk. Mine håndflader var svedige. Væk, væk, væk. Nu tak.

”Milla? Hører du efter?” Jeg fik et chok, da Nathaniels stemme pludselig skar igennem det tykke lag af panik, der langsomt havde svøbt sig om mig.
”Hvad?” spurgte jeg og kiggede dumt på ham.
Manden uden øjenbryn, og uden hår også viste det sig, lo og gik så videre gennem mængden. Nathaniel rystede på hovedet af mig, og jeg følte mig utrolig dum. Jeg kiggede ikke på ham. Ville ikke.
”Jeg sagde bare, at vi skal finde en jeg kender,” svarede Nathaniel på mit enstavelsesspørgsmål. Jeg kiggede på ham. En han kendte? Undskyld mig, men havde vi ikke allerede mødt mange, han kendte?

Sir Pumpkins ord lød igen i mit hoved. Jeg tror, der er en, der er begyndt at mangle Dem en smule.
”Den person som… eh, Sir Pumpkin sagde, manglede dig?” spurgte jeg stadig besværet i forhold til at kalde et græskar ved navn.
”Ja.” Nathaniel begyndte at gå. Som en anden hund fulgte jeg lige i hælene på ham, og til sidst gik jeg ved siden af ham.
Nathaniel sendte mig et skævt smil, og jeg vidste, at han ville sige et eller andet provokerende lige om lidt. Sikkert om mit minipanikanfald.
Det skæve smil udviklede sig til et meget drillende smil, og jeg gjorde mig mentalt klar til at dø.
”Så kan du jo se, hvordan en rigtig heks ser ud,” lød den endelige hån af mig. Det var godt nok ikke om mit minipanikanfald, men det var mindst lige så slemt. Jeg troede, vi havde aflivet det emne, da jeg fortalte ham om vampyr-Mia. Desværre ikke.

Mit eneste svar var et fornærmet fnys, og jeg kunne høre ham grine lige så stille. Åndssvage vampyr. Desværre turde jeg ikke gå væk fra ham. Jeg skulle ikke ende sammen med et eller andet monster, som ikke var Milla-venligt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...