Halloweenfesten

Udklædninger, fis og ballade, slik og fester. Det er det alle forbinder med Halloween. Det ingen ved er, at denne nat også er en stor fest for andre end mennesker. Det er den nat, hvor de rigtige vampyrer, hekse og spøgelser mødes for at fejre Allehelgensaften. Én stor Halloween fest hvor ingen behøver klæde sig ud. Milla Blue skulle til Halloweenfest sammen med et par veninder, men hun ender med at tilbringe denne uhyggens nat til en helt anden fest. I modsætning til mange andre ved Milla udmærket, at vampyrer findes, og hun finder ud af, at alle disse mareridstvæsner måske ikke er helt så slemme alle sammen - eller er de? Hvad sker der, da Milla finder ud af, at hun kun har set den ene del af denne mareridtsverden? Da hun finder ud af, at ikke alle har lyst til at leve i fred og fordragelighed med menneskene, og hun finder sig selv midt i en krig? Det, der kunne se ud til at blive en hyggelig nat, forvandler sig hurtigt til et mareridt, hvor Milla må flygte for sit liv.

38Likes
100Kommentarer
3057Visninger
AA

11. Med eller uden frøøjne?

Kapitel 11 – Med eller uden frøøjne?

Mine sko var stadig våde og mine tæer kolde. Jeg var begyndt at fryse igen. Det irriterede mig lidt, især fordi jeg var en af dem med mest tøj på. Der var selvfølgelig alle vampyrerne i deres lange frakker, men hvis man lige så bort fra dem, var der ret mange i T-shirt og bare arme. Hvorfor frøs de ikke?
Mens jeg sad og gned min arm, gik det pludselig op for mig, at Selenya sad og betragtede mig med sine klare, grønne øjne. Hun havde faktisk meget flotte øjne.

”Fryser du?” spurgte den lille heks, og jeg nikkede.
”En lille smule.”
Selenye rejste sig op fra den store sten og rakte en hånd ud for at hjælpe mig op også.
”Kom, så går vi ind til bålet, så kan vi også få lidt at spise. Er du sulten?” Selenya smilede, mens jeg tog hendes hånd. Jeg kunne virkelig godt lide hende, hun var så sød og venlig. Hun var i hvert fald ikke typen, der dømte folk, hun ikke kendte eller tænkte på folks udseende. Hun var typen, der gav alle en chance. Gid man dog bare var sådan.

Mia ville nok kigge på mig, som om jeg var sindssyg, hvis jeg fortalte hende, at jeg midt om natten i en skov havde gået hånd i hånd med en lille, sød, men vaskeægte heks. Det lød også ret mærkeligt i mit eget hoved, og jeg blev nødt til lige at se, om Zelenya rent faktisk var der. Det var hun selvfølgelig, og hun sendte mig et kæmpe smil, som kun kunne gengældes.

Bålet gav en dejlig varme, og min nye veninde hev mig med hen til de små bål med de mærkelige gryder.
”Heksebryg,” lød det stolt fra Zelenya, som fandt nogle små skåle frem, jeg ikke havde set før nu. Heksebryg? Jeg kom automatisk til at tænke på frøøjne, fluevinger, og folk, der bliver forvandlet til skrubtudser.
”Bare rolig, der er ingen frøer i,” smilte heksen, som om hun kunne læse mine tanker.
”Bare hold dig fra den grønne,” fortsatte hun med en lille rynke i panden. ”Den er måske ikke helt sikker.”

Selenya øste en orange væske op i to af de små skåle, og vi satte os i græsset lidt væk fra de små bål. Jeg havde allerede fået varmen igen. Væsken i min skål lignede ret meget suppe, og det duftede faktisk utrolig godt.
Heksebryg viste sig at smage bedre end den suppe, min mor nogle gange lavede. Samtidig var det som om, en indre varme spredte sig rundt i min krop. En dejlig følelse. Mens jeg nippede til den varme væske, betragtede jeg alle de forskellige væsener omkring mig. De var måske slet ikke så uhyggelige, når det kom til stykket.

”Hvad synes du om at være her,” spurgte Zelenya pludselig, mens hun satte sin skål fra sig i græsset.
”Det er okay,” svarede jeg. ”En smule mærkeligt måske.”
”Tjaeh, der er nok en del forskel på jeres Halloweenfest og vores.”
”I behøver da i hvert fald ikke klæde jer ud,” grinte jeg, mens jeg betragtede en høj mand, der kom gående med et lille udskåret græskar. Græskar. Det mindede mig om noget. Jeg havde jo faktisk aldrig fået løst mysteriet om det talende græskar.

Jeg vendte mig om mod Zelenya.
”Hvad er det for noget med de der talende græskar?” spurgte jeg hende, mens jeg drak det sidste af mit heksebryg.
”Nårh, dem,” grinte hun. ”Det er bare helt almindelige græskar, vi har skåret ud.”
”Jamen, de taler jo?” Jeg følte mig en smule forvirret.
”Det er fordi, vi har forhekset dem,” grinte Zelenya videre. Hendes latter var smittende og langt mere behagelig end Nathaniels.
”Det er lidt fordi, det er sjovt,” fortsatte hun. ”Jeg ved ikke med dig, men jeg finder det utrolig morsomt med græskar, der tror de er fine herrer, selvom de i virkeligheden bare var et helt normalt græskar få sekunder før”

”Så det er altså kun for sjov?” spurgte jeg. Hvor var det befriende, med en der rent faktisk svarede ordentligt på ens spørgsmål. Hvorfor var Nathaniel ikke lidt mere hekseagtig?
”Nej,” svarede Zelenya stadig med et lille smil. ”De er der også for at holde udkig, og for at sørge for at der ikke kommer ubudne gæster. Lidt som en alarm.”
”Er det da nødvendigt?”
”Måske,” svarede hun, og jeg følte, at hun snakkede udenom. Ligesom Nathaniel havde gjort, da jeg spurgte til lyden på vej hen til skoven. Der var altså et eller andet.

”Du har måske aldrig mødt et talende græskar før?” spurgte min hekseveninde og sendte mig et drillende blik. Ikke ligesom Nathaniel. Når han gjorde det, var det irriterende. Intet ved Zelenya var irriterende.
”Nej, hvor skulle jeg dog have set sådan et henne?”
”Allehelgensaften,” svarede Zelenya og fik det til at lyde, som om der var talende græskar over det hele Allehelgensaften. Hvilket der ikke var. Eller måske i skoven? Selvom jeg selvfølgelig kun havde mødt et.

Zelenya fik hurtigt forklaret mig, hvad hun mente. Man behøvede ikke spørge hende om alt for at få noget at vide. Hun forklarede mig, hvordan hekse, vampyrer og alle de andre brugte en stor del af natten Allehelgensaften på at lave sjov med mennesker. Hvordan de gjorde folks græskar levende. Det var derfor, folk tit kunne finde deres græskar de mest mærkelige steder om morgenen efter. Hvordan de fulgte efter mennesker for at skræmme dem og en masse andre ting. Selvom det egentlig var ret uhyggeligt, lød det samtidig ret sjovt. Altså uhyggeligt for mennesker og sjovt for de andre.
”Det bedste er, at der ikke sker noget ved, at folk opdager, vi er der. Folk vil bare tro, at vi har klædt os ud.” sluttede Zelenya sin forklaring.

Jeg kom til at tænke på det, jeg havde tænkt tidligere. Det med slik og ballade. Vi mennesker kunne godt holdes fra at lave ballade, hvis vi fik slik. Det kunne hekse og lignende altså desværre bare ikke. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...