Halloweenfesten

Udklædninger, fis og ballade, slik og fester. Det er det alle forbinder med Halloween. Det ingen ved er, at denne nat også er en stor fest for andre end mennesker. Det er den nat, hvor de rigtige vampyrer, hekse og spøgelser mødes for at fejre Allehelgensaften. Én stor Halloween fest hvor ingen behøver klæde sig ud.

Milla Blue skulle til Halloweenfest sammen med et par veninder, men hun ender med at tilbringe denne uhyggens nat til en helt anden fest. I modsætning til mange andre ved Milla udmærket, at vampyrer findes, og hun finder ud af, at alle disse mareridstvæsner måske ikke er helt så slemme alle sammen - eller er de?

Hvad sker der, da Milla finder ud af, at hun kun har set den ene del af denne mareridtsverden? Da hun finder ud af, at ikke alle har lyst til at leve i fred og fordragelighed med menneskene, og hun finder sig selv midt i en krig? Det, der kunne se ud til at blive en hyggelig nat, forvandler sig hurtigt til et mareridt, hvor Milla må flygte for sit liv.

38Likes
100Kommentarer
3090Visninger
AA

6. Kulde og skrigende nerver

 

Kapitel 6. – Kulde og skrigende nerver

Det var endt med, at jeg havde fundet min gamle og ret grimme cykel, så her cyklede jeg på en øde landevej uden ret meget lys. Det vil sige, med kun det lys månen var så venlig at give mig. Det her var overhovedet ikke det, jeg havde regnet med at skulle lave en fredag aften, selvom det jo efterhånden var blevet til en fredag nat.
Det var iskoldt, og min tykke trøje og sommerjakken hjalp ikke det store. Jeg fortrød ret hurtigt, at jeg ikke havde fået min vinterjakke fundet frem endnu.

Et eller andet sted foran mig var Nathaniel, men det meste af tiden kunne jeg ikke se ham. Hvorfor var jeg dog gået med til det her? Hvorfor var jeg så svag?

 

***

 

Da jeg efterhånden følte, at jeg havde cyklet hele natten, fik jeg øje på de første træer. Jeg kunne have jublet af lettelse, hvis ikke det var fordi, jeg var så forpustet. Jeg frøs ikke længere min krop, hvilket var et klart plus. Til gengæld havde jeg det varmt og var ved at dø i mine ben. Klart et minus. Minus nummer to var, at kulden ikke havde forladt mig. Nej, den havde bare flyttet sig. Kulden havde mishandlet mine kinder så meget, at de nu var helt følelsesløse. Mine tæer føltes døde, og jeg var efterhånden ved at være bange for, at de ville falde, af hvis jeg tog mine sko af.
Det var som om, det blev mørkere og mørkere. Jeg syntes, jeg så skygger over det hele – om det var virkeligt, eller min trætte hjerne der legede med mig, vidste jeg ikke. Det var også lidt lige meget for lige meget hvad, så var det vildt skræmmende.

En lyd rev mig pludselig ud af mine selvmedlidenhedstanker, og jeg kiggede mig skræmt omkring, mens jeg uden at tænke over det langsomt satte farten ned.
Ud af mørket foran mig kom en stor flagermus, og den fløj en enkel gang rundt om mig, inden den landede i et af de få træer, der nu var begyndt at være langs vejen. Foran træet bremsede jeg hurtigt op, cykeldækkene hvinede mod asfalten, og jeg var nær væltet.

Da jeg igen kiggede op i træet, var flagermusen væk, og i stedet sad Nathaniel sammenkrøbet på en af grenene.
”Hvad var det?” spurgte jeg, mens jeg hev efter vejret. Noget ved Nathaniel skræmte mig. Det var ikke noget ved ham, der gjorde mig bange, men faktum at det så ud til, at der var noget, han var bange for. Endnu engang kiggede jeg mig omkring på den mørke vej. På begge sider af vejen var marker og ingenting. Forude kunne jeg se skoven.
”Jeg ved det ikke.” Nathaniel lød mere hæs, end han plejede. ”Men du må hellere sætte farten lidt op.”

Inden jeg kunne nå at sige noget, var Nathaniel væk, og få sekunder efter kom en flagermus susende tæt forbi mig. Op på cyklen igen. Den korte pause havde kun gjort mig endnu mere opmærksom på, hvor træt jeg var. Sætte farten op? Det kunne han sagtens sige. Alligevel fortsatte jeg hurtigere end før. Tanken, om noget der kunne skræmme Nathaniel, viste sig at være nok til at sætte gang i mine trætte, stive muskler.

Træerne blev tættere og tættere, og til sidst var de blevet til en skov. En skov bestående af mørke stammer og et endnu mere mørkt mørke mellem dem. Jeg måtte ærligt indrømme, at jeg aldrig har brudt mig om at være i skove om natten. Det er lidt for uhyggeligt efter min smag.
Nathaniel havde holdt sig tættere på mig siden den korte pause, og det gjorde mig bare en smule bekymret. Især fordi han ikke sagde noget om det. Noget om hvorfor vi pludselig skulle skynde os.

Nathaniel stoppede op, og det samme gjorde jeg. Jeg stod af min cykel og havde knap nok fået støttefoden ned, før mine ben gav efter under mig, og jeg satte mig på den hårde, kolde jord ved vejen. Jeg følte mig fuldstændig smadret. Aldrig i mit liv ville jeg cykle så langt igen. Aldrig. Jeg begyndte forsigtigt at slå på mine døde kinder med mine lige så døde fingre. Hvis ikke det havde været så mørkt, var jeg sikker på, at det var et par meget blå fingre, jeg nu prøvede at få varmet.

Desværre for mig var Nathaniel ikke vampyren, der havde tid til at vente. Han fik hurtigt tvunget mig på benene, og jeg endte med at gemme min cykel lige inden for skovkanten. Det ville være åndssvagt at slæbe den med hele vejen gennem skoven. Især når jeg ikke kunne se en pind. Bogstavelig talt. Noget af det første, jeg gjorde, var at gå ind i en heldigvis ikke så tyk gren. Selvom det gjorde ondt, bed jeg smerten i mig. Nathaniel skulle ikke have den glæde at grine af mig.

Som jeg havde frygtet, var skoven meget mere skræmmende, når man var i den, end når man kiggede på den. Ikke fordi den virkede hyggelig udefra. Efter varmen fra cykelturen var det bare endnu mere koldt, og jeg rystede efterhånden ret meget. Konstant lod jeg mit blik fare frem og tilbage på udkig efter den mindste ændring i det fuldkomne mørke. Jeg kunne ikke se meget, så jeg sørgede for hele tiden at være tæt på min ikke særlig hjælpsomme følgesvend. Mens jeg fór sammen, hver gang en kvist knækkede under mine sko, forbandede jeg Nathaniels nattesyn og lydløse gang.
Hvem var den idiot, der havde fået den idé, at man kunne være i en skov om natten? Jeg ville meget gerne have en alvorlig snak med den person. Især nu. Så kunne jeg komme væk fra denne lidt for mareridtslignende oplevelse.

I min egen lille deprimerede verden sjokkede jeg efter Nathaniel, mens jeg for alt i verden prøvede at ignorere mine nerver. De havde ikke lyst til at blive ignoreret. Det gjorde de tydeligt for mig.
Pludselig forsvandt jorden under mine fødder. Jeg prøvede febrilsk at genvinde balancen, men min ene fod sad fast i et eller andet. Fægtende med armene for at finde noget at holde fast i, så jeg ikke endte med næsen i den fugtige jord, fik jeg fat i Nathaniels skulder, og det lykkede mig lige at holde balancen. Nathaniel fór sammen, og et lille hvæs undslap ham, da jeg pludselig greb fat i ham, og det hjalp ikke på mine nerver. Det havde en meget dårlig indflydelse på dem, hvis jeg skulle være helt ærlig. De begyndte pludselig at råbe og skrige endnu højere efter mig.
”Jeg kan ikke se en skid,” mumlede jeg undskyldende, mens jeg forsigtigt fik min fod fri. Det gjorde en smule ondt. Pokkers, jeg var vredet om. Ligeså snart jeg kunne stå selv igen, slap jeg Nathaniel. Hans knoglede skulder var ikke lige den fedeste skulder at bruge som balancehjælp. Hvorfor jeg havde undskyldt, vidste jeg egentlig ikke. Hvad havde jeg at undskylde for? Det var ham, der havde hevet mig ud i den her forfærdelige skov.

Alligevel så det ud til, at Nathaniel havde bidt mærke i det, jeg havde sagt i forhold til mit knap så gode syn i mørke. I hvert fald tog han et fast tag i min arm, inden han trak mig videre gennem det klamme tæppe af visne blade, dybere og dybere ind i skoven.
Jeg havde på fornemmelsen, at han havde det med at glemme, at ikke alle havde de samme egenskaber som ham. Normalt var det noget, han var ligeglad med, men det virkede anderledes i nat. Som om han alligevel følte sig en smule ansvarlig for, at jeg ikke gik hen og brækkede begge ben og næsen, nu hvor det var ham, der havde taget mig med herud.

Selvom hans hånd selv gennem min trøje og jakke virkede utrolig skelletagtig, var det alligevel rart at vide, at jeg blev ledt i den rigtige retning. Jeg vidste, hvor han var hele tiden, og jeg mistede ikke pludseligt balancen.
Det dæmpede alligevel mine nervers skrigeri en smule, mens de mørke, krogede træer lukkede sig tættere og tættere omkring mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...