Halloweenfesten

Udklædninger, fis og ballade, slik og fester. Det er det alle forbinder med Halloween. Det ingen ved er, at denne nat også er en stor fest for andre end mennesker. Det er den nat, hvor de rigtige vampyrer, hekse og spøgelser mødes for at fejre Allehelgensaften. Én stor Halloween fest hvor ingen behøver klæde sig ud.

Milla Blue skulle til Halloweenfest sammen med et par veninder, men hun ender med at tilbringe denne uhyggens nat til en helt anden fest. I modsætning til mange andre ved Milla udmærket, at vampyrer findes, og hun finder ud af, at alle disse mareridstvæsner måske ikke er helt så slemme alle sammen - eller er de?

Hvad sker der, da Milla finder ud af, at hun kun har set den ene del af denne mareridtsverden? Da hun finder ud af, at ikke alle har lyst til at leve i fred og fordragelighed med menneskene, og hun finder sig selv midt i en krig? Det, der kunne se ud til at blive en hyggelig nat, forvandler sig hurtigt til et mareridt, hvor Milla må flygte for sit liv.

38Likes
100Kommentarer
3082Visninger
AA

5. Ikke alle kan flyve

Kapitel 5. – Ikke alle kan flyve

Lige meget hvor meget jeg havde protesteret, endte det alligevel med, at jeg måtte tage med Nathaniel til hans syge fest. Hvorfor skete det her for mig? Hvorfor kunne den klamme døde ting ikke forstå, at et nej er et nej?

”Du må nok hellere tage noget andet tøj på,” havde han grinet med den der dødssyge hæse latter, så jeg blev alligevel nødt til at gå hele den lange vej hjem til mit store toetagers hus. Jeg havde fundet noget mørkt tøj i mit skab. Altså hvor fanden skulle jeg vide fra, hvad hekse og vampyrer havde på til fest? Nathaniel havde bare sit sædvanlige tøj på – jeg overvejede kraftigt, om han overhovedet havde andet – så det var nok ikke så vigtigt. 
Et par mørke cowboybukser, en langærmet bluse og en tyk, sort trøje. Det var jo da skide koldt udenfor. For første gang nogensinde slog det mig, at Nathaniel aldrig havde mere end sine slidte bukser og den gamle meget krøllede T-shirt på. Hvordan fanden kunne det være, han ikke døde af kulde? Vent, han var vel allerede død. Kan man dø mere end en gang?

Det sværeste var at komme med en god forklaring til mine forældre. En forklaring på at jeg havde forladt festen og nu gik igen. Det endte med, jeg sagde, at jeg sov hos Cecilie. Det var aldrig gået, hvis jeg havde sagt, at jeg sov hos Mia. Så havde min mor opdaget, at det var løgn, for hun snakkede tit med Mias mor. Det virkede som en god plan, indtil jeg kom i tanke om, at det ville gå galt, hvis min mor opdagede, at jeg tog af sted uden så meget som min skrigpink tandbørste.
Det endte simpelthen med, at jeg fandt en gammel slidt sportstaske og smed nattøj, tandbørste og en masse andre mærkelige ting i den.

Nathaniel, som nok aldrig havde hørt om døre, havde gjort sin entré gennem mit store vindue. Nogle gange ville jeg seriøst ønske, at jeg ikke havde et vindue. Så ville jeg heller aldrig have mødt Nathaniel. Lortevindue.
”Hvad skal du med alt det?” spurgte han, mens han nedstirrede mig og pegede på min taske med en kroget finger.
”Jeg sørger for, at jeg har en god undskyldning for at gå,” svarede jeg, og så måtte han leve med det svar, for jeg magtede ikke forklare ham noget som helst.

Jeg slæbte sportstasken ned ad den gamle trappe og sagde så farvel til mine forældre, som sad inden i stuen og så tv. Først da jeg var kommet ud og havde gemt min taske under en busk, hvor jeg ikke regnede med, at nogen ville finde den, gik det op for mig, at jeg ikke havde nogen idé om, hvor det var, jeg var på vej hen.
Med et suk vendte jeg mig mod Nathaniel, som stod i skyggen for at undgå lygtepælens skarpe lys. Han var af en eller anden grund bange for det. Lyset altså. Er det bare mig, eller er der ret stor forskel på en lygtepæl og solen? De ligner ikke engang hinanden.

”Hvor er det egentlig, du har tænkt dig at trække mig hen?” spurgte jeg, mens jeg prøvede at tænke på noget anden end kulden.
”Skoven,” var det eneste svar, jeg fik, og jeg sendte ham et mistroisk blik. Den eneste skov, jeg kendte, til lå flere kilometer fra byen. Desuden kunne skoven ikke være et særlig sikkert sted midt om natten Allehelgensaften.
”Det mener du ikke.” Jeg rystede på hovedet, selvom jeg udmærket vidste, at det var lige det han mente.
”Og hvorfor så ikke?”
”Fordi der er pisse langt sku da.”

Det så ud til, at det pludselig gik op for ham, at det ikke var alle, der kunne forvandle sig til en fucking flagermus og flyve.
”Kan du ikke finde på noget?” spurgte han. Om jeg kunne finde på noget? Om jeg kunne finde på noget!? Hvad fanden. Det var ikke mig, der ville have mig med til den der skov. Det kunne han have tænkt på, før han krævede, at jeg skulle med til den dumme fest. Hvad skulle jeg også der? Jeg var da for fanden et menneske, hvis han ikke skulle have opdaget det. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...